Hvad man gerne vilde have haft - og hvad man fik!

Af
| DMT Årgang 20 (1945) nr. 08 - side 135-136

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

HVAD MAN GERNE VILDE HAVE HAFT OG HVAD MAN FIK!

Af Flemming Weis

Det unge Tonekunstnerselskabs formand skriver om den nye Radiokoncertsal.


Indenfor det danske Musikliv har man længe gaaet og drømt om den store og helt rigtige Koncertsal, - en Sal, der kunde rumme sine halvtredie tusinde Tilhørere, og som besad den fuldendte Akustik for samtlige Pladsers Vedkommende.

Da saa Statsradiofonien for Aar tilbage begyndte Opførelsen af sin egen Bygning, vaagnede atter Haabet om Virkeliggørelsen af dette gamle Ønske. Haabet var berettiget, og man maatte formode, at Statsradiofoniens Ledelse, - efter at Torsdagskoncerternes Publikumssukces forlængst var fastslaaet, - selv var mere end interesseret i indenfor sine Mure at kunnne rumme den ikke helt ringe Skare værdifulde Tilhørere, for hvem den ugentlige Torsdagskoncert var den store musikalske Berigelse, og for hvem den levende Musik oplevet i en Koncertsal betød uendelig meget mere end Aflytning selv i et nok saa fuldendt Radioapparat.

Men saadan skulde det altsaa ikke være i denne Omgang. Statsradiofonien nøjedes med at bygge et Studie, hvis Tilhørerpladsers Antal maatte gøres afhængig af rent tekniske Betingelser selvfølgelig først og fremmest de akustiske og den oprindelige Beregning paa 1600 Pladser har som Følge heraf maattet nedskæres til 1200. Salen har altsaa, selvom den med sin imponerende Loftshøjde rummæssigt er ca. 50 p Ct. større end Odd Fellowpalæets store Sal, færre Siddepladser end baade denne og Teatersalen i Stærekassen, og er der derfor beklageligvis ikke blevet til den storstilede Gave til Musiklivet, som man i Stilhed havde gaaet og haabet paa.

Men ikke desto mindre skal vi være glade for den nye Sal, - meget glade endda.. For man kunde jo paa Forhaand være klar over, at de Opgaver og Problemer, der her skulde løses, alle maatte være af en saadan Art, at hidtidige Overleveringer næppe lod sig anvende. Derfor er den glædelige Overraskelse saa meget større, naar man ser det overordentlig smukke Resultat, som Statsradiofoniens Arkitekt, Hr. Vilhelm Lauritzen, har naaet. De akustiske Forhold er fortrinlige. Orkesterklangen naar den fuldkomne Klarhed, og den Tyngde, der paa Grund af svigtende Rumforhold saa ofte har virket knugende paa Opførelser i Stærekassen, er fuldstændig forsvundet. Desværre synes dog ikke alle Pladser i Salen at være lige gode. De forreste Rækker paa Gulvet er lovlig nær paa, og fra Yderpladserne til højre vil Klangen meget let komme ud af Balance, idet man her er placeret alt for meget bag ved Kontrabasserne, og i Korsatser høres Mandsstemmerne alt for dominerende i Forhold til Damestemmerne, noget der sikkert skyldes den ejendommelige - dog mon af transmissionsmæssige Grunde virkelig nødvendige? - Opstilling af de to Stemmegrupper paa hver sin Side af Orkesteret.

Men bortset fra disse Smaaindvendinger, hvis Afhjælpning kun vilde betyde endnu færre Siddepladser, er det en stor Glæde at lytte til Musik i den nye Sal, som hvad det Ydre angaar er baade særpræget og smuk, og heldigvis saa diskret i sin Særprægethed, at denne hverken føles paagaaende eller i mindste Maade distraherende. De fint afstemte lyse Farver og Rummets dristigt svungne Linier smelter sammen til en Helhed, som føles ganske naturlig, selvom næppe nogen anden Koncertsal i Europa kan fremvise et »Gulv« paa kun 11 Rækker. Det er først Balkon og Etager, der giver Rummet dets Dybde.

Væggene i den helt vinduesløse Sal er beklædt mod Ahorntræ, og det ejendommeligt bølgede Jernbetonloft er belagt med Lister af Bøgetræ, og denne af tekniske Grunde betingede Anvendelse af et ensartet Materiale bidrager netop saa stærkt til at skabe Samling paa det ellers helt af Funktionshensyn bestemte Rurn.

Skal man gaa i Detailler maa man særlig fremhæve de udmærkede Stole, - behagelige at sidde i og lækre at se paa med deres fornemme lysegule Betræk af Oksehud. Ogsaa Belysningen er fortræffelig, - indirekte gennem et Antal koøjelignende Lyssluser i Loftet og direkte bl. a. fra et Utal smaa Lamper langs Balkonens Rand. Det maa dog stærkt beklages, hvis Belysningen til Stadighed skal dæmpes saa kraftigt ned, at man hverken kan følge med i et Partitur eller orientere sig i en Tekst i Program. Den gyldne Middelvej maa vel nok kunne findes.

I Orkesterpodiets Bagvæg er indbygget et stort Koncertorgel paa 85 Stemmer, som fremtidig vil muliggøre Opførelser af Orgelmusik udenfor Kirkerummene, hvortil den hidtil af tvingende Grunde har været henvist. Vi har her faaet et saare værdifuldt Aktiv, som man ikke kan være Statsradiofonien taknemmelig nok for, og som sikkert vil bevirke baade en væsentlig Stigning i Interessen for Orgelets Literatur og en fornyet Interesse hos Nutidens Komponister for at skrive for dette Instrument. Orgelet er bygget af Firmaet Marcussen og Søn i Aabenraa og afviger i det Ydre helt fra det gængse kirkelige Orgelbillede. Med sin plastiske Opbygning af de forskelligtfarvede Pibegrupper og med de vandret placerede, festligt straalende Trompeter danner det en storslaaet og monumental Baggrund for det store Orkesterpodie.

Som Helhed er det baade Øret og for Øjet en stor Nydelse at opholde sig i den nye Koncertsal, og der skal derfor her udtales en hjertelig Lykønskning til Statsradiofonien i Anledning af Salens Indvielse, - en Lykønskning, der samtidig indebærer Haabet om, at alt, hvad der opføres i og udsendes fra denne Sal, som i sin saa exclusive Skønhed rummer store Forpligtelser, maa virke til Fremme og Højnelse af Musikinteressen i vort Land.

Årgang 20/1945, nr. 08