Jazzmusik og swing

Af
| DMT Årgang 19 (1944) nr. 06 - side 120-121

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Jazzmusik og Swing

Af Bernhard Christensen

Bernhard Christensen, som er en af de faa hjeinlige Koinponisler, der inere indgaaende bar beskæftiget sig praktisk og teoretisk nzed jazzen, aninelder den franske Jazzekspert Hugues Panassiés nyeste Bog »La n2usique de jazz et le siving«, soin lige er udkoininet i dansk Oversættelse ved Dr. phil. Sv. Møller Kristensen (Athenæum).

Hugues Panassie, som er et internationalt Navn indenfor jazzkredse, har skrevet utallige Tidsskriftsartikler og en større Bog »Le jazz how (1934) ; han er en utrættelig Forkæmper for jazzmusiken og forsøger gennem sine Skrifter at fjerne al den Uvidenhed og alle de Fordomme, der hersker om jazz. Hans sidste ny Bog er et vægtigt Bidrag dertil.

Den danske Oversættelse indledes med et Forord af Sven Møller Kristensen, hvori der bliver sagt rammende Ord om de hjemlige Jazzforhold, blandt andet: »Den danske presse har til dato ikke fundet anledning til at vejlede det store ukritiske jazzpublikum, men blot ladet jazzen figurere i spalterne som en slags harmløse narrestreger, noget, man bærer over med, »ungdommen morer sig, herregud, lad den dog dem. Man kan nok bruge spalteplads til at snakke om ungdommens fordærvelse, men naar ungdommen viser dyb og vedholdende interesse for noget, saa gør man ingenting for at hjælpe og kultivere interessen, Det faar gaa sin skæve gang.«

Bogen er inddelt i en Række Samtaler, hvor Hugues Panassié lader en Lægmand, som kommer med alle de sædvanlige Indvendinger og Fordomme, diskutere med en Jazzekspert. Der skal i det følgende nævnes et Par af de vigtigste Emner.

I de første Samtaler forklarer jazzeksperten, hvad der er ægte jazz og hvad Swing er. »Den ,egte Jazzmusik er den, der er skabt af Negrene i de Forenede Stater i Slutn. af det 19. Aarh. Den udvikler sig indenfor Instrumentalmusiken og Dansen af deres gamle Sange, Bluessange og Spirituals.« Lægmanden ønsker en kort Defintion af »Swing« (Hvor man kender det fra Dagspressen) ; hertil svarer Jazzeksperten fornuftig nok, at der er Ting, man ikke kan definere med faa Ord, At give Dem en matematisk Definition paa Swing er ligesaa vanskeligt som at give Dem en Definition paa Poesi.

Eksperten fremhæver, at Swing er en Maade at spille paa og ikke en Slags Musik. Man kan ikke egentlig sige, at man spiller Swingmusik, man maa sige, at man spiller med Swing eller uden Swing.

Laegmanden tror ligesom saa mange andre, at den berømte jazzmusiker Benny Goodman er Skaberen af Swingmusiken. Eksperten protesterer, og advarer mod den falske Reklame, som Pressen saa villigt hjælper med til at udsprede.

I en senere Samtale kommer man ind paa jazzens scærke Forbindelse med Dansen, hvilket mange betragter nedsættende. Hugues Panassié siger derom: »Jeg kan mærke, at De endnu en Gang er Offer for Aarhundreders Fordomme. ja, jazzen er eri Dansemusik, men det betyder i mine Øjne aldeles ikke noget nedsættende. I Løbet af de to sidste Aarhundreder har den saakaldte »seriøse« Musik stadig fjernet sig mere og mere fra Dansen, men lad os ikke glemme, at de store Komponister i det 17. Aarhundrede skrev Musik til Dans, og at deres Værker ikke blev mindre værdifulde af den Grund.«

Bluesmelodiens store Betydning for jazzens Melodik og for Improvisation faar ogsaa sit Kapicel. Lægmanden finder det ganske uhørt, at der er improviserende Jazzmusikere, der ikke kan læse Noder. Hertil svarer Jazzeksperten: »Hvis De ikke led under Aarhundreders Fordomme, vilde De ikke finde det unormalt. Tænk Dem om: Hvad er mest vigtigt, at vide Tonernes Navne og kunne sige, OM det og det Tegn paa Papiret betyder et C eller et Cis, eller at have Evnen til at sammensætte Tonerne, saadan at de danner pragtfulde Melodier?« og videre: »Et Menneske, som kan Hørelære og Harmonilære til Bunds, men ikke har nogen skabende Evne, er en ringere Musiker end det Menneske, som aldrig har lært saa meget som Begyndelsesgrundene af Hørelære, men er i Stand til at skabe god Musik ved at synge eller spille?

Hugues Panasslé gennemgaar i de følgende Kapitler jazzens forskellige Former, større og mindre Orkestre, Arrangementerne; Grammofonpladerne, Spørgsmaalet jazz kontra. Klassik, de kendteste Jazzmusikere og jazzorkestre og meget andet.

Hugues Panassié viser i denne Bog langt dybere Forstaaelse for Jazzproblemerne end i tidligere Artikler og Bøger; det skyldes maaske et Ophold i Amerika, hvor han har kunnet studere Forholdene paa nærmere Hold. Man undres over, hvor lidt Amerikanerne egentlig selv har skrevet om disse Ting; men det skyldes vel Fordomme. I Forhold hertil er der skrevec mere og bedre om jazz herhjemme. Der karl frernhæves Sv. Møller Kristensens »Hvad jazz er« og Tidsskriftsartikler af baade Sv. Møller Kristensen og Astrid Gøssel. Sidstnævnte har gjort forbavsende Iagttagelser med Hensyn til Improvisation og Swingrytme, hvoraf man forstaar, at. jazzen ikke har traadt sine Barnesko endnu.

Årgang 19/1944, nr. 06