Den musikalske general

DEN MUSIKALSKE GENERAL
CHR. JUL. DE MEZA

Af Sigurd Berg

Man finder af og til General de Meza nævnt som en musikalsk Begavelse. - Skønt hans musikalske Meriter ikke er nogen større Omtale værd, kunde det dog maaske være paa sin Plads een Gang for alle at give et samlet Overblik over hans Forhold til Musiken, belyst gennem hans egne Optegnelser samt af Udtalelser fra de af hans Samtidige, der havde nogen Kendskab til hans musikalske Udfoldelser.

Imellem H. C. Andersens Digte(1) findes følgende lille Vers:

Broderet paa et Guitarbaand
til en Kriger:
Sang i Hjerte, Sværd i Haand,
Over Dig den danske Aand.

Denne Kriger maa efter alt at dømme have været General de Meza, En samtidig Officer(2) har fortalt, at »Meza sang sine Romancer udtryksfuldt, men uden synderlig Klang i Stemmen, til sin med et bredt Silkebaand udstyrede Guitar«(3). Hele de Mezas noget affekterede og poserende Optræden stemmer ganske godt med Forestillingen om et broderet Silke-Guitarbaand. Verset er skrevet 1854, netop da de Meza var særdeles populær paa Grund af sin store Tapperhed i Felttoget 1848-50, og det kan tænkes, at han har modtaget Baandet som Gave fra en Beundrerinde.

Chr. Jul. de Meza blev født den 14. januar 1792 som Søn af praktiserende Læge og Stadsfysikus i Helsingør, Christian Jac. Theoph. de Meza, og Hustru Anne Henriette f. Lund. I Tolvaarsalderen blev han Volontør ved Artillerikadet-lnstituttet. Ved Englændernes Angreb paa København 1807 gjorde han allerede Tjeneste som Stykjunker i en Alder af 14-15 Aar. 1808 udnævntes han til anden Sekondløjtnant i Artillerikorpset. Efter sin endelige Afgangseksamen 1810 blev han, 18 Aar gammel, udkommanderet til Frederiksværk som Kommandør for Artilleridetachementet. Her var han hyppig Gæst hos Oberstløjtnant E. P. Tscherning, hvis dengang 17-aarige Datter, Elisabeth Birgitte i 1821 blev hans Hustru. 1813 blev de Meza »Adjoint« ved Generalkvartermester-Staben. Han udvidede stadig sine Kundskaber, navnlig i de levende Sprog og blev 1821 Lærer i Tysk og Fransk paa Militær Instituttet. Samme Aar blev han Kaptajn. 1825-27 var han paa Studierejse i Tyskland, Italien, Frankrig og England, blev 1830 Docent ved den nyoprettede militære Højskole og 1842 Major ved Artilleriregimentet i København. Da Krigen i 1848 brød ud, blev de Meza ansat ved Overkommandoen som ledende Artilleriofficer og forfremmet til Oberst og Oberstløjtnant, 1849 til Generalmajor og 1850 til General.

Under Felttoget viste de Meza sig at være i Besiddelse af udmærkede feltmæssige Egenskaber. Hans Koldblodighed var urokkelig og hans fysiske og moralske Mod samt hans Overblik og Beslutningsdygtighed var hævet over al Kritik. Ved Fredericia førte han sin Brigade til Hest i forreste Træfning og var med eet Slag kendt og beundret overalt i Hæren(4). I April 1849 blev de Meza Højstkommanderende paa Als og fik Hovedkvarter i Sønderborg.

Mærkelig nok var denne tapre og koldblodige Soldat fuld af de mest paafaldende Særheder. Hans Væsen og Paaklædning grænsede ofte til det latterlige og hans Pertentlighed og Sensibilitet udsatte ham for sine Medofficerers Spot i et Omfang, som man skulde synes vanskeligt kunde forenes med militær Respekt. Han havde en panisk Skræk for aabne Vinduer og fugtige Gulve. Hvad hans Ydre angaar, beskrives han som spinkel af Skabning, ret fin af Træk og Smil, med blaa Øjne og en højtoptaarnet sort kruset Haarvækst. I sin Paaklædning var han soigneret, bar kreppede, fremskudte Manchetter og var altid mere eller mindre afvigende fra Moden i Snittet af sine Klæder(5). En svensk Officer, der en Gang meldte sig hos de Meza, traf ham til sin store Forbavselse i følgende Hjemmedragt: »Graa Hue med nedfaldende rød Fløjlshue(?), lang, graa, civil Frakke, rødt Halstørklæde, røde Saffianssko og et Slag af Guttaperka«. Regnsla get skulde aabenbart skærme ham mod Træk. Hans Originalitet gav sig andre besynderlige Udslag. Paa et Brev, som han fra Krigen engang sendte til Krigsministeren, havde han prentet Adressen paa, Konvolutten med 3-4 Slags Skrift, og rundt omkring var der anbragt Fugle, der fløj i Luften, medens Krigsministerens Navn var omgivet med Skyer, hvorpaa der var placeret to Engle, der med skæv Kæbe blæste paa Dommedagsbasuner(6).

Stundom gav hans overdrevne Selvbevidsthed Anledning til ganske pudsige Optrin. En Gang i Aarene mellem 1852 og 1863 boede Frederik den Syvende en Tid i Sønderborg. De Meza kom jævnligt til Kongens Taffel; alle Vinduer holdtes da omhyggeligt lukkede, selv paa de varmeste Dage. Ved en saadan Lejlighed havde de Meza efter Bordet sat sig hen ved Klaveret og spillede, - hvad han efter sin egen Opfattelse gjorde mesterligt. Kongen og Minister Hall stod tæt ved Klaveret i Samtale, som efterhaanden blev noget højrøstet. De Meza drejede da Hovedet om, lod vedblivende Fingrene løbe over Tangenterne og sagde over Skulderen: Sire! jeg spiller!« - »Ja, det var ret,« svarede Kongen, »bliv Du bare ved!«(7). Den tidligere nævnte Heinrich Kauffmann fortæller, at naar han kom til Referat hos de Meza (det var i Krigen 1864), sad denne tit ved Klaveret. Den Dag de fjendtlige Granater begyndte at falde ved Slien, var han i Færd med at komponere, men vendte sig halvt om og sagde: »Hør nu efter, - Folk taler saa meget om Beethoven. - Delte er ligesaa kønt som hans Musik«(8) .

Med Aarene blev de Meza stadig mere optaget af Musikken, saa det næsten voksede ham over Hovedet. De første Uger som Brigadekommandør paa Als var han saa stærkt optaget af sin nye og uvante Virksomhed, at Musikken syntes helt lagt paa Hylden; men lidt efter lidt vinder den sit Herredømme tilbage. Med nogle ejendommelige Afbrydelser blev hans nærmeste Omgang Kammerherre Riegels' Familie med de unge, stilfulde, højtdannede, meget smukke og musikalske Døtre samt de to ikke mere unge, men musikalske Søstre, Fru Dr. Krüger og Frøken Manthey. Med dem sang han Duetter, spillede firhændigt, udskrev Noder for dem og sang solo og under Vinteropholdet i Slesvig 1850-51 i Fürsen-Bachmanns Palæ musicerede han timevis paa Piano, sang solo til eget Guitar- eller Pianoakkompagnement, med eller uden Tilhørere, og komponerede selv i stigende Grad(9).

En anden Karakteristik af de Meza betegner ham som en stiv, pertentlig, let pirrelig Person, ret dannet og kundskabsrig, men uden Gemyt, han forstod ikke Spøg, blev fornærmet over ingenting og holdt egentlig kun af sig selv. Han var i sine yngre Aar ikke saa musikfanatisk som i den senere Alder, hverken med Hensyn til at producere sig som Sanger eller som Komponist(10).
Eleonora Christine Tscherning, en Faster til de Mezas Hustru, fortæller om ham: jeg kom ugentlig hos de Meza's (1837). Det morede de Meza at give sig af med mig; vi læste Fransk og Italiensk, sang Duetter og spillede Guitar sammen, jeg faldt kort sagt i hans Smag og fandt mig længe i hans evindelige Pineri om, at jeg skulde lære at synge hans egne Kompositioner; men en Dag tabte jeg dog Taalmodigheden og erklærede: »Nu vil jeg ikke længer!« Dette forhindrede dog ikke, at vi vedblev at være rigtig gode Venner(11).

De Meza var ikke den eneste Militærperson, som gav sig af med at komponere paa den Tid. j. v. Witzleben havde komponeret en »Garde Husar-Polka« og A. d'Irgens-Bergh sin »Marche de la 2me Division d'Armée«(12) . De Mezas musikalske Kunnen var imidlertid ret begrænset, og det var ham vistnok ikke muligt at fuldføre en Komposition uden Hjælp af en mere musikkyndig. En god Støtte til dette Arbejde fik han af Komponisten Carl Malmqvist (1819-59), der var Valdhornist ved 2. Brigades Musikkorps og 1848-50 Dirigent for den i Sønderborg stiftede Officerssangforening. I de følgende Dagbogsfragmenter(13) fra de Mezas Ophold i Sønderborg og Slesvig er Malmqvist hyppigt nævnt. løvrigt er der af disse Optegnelser her kun medtaget, hvad der bemærkes om de Mezas egen Musikdyrkelse samt om det lokale Musikliv.

9/8 1849 ........ Hjem Kl. 10, netop da den nye Torsdagstappenstreg var forsamlet for mine Vinduer .... jeg fik nu den
Glæde, endnu engang at høre Gardens Musik med Souvenirs fra Veile, fra Helgenæstouren o. f. - navnlig »Den tapre
Landsoldat, »Kong Christian stod«, »Holmens faste Stok« o. s. v. Det var en fiin Opmærksomhed af Gardens
Musikcorps at producere disse Stykker ved at spille første Gang for mig efter min Hjemkomst fra Frederia(14) ....

1/9 .... Kl. 8,30 vandrede jeg til Riegels, sang 100 Romancer og - dandsede Mazourka-Polka og Polka!

18/8 1850 .... Brigademusikken mellem 12-1. Min Galop, hvormed de Gracieusité gjorde Begyndelsen, trænger til Raffinements i Instrumenteringen. Den hele Musik interesserede meget de slesvigske Færdselsbønder.

21/8 .... Brigademusikken mellem 12-1. Galoppen lidt bedre. Dog endnu ej god ....

4/9 .... Aftenen temmelig lang, da jeg maatte holde op at læse(15) og var kjed af at musicere. Brigademusikken 2 Gange Galoppen. Formodentlig Øientjeneri af Herr von Schumacher(16).

11/9 .... Brigademusikken. Nydt en Del af den i det Frie. Den ene (bedste) Mazurka blev spillet om igjen. Min Galop er aldrig gaaet bedre.

13/10 Conferentz med Malmqvist om min Vals. Han spillede sin Bas, som dog er ret brav. Den har gjort Furore igaar
Aftes i Skuespilhuset og er forlangt 3 Gange D. C ...... Capitainen drak Thee med og nød min Musica, udført med
hæs Stemme .....

15/10 Villet musicere, men ei kunnet holde ud at sidde ved Pianoet, saaledes stormer det ind ad Vinduerne .....

23/10 .... Skrevet min Vals til Frøken Alba(17).
..... Overauditeur Glahn drak Thee hos mig,
og jeg spillede for ham: »Wenn ich ein Vöglein wär'« ....

1/12 . . . . . Malmqvist kom (da Musiken havde spillet fra 12-1) og og forkyndte, at »O che felici pianti« var i Arbeid og skulde spilles paa Onsdag. Han hørte den neapolitanske Senenade, som gefaldt ham og medtog »Man ég pig mei« til Bearbejdelse Aftenen hengik med og Musik (»Con dolce forza« udarbeidedes nærmere).

8/12 . . . . . Conversationen blev saa sonor, at jeg maatte udbede mig 5 Minutters racet for at lytte efter min Notturno, der - hvad jeg havde anet - foredroges psalmodisk, 3 Gange for langsomt og uden Liv. Malmqvist indkaldtes og underrettedes herom. Næste Gang indbydes Musiken i Yderværelset. Violonnen i Kälberdamm (hos Qvante) hedder Krause, Flautenisten Schmidt.

12 /12 Raffineret paa min nye Marche. Musiken spillede i Formiddags .... i mit yderste Værelse min 1mo Notturno,
o che felice pianti. Bedre end sidst, da Seconden tog mere Force; men Forslagene og den hele Gang af Foredraget
feile endnu meget i mordant.

14 /12 . . . . . Om Formiddagen besøgte jeg Malmqvist .... Han skulde i Theatret og kunde saaledes ei komme Klk. 6 i Aften, for med de 2 Primo Instrumenter at indspille: 0 che felice pianti. -

22/12 Musiken blæste Notturnen »O che felici« godt.

25 /12 Klk. 6 kom Malmqvist og blev til 9 1/2. Vi opsatte sammen: 1´ Wenn ich ein Vögl., 2' Con dolce forza, 3'
Giu'la notte s'arricino.

26/ 12 Wørishöffer(18) hørte endnu 1/2 Times Tid paa Musik - de tydske Romancer (Und wem ein guter Gedanken
blüht -; Einsam weil' ich in den Abendstunden o. s. v.) gefalde ham dog i det Hele bedst; formodentlig fordi han bedst
forstaar Text og Musik (ingen meget musikalsk Grund, men den gjør sig gjældende hos den større Halvdeel af
Tilhørere). Da La Tour kom, var jeg ved Instrumentet. Han kunde høre enkelte dæmpede Lyd af Pianoet, men ikke en
Tone af Stemmen. Og dette siger han med en venlig og forklaret Mine, der vilde gøre en Engels Taalmodighed Ære ...

27/ 12 .... Parol og Referat, under hvilket tilkom mig en Pakke fra Herr Erslev(19) med Breve fra ham og Kone og med 4 lithographerede Aftryk af min militaire Galop med forsk. Overskrifter til Valg. Han ønsker mit fulde Navn. Lumbye, der vil sætte den for fuldt Orchester, ogsaa. Vogue la galére. Fru Erslev understøtter denne Nødvendighed. Herr Tegner (Lithograph) kom Han kjendte Galophistorien, da han selv har afgivet Lithographen, og faar nu den ønskede Titel (hvori man vel maa give Navnet til Priis og »kaste Generalen over Bord«, som Erslev siger) ; og kan saa tage den med.

1/1 1851 .... Klk. 6,15 ankom Herr Tegner, der havde taget Invitationen til igaar for idag. Forespillet ham med ubeqvem Røst: 1' »Con dolce forza, 2' Giu' la notte s'arricino, 3' Jüngling, wenn ich dich von fern erblicke«; med hvilke han syntes fornøiet.

2/1 .... Klk. 6 ankom Malmqvist, der ogsaa afskrev »Süsse, heilige Natur« og »Jüngling, wenn ich dich von fern erblicke.«

5/1 .... fik Musik - der var indkaldt i Yderstuen og særdeles vel udførte Neapolitaner Hurtigmarchen. Do. Valsen og Notturnen .... Neapolitaneren vandt almindeligt Bifald ....

6/1 Brigademusiken skal hjem og afløses af 1ste Br.s Musik. Saaledes bliver der periculum in mora med Malmqvists Noteringer ....

7/1 .... Malmqvist kom Klk. 6 og noterede ikke mindre end (?) Stykker indtil Klk. 9, da han gik .... Nu vil han skrive hele Snesen reen. Vil meddele iste Brigades Musik mine Machwerk.

10/1 .... Klk. 6 mødte Malmqvist med 20 noterede Romancer (uden Accompagnement) og opsatte hele Marchen i Kladder inden Klk. 10.

11/1.... Malmqvist ankom Klk. 6 præcis. Vi gjennemgik den noterede Marche og han noterede Accompagnement 1' til »Viens aurore«, 2' til »Wenn ich ein Vöglein wär«, 3' til »Eine nur und ewig eine«

12/1 .... Musikken blæste idag ualmindelig vel. Notturnen foredroges godt, og Neapolitane ren gik feiende Klk. 6 ankom Malmqvist, og vi blev færdige med 1' »Süsse heilige Natur«, 2' »Liebliche Nacht, wie schön bist du«, 3' »Seht den Himmel, wie heitem.

13/1 . . . . Malmqvist kom Klk. 7 og blev til 10. Han noterede Accompagnement til 1' (4 Romancer) Begyndt Enden paa Aftenen, med en saa angrebet Hals, at jeg maatte lade Mqv. synge Melodierne, medens jeg spillede ....

14 /1 .... Malmqvist ankom Klk. 5, og vi gjorde ikke mindre end 9 Romancer færdige. Imorgen skal vi notere »Mein Leben« og omnotere »Man ég pig mei»; saa er den største Masse og de ældste Sager soleerede ( ?) ....

15/1 .... Malmqvist kom Klk. 5,30 og vi opsatte Acc. til (to Romancer) ....

16/1 .... Malmqvist mødte Klk. 10 og blev til 12,30. Melodien var opskrevet til »Die Rose, die Lilie, die Taube, die Sonne« og til begge Basarierne »Morgenroth, o du Bothe von Gott« og »Die junge heilige Natur«. Med denne sidste var Tacten tvivlsom. Endeligen enedes vi om at holde den i 4/4. Jeg nuancerede og capsunerede(20) enkelte Steder . . .... Klk. 5 atter kom Malmqvist : Til ovennævnte 3 Melodier afskreves Accompagnernenter, til Basarierne i Arpeggio-Maneer (ret yndigt). Malmqvist modtog 12 Rigsdl. for sin Møie. Marchen gjennemgikkes og eftersaaes paa ny og fik enkelte Raffinements. Malmqvist gav mig sin Adresse og bragte mine Hilsener tilbage til Musikcorpset, der havde bedet ham om at bringe mig deres. Aftenen gik behageligt, og jeg føiede til min lille Foræring de veltneenteste Taksigelser til den gode Malmqvist, der er en Perle, og uden hvem mine smaa Musikfostre længe endnu vilde være bleven min exclusive Eiendom.....«

Umiddelbart før vor sidste, ulykkelige Krig i 1864 blev de Meza udnævnt til Overgeneral over den mobiliserede Hær og stod nu med Ansvaret for de militære Dispositioner i Slesvig. Det vakte derfor uhyre Bestyrtelse og Vrede over hele Danmark, da han gav Ordre til uden Kamp at rømme Dannevirkestillingen den 5. Februar 1864. Han blev kaldt til København for at afgive Forklaring for Krigsministeren. De Mezas Standpunkt var(21), at der kun fandtes Valget mellem at tiltræde en frivillig, ved strategiske Grunde motiveret Tilbagegang, - eller, med ringe Udsigt til i faa Dage at modstaa Fjendens Angreb, at blive tvungen til et Tilbagetog, hvis Følger var uberegnelige og som efter hans Anskuelse maatte føre til Hærens Opløsning og Tilintetgørelse. - Stemningen var imidlertid saadan, at de Meza maatte fjernes fra sin Post som Overgeneral. Man overøste ham med Haan og Bebrejdelser. Ikke mindst hans Musikinteresse blev en Skive for den offentlige Menings Spot. Vittighedsbladene bragte Billeder af Episoder fra Overgeneralens Liv. F. Eks. ser man ham sidde med et Nodeblad, medens en Ordonnans staar foran ham og melder: »Hr. General! jeg melder, at hele Armeen er nærved at krepere af Sult og Udmattelse.« - Generalen: »La, la, la!
Dette refrain er ikke ganske rigtigt. La, la, 14! - Lad os sætte Kryds for b - hvad var det, Du sagde!« - Ordonnansen: »Og at Fjenden truer begge vore Fløje, saa at man maa passe godt paa!« - Generalen: »Du kan gaa! - La, la, la! Nu er den Retiradernarsch færdig paa et Par Systemer nær. - Det er dog bedst, at jeg smører Haser, førend Fjenden kommer; - jeg kan komponere paa Veien!« Et andet Sted ser man ham paa en Vogn med et Klaver foran sig: »Mon det skulde være sandt, at hele Arméen er opreven! Ak Gud! Skulde det ikke forundes mig at faa min Retirademarsch færdig! Pidsk paa Hestene Kudsk! La, la, la, la!« (spiller sit Stykke ud, medens Soldaterne segne.)

Saa ondartede var Angrebene paa Danmarks modigste Mand i 1864(22).

De Meza døde, ensom og nedbøjet, den 16. September 1865. Først Eftertiden har indset, at de Mezas Dispositioner var de eneste forsvarlige og har ydet ham den Retfærdighed, som han maatte savne i levende Live.
De Mezas Kompositioner er, saavidt det kan ses, alle af et saa almindeligt Tilsnit, at de unddrager sig nogen virkelig Vurdering. De synes at have et vist overfladisk Salonsving og ofte et temmelig affekteret Udtryk, der stemmer ganske godt med vort Kendskab til Komponistens Karaktertræk. Nogen modulatorisk Bevægelighed findes ikke, og da de vel for Størstedelens Vedkommende er efterbehandlede af Malmqvist (og andre?), giver de i hvert Fald ikke noget paalideligt Udtryk for de Mezas musikalske Evner. For Fuldstændigheds Skyld bringes her en Fortegnelse over de af hans Kompositioner, der findes paa det kgl. Bibliotek. Udover disse foreligger der vistnok enkelte Ting i den kgl. Livgardes Musikarkiv, Resten er forsvundet eller findes i privat Eje.

Trykte Kompositioner:
Cinque Notturni a due Voci (kun Nr. 2-4).
45 Romancer og Sange i 9 Hefter (kun Hefter 2, 4 og 9).
Soldatens Drøm, f. Piano.
Tappenstreg, f. Piano.
Kompositioner i Manuskript;
L'Amor sconsolato. Canzonetta.
Christianes Polka.
Den danske jægers Galop. 1851.
Hoffnung und Erinnerung, Romanze Nr. 45.
Invocation, Romance Nr. 42.
Jüngling, Jüngling, flieh die Lebe, Romanze Nr. 35. ,
Frederik den Syvendes Marche.
Harriett's Mazurka-Polka, 1856.
Hurtigmarche for Infanteriet. 1852. Mathildes Galop. 1858.
Minna's Marche. 1862.
Notturno Nr. 1, 0, che felici pianti. A due voci.
Notturno Nr. 2, Se lontan, ben mio, tu sei. A due Voci.
Notturno Nr. 3, Sol puo dir che sia diletto. A due Voci.
Notturno Nr. 4, La Speranza. A due Voci.
9 Romances.
Söknuour. (Jónas Hal Igrímson).
Voyage du Temps et de L' Amour.
Wonn' und Schmerz, Romanze Nr. 41.

Fodnoter:
(1) Samlede Skrifter, 1853-79, XII, S. 296.
(2 ) Heinrich Kauffmann, Stabschef bos de Meza.
(3) Daniel Bruun: 40 Aar efter, Kbh. 1904, S. 72.

(5) K. C. Rockstroh: General de Meza. Kbh. 1930.
(6) Daniel Bruuns før citerede Bog, S. 73.
(7) Daniel Bruun, S. 74. 2) sst. S. 74 1.
(8) SSt. S. 180.
(9) Rockstroh's før citerede Bog, 5. 44.
(10) N. C. L. Abrahams: Meddelelser af mit Liv. Kbh. 1876.
(11)Eleonora Christine Tschernings efterladte Papirer, Clausen og Rist: Memoirer og Breve, VIII, Kbh. 1908.
(12) G. Skjerne: H. C. Lumbye og hans Samtid. Kbh. 1912.
(13) K. C. Rockstroh: General de Mezas Krigs dagsbøger. Kbh. 1928.
(14) hvor de Meza, som før nævnt, havde udmærket sig.
(15) Han omtaler samme Dag, at hans Øjne er »fatiguerede«.
(16) Ordonnansofficer hos de Meza.
(17) Alba Riegels.
(18) Kapt. v. Wørishøffer.
(19) Musikkandleren i København.
(20) Gl. Rideudtryk: tøjle, d. v. s. dæmpe eller mildne.
(21) Iflg. hans egen Indberetning.
(22) G. Skjernes før citerede Bog, S. 265 f.