Komponist eller kritiker?

Af
| DMT Årgang 20 (1945) nr. 04 - side 79-80

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Ping Pong Punktum
  • Annonce

    Edition S-annonce

Komponist eller Kritiker
Af Leif Thybo

Det er, som der gennem Tiden gaar to Strømme, dybt forskellige. Den ene kruser Overfladen overalt, paa alle Omraader, den er aabenlys og let at faa Øje paa; heller ikke D.M.T.'s Læsere behøver at søge længe, den standende Diskussion om Musikkritik afgiver tilstrækkeligt Materiale: »Komponist eller Kritiker«. »Subjektiv eller objektiv«. »Rigtig eller forkert." »Logisk eller ulogisk«. »Romantisk eller. . . . .«

Den ytrer sig ved en kategorisk Rubriceren, en Trang til haandgribelige, absolutte Afgørelser paa et uhaandgribeligt, relativt Omraade.

Dybt under denne Overfladestrøm gaar en anden modsat Strøm. Den kommer maaske nu og da glimtvis til Syne i noget af den ny Musik. Inden for en vis Del af den moderne Litteratur er den i hvert Fald tydelig, og inden for den parallelt dermed løbende Psykologi viser den sig ved en kolossal Differentiering og en Angst for absolutte, »brutale« Afgørelser ud fra en dybere Forstaaelse af alt levendes Asymmetri og Mangel paa haandgribelig Logik.

Nu det meget omtalte høje F i Solo-Violinen (D.M.T 19. Aargang Nr. 7). Der ønskes den fulde Sandhed om Valget af netop denne Tone. Havde F'et nu været en død Ting, havde Sagen været ganske let. Naturlovene og Matematiken siger Sandheden om de døde Ting, klart og koncist, ikke en Tøddel ved Siden af. Sandheden om de døde Ting skal være af den samme Beskaffenhed som Tingen selv: død, d. v. s. stivnet, forstenet, urokkelig. Sandheden skal med andre Ord være kongruent med sit Objekt.

Ved Siden af det rationale Moment ved Valget af Tonen F (nemlig at man kan sige hvilke Toner man ikke kan vælge i Stedet), ligger et irrationalt Moment: det nemlig, at man af de resterende Toner ikke kan sige, hvilken man skal vælge. Den første Del af Sagen, den rationale, dækkes naturligvis af den rationale, præcise, »matematiske« Sandhed, og skal ikke dækkes af nogen anden, saadan som Romantikkens Musikanskuelse havde det for Vane, skabende derved for Eftertiden den stærke og forstaaelige Aversion mod den irrationale Sandhed - som derimod nu kommer til Anvendelse over for den anden Del af Sagen.

Spørger man nu efter Klarhed og Realiteter, saa er dertil at sige, at den irrationale Sandhed ikke repræsenterer nogen ringere Klarhed og Realitet, men en anden Klarhed og en anden Realitet, som opstaar i det elastiske, modtagelige Sind ved Fremkaldelsen af de egnede Associationer. Dette kræver ganske vist den Resignation med Hensyn til Rationalitet paa alle Omraader, som kun en snæver, europæisk-provinsiel Tankegang ikke altid har tilladt sig.

Betragter man nu en musikalsk Foreteelse som den omtalte, ud fra Maximen om, at »Musik er Liv«, vil man se, at denne anvendt partielt, ingen eller kun delvis Tilfredsstillelse giver. Ingen, over for den rationale Del - selvsagt, delvis overfor den irrationale. Anvendt totalt derimod, over for det samlede Resultat af rationale og irrationale Momenter, giver den Ordet »Liv« en ganske anden Betydning end blot og bart refererende sig til Musikkens evolutionære Idé, den i menneskelig Henseende langt inderligere Betydning, nemlig af »Liv«, som det i hele Livsfølelsen centrale: Spændingen og Spaltningen mellem det rationale og det irrationale, mellem Intellekt og Instinkt.

Staar vi altsaa nu over for Musik, der ejer denne Spaltethed og Spænding mellem det rationale og det irrationale, kan man altsaa for Alvor tale om at staa over for levende Musik. Og ligesom den døde Ting bar Krav paa det, den er kongruent med: den absolutte, døde Sandhed - saaledes har den levende Musik Krav paa sin relative, levende Sandhed, som bestaar i at den rationale Sandhed kompletteres af den irrationale. Man kunde saaledes ogsaa kalde den levende Sandhed for den komplementære Sandhed. -

Som Chesterton siger det: »at den (Kristendommen) ikke ene og alene kommer til logiske Sandheder, men at den i de Tilfælde, hvor den pludselig bliver ulogisk, har fundet saa at sige en ulogisk Sandhed. Den er ikke blot paa det rigtige Spor med Hensyn til Fænomenerne, men den er paa Vildspor (hvis man kan sige saa), nøjagtig hvor Fænomenerne selv gaar de vilde Veje«. . . . . . At man stadig arbejder paa at udvide det absolutte, rationale Omraade, «gaar ikke ud over« det relative, irrationale Omraade, men viser blot den intense Spaltning, idet man jo dog bliver ved med at stille Krav om Tilstedeværelsen af et irrationalt Moment i Musikken.

Skønt der i mange Aar har hersket almindelig Enighed om, at »Musik er Liv«, har Konsekvensen af dette i sin intense Betydning ikke foreløbig givet sig mange Udslag i Musikkritik og Anskuelse. - Nu er Spørgsmaalet: Hvem magter denne Opgave, den komplementære Sandhed, Komponisten eller Kritikeren? - - Ligesom det forrige, fra Begyndelsen saa skarpe »Enten Eller« (Rationalitet, Irrationalitet) efterhaanden opløstes og veg tilbage i en større Relativitet, saaledes vil vi nu ogsaa se det gaa med det nyopdukkende »Enten Eller«, som væsentlig er Problemet: subjektiv eller objektiv.

Inden vi gaar videre, vil det være nødvendigt, at vi er ganske klar over, hvad vi i det efterfølgende vil forstaa ved Begreberne subjektiv og objektiv. Vi vil da simpelthen ved subjektivt forstaa alt, hvad der kan tillægges Subjektet af Egenskaber, qua betragtende, erkendende Subjekt, ved objektiv hvad der kan tillægges Objektet af Egenskaber, qua betragtet, erkendt Objekt.

For at komme videre bliver det nødvendigt at anvende et Billede, der - dets Mangler tiltrods - maaske kan have Held til at sætte nogle »Associationer i Skred«. Billedet af et Vandløb, en Flod eller lignende, hvori der er rammet en fast og sikker Fortøjningspæl. Strømmen symboliserer der subjektive, det labile, Drifterne i videste Forstand. Pælen det objektive, det stabile, Kendsgerningerne. Den, der nu befinder sig i en Baad paa Floden, kan gøre et af tre. Han kan passivt lade sig drive med Strømmen og tabe pælen af Syne. Det er ham, der helt og holdent giver sig Subjektiviteten i Vold, uden Behov for det objektive, Kendsgerningerne.

Denne Fremgangsmaade kan som omtalt i en Artikel her i Bladet ikke ganske frakendes en vis etisk Værdi, men givet er det, at den - ud fra Ønsket om at opnaa den komplementære Sandhed - alligevel er afgjort forkert. Lige saa forkert i den Henseende er imidlertid dens polare Modsætning: den Fremgangsmaade, der af Angst for at drive det mindste Stykke ned ad Floden, binder Baaden fast til Fortøjningspælen. En Sidden fast i det objektive og en Desavouering af det subjektive.

Men der findes ogsaa en tredie Løsning, en aktiv, nemlig den, at man selv ror op ad Floden i Retning af Pælen, uden Angst for at tabe den af Syne. I den indre Anspændelse, der ligger deri, samtidigt med Følelsen af dristig Hengiven sig i Strømmen, bevidst at stræbe mod det faste Maal, i deri levende Fornemmelse, ligger netop den levende, kvalitative Sandhed, der - ved sin langt højere Etik staar i saa afgjort Modsætning til den kvantitative, ren og skær placeringsmæssige, der blot spørger om man befinder sig netop ved Pælen eller et Stykke nede af Floden.

Denne levende Sandhed er relativ, uafsluttet og vokser med Intensiteten. Man kunde tale om den intensive Sandhed i Modsætning den extensive. Jo stridere Strømmen er, d. v. s. jo mere det drejer sig om en retningsbestemt produktiv Natur, for at bruge det Feilbergske Udtryk: i »Ligeløb«, jo mere Kraft maa der lægges i Aareslaget, jo mere maa man hage sig fast i og kredse orn Detaillen. Den for hvem det lykkes, at faa dette »Enten-Eller« til at gaa op i en højere Enhed, eller - med det psykologiske Sprogbrug - at sublimere denne Spaltning, han naar frem til en virkelig, i egentligste Forstand produktiv Kritik.

Hvorvidt nu denne Sublimering er lykkedes for Bladets Anmelder eller ej, ligger ganske uden for min Kompetence at afgøre, men hvis det er lykkedes mig med disse Betragtninger at bidrage blot i mindste Maade til Bygningen af et stabilere Fundament for den betydningsfulde Diskussion, er mit Maal naaet.

Årgang 20/1945, nr. 04