Afsluttende bemærkning

Af
| DMT Årgang 20 (1945) nr. 09 - side 169-170

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Afsluttende Bemærkning Af Finn Høfding

Redaktionen har venligst forelagt mig Povl Hamburgers »En Smule Selvforsvam Jeg skal ikke tr'ætte Løeserne yderligere med længere Indlæg i en Sag, hvor jeg har faaet sagt min Mening tydeligt nok. Min Anmeldelse af Povl Hamburgers Skrift var ikke mere personligt end Hamburgers Skrift er. Naar Tonen maaske var lidt heftig, skyldes det mia Oprørthed over, at en akademisk dannet Mand vover at skrive paa saa løst et Grundlag.

Karakteren af P. H.s »Smule Selvforsvar« er ikke bedre. P. H. erklærer, at han ikke med et Ord har omtalt Folke- Musikskolens Forlegenhed m. H. t. hvad den skulde spille og synge; det det var kun den tyske musikalske Ungdomsbevægelse i Tyverne, han paa det Sted omtalte og henviser til sin Udtalelse i Skriftet S. 21. jeg maa citere dette Sted fuldtud; der staar: »I saa Henseende skulde vi da ogsaa synes at have et ikke ringe Grundlag at bygge paa i vor egen middelalderlige Folkevise og i den nyere danske Folkesang, saaledes som den især var os givet gennem Komponister som Carl Nielsen, Thomas Laub og Thorvald Aagaard.«

Principperne var imidlertid de samme her (i Danmark) som dér (i Tyskland) : Aktiviseringen af Musikungdommen og den fortrinsvise Tilknytning til Tidens egne musikalske Frembringelser,«

Staar der ikke tydeligt: »I saa Henseende skulde vi da synes . . . .? Principperne var imidlertid de samme«. jeg kan ikke se andet end, at Læsesen maa opfatte det, som om den danske Folke Musikskole forpassede at benytte vor egen levende Folkesang og »fortrinsvis søgte Tilknytning til Tidens egne musikalske Frembringelser«.

Hvad angaar Povl Hamburgers »personlige Perfidi«, som ogsaa kommer til Orde andre Steder end det af mig citerede, saa vil iegy lade Læseren selv bedømme, hvorledes man ~k-al. stille sig til Povl Hamburgers Bedømmelse ,tf de Komponister, der særdeles idealistisk og med stor Alvor satte deres Arbejdskraft ind for at skabe let udf ørlig, moderne Musik for de Unge. P. H. udtrykker det saaledes: »Det varede da heller ikke længe, førend i alt Fald en Del af de moderne Komponister begyndte at vejre det »Marked«, som frembød sig for dem gennem den musikalske Uagdomsbevægelse« - jeg kan ikke se andet end at Perfidi er et mildt Ord for et Udtryk som »vejre et Marked« i den Forbindelse; men naar P. H. regner det for et personligt Angreb, at jeg karakteriserer ham som overfladisk tænkende, saa er det skam forkert; j eg mener, det er en obj ektiv Dom, som min Anmeldelse har bevist.

P. H. er Musikhistoriker; hvis Historieskrivning skrives paa Grundlag af ensidige Kilder og Fortielse af andre, saa bliver det Forvrængning; den Historiker, der skriver om Samtidens Fænomener, behøver ikke holde sig til, hvad der skrives om Tingene; han kan jo betragte Begivenhederne, der hvor de sker, og vil han ikke ulejilge sig med det, kan han lade være med at skrive. Det hjælper ikke paa det, at P. H. selvbestaltet erklærer, at Bentzon. førte det dominerende Ord over for Offentligheden i Aarene før Folke-Musikskolen. Han kan højest sige, at saadan har han opfattet det.

Heller ikke min Artikel i DM 1929 har P. H. endnu forstaaet. Det centrale i denne var, at et Koncertliv uden Sammenhæng med et aktivt Musikliv (d. v. s. det musikopdragende Arbejde og den levende Dyrkelse af Musiken) var dødsdømt. Koncertlivet var dengang hendøende; Koncertsalene stod tomme og der kom ingen i Operaen. jeg husker fra dengang, hvorledes Edwin Fischer med sit Kammerorkester spillede Bachs Brandenburger Koncerter i Palæets store Sal; der vak knap flere Mennesker i Salen end paa Podiet. Nu kan man knap faa Billetter, hvis Bachs Brandenburger Koncerter spilles, og vil man i Operaen, maa man staa i Kø længe f orud for at faa Adgang. jeg haaber ikke, det er ubeskedent at give Folke-Musikskolen og den Indsatsl Musikpædagogisk Forening har ydet, og det Arbej de, som udførtes af en Kreds af førende Personer indenfor Skolemusikens Omraade noget af Skylden for denne Udvikling - skønt jeg er overbevist om, at P. H. med hele sin »Hvad-kan-det-nytte-Indstilling« nok skal finde en anden Forklaring paa dette Forhold.

Hvad P. H.s Selvforsvar iøvrigt angaar, saa vil jeg henstille til de Læsere, der interesserer sig for Sagen, at læse de Citater, jeg bringer af Hamburgers Skrift og sammenholde dem med P. H.s Selvforsvar. Personligt føler jeg hans Forsvar meget svagt og bestyrkes i min Overbevisning om, at den meget skarpe Kritik af hans Skrift var nødvendig. P. H.s kendte Negativisme kan let vise sig farlig, hvis den staar uimodsagt.

Årgang 20/1945, nr. 09