Store forventninger

Af
| DMT Årgang 20 (1945) nr. 08 - side 145-147

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Store Forventninger

Af Waldemar Wolsing

I juni-Nummeret af D.M. bragte Komponisten Knudåge Riisager under Titlen »Præterea censco« en Artikel, der - foruden at give Udtryk for vor Glæde over Befrielsen fra Nazityranniet - opridsede alle de Ønsker, som det levende danske Musikliv har gaaet svanger med før og under Besættelsen. En Del af Ønskerne bl. a. de aabne Vinduer ud mod den hidtil afspærrede Verden og en Fornyelse af Koncertprogrammerne - er Ting der ligger indenfor Musikernes egen Rækkevidde at realisere.

Men Spørgsmaalet om Realiseringen af Landsdelsorkestrene og den deraf følgende »gennemgribende folkelige Musikopdragelse« (d. v. s. fra Skoletidens Begyndelse eller maaske endnu før) og Statsradiofoniens Arbejde for »et sandt demokratisk og ansvarsbevidst kulturelt Opbygningsarbejde«, disse to brændende Spørgsmaal ligger tildels udenfor dansk Musiklivs Magt at gennemføre, idet det er Spørgsmaal, der skal løses af henholdsvis Rigsdag og Radioraad, hvor Musiklivet ikke direkte er repræsenteret. I Undervisningsministeriet, som Musiklivet direkte sorterer under, varetages det (som Regel) af en skolekyndig, og i Radioraadet repræsenteres Musiken af - en Dramatiker. I begge Tilfælde faar Musiken en daarlig Repræsentation (en Skæbne, som den maa dele med andre Kunstarter), og selv om der er forstaaende Departementschefer i Ministeriet og gode Afdelingsledere i Radioen, lider Kunsten selvsagt under ikke at have sagkyndige, indflydelsesrige Folk til at forelægge Sagerne for Rigsdagen og medbestemmende Raadsmedlemmer i Radioraadet.

Ganske vist har vi »Musikraadet«, der er et konsultativt anerkendt Organ for Ministeriet(-erne) og som bestaar af en fyldig Repræsentation af dansk Musiklivs førende Folk; med Hensyn til Landsdelsorkestrene har Undervisningsministeriet nedsat et Udvalg til Behandling af dette Spørgsmaal, og her sidder tre Repræsentanter fra Musikraadet (se D.M., 18. Aarg., S. 237), (forøvrigt eftersøges et Medlem, der er inde i specielle orkestertekniske Spørgsmaal, men han tilkaldes maaske senere?) men ak, hvor ofte er Ministeriet ikke gaaet imod de konsultative Organers Beslutninger, sidst ved Professorembedet paa Kunstakademiet? Ikke at jeg vil insinuere, at det vil gaa paa samme Maade ved Behandlingen af Landsdelsorkestrene, som jo ogsaa skal forelægges Rigsdagen, men jeg paapeger blot Sider ved det bestaaende System, der kan være uheldige.

Det kan ikke nægtes, at dansk Musikliv til Dato har følt sig svigtet af de hidtil siddende Regeringer, der altid har vist uhyre ringe Forstaaelse for Kunstens Stilling i Samfundet og altid har lagt Vægten paa de materielle Tilstande til Fordel for de aandelige, i al Fald naar det drejede sig om at yde økonomisk Støtte. Desværre tillader Pladsen ikke en udtømmende Registrering af Regeringers og Rigsdages »Fornøjeligheder«, men her er et Par spredte, men illustrerende Exempler: De uhyrlige Debatter om Tilskudenes Størrelse - eller Mangel paa Størrelse - naar det gjaldt det kgl. Teater; Debat om det i det hele taget var paa sin Plads at opretholde Opera og Ballet; Anvendelsen af Kulturfonden, hvis væsentlige Indtægter faas af en Kopskat paa danske Komponister og Radiolyttere, og hvis Opgave det er at støtte hele Musiklivet men som hovedsagelig bruges til at dække det kgl. Teaters Underskud og saaledes, sparer Statens Budget for Beløb, som Staten retmæssig burde betale - hvem spørger for Resten om Underskud paa Universitetet, diverse Læreanstalter og Skoler incl. Skolebygninger? - Endelig Vedtagelsen af Forlystelsesskat subsidiært Fattigskat paa lødige Teaterforestillinger og Koncerter, men ikke paa Maleriudstillinger eller - sans comparation - Dyreskuer. Det maa enten være af Skræk for at vække uforstaaende Vælgers Mishag eller de højtærede Rigsdagsmedlemmers egen Mangel paa Forstaaelse af, at et levedygtigt Samfund ikke næres af Brød og Politik alene men ogsaa - og meget væsentligt - af Kunst og Kultur, der har faaet dem til at indtage disse mærkværdige Synspunkter, der tilskudsmæssig er resulteret i 2 Mark og 4 Skilling.

De samme Synspunkter gør sig gældende overfor Radioraadet, som efter en meget forkætret Driftsleders Adgang i talrige musikalske Spørgsmaal har truffet højst mærkelige Beslutninger (ex: Torsdagskoncerternes maanedlige Afbrydelse, Forbud mod Annoncering af Satser og Opus-Nummer ved symfoniske Værker, »Skelen til folkelige Underholdsningshensyn«, etc.), altsammen Ting der bunder i manglende Indsigt. At det er sket udfra Raadsmedlemmernes bedste Mening, skal ikke drages i Tvivl - derimod kan det diskuteres, om det sker til Lytternes Tarv eller dikteres af Lytterflertallets Ønsker, og her kan det betvivles om det er godt, at det store Flertal, der mangler Indsigt, ved deres Repræsentanters Hjælp faar trumfet deres Vilje igennem. Radioloven indeholder nemlig ogsaa en Passus om, at Radiofoniens Formaal er at være opdragende, og til den Ende kan man ikke vente, at en Blind skal lede en Blind, ej heller at den politiske Indflydelse ogsaa skal have en dominerende Indflydelse paa kunstneriske Spørgsmaal; der maa Ikke-Fagmanden lade sig belære af Fagmanden. Men det er jo noget svært for en Raadet underordnet Afdelingsleder at skaffe sig Ørenlyd, naar ex. Musiklivet ingen Repræsentant har, og det til Trods for at 50 p Ct. af Udsendelsesstoffet er af musikalsk Art!

Derfor er det af afgørende Betydning, naar de to for dansk Musikliv saa vitale Spørgsmaal skal løses, at overveje Betimeligheden af og paa rette Sted at fremsætte Forslag om, at der i Fremtiden skabes Kunst og Kultur en værdig
Repræsentation i Regering og Radioraad f. ex. ved 1) at Undervisningsministeriet udskiller alt hvad der angaar Kunst (Akademi, kgl. Teater, Musik, Litteratur, Biograf, Bevillinger herunder etc.) under et Ministerium for Kunst og Kultur og 2) at Radioraadets Sammensætning formes (ved Lovændring) saaledes, at der kommer en retfærdig Fordeling mellem Politik (Lyttere) og Sagkundskab. Saa var der skabt Mulighed for, at alle kunstneriske Spørgsmaal kunde faa den Behandling, som er værdig for saa stor en Livsfaktor som Kunst vitterlig er for Samfundet.

Nye Tider varsles nu ind, og de maa ikke bære Skildpadden som Symbol. Det maa være Handlingernes Tid; Kampen for Demokratiet maa føres ud i sin Konsekvens, saaledes at det ikke blot bliver materielle Krav, der honoreres, men ogsaa immaterielle. Thi disse to Faktorer kan ikke trives hver for sig, men kun paa samme Linie. Alle Værdier, der kan være til Gavn for vort Folk, for hele Menneskeheden, maa mobiliseres, og det vil vise sig, som det allerede har vist sig, at ikke mindst de aandelige Værdier er Vaaben, der skærper Modstandskraften mod Ondskab og Mørke.

Alle retter vi Sygelyset mod Regering, Rigsdag og ledende Mænd i det danske Samfund i Haab om, at de kan føre os mod en lys og lykkelig Fremtid; og vi fra Kunstens Verden er mere end villige til fortsat at række en hjælpende Haand. Maatte den ikke paany blive vist tilbage, saaledes at det fremtidigt skal hedde: præterea censeo senatum delendam esse.

Årgang 20/1945, nr. 08