Max Schlüter inmemoriam

Max Schlilier in memoriam

Den freinragende Violinpa-,dagog Max Schli7ter døde Natten mellein den 4. og 5. April efter nogen Tids Sygdom i en A~der af 67 Aar. Han var Elev herhjemine af Valdenzar Tofte, derefter af Joseph Joackim i Berlin,- efter et langt Rejseliv slog han sig ned i København, hvor kan blev en meget søgt Lærer, navnlig efler at en Beskadigelse af den ene Haand afskar kain fra offendig Optræden. Han var i de senere Aar knytlel til Konservatoriets Lærerstab. En al kans Elever inindes baæ i disse Ord:

Nu ved Max Schldters Død og efter Wandy Tworeks smukke Mindeord i den københavnske Presse om den elskede og savnede Lærer, er det vanskeligt yderligere at tilføje noget, der bedre giver et Billede af Max Schldter, som paa samme Tid var den fremragende Prædagog og den gode Ven for sine Elever.

Efter i en Aarrække at have været hans Elev og nu den sidste Tid hans Vikar, synes jeg dog alligevel, at jeg har noget at tilføje. Kun vi, der har kendt Max Schldter gennem mange Aar, ved, hvilket kolossalt Arbejde og hvilken utrættelig Energi han lagde i sin Gerning som Pædagog, og med hvilken Interesse og Kærlighed han omfattede sine mange Elever. I sit altopfrende Arbejde med os kunde han ofte ligge vaagen om Natten for at finde ud af, hvorledes en Elevs Arbejde skulde tilrettelægges, og han var lykkelig som et Barn, naar han havde fundet Løsningen.

Han besad, hvad der maaske har været skjult for mange, en meget stor Selvkritik og var bange for ikke at kunne gøre det godt nok for sine Elever. Han udtalte ofte til mig: »Mon jeg egentlig er en god Lærer; kunde man ikke gøre det meget bedre?« En anden Udtalelse, han ofte kom med, var: »Man skal stile mod det uopnaaelige for at naa det mulige.« Disse Udtalelser, synes jeg, giver Max Schldter helt, som han var. Han havde stor Ærbødighed for sit Kald som Pædagog og besad desuden en sjælden Evne til at faa sine Elever til at yde deres bedste.

Til Trods for sin tilsyneladende tilbagetrukne Position i Musiklivet, fulgte Max Schldter dog nøje med i, hvad der foregik, ligesom han med aldrig svigtende Interesse fulgte med i, hvad der udkom af Violinlitteratur baade herhjemme og i Udlandet. Ligeledes var han altid ~ jour med det nyeste paa Violinteknikkens. Omraade, og man kan roligt sige, at -hvad Max Schldter ikke vidste om Violinspil, var ikke værd at vide.

Ved hans Død bliver der et gabende tomt Hul., der vanskeligt igen kan blive udfyldt, og vi, hans Elever og Venner, føler dybt Savnet af Læreren og Kammeraten Max Schlfiter.

Gudriin Jespersen.