Et nodefund på konservatoriet

ET NODEFUND PAA KONSERVATORIET

Af Knud jeppesen

André's Forlag udgav baade før, men især efter, at det af Constanze Mozart havde erhvervet Størstedelen af M.s efterladte Manuskripter, en Række af Mesterens Værker. Af disse Stik findes paa, Konservatoriet:

Op. 38. Symf. i C (Köchel, Nr. 551). Pl.-Nr. 622.
Op. 58. Symf. i Es (Köchel, Nr. 543). Pl.-Nr. 1103.
Op. 87. Symf. i D (Kl5chel, Nr. 504). Pl.-Nr. 1478.
Op. 88. Symf. i D (Köchel, Nr. 297). Pl.-Nr. 1482.
Symf. Nr. 10 i D (Köchel, Nr. 385). Pl.-Nr. 2178.

Udgivelsen af de første fire af disse Tryk sættes 1 0.. E. Deutsch cg C. B. Oldman's Mozart Bibliografi (»Mozart Drucke«, Zeitschr. f. Musikwissenschaft 1931-32) til henholdsvis 1793, 1797, 1800 og 1800, medens det sidste (som falder udenfor denne Bibliografi's Rammer) ifølge sit Pl.-Nr. maa være udsendt ca. 1805. Ved Trykkene Op. 38, 58 og 87 drejer det sig efter hvad Deutsch meddeler om Første-Udgaver.
De to Haydn-Symfonier G. A. 88-89 findes som Nr. 14 og 15 i Tryk, som iøvrigt er uden Angivelse af Forlag eller Opus, dog forsynede med Pl.-Nr. 251 og 253. Det typografiske Udstyr kunde tyde paa Artaria som Udgiver. Ligeledes kan nogle Stemmer af Konservatoriets Eksemplar af G. A. 94 (her dog med fuld Sikkerhed) henføres til denne Wiener Forlægger, (Symfoni Nr. 21. Ekspl. paa det kgl. Bibliotek, som ogsaa opbevarer et enkelt Dobbeltblad af 1ste Vl.-St. til Nr. 15).

Desværre har jeg ikke haft Adgang til at benytte Fr. Artaria og H. Botstiber's Arbejde om Haydn's Forbindelse med Firmaet Artaria, hvori autentiske Oplysninger om disse Spørgsmaal (og ogsaa vedrørende Udgivelses-Aarene) sikkert er at finde. Men Gerber sætter Nr. 21 til 1795 hvilket stemmer godt nok med de hos Deutsch og Oldman anførte Pl.Nr. fra Artaria - og der kan paa samme Grundlag heller næppe være Tvivl om, at Symf. Nr. 14 og 15 (stadigt forudsat, at de stammer fra Artaria) maa skrive sig fra 1788-90.

Af franske Haydn-Stik foreligger her kun Sieber's Op. 51, Nr. 24-26 (G. A. Nr. 82, 84 og 86), som ifølge Gerber er trykt 1788, samt hans Symf. A (G. A. Nr. 44) og Nr. 19 (G. A. Nr. 31), hvis Kronologi er dunkel, idet de mangler baade Opus-Betegnelse og Pl.-Nr. De maa dog ifølge et Katalog fra Sieber, som er ordnet relativ kronologisk, begge ligge før Op. 51. Endelig tilhører nogle Stemmer til G. A. Nr. 92 (uden Forlag, Opus eller Pl.-Nr., men betegnede som Symphonie 8e) utvivlsomt en fransk Udgave.

Af andre sjældne Tryk maa nævnes C. A. P. Braun's Symfoni i D udgivet hos Breitkopf & Härtel (Pl.-Nr. 1694). Braun (f. i Ludwigslust 1788, d. i Stockholm 1835, forøvrigt en Søstersøn af F. L. Kunzen) var foruden Komponist en berømt Oboist og ansat i det kgl. Kapel i København fra 1807-15. Symfonien findes ikke anført i Eitner's »Quellenlexicon«, men paa Biblioteket i Schwerin synes den (jf. Kade's Katalog) at foreligge i Ms. (Autograf?). Det fremgaar heraf, at den er komponeret i Decbr. 1810, altsaa under B.s Ophold i København. Den er i Schwerin betegnet som Symfoni Nr. 4 og maa ifølge Pl.-Nr. være trykt hos Br. & H. ca. 1812. Muligvis findes den omkring dette Tidspunkt anmeldt i »Allgemeine musicalische Zeitung«; men da det kgl. Biblioteks Eksempl. heraf for Tiden er evakueret, har jeg ikke kunnet kontrollere dette.

Paul Wranitzky (1756-1808), en bøhmisk Komponist, som stod Haydn nær, er her repræsenteret med 3 Symfonier: Op. 31, trykt hos Gombeft i Augsburg (if. Gefb. 1797), og Op. 33, Nr. 2 og 3 hos André det følgende Aar. Endelig er Weyse's c-moll Symfoni Op. i udgivet ca. 1800 (jvrif. Erling Winkel: Danske Symfonier i det 18. Aarhundrede. Dansk Musiktidsskrift 1940, p. 175) og 'de tre yngste Tryk i Samlingen, Pa&'s Ouverture til »Achille« og Abbed Vogler's Ouverturer til »Die Kreuzfahrem og »Samori« maa if. deres Pl.-Nr. være trykt henholdsvis ca. 1810, ca. 1817 og ca. 1818.

Dermed er alle de fundne Tryk i Samlingen noterede og der resterer af sjældnere Ting nu blot 3 Symfonier, som foreligger i haandskrevne Stemmer. Joseph Fiala (1751-ca.1816) og Wenzel Tomachek (1774-1850) var, som saa paafaldende mange andre af den Tids kendte Komponister, begge af bøhmisk Herkomst. Fiala tjenre en Tid lang hos Fyrstbiskoppen af Sa Izburg, og W. A. Mozart roser Kompositioner af ham som indeholdende »sehr gute gedancken« (Brev af 3. Okt. 1777). Hans C-Dur Symfoni findes ikke anført hos Eitner, hvilket derimod er Tilfældet med Tomachek's Es-Dur Symfoni.

Langt stærkere Interesse end til disse to Værker knytter der sig - i hvert Fald for os Danske - til Claus N. Schall's Symfoni i B.

Schall (f. i København 1757, d. 1835) var som bekendt en af de fortrinligste Ledere vort kgl. Kapel har ejet, og er baade som Dirigent og Komponist den første betydelige danskfødte Personlighed vi træffer efter det 17-18de Aarhundredes musikalske Fremmedstyre. Han var meget produktiv og nød ogsaa som Komponist ret vidstrakt Anseelse og fik saaledes en Del Værker udgivet paa udenlandske Forlag. Mest bekendt var han som Theater-Komponist (et Utal af Syngespil og Balletter), men ogsaa Koncerter, Kantater og Kammermusik flød fra hans flittige Pen. At han ogsaa gav sig af med Symfonier var derimod hidtil ukendt. Det her foreliggende Værk er nærmest af den tidlige wiener-klassiske Symfoni-Type med 4 Satser: Adagio-Allegro-Adagio, Menuetto, Poco Allegretto og Finale (Rondo-Allegro). Besætningen bestaar foruden Strygere af dobbelt Blæserkvartet (Klarinetterne anvendes dog kun i den tredie Sats) og to Horn.
Symfoniens fremherskende Karakter er af folkeligt, smilende Tilsnit.
Introduktionen præges dog af tilbørlig Anstand:

[nodeeksempel]

Denne Adagio har trods sin relative Bredde (48 Takter) alligevel indledende Karakter og slutter paa Dominanten. Den er forøvrigt i enkel Dacapo-Form. Den efterfølgende Allegro sætter ind med det meget animerede og ubesværede Hovedthema:

[nodeeksempel]

Om noget egentligt Sidethema kan her næppe tales. Ganske vist optræder efter Overgangen til Dominanten en noget flydende Vending:

[nodeeksempel]

Men paa det tilsvarende Sted i Reprisen finder man en helt anden musikalsk Idé. Allegroen adskiller sig ogsaa fra den klassiske Sonateform derved, at den er disponeret uden de obligate Repetitioner. Modulationsdelen benytter sig udelukkende af Stof fra Hovedthemaet, som sekvensmæssigt føres gennem forskellige Tonearter (den fjernestliggende er her f-moll med Parallel), hvorved dette Themas Genindtræden i nogen Grad kommer til at mangle Friskhed. Til Slut gentages en kortere Episode fra den indledende Adagio. 1ste Satsen kan altsaa formelt have en vis Lighed med den saakaldte franske Ouverture. Det er dog kun overfladisk betragtet, at dette kan synes at gælde, for det thernatiske Stof og dets Udvikling er udpræget symfoni-mæssigt i det senere 18de Aarhundredes Forstand.
Menuetten bestaar af to enkle Dacapo-Komplekser, en djærv Hoveddel:

[nodeeksempel]

og en pudsig forsoren Trio:

[nodeeksempel]

Et alvorligt Moment vilde kun passe daarligt ind i alt dette Lyssyn, og Schall fastholder da ogsaa i næste Sats ganske den lette Tone og indskrænker sig til at sætte Tempoet ned. Han bliver stadig i Dur, men den rolige rytmiske Holdning giver dog netop den Afveksling, der
her tiltrænges, uden at Helhedsindtrykket derved kommer i Fare. Stykket bringer ogsaa klangligt en fin Skiften, idet Træblæserne (her suppleret med 2 Klarinetter), som i de to forudgaaende Satser blev holdt saa temmeligt i Baggrunden, nu træder koncerterende frem, medens Strygerne indskrænker sig til nogle nødtørftigt understøtrende Figurer.

Sidste Sats er en af den Art Rondofinaler i 214 Takt, som kendes saa. godt fra Haydn og andre Komponister fra Tiden. Hovedtemaet:

[nodeeksempel]

minder stærkt om det tilsvarende Therna i Haydn's B Dur-Symfoni »La Reine«:

[nodeeksempel]

saa stærkt, at det daarligt kan tænkes andet, end at Schall maa have kendt og ladet sig inspirere af dette Værk. I det hele staar hans Arbejde stærkt i Haydn's Tegn, ikke mindst ved dets folkelige Tone; men muligvis skyldes dette for en Del, at ogsaa Schall var et Barn af Almuen. Mærkes maa det dog, at visse Stilelementer i Symfonien falder udenfor den egentlige Haydn-Stil. Saaledes er hele den første Allegro (og især Hovedtemaet) ikke udformet efter de Normer, som H. plejer at følge ved slige Lejligheder. Men forøvrigt skal man ikke sammenligne de to - Haydn er jo saa langt den større Aand. Alligevel er Schall's Symfoni et virkelig værdifuldt Arbejde, usnobbet og friskt. Naturligt uden at være selvfølgeligt, enkelt men kærnefuldt. Tillige har det den udmærkede Egenskab at være i sjælden Grad født for Orkester.

Desværre ved vi ikke fra hvilket Aar Symfonien skriver sig. I den Samling, hvori den foreligger og hvori den staar som den første af 32 Symfonier, danner Hummel's Op. 15 (1779) og Braun's Symfoni (ca. 1812) de to Yderpunkter, og de andre Stykker, som lader sig tidsfæste, ligger gennemsnitlig omkring 1793. Heraf kan man dog naturligvis intet slutte, kun formode, at ogsaa Schall's Symfoni maaske ligger indenfor de samme Tidsrammer. I denne Forbindelse er det værd at bernærke, at Symfonien er skrevet med samme Kopist-Haand og paa samme Papir som en anden Symfoni i Samlingen (og ogsaa kun denne), nernlig de supplerende Stemmer til Hummel's Op. 33, Nr. 3. Da dette Tryk, som
omtalt, maa sættes til ca. 1792, er det sandsynligt, at Stemmerne er kopierede kort Tid efter.(1) Den stilmæssige Sammenhæng med Haydn's »La Reine« gør det usandsynligt, at Symfonien skulde være ældre end ca. 1790 (Hummel's Op. 28, i hvilken den her foreligger, kan tidligst være kommen til Landet omkring dette Tidspunkt). Paa den anden Side kunde den fuldstændige Mangel paa Indflydelse fra Mozart - af hvilken Schall paa sine senere Aar var en begejstret Tilbeder - danne en Sandsynlighedsgrænse opefter, bl. a. naar man tager i Betragtning, at Weyse's c-moll
Symfoni (komponeret 1798) i sin Finale viser klar idémæssig Afhængighed af Finalen i Mozart's Jupiter-Symfoni. Om Schall's Værk ogsaa skulde ligge før Weyse's øvrige Ungdoms-Symfonier - de tidligste fra 1795, men senere omarbejdede - er det mig umuligt at skønne. Men hvorledes det end hænger sammen hermed, saa kan der næppe være Tvivl om, at Arbejdet repræsenterer den ældste hidtil kendte Symfoni i wiener-klassisk Form skrevet af en danskfødt Komponist.

Fodnoter:
(1) Louis Bobé meddeler et morsomt Eksempel paa, at Haydn's Symfonier naaede hurtigt til Danmark (»Haydn og Danmark«. Personalhistorisk Tidsskrift 1943, p. 66-68): 1 Efteraaret 1787 beder H. den danske Gesandt i Wien om at oversende Kongen 6 af hans Symfonier, som nylig var udkommet. Der opstaar derved en Korrespondance mellem Udenrigsministeriet og Gesandten, i Løbet af hvilken Bernstorff bl. a. skriver (17. juni 1788), al man da allerede i København i tre Maaneder har kendt disse Symfonier. Man har faaet dem fra Berlin, hvor de er udkommet, og bar endog opført den nogle Gange, hvorved de er blevet stærkt applauderede.