Frihedssang og folkesang

Af
| DMT Årgang 20 (1945) nr. 08 - side 148-189

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Frihedssang og Folkesang

Af Otto Mortensen

Naar jeg anmoder om Ordet i Anledning af Carl Willum Hansen's Indlæg: Kultur og Frihedssang i Dansk Musiktidsskrift Nr. 7, saa er det ikke fordi jeg vil forsvare Riisager og hans Frihedssang, men fordi det forekommer mig, at C. W. H. ikke er i Kontakt med Realiteterne.

Den væsentlige Realitet i Diskussionen om Frihedssangen er for mig først og fremmest den, at Frihedssangen var et blot og bart tonende Symbol for Frihedskampen, paa samme Maade som »Internationale« er et tonende Symbol for Arbejderbevægelsen, og ikke noget Udtryk for en socialistisk Musik-Æstetik. Dernæst synes jeg det maa staa klart for os alle, som har Berøring med vor Folkesang, at den gregoriansk-palestrinensiske Æstetik, saaledes som den er kommet til Udtryk i Laub's og Carl Nielsen's Arbejde, kun dækker, og formentlig kun kan komme til at dække, en snævrere Gren af vor Folkesang, nemlig den lyriske. Da det danske Folk gik til Modstand, kunde det ikke faa en Frihedssang fra den Laub-Carl Nielsen'ske Skole, simpelthen fordi de Strenge, der skulde anslaas ved den Lejlighed slet ikke findes paa den Harpe.

En Sang som Rygaards »Flaget« vil C. W. H. sandsynligvis ogsaa kalde »et Slag i Ansigtet paa den ægte danske Folkesang«, en Rædsel, et Forræderi, en underlødig »folkelig« national Sang o. l., men Realiteten er den, at alle vore Sangere har den paa deres Repertoire, at den den Dag i Dag synges ved alle passende Lejligheder, at den er optaget i alle Sangbøger, og endelig - at den er optaget i Folkehøjskolens Melodibog. Naar den er medtaget heri, kan det maaske skyldes, at Udgiverne hermed vilde gøre en Indrømmelse, ikke til Melodiens Kvalitet, men til det Faktum, at den Laub-Carl Nielsen'ske Folkesang ikke dækker hele vor Folkesang. Men C. W. H. vil øjensynlig være mere kongelig end Kongen.

For en Fuldstændigheds Skyld vil jeg gerne understrege, at jeg ikke ønsker at bibeholde eller musikalsk anerkende Frihedssangen og Flaget. Men jeg vil ikke lade det gaa upaatalt hen, at C. W. H. ved at sparke til Frihedssangen, forsøger at faa knæsat sine musikalske Sympatier som »den ægte danske Folkesang«. Jeg mener nemlig, at det ikke længere er en utvivlsom positiv Indsats for vor Folkesang vedblivende at tærske Langhalm paa Laub's og Carl Nielsen's Indsats. Lige saa givet det er, at denne i sin Tid betød en Fornyelse, lige saa givet anser jeg en nu fortsat Kultus af denne Indsats for en Indsnævring af vore Begreber paa dette Omraade.

Hvis Mennesker, der gør et Arbejde for at højne vor folkelige Musikkultur, ikke i Aarevis havde været saa eensidigt afmarscherede, men havde gjort et Arbejde for at orientere vor Folkesang mere alsidigt, mon vi saa ikke havde haft en meget bedre Frihedssang?

Hvad angaar Frihedssangen og Frihedsbevægelsen, vil jeg gerne give Udtryk for, at jeg haaber paa at Frihedsbevægelsen maa trodse det smaalige Kævleri, som den nu er omgivet af, og at dens Program maa blive ført ud i Virkeligheden. Det vil bl. a. være af den største musikalske Betydning, fordi det vil betyde, at nye brede Befolkningslag vil forlange at leve »kulturelt«, at tage Del i det kulturelle Liv og Arbejde. Dette vil medføre en hidtil uset Stigning og Udvikling af de musikalske Kræfter i vort Land, og med det Perspektiv forekommer det mig, at Frihedssangen er underordnet. Jeg foretrækker denne Tingenes Tilstand fremfor, at Frihedsbevægelsen skulde gaa i sin Mor igen, men at der var rejst den »et værdigt musikalsk Monument« med »velafvejede Intervalsspændinger« og alt det.

Før jeg gaar over til at omtale hvad jeg synes man kan gøre for at orientere dansk Folkesang mere alsidigt, vil jeg gerne opholde mig lidt ved Begrebet den danske Folkesang. Hvad mon Skipper Klement og hans Folk sang, da de drog ild til deres Frihedskamp? Hvad mon Bønderne sang, da de gik til Kamp mod den Tids Værnemagere og Kollaborationister, - da de drog ud for at slaa Herremanden ihjel? Hvad sang de unge Mennesker, der deltog i den spanske Borgerkrig mod Facsismen og for Demokratiet? Og hvad sang den danske Befolkning i de store Demonstrationer for Udrensning, 40-Timers-Uge o. s. v.? De sang ikke om Kyndelmisse, en rejselysten Flaade og bøgelyse Øer, de sang hver sin Frihedssang. Nogle vil maaske sige: jamen, det var da ikke det danske Folk. Men hvem er saa det danske Folk? Er det danske Folk da kun en pæn Forsamling af søndagsklædte Mennesker, der samles for at høre Foredrag og foran og bagefter synger nydelige Sange om vor Natur og Historie? Nej, det danske Folk er alle dem jeg har nævnt og mange, mange flere.

Det anses nu for forældet, at benævne Befolkningen som »Almuen«. Der eksisterer vel heller ikke mere Mennesker som, udfra en Slags Turist-Indstilling, tror at Befolkningen er til for at danne maleriske Grupper i Frederiksberg Have Søndag Eftermiddag. Men det udelukker ikke, at der stadig lever nogen besynderlige Forestillinger om »Folket« og »Befolkningen« i Mennesker, der skulde vide bedre. Men Indstillingen til Begrebet »Folket« er selvfølgelig ikke blot et Spørgsmaal om Viden; det er ogsaa et Spørgsmaal om Moral, Karakter og Menneskeopfattelse.

Hvis vor Folkesang skal vokse i Klarhed og Styrke, maa vi likvidere det gamle litterært-akademisk-formalistiske Folke-Begreb, og i Stedet opfatte Befolkningen som en levende Realitet, opfatte Befolkningen som Medmennesker. Det vilde især være ønskeligt, om denne Indstilling kunde trænge igennem hos vore Digtere, da Teksterne jo er den første Forudsætning for en Videreførelse og Fornyelse af vor Folkesang.

Hvad kan vi da gøre for at orientere vor Folkesang mere alsidigt? Vi kan for det første søge at udvide vort Kendskab til vor egen musikalske Folklore. Evald Tang Kristensen har indsamlet et Stof, der næsten er ukendt, i hvert Fald ubearbejdet. For Eks. findes der i hans »100 jyske Skæmteviser« flere Melodier med slaviske Træk. Det finder jeg uhyre interessant, og jeg vilde være taknemmelig for at læse noget om dette Forhold. Men det er naturligvis fuldkomment umuligt, saa længe Folk synes det er morsommere at staa paa Hovedet i »De var vel syv og syvsindstyve«, »Riselil gaar i Bure« o. lign. Det er besynderlig, at der stadig skrives Bøger og Artikler om Thomas Laub, som dog hele sit Liv sad ved sit Skrivebord og teoretiserede, mens en Mand som Evald Tang Kristensen, som gik ud i Befolkningen og skrev en Masse Melodier ned, knap nok nævnes. Vil det ikke være mere værdifuldt at gøre et Arbejde med E. T. K.´s Materiale, end fortsat kun at gentage, hvad Laub har sagt og skrevet?

Dernæst maa vi søge at udvide vort Kendskab til andre Landes Folkesang, dels den fremmede Folklore, dels Folkesangen af nyere Dato. Der er ingen Grund til at vente, at dette Kendskab skulde udviske vor nationale Egenart, der er tværtimod Grund til at tro, at det vil udvikle og befæste vort Særpræg.

Hvis det viser sig, at Produktionen af nye folkelige Sange vanskeliggøres derved, at Digterne ikke skriver brugelige Tekster, saa maa Komponisterne søge til Tekster paa andre Sprog end det danske. Hvorfor skulde f. Eks. en god svensk Tekst med en god dansk Melodi ikke finde Anvendelse i Sverige? Nogen direkte Forøgelse af den danske Folkesang er et saadant Produkt ikke, men det kan indirekte have Betydning for de 100 PCt. danske Frembringelser, at vi ikke begrænser Folkesangen til en national Opgave.

Til Slut vil jeg blot sige: Lad os agte og ære de Mennesker, der har gjort en Indsats og et Arbejde paa de Omraader der har vores Interesse, men lad os dog ikke gøre det paa en saa taabelig Maade, at vi lukker os selv inde, og berøver andre Udsyn og Udsigt.

Årgang 20/1945, nr. 08