Tilfældet Povl Hamburger - kulturkritisk set

Af
| DMT Årgang 20 (1945) nr. 08 - side 140-145

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

TILFÆLDET POVL HAMBURGER - KULTURKRITISK SET

Af Finn Høffding

Magister Povl Hamburger, kendt som dansk Musiklivs sorteste Pessimist, har hos Aschehoug Dansk Forlag udgivet et lille Skrift med Titlen »Kulturkrisen - musikalsk set". Povl Hamburger er ikke nogen skarpsindig Kulturkritiker; men han er i Besiddelse af en ret besnærende Fremstillingsform, som maaske kan være farlig for en Del af Skriftets Læsere. Det farlige ligger ikke mindst i, at nogle af Forfatterens Betragtninger er rigtige, medens andre er forkerte og fører til ganske skæve Konklusioner. En Del af Skriftet giver gale Fremstillinger af forskellige Forhold, som det er nødvendigt at korrigere. Skriftet er Udtryk for en særdeles reaktionær Indstilling til Kultur i Almindelighed og Musik i Særdeleshed.

Bogen begynder med at erklære, at de fleste Mennesker er klare over, at der er noget i Vejen med Kulturen i vore Dage. For at kunne operere med Begrebet Kultur, søger P. H. en Definition. Han skelner mellem den materielle Kultur (Civilisationen), som omfatter Teknik, Hygiejne, Komfort, social og anden Forsorg, og den aandelige Kultur, som omfatter Religion, Filosofi, Videnskab, Kunst, Moral, Politik etc. Han forklarer derpaa, at disse Ting kun er Kulturens Bestanddele, mens Kultur i egentlig Forstand bør forstaas som en Ligevægtstilstand (Harmoni) mellem disse Bestanddele, hvad han betegner som dens Sammenhæng paa tværs. Dertil forklarer han, idet han citerer Richard Gandrups »Tidens Problemer«, at »Kulturens Bestaaen og Videreudvikling er betinget af Tradition«, hvilket betegner Kulturens Sammenhæng paa langs. Ganske vist er det saare sjældent, at Historien viser en saadan i Harmoni hvilende Kultur. P. H. mener, at en Tilnærmelse til Helhelskulturen fandt Sted i den græske Klassik og i den kristne Middelalder; dette kan maaske diskuteres; men man kan godt slutte sig til P. H. naar han opfatter Helhedskulturen som et Ideal, som de kulturelle Kræfter bør samles om. Hvad der er galt med Kulturen i vore Dage er efter P. H.s Mening Manglen paa Harmoni og Sammenhæng saavel paa langs som paa tværs. Som han siger, »der er næppe et Felt i det samlede Kulturbillede, som ikke bærer Præg af Splittethed, Raadløshed, Begrebsforvirring«. Det er stærke Ord, et Postulat, som naturligvis afhænger af, paa hvilket Punkt indenfor Kultursammenhængen man befinder sig. »Den nuværende Krises Tilspidsning skyldes en Udarten af den herskende Individualisme«, siger han og viser, at vor Kultur »siden Renæssancen har kaft sit Udspring i Personlighedsideen«, og at denne bliver overmoden i det 19. Aarh.; Personlighedsideen bliver til overdreven (udartet) Individualisine, til Egocentrik. Jeg'et bliver ikke alene sig selv, men sig selv nok, og Kunsten udsondrer sig fra Helheden.

Det er sandt, at der i Tidsrummet mellem de to Verdenskrige har været en Tendens til stærkt individualistisk Musik, som har haft vanskeligt ved at finde Publikum; denne var særligt fremherskende i Tyskland i den saakaldte Wienerskole, hvis Produkter føltes som en Opløsning af den romantiske Stil. Den var overspændt og dekadent og fik en vis Indflydelse - som Regel forbigaaende - paa forskellige Landes Komponister, (f. Eks. Bartok og Hindemith). Ellers var Mellemkrigstiden netop opfyldt af en Reaktion imod Romantiken og den overdrevne Individualisme, altsaa, stik imod den Skildring, P. H. giver af den i sit Skrift. Carl Nielsen herhjemme reagerede ved at knytte sig nærmere til de klassiske Mestre; hans Stil er fantasifuld, men streng og klar i Modsætning til hans jævnaldrende Kollegas Louis Glass´s bløde romantiske og mere udsvømmende Skrivemaade. Stravinsky reagerede paa samme Maade; men hans Tonesprog indebar større Fornyelse i Samklangsfornemmelsen og i det rytmiske Arbejde. Det samme gælder Bartok. Karakteristisk for Stravinsky, Bartok og Paul Hindemith var, at de forlod den store symfoniske Form til Fordel for en mere koncentrerende Skrivemaade og gjorde det netop, fordi den symfoniske Skrivemaade var blevet til en mere individuel Bekendelse, mens den koncerterende altid har været mere rent musicerende. Yngre Komponister herhjemme har fulgt den samme Linje. Riisager, hvis Stil til at begynde med var stærkt fransk præget, har i de sidste 10 Aar arbejdet stærkt koncerterende i en frit fabulerende Toneleg. Jørgen Bentzon har, bortset fra hans Opera og Symfoni, særligt produceret Kammermusik. Kammermusik har altid været eksklusiv; en Kammermusikkomponist har en vis Forpligtelse til at skrive for et meget kræsent musikalsk Øre, altsaa for musikalske Kendere; men dette har intet med Individualisme at gøre; at der mangler Publikum til den Genre af Musik, er ikke Komponistens Skyld, men skyldes en enestaaende Mangel paa Musikopdragelse her i Landet. Bentzon kalder mange af sine Kammermusikværker Racconto (Fortælling) og antyder derved ogsaa, at han skriver i en udpræget musikantisk Stil, fri for literær Tilknytning. Ad disse Baner arbejder ogsaa de Komponister, der nu er ved at vinde sig et Navn. Franz Syberg og Flemming Weis i kræsen Kammermusikstil. Sv. Erik Tarp og Svend S. Schultz i en legende og koncerterende Stil, men af højst forskellig Karakter, mens Herman D. Koppel og Vagn Holmboe har vist, hvorledes de magter ar skrive baade koncerterende og i den store symfoniske Form; ogsaa, disse to fører meget forskelligartet Tonesprog. Endelig skriver Niels Viggo Bentzon i en Stil, der vidner om, at han ikke føler Reaktion mod Romantiken, men snarere tenderer mod en ny Monumentalstil.

Om de fleste af disse Komponister fra Stravinsky-Bartok og fremefter kan man sige, at de trods individuelt Præg arbejder inden for en fælles Stil. Stilen staar klart; dens væsentligste mere populære Kendemærke er, at den arbejder strengt
musikalsk; der er intet literært Program til den, heller ikke immanent, som der f. Eks. er i Sibelius' Symfonier; deres Musik føles ikke som et Drama eller en Bekendelse, hvor Komponisten krænger sin Sjæl ud til offentlig Beskuelse; men den er derfor ikke mindre Udtryk for sjælelig Finhed og Storhed; den giver det blot gennem ren musikalsk Opfindsomhed som Haydn og Mozart i deres Tid, Händel og Bach i deres, altsaa individuelt inden for en fælles Stil. At Publikum ikke forstaar dem rigtigt endnu, ligger som før sagt i at det ingen musikalsk Opdragelse har faaet og næsten udelukkende hører romantisk
Musik og endda mest den daarlige (Radioen). Det maa dog bemærkes, at Stravinskys' »Historien om en Soldat« fyldte Palæets store Sal 8 Gange i Træk, og at et saa vanskeligt tilgængeligt Værk som hans »Psalmesymfoni« kunde spilles to Gange paa samme Aften to Gange i Træk; de efterfølgende Gange maatte blot opgives, fordi Palæet var optaget. Ogsaa Tivolis Symfonikoncerter har aabnet for danske og udenlandske moderne Komponister, og Publikum møder dem med tydelig Interesse. Dette tydet paa, at moderne Musik er ved at vinde Indpas. P. H.s Fremstilling af dansk Musik som udartet (entartet -?) individualistisk er saaledes helt forkert; den viser kun een Ting, nemlig at han savner Organet til at forstaa moderne Musik, hvilket han allerede har bevist i sin velskrevne, men fortegnede Musikhistorie og i sin Virksomhed som Anmelder ved Dagspressen.

P. H. forsøger nu, efter at have konstateret, at Egocentriken er det Onde, der har medført Kulturens Opløsning, at skildre hvorledes to andre Aandsformer: Rationalismen og Materialismen sammen med Individualismen fremskynder den kulturelle Opløsningsproces. »Rationalismen var som bekendt affødt af det moderne »mekaniske« Verdensbillede og førte efterhaanden til Forkastelse af Troen paa Gud« og »Materialismen opstod som den naturlige Følge af »Gudløsheden", skriver han og beretter med en næsten teologisk Forargelse om, hvorledes »Timeligheden, selve den fysiske og haandgribelige Tilværelse nu blev det eneste saliggørende.« Til Læserens Forbavselse erklærer P. H. derpaa, at Materialismen, som han lige forklarede kun interesserede sig for det fysiske og haandgribelige, »paavirket af Udviklingslæren begyndte at drømme fagre Drømme om et »evigt Fremskridt« henimod et kommende Tusindaarsrige her Paa Jorden« - forstaa det, hvem der kan! (Side 11).

Hvad er det for en Materialisme og Rationalisme, P. H. taler om? Er det filosofiske Retninger eller er det vulgær Materialisme? Fremstillingen paa dette Punkt er særdeles taaget. Forfatteren paastaar, at Materialismen og Rationalismen efterhaanden har tilsandet saa godt som alle Aandslivets Næringskilder. Hvis der er noget, der tilsander Aandslivets Kilder, er det taagede og uklare Begreber.

Fremstillingen gaar nu videre og meddeler, at Materialismen og Rationalismen, bortset fra at de i forrige Aarhundrede paa Grund af det vældige Opsving i Teknik, Komfort, Velstand, Oplysning o. s. v. havde en vis skrøbelig Bæreevne. Denne bristede imidlertid totalt efter første Verdenskrig, hvor Troen paa Mennesket fik sit Knæk. Hvad gjorde man saa? Jo, saa slog man over i Kollektivismen. »Tilsyneladende har Nutidsmennesket saaledes gjort et Spring helt bag om Renæssancen til en Slags »ny Middelalder«, men ogsaa kun tilsyneladende. Middelaldermennesket havde ganske vist ogsaa været »kollektivt«, dets jeg-Bevidsthed laa endnu i Hovedsagen i Svøb. (Det er formodentlig Feudalherrerne, P. H. tænker paa). Men det Fællesskab, hvori den enkelte gik op, var af ubevidst, naiv Karakter, organisk sammenvokset, som det var, næret af Følelsen af alle Menneskers Samhørighed indenfor en guddommelig styret Verdensorden. Middelalderens Kollektivisme var af ideal Natur, hævet over det plat sanselige og rent materielt nyttebetonede. Den var i enestaaende Grad besjælet.- Nutidens Kollektivisme derimod er blottet for alle Egenskaber af den Art, og den har da ogsaa foreløbig kun haft til Virkning, at Strømmen i Kulturlivet har faaet endnu en Drejning i negativ Retning. Thi ganske vist har det moderne Menneske brudt med Individualismen, (faa Sider før opløstes Kulturen p. G. a. overdreven Individualisme. Indføjelsen af F. H.), men det har forsømt at gøre det samme med Individualismens førnævnte »sorte« Følgesvende (fremhævet af F. H.) Rationalismen og Materialismen. Den moderne Kollektivisme er en sjælløs død Mekanisme skabt af Nød og Desillusion, en sanseløs Flugt ind i en graa ensformig Masse«.

Den glansbilledagtige Opfattelse af Overtroens og Heksebaalenes Tidsalder maa P. H. selv staa inde for; jeg ved godt, at moderne Forskere ikke skildrer Middelalderen som det Mørke, den plejede at fremstilles i; men derfra og til at idealisere den, er der et langt Spring. Middelalderens Kollektivisme var opretholdt af den katolske Kirkes Internationale og havde sin Styrke i det menige Folks Uvidenhed og Frygt for Gejstligheden og Feudalherrerne.

Efter denne besynderlige Fremstilling af Individualisme, Rationalisme, Materialisme og Kollektivisme erklærer P. H., at det er hans lille Skrifts Opgave at vise, hvorledes paa den ene Side den udartede Individualisme i Forbindelse med Rationalismen og Materialismen har drevet sit Hærværk inden for Musiken og paa den anden Side, hvilke Indvirkninger de kollektivistiske Modstrømninger foreløbig har haft herpaa.

Naar P. H. finder, at Aarsagen til, at Publikum svigter Komponisterne, ligger i disses overdrevne Individualisme, er det konsekvent af ham at undersøge, hvorledes Komponisterne har reageret heroverfor. Han finder to Typer: den ene søger Sukces, gaar med Strømmen og komponerer Folk til Behag og prisgiver Idealerne, den anden vil ikke slaa af paa det, han mener er det ægte i Kunsten, vender Hoben Ryggen og forskanser sig i sin egen snavert afgrænsede Verden. Begge Reaktionsmaader er imidlertid efter P. H. Mening i Virkemaaden lige fordærvelige; thi begge har i det lange Løb Kunstens Undergang til Følge. P. H. undlader som overalt i Skriftet at belyse Spørgsmaalet med konkrete Eksempler, hvilket gør det hele endnu mere forblommet. Naar der findes et Svælg mellem Kunstner og Publikum, skyldes dette ogsaa i nogen Grad Publikum, siger han videre. Der er foregaaet en Smagsfordærvelse; »Kunstindstillingen blev mere og mere mærket af en rent overfladisk Nyden, en Hyggen sig i det nemme og bekvemme - Adspredelse (det modsatte af Samling) bliver nu Tidens Løsen.« »Roden til dette Onde kan føres helt tilbage til den franske Revolution, af hvilken jo - den til Liberalisme udartede
Individualisme voksede frem for efterhaanden at føre til Individets Suverænitet og alle Traditioners og Autoriteters Undergravning.«

Den alvorlige, idealt stræbende Kunst paa alle Omraader ser sig efterhaanden haardt trængt af den stadigt voksende »Popularisme« (d. v. s. den rent adspredende Musik), der faar Vind i Sejlene gennem de moderne tekniske Hjælpemidler: Rotationspressen, Filmen, Grammofonen og Radioen, samtidig med, at de sidste Rester af den borgerlige Kultur truer helt med at forsvinde. P. H. har Ret i, at det er en haard Kamp for den mere alvorligere Kunst at kæmpe imod den rent merkantile, og jeg vil tilføje ikke mindst, fordi Samfundsledelsen intet gør for at vejlede Folket, men snarere vildleder det ved at lægge Forlystelsesskat paa Koncerter og derved viser Folk, under hvilken Synsvinkel Kunsten betragtes. Vi kan gaa gratis i Kirke og gratis paa Museum, men til andre aandelige Foranstaltninger skal man ikke alene betale, men bliver tilmed afkrævet Forlystelsesafgift (Hvilket er vanærende for et Kultursamfund). P. H. konkluderer nu sine Betragtninger over »Kunsten uden Publikum« derhen, at Kunstneren maa se at opgive sin eksklusive og isolerede Tilværelse, og i Publikum maa der samtidig ske en Mentalitetsændring. Han peger paa, at Kulturproblemet i denne Sammenhæng »paa det nærmeste bliver identisk med Opdragelsesproblemet", idet jo en Mentalitetsændring i Publikum ikke kan ske uden en opdragende Proces. Dette fører P. H. over i en Fremstilling af Folke-Musikskolen, som jeg - som den ene af dens Grundlæggere - maa betegne som fuldstændig fordrejet.

P. H. synes udpræget at være Skrivebordsforfatter, der hovedsageligt læser sig til alt, hvad der sker i Verden. Jeg ved ikke, om P. H. nogensinde har været paa den Folke-Musikskole, han beskriver; efter Fremstillingen mere end tvivler man. Han danner sig sit Billede af den ved ensidigt at holde sig til nogle Artikler, som Jørgen Bentzon (den anden af Folke-Musikskolens Grundlæggere) har skrevet, hvor denne behandler Spørgsmaalet om Folke-Musikskolens Forhold til moderne Musik. Naar P. H. karakteriserer Folke-Musikskolens Bestræbelser som en Reaktion imod den traditionelle
"æstetiske« Koncertsalskultur med dens rent passivt-nydende Høremaade og fortæller, at den i Stedet herfor vil fremme den aktive Musikdyrkelse paa kollektivt Grundlag gennem Fællessang og Sammenspil, saa er dette forsaavidt rigtigt, men maa blot ikke opfattes, som om den overhovedet forkastede Koncertsalen, hvilket jo vilde være taabeligt paa et Tidspunkt, hvor Radioen var ved at arbejde sig frem som hele Folkets Koncertsal. Af Hamburgers Fremstilling faar man Indtrykket af, at Folke- Musikskolens Folk ønskede Koncertlivets Død. Men Folke-Musikskolen har netop arbejdet paa at aktivisere Musikelskerens Øre, hvadenten han beskæftigede sig praktisk med Musik eller blot hørte paa den; det var af den Grund, at man udviklede den rene Nodelære til ogsaa at være Hørelære med specielle Lytteøvelser. Derfor staar der ogsaa i min Artikel i Dansk Musiktidsskrift fra April 1929 om »Koncertliv og Musikliv«, altsaa paa det Tidspunkt, hvor Jørgen Bentzon og jeg beskæftigede os med Forarbejderne til Folke-Musikskolen, følgende: »Naturligvis skal Koncertlivet ikke dø; men der maa. være en Balance mellem Musikliv og Koncertliv; man kunde maaske sige, at Koncertlivet skal give et naturligt Udtryk for Musiklivet, det skal være udsprunget af et Behov i Musiklivet. Hvor Folk aktivt dyrker Musiken, der vil der ogsaa være et stort Antal, der vil være lydhøre over for de Storværker, som de selv af tekniske Grunde ikke kan deltage i, og dette Publikum bliver aktivt.« Men denne Artikel fortier Poul Hamburger fuldstændigt.

Naar P. H. dernæst fremstiller det saaledes, at Folke-Musikskolen var i Forlegenhed m. H. t., hvad man skulde spille og synge, idet man ikke vilde kendes ved Fortiden og heller ikke kunde bruge, hvad Efterkrigstidens egne Komponister frembragte, saa er dette en saa fuldstændig Forvrængning af Virkeligheden, at man tvivler om P. H.s Evne til objektiv Fremstilling. Det kan ikke være P. H. ubekendt, at Undertegnede, der alene tilrettelagde hele det pædagogiske Arbejde for Folke-Musikskolen, sammen med Hakon Andersen udgav en Korbog (med flere efterfølgende) og en Kanonsamling straks ved Folke Musikskolens Start. Den kaldtes »Gymnasiesangbogen«, men var ligesaa meget beregnet paa Folke-Musikskolen; i denne stod der velegnet Literatur (for Kor alene og for Kor med Instrumenter) fra 1600 Tallet og op til vore Dage. Det kan heller ikke være P. H. ubekendt, at saagodt som alle nyere danske Komponister enten praktisk har medvirket som Lærerkræfter ved Folke-Musikskolen eller har komponeret til den; jeg nævner foruden Bentzon og undertegnede selv Komponister som Carl Nielsen (Kanons), Poul Schierbeck, Otto Mortensen, Jørgen Jersild, Vagn Holmboe, Fleming Weis og Svend S. Schultz.

Naar P. H. videre skriver: »Og for nu at skabe en fastere Organisation af de »aktive musikalske Arbejdskredse«, der skulde være Forsøgsobjekter for den nye Musik, skred man herhjemme efter tysk Forbillede til Oprettelsen af saakaldte Folkemusikskoler«, saa er dette en saadan Perfidi, at Musikforfattere maa rødme paa Standens Vegne. Folke-Musikskolen startedes, som jeg utallige Gange har skrevet det i Artikler og talt om det i Foredrag, som en Skole, der skulde afhjælpe den sociale Uretfærdighed, at kun de bemidlede kunde nyde en musikalsk Opdragelse. Man udarbejdede en Musikopdragelsesmetode, der muliggjorde en vidtgaaende Musikopdragelse, uden at et Musikinstrument var nødvendigt. Dette har jeg anflørt i min Artikel i Dansk Musiktidsskrift fra Oktober 1931, hvor jeg omtaler Fritz Jödes Ideer; jeg fortæller om, hvorledes det for ham (og dette gjaldt naturligvis ogsaa for os, der lige havde grundlagt Københavns Folke-Musikskole) »gjaldt om at faa interesseret den store Kreds af Ungdom, som ikke havde Raad til at søge Instrumentalundervisning, endsige anskaffe sig Klaver.« - Lidt længere henne skriver jeg: »Til det Formaal fik han (Jöde) oprettet Folkemusikskoler, hvis vigtigste Fag er »Hørelære« (Melodilære), Korsang og almen Musikkundskab.« Naar man skriver om og fremstiller, endsige kritiserer Folke-Musikskolen, maa man gaa, ud fra, at Forfatteren ved Besked med sit Emne; saaledes kan P. H. ikke være uvidende om, at Rudolph Simonsen paa et tidligt Tidspunkt efter Folke-Musikskolens Start underviste Eleverne i Musikkundskab i flere Aar, hvilket altsammen beviser, at Formaalet med Oprettelsen af Folke-Musikskolen var noget ganske andet end det P. H. tilskriver dens Grundlæggere.

Udgangspunktet i Folke-Musikskolens Opdragelse er Folkemusiken, og fra den opdrages Eleverne højere og højere op i musikalsk Erkendelse og Udøvelse. P. H.s Beretning om Folke Musikskolens ændrede Kurs (dens Kovending, som han kalder den) er som Følge af hans Uviderihed om Skolens Arbejde ganske misvisende, den ændrede Kurs skulde bl. a. vise sig i Oprettelsen af Lytteskolen paa et senere tidspunkt; men denne var anlagt omtrent fra Begyndelsen, en naturlig Fortsættelse af Musikkundskaben. Naar Lyttelæren ikke optraadte straks som selvstændigt Fag, laa det i, at Arbejdsmetoden endnu ikke var udarbejdet, og det tog lang Tid at faa den udarbejdet, hvad P. H. som Fagmand burde kunne tænke sig til. Der er ingen Grund til at gaa nærmere ind paa P. H.s Skildring om Folke-Musikskolen; den er, som vist fra Starten, forkert; det maa være nok at gøre Facit op: P. H. mener ikke, at Folke-Musikskolen har betydet noget til Afhjælpning af Forholdet mellem Kunstværkerne og Publikum.

I et Kapitel, kaldet Masse eller Elite, drager P. H. til Felts mod Folkeoplysningen, idet han meddeler, at der ved Siden af Folke-Musikskolen er foregaaet et stadigt voksende musikalsk Oplysningsarbejde: Reformer indenfor Skolesangen, Foranstaltning af Skolekoncerter, Radiofoniens oplysende Musikudsendelser og Musikhandlernes »Spil-selv«-Propaganda.

»Folkeoplysningen kom til Verden som ægtefødt Barn af det 18-19 Aarhundredes Demokratisme og Rationalisme" siger han og hævder, at Forudsætningen for den var en Opfattelse af, at alle fødtes lige i Anlæg, Evner og Forstand.« Hvem det er, der har fremsat den Opfattelse, skylder P. H. os Oplysning om; men han nævner som sædvanlig ingen konkrete Eksempler.

Han angriber nu Erik Abrahamsens Bog »Hvem er musikalsk?«, fordi den som Facit, efter meget indgaaende Undersøgelser, har følgende: Med Undtagelse af et ubetydeligt Mindretal af født »abnorme« er vi alle fra Fødslen musikalske«. Hertil svarer P. H., at den Teori, der bygger paa »Vilkaarsteorien« forlængst er blevet afkræftet ved de Resultater, den arvebiologiske Forskning er naaet til. Dette er en meget letfærdig Omgang med Videnskaben. Saa vidt jeg ved, er den arvebiologiske Forskning ikke naaet til andet Resultat end, at Fremtoningspræget er Resultanten af Anlægspræg plus Omgivelser; og da er Talen endda om specifike Anlæg; P. H. forveksler som saa mange mere overfladisk tænkende Mennesker Musikerevner med almindelige musikalske Anlæg; de videnskabelige Undersøgelser, Erik Abrahamsens Udtalelser hviler paa, er særdeles samvittighedsfulde. At alle Mennesker har Anlæg for Sprog, omend i forskellig Grad, er noget man regner med, men kun faa, egner sig til Sprogforskere; det vilde dog af den Grund være absurd at indstille Sprogundervisningen. Ved Musikalskhed kan kun forstaas Lysten til at beskæftige sig med Musik og Evnen til ved Opdragelse at kunne vinde større og større musikalsk Forstaaelse, og det har de allerfleste Mennesker fra Fødslen, naturligvis i forskellig Grad.

Der er Grund til paa det allerskarpeste at imødegaa denne paa saa letfærdigt Grundlag hvilende Paastand fra Hamburgers Side; der er nok af Modstandere imod en udvidet Musikopdragelse (f. Eks. i Skolerne), og for dem er en saadan Udtalelse af en Magister i Musikvidenskab en Lækkerbidsken.

Som en lille beskeden Blomst mellem alle Brændenælderne lader P. H. en Bemærkning falde om, at den principielle Nødvendighed af et musikoplysende Arbejde dog maa understreges. Guderne skal vide, at det er en tynd Streg, han har sat under denne Nødvendighed; det havde været bedre, om han havde kunnet indse Unødvendigheden af sit eget Skrift.

P. H. betvivler, om man kan faa Masserne med i et folkeoplysende Arbejde. For ham har Folkebiblioteker, Arbejderhøjskoler, Studiekredse etc. været forgæves; de har kun udløst en lille Procentdel rationalistisk tilgængelige Mennesker. At Folkeoplysningens Tilhængere skulde være saa meget Fantaster, at de skulde mene straks at faa hele Folkemassen med, er noget P. H. paadutter dem. Derimod maa man give P. H. Ret, naar han til Slut i Bogen anker over den vanskelige Konkurrence det højere Aandsliv har over for det enorme Forlystelsesliv, som navnlig Dagspressen og Radioen er med til at beskytte, Pressen, fordi den nu en Gang efterhaanden mere er blevet Forretning end Kulturforehavende, og saaledes tvunget af det saakaldte frie Initiativ i Konkurrencen med andre Blade og med Tanken paa
Oplag og Annoncører maa give Folk, hvad de ønsker, fremfor hvad de burde ønske, og Radioen - - ja, Guderne maa vide hvorfor -?

P. H. undser sig ikke for at udtale: »det fatale i vore Dages Kultursitualion er ikke, at vi ikke kan faa de store Masser med, men den, at Masserne, takket være den politiske, sociale og økonomiske Udvikling, for første Gang i vor Kulturs Historie har trængt sig frem til en førende Stilling inden for Samfundslivet. Deraf den almindelige aandelige Nivellering, den katastrofale Sænkning af Smagsniveauet, det vedvarende Svind i de kulturelle Elitetroppers Rækker«. - !

Disse Linjers Aandshovmod lader intet tilbage at ønske med Hensyn til Tydelighed. Hvad der for andre er en Forjættelse er for P. H. det fatale. Gud være lovet er Folkeoplysningens Tilhængere ikke saa kyniske og saa fattige i Troen, det vilde da set sort ud for Kulturens Videreførelse.

P. H. gaar nu videre i sin Negativitet. Jazzfolkene faar deres Hip og de kirkemusikalske Reformbestræbelser faar deres.

Intet af, hvad der sket, er godt; det musikalske og musikopdragende Initiativ, som er skudt frem herhjemme i de sidste Aartier, er forfejlet. Og P. H. spørger: »Skal vi da lukke Folkemusikskolerne og indstille de øvrige Oplysningsbestræbelser? - Nej, vi skal blot høre op med at være Utopister og søge at indstille os realistisk til Arbejdet«. Og hvad er saa den Realitet, vi skal bygge paa -? Jo, det er en aandelig Genrejsning, siger P. H. -?

Hvad det er for en aandelig Genrejsning Povl Hamburger tænker paa, faar man ikke at vide; maaske noget i Retning af en »middelalderlig Følelse af alle Menneskers Samhørighed inden for en guddommeligt styret Verdensorden« helst istænkt lidt Mysticisme. Formodentlig skal vi alle sidde med Hænderne i Skødet, indtil denne aandelige Genrejsning har fundet Sted.

Det forekommer mig, at Folke-Musikskolen netop bygger paa en aandelig Genrejsning, fordi den gennem sit Virke ønsker at arbejde for større social Retfærdighed paa sit Omraade; det samme gælder andre musikpædagogiske Reformbestræbelser. Hvis ikke Ideen om social Retfærdighed og Trangen til at løfte Folk op til Kunstens og Erkendelsens Tinder og Troen paa at det kan lykkes er noget, man kan bygge paa, saa ved jeg ikke, hvad man overhovedet kan bygge paa, eller hvad aandelig Genrejsning er.

Den Splittelse, der ganske rigtigt kan spores inden for Musiklivet, er et Udslag af Kampen mellem gammelt og nyt, som altid vil findes i et levende Samfund, og altid har fundet Sted. Hvis den i vore Dage er særligt tilspidset, ligger det i, at Musikopdragelsen er saa langt tilbage i Forhold til andre Tider; dette er skæbnesvangert i Radioens og Grammofonens Tidsalder, og det vilde være mere positivt, om Povl Hamburger vilde benytte sin Pen til at paapege dette Forhold over for de uvidende Myndigheder, fremfor at vildlede Offentligheden ved gale Paastande og forkerte Fremstillinger.

Det lader til, at Dansk Musikliv af og til skal hjemsøges af sortseende Profeter. P. H.s Skrift er stærkt i Slægt med Wieth-Knudsens i sin Tid berygtede Skrift »Den europæiske Musiks Skæbnetime!; man maa haabe P. H.s Skrift faar samme Skæbne som hans Aandsfrænde Wieth-Knudsens - total Forglemmelse.

Årgang 20/1945, nr. 08