Ny dansk musik

Af
| DMT Årgang 20 (1945) nr. 08 - side 150-153

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Ny dansk Musik ved Niels Viggo Bentzon

Otto Mortensen: Kvintet fór Fløjte, Obo, Alar iltet, Iførn og Paffot.

Fra sine jævnaldrende Komponistkolleger, Tarp, Holmboe, Koppel, adskiller Otto Mortensea sig paa flere Punkter.

Hans Produktion er kvantitativ ringe og det musikalske Stof af en væsentlig anden Støbning end hos hans øvrige samtidige. Men tager vi de »ældre«« med, Jørgen Bentzon ' Høff ding, Riisager, Syberg, har Mortensens Tonesprog heller ikke mange Lighedspunkter med disse Komponi§rer's Udtryksmaade. Betyder da, som Følge af dette, Mortensen's. Værker noget helt nyt, svært tilgængeligt, der udskiller sig tydeligt fra Tidens øvrige Fremb.ringelser paa det musikalske Marked?

Dertil maa svares, at den normalt musikalske Tilhører utvivlsomt vil opfatte Mortensens Værker som en »Tilbagegang« fra Tarp, Koppel, Bentzon, Riisager, Høffding m. fl. til et ældre Stilgrundlag, paa hvis Klicheer der igen er forsøgt at skabe en levedygtig Musik.

Jeg vil i Slutningen af denne Artikel vende tilbage til disse Spørgsmaal, men først se lidt paa denne Kvintet, der maa betragtes som en Videreførelse af Mortensen's Kammermusikstil, hvis hidtil kraftigste Manifestation er Strygekvartetten fra 1937.

Blæserkvintetten's Indledningstema (1. Sats Hovedtema) markerer maaske særligt tydeligt Akvigelsen fra de samtidige ved sin elskværdigt fredsommelige Lange-Mållerske Jagttone:

Stemningen i. f. Eks. Lange-Mdller's »7 Skovstykker for Klaver« Op. 56 kan ubevidst eller bevidst -have spillet ind her hos Mortensen og denne Stemning snarere uddybes end brydes ved Indførelsen af Sidetemaet:

hvis »Orientalisme« ikke synes at have dybere Rødder endsige betyde nogen stilistisk Nyvinding, men mere føles som e.t paaklistret »Incitament.«

Det værdifulde i denne Førstesats kan derfor næppe søges i disse Temaer, hvor de tydelige Paavirkninger ikke har nedfældet sig og fundet et personligt Udtryk, men derimod aftvinger denne Førstesats Udformning megen Respekt. Indenfor klassiske Rammer er det lykkedes Mortensen at faa de formale Leddelinger til at afveje sig plastisk mod hinanden og selve det kontrapunktiske Arbejde er indenfor Stilen's næsten »givne« Forudsætninger fint gennemført.

2. Sats har ogsaa en fast Udarbej delse med 2 kontrasterende Motiver:

Der er her Tale om Lighedspunkter med Strygekvartettens langsomme Sats, m. H. t. noget i det musikalske Princip og i selve Satsrækkefølgen. Dog efter denne Blæsersats ikke den personlige Stemning som netop Strygekvartettens Sats besad. Den er lidt bleg i sin Lyrisme, og den idelig fastholdte Triolrytme giver mere Stemning end Karakter. - En kortere Opblussen giver dog Plads for mørkere Farver, mere dramatisk Pointering, men denne Episode føles maaske mere som Trang til Afveksfing, end egentlig udsprunget af en i Satsen -hvilende indre Spænding, der netop paa dette Sted inaalte kræ-ve en Udløsning.

Sidste Sats, allegro vivace, indledes med et dystert Lento, der i Stemninger skarpt kontrasterer til Kvintettens øvrige Stof.

Valget af Tonearten, F-moll, er sikkert her ingen »Tilfældighed«, men er netop valgt for at udløse den størst mulige Affekt. Derved tjener dette Lento yderligere til at placere Værket indenfor en svunden Tids Æstetik, idet de Midler, som indenfor Dur og Moll var i Højsædet, her blot overtages, uden Forsøg paa stilistisk Udvidelse.

Allegro vivace, Kvintettens Finale, er i Lighed med Førstesatsen, og den langsomme Sats yderst »fredsommelig«. Udarbejdelsen er ogsaa »klassisk« sonatemæssig med 2, indbyrdes kontrasterende Temaer:

Stoflig er der ingen større Afvigelser fra de øvrige Satser og selve den tematiske Udarbejdelse hiver heller ikke meget nyt i Land paa dette Felt. Alt er musikalsk velformet, men uden større Profilering, og Hovedindtrykket af denne Finale saavel som af hele Værket maa blive noget mat og »reaktionært«.

Om dette sidste Prædikat, som fra adskillig Side er blevet hæftet ved Mortensens Produktion, er retfærdigt set ud fra et mere dybtgaaende musikhistorisk Sammenhæng, vil dog nok vise sig at være svært at afgøre. - Nedenstaaende er derfor blot et Forsøg paa en Placering af Mortensen i det store musikalske Sammenhæng, og det er netop mere her end ved Værket i sig selv, at Mortensen har Krav paa Interesse.

Dee har tydeligt vise sig, at 20'ernes og til Dels 30'ernes voldsomme Reaktion mod det 19. Aarh.s musikalske Udtryksmaade næppe nu kan betragtes som stort andet end en toppet Bule paa den europæiske Musiks Udviklingslinie. Den virkelige, organisk beti'ngede Stildrejning, der har et dybt Sammenhæng med sin Fortid, slaar ikke ud til højre og venstre med store Gebærder. Den »dissonerende Epoke« er allerede forbi og »primær Rytmik« og »Linearitet« samt deslige Doktriner er stedt blidt til Hvile.

Man kan derfor godt tænke sig, at 50'ernes og 60'ernes Musik blot og bart afviger fra den gamle Musik ved at man tager en Es-Dur Akkord med E eller lader D være Tonika i C-Dur. - Men saa nemt gaar det vel alligevel ikke. - En dyb Lovmæssighed, i Lighed med Dur-moll Musikens harmoniske Funktion, vil ogsaa herske i

det ny Materiale, hvor der er Ligevægt mellem Musikens Elementer og alt har fundet sammen til en ny Balancetilstand med den samme eller en langt vældigere Intensitet end de gamle Tiders »euklidiske Begrænsning.«

De samme Maaleseokke, som man anvendte overfor Brahms og hans samtidige kan slet ikke bruges mere, selv om det ny Stof tilsyneladende vil virke »reaktionært« og mere »ligne« Brahms end de forrige Aartiers Radikalisme.

Set ud fra disse Perspektiver kunde det jo godt være, at Mortensen's Værker, ved deres tilsyneladende intimere Sammenhæng med det forrige Aarhundredes musikalske Stil netop belød den lille Drejning fra det gamle, der indvarslede den afreagerede og som Følge deraf virkelig ny Musik.

Men for at naa til Klarhed paa dette Punkt, bliver det nødvendigt at lade al Metafysik et Øjeblik ude af Betragtning og se paa selve Værket..

Eksemplerne 3, 6 og 8 virker næsten som ee »Fotografi« af den mest essenduelle Bygningssten i hele Dur-moll. Epoken: Ledetonen, Kadencen, som 20'erne og 30'erne kæmpede en sejg Frigørelseskamp med og til Dels ophævede. Det var den romantiske Musiks mest fremtrædende Kendemærke. - Derfor reagerede man.

Om 20-30 Aar taler man sikkert igen om »Funktion eller Ledetone«. Men da er det lidt anderledes end de var i den romantiske Epoke, og dette lidt anderledes betinger netop den relative, dybt organiske Stildrejning, hvor alt det gamle bruges og kun Sammenhængen mellein Elementerne er blevet en anden.

De tre »Ledetoneeksempler« fra Mortensen's Kvintet har en gammel Stemning. Man har en Fornemmelse af, at Stoffet, i hvert Fald ikke i tilstrækkelig Grad, har været udsat for 20'ernes 30ernes »Neutronbombardemenm, som netop opløste Kernen i den musikalske Dur-moll Tidsalder: Kandencen-Ledetonen.

Mortensens Kvintet viser, at hans Stof ikke har været i Forbindelse med de Kræfter, der betinger det 20. Aarhundredes musikalske Udvikling! Steder som Eksemplerne 3-6-8 kan ikke skrives i Dag, medmindre dette Værk skal becragtes som en Studie i ældre Tiders Stilarter, altsaa som en Specialitet, og det er sikkert ikke Meningen. En »personlig Levendegørelse af en overleveret Form«, en Passus som en Dagbladskritiker hæftede ved dette Værk, tæller intet mod denne »anonyme Kontrol«, der udøves af noget i den musikalske Stiludveksling, som man ikke kan tage at føle paa, men som alligevel paa det strengeste kræver sin Realisation. - Mortensens Kvintet balancerer paa en Knivsæg. - Ser man første Gang paa den kunde den godt betegne den afreagerede ny Musik, barberet fri for »Modernisme« og lignende »Forstyrrelser«. Men ser man anden Gang paa den, vil man savne et Led, 20'erne og 30'erne, som ved deres Tilstedeværelse lidligere paa Udviklingslinien. nu, selv om man ikke saa direkte Spor af dem, vilde have umuliggjort den musikalske Udtryksmaade som især Eksemplerne 3, 6 og 8 giver et Indtryk af .

I en Tid, hvor Paaraabelsen af »Musikalske Signalskifter« og deslige Faneraab er kommet saa meget paa Mode, er det værd at paapege, at ved Bedømmelse af Musik i Dag maa intet iades ude af Betragining.

Dette Aarhundrede har vist, at de 3 Dimensioner er utilstrækkelige, de gamle Maal maa. suppleres med nye før et Resultat kan opnaas. Men frem for alt maa den Tid være forbi, hvor den ene musik-politiske Reaktion følger efter den anden, hvor »gallisk« følger paa »germansk«, Forplumrethed og Ufrihed i Stedet for at samle Kræfterne om det væsentlige: Den kunst'neriske Kvalitet, h2cvet over al musik-politisk Provinsluft.

Årgang 20/1945, nr. 08