Præterea censeo

PRÆTEREA CENSEO

Af Knudåge Riisager

Saa kan vi altsaa igen tale frit ud, saadan som det før var skik her i landet. Den onde tid har lært os alle noget; ikke mindst om selvbesindelse og erkendelse af vor nationale egenart. Tanken om at bygge et nyt Danmark op er der enighed om, naar vi nu blot ogsaa maa faa kræfter dertil. Der maa tages fat fra grunden, men de bedste betingelser er jo tilstede: viljen og evnerne skorter det næppe paa.

Hvad denne genopbygning betyder for dansk musikliv, skal vi nu til at gøre os klart. Vi ved, at dansk kultur hviler paa, hvad der er groet op gennem aarhundreder i støt væxt og er voxet ud af dansk sindelag og dansk tænkemaade. Forløbet af de fem krigsaar fra 9. april over 29. august til 5. maj tegner billedet af det danske folks Uffe-natur: drømmeren, der gaar omkring og undrer sig, langsomt vaagner til forstaaelsen af, at omgivelserne stiller ham overfor den haarde, ubarmhjertige virkelighed. Uffe hverken forstod eller troede, at han vilde blive stillet overfor den opgave, som han til slut maa løse. Men i det øjeblik, da dette pludselig staar ham klart, tvivler han ikke mere. Han, den spage, den faamælte,drømmeren, ynglingen med det korngule haar og de himmelblaa øjne, bliver med eet til en mandog han svinger sværdet skræp, saa det synger fyndigt og med fuld klang, og gamle blinde Vermund forstaar, at nu taler den danske tunge ikke længere bare tyst og sagtmodigt, nu handler den i tillid til sin ret og i bevidstheden om sin egen styrke.

Vi er her hjemme begunstiget af det lille lands fortrin at have raad til at se os om og drage nytte af, hvad der kommer til os udefra. I de aar, der er gaaet under besættelsen, har vi i stigende grad været henvist til selvforsyningens princip. Det gælder paa det kulturelle omraade ganske som paa det materielle. Og det har i mange maader været til gavn for os. Vi har lært vore egne muligheder og vor egen styrke at kende. Megen dansk musik, som før blev overset, er blevet værdsat og mange nye værker er blevet hørt og skattet, som før maaske vilde være blevet underkendt. Danske udøvende kunstnere har havt en lejlighed som ingensinde før, til at gøre sig gældende, og forbavsende er det store antal af virkelige dygtigheder, der er kommet for dagens lys.

Alt dette har forhaabentlig lært os, at vi ogsaa fremdeles maa værne om vore egne muligheder og give unge evner de bedste betingelser for udfoldelse. Statens støtte til vore musikalske institutioner maa derfor øges. Det offentlige maa vise
i gerning, at man har lært at forstaa, at musiken er en meget væsentlig kulturfaktor: hvad har ikke den danske sang betydet i besættelsestiden! Arbejdet paa tilvejebringelse af de store Landsdelsorkestre maa nu bringes tilende, saa rigsdagen kan tage stilling til et sundt og levedygtigt forslag til en gennemgribende folkelig Musikopdragelse. Statsradiofonien maa ogsaa stille sig til raadighed i dette arbejde og ikke som radioraadet før har været tilbøjelig til skele til disse »folkelige underholdningshensyn«, som ikke har noget at gøre med et sandt demokratisk og ansvarsbevidst kulturelt opbygningsarbejde. Derfor maa også musiklivet nu have sin repræsentant i radioraadet.

Og saa maa vi vende blikket udefter. Det har altid været vor styrke, at vi ikke var bange for at lære af omgivelserne. Dansk aand og snilde har bragt verden mange goder: tekniske, videnskabelige, praktiske og kulturelle. Men vore evners udvikling har i høj grad været betinget netop deraf, at vi har været i stand til at drage nytte af, hvad der skete omkring os.

Nu maa vi aabne vinduerne, nu maa vi have luft - sa meget mere som vi i de fem aar har levet i en stedse mere kvælende, ja forgiftet atmosfære. Lad os nu for alvor faa rigtigt mange nye værker frem i vore koncertsale. Lad os endeligt og afgørende ryste det aarhundredgamle aag af os, som vor meget ensidige afhængighed af tysk musikliv har været. Det tyske hegemoni bør tilhøre en afsluttet historisk epoke. Paa samme maade som dansk erhvervsliv efter 1864 søgte nye forbindelser med andre verdenshjørner, paa samme maade som dansk litteratur fra 90erne vendte blikket ud mod andre egne, andre kilder end den tyske literatur; paa samme maade som vore bildende kunstnere forlængst har søgt deres inspiration udenfor tysk malerkunst og skulptur, og ligesom vort teater har søgt næring for sin fornyelse i russisk, engelsk, fransk og amerikansk teater, saaledes maa fra nu af den tyske musiks ensidige indflydelse paa dansk musikliv være forbi.

Under krigen har for os alle, det stille, daglige omkvæd været: præterea censco Adolfum esse delendam! Dette ønske gik i opfyldelse. Selv om man ikke vil udvide denne betragtning til ogsaa at gælde tysk musik i almindelighed, saa bør denne ikke være saa noget nær den eneste mulighed i dansk musikliv. Lad os bare faa overvægt til den anden side; det vil ikke skade. Hvad siger Russerne - hvad siger de unge i Frankrig, England, U.S.A.? Lad dansk musikliv vise et bevidst nordisk ansigt, og lad os snarest faa »Katarina Ismailova« genoptaget - denne storartede opera, som blev fortrængt af tyskerskræk og andre uvedkommende ting. Der skyldes den en rimelig Oprejsning. Eller Weills ballet »De syv Dødssynder". Nu maa vi vise at vi alene selv bestemmer, hvad vi vil se og høre!

Kan den ensidigt tyske musikindstilling herhjemme nu afløses af en friere, og derfor ogsaa mere dansk grundbetragtning, da er ej heller paa dette omraade krigen udkæmpet forgæves.