Nye bøger om musik

Af
| DMT Årgang 19 (1944) nr. 01 - side 19-20

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Nye Bøger om Musik

Kai Aage Bruun: Musikordbog

(Statsradiofoniens G"",undbøger)

Hensigtcn med Kai Aage Bruuns Musikordbog har været at give interesserede Radiolyttere en Række Oplysninger, der kan have Værdi som Orientering i Statsradiofoniens musikalske Programmer. Indenfor denne begrænsede Ramme er der lagt særlig Væge paa at forklare de gængse musikalske Fagudtryk, beskrive de forskellige Musikinstrumenter og endelig at give en Forklaring paa de væsentligste musikalske Udtryksformer, der belyses dels gennem korte musikhistoriske Udsyn og dels gennem kendte Repertoireeksernpler. Hvad det sidste angaar, henvises der saaledes S. 100 til »Christi Død« af Schultz og S. 128 til Weyses »Lovsang«, begge blandt Hovedværkerne indenfor dansk Musik. Det er rart herved at faa konstateret, at man indenfor Statsradiofonien dog kender disse Værker, men endnu har man mig bekendt aldrig opført dem, saa de kan næppe med Rette henføres til de kendte Repertoireeksempler. Men maaske skal det opfittes som Veksler, der trækkes paa Fremtiden.

Bogen giver mange udmærkede Oplysninger, men man savner den gennemførte Konsekvens. Der er en stor Artikel om Orkester, men ingen om Kor. Verisme nævnes, men hvad er Impressionisme og Expressionisme? Fænomener som Continuo, Kirkesonate, Hot og Swing findes der ikke selvstændige Stikord paa. Kirkesonate kan findes under Kammermusik, Hot under jazz, men Swing er, saa vidt jeg kan se, ganske banlyst fra Ordbogen, selvom det hører til den almindelige Radiokost.

Nu har vi i mange Aar døjet det, der hedder Instrumentalensemble. Tilsyneladende er dette afløst af noget, der hedder Radioensemble. - Navnet siger, at det maa være noget, som specielt egner sig for Radioen. Som Lytter maa jeg sige, at jeg ikke deler denne Anskuelse. Men hvad er det? - Her er Stedet, hvor vi skulde have det forklaret, og saa er det ikke engang nævnt.

Naar Kammertonen angives til for Statsradiofoniens Vedkommende at være 440, saa kan dette kun opfattes som en utopisk Drøm. I Reglen spiller man i en langt højere Stemning. 28. Dec. 1943 havde man f. Eks. en Operaudsendelse med bl. a. Mozarts »Don Juaa«-Ouverture og Arien »0 Isis og Osids« af »Tryllefløjten«. Her var Kammertonen ca. 448, hvilket er lige en halv Tone over Mozarts egen Kammertone (422). Det betyder, at ud fra en Mozartsk Opfattelse klang »Don Juan«-Overturen i Es Dur og »0 Isis og Osiris« i. Fis Dur. Man behøver ikke at være Musiker for at se, hvor pinende galt det Forhold er.

Trods de her skitserede Mangler er Kaj Aage Bruuns Bog dog særdeles nyttig, selv om man kunde ønske, at han ikke altid vilde sløre de eksakte Oplysninger med en Lavine af Tillægsord. (Schuberts henrivende Klavermarcher, Kuhlaus kerlige Elverhøjmusik). Af særlig Værdi er de mange Eksempler paa de forskellige Instrumenters. Benyttelse i kendte Værker. Og man glæder sig over de mange Henvisninger til Weyse og Kuhlau, Hartmann og Gade, Komponister, der burde være Husguder inden for Statsradiofonien, men som Pokker ikke er det.

Sven Lunn

Årgang 19/1944, nr. 01