Den norske musikuge

Af
| DMT Årgang 20 (1945) nr. 09 - side 161-163

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

DEN NORSKE MUSIKUGE

Af Knudåge 'Piisager

Norsk Komponistf orenings musikuge, som fandt sted i Oslo i dagene fra 30. september- 6. oktober 1945 er udtryk for en helt ny ide indenfor det nordiske musikalske samarbejde. Tanken

med denne musikuge har været at fremlægge dels for den norske offentlighed og dels for de musikinteresserede kredse i de andre nordiske lande resultatet af de norske komponisters virke under besættelsesaarene. Denne ide er udslag af en bevidst selvhævdelse, som virker i høj grad tiltalende, fordi den er udtryk for en aktiv vilje f ra norsk side til at gaa ind for sit eget lands tonekunst, og f ordi den viser, at der ogsaa f ra de norske myndigheders side, baade statens og Oslo kommunes, har været et uf orbeholdent ønske om at staa, bagved en saadan manifestation. Hans majestæt kong Haakon havde overtaget protektoratet over musikugen og var selv til stede ved den anden orkesterkoncert, ligesom kronprins Olav og kronprinsesse Mårtha overværede kammermusikaftenen.

Det kan da ogsaa, straks siges, at Gennemførelsen af denne musikuge virkelig var storstilet. Den har vakt opmærksomhed ikke alene i de nordiske lande, men ogsaa langt udenom. Det tydeligste tegn herpaa var utvivlsomt, at man fra Moskva sendte en delegation bestaaende af de kendte russiske komponister Sjaporin og Sjebalev til Oslo dels for at overvære koncerterne, men navnlig ogsaa for at knytte forbindelser med norsk musikliv i den hensigt snarest at opnaa en frugtbar udveksling mellem norske og russiske komponister.

I sit forord til musikugens programhefte skriver norsk komponistforenings formand Klaus Egge: »Våre verker som spilles i musikk-uken står der som frukter av trangen til dåd gjennem åndelig kamp i trengselstider. Denne er nå forbi, og først og fremst har vi vunnet åndelig seiem Det maa siges, at disse ord virkelig blev en ledetone for de stedfundne opførelser. Aand er magt, kunde man ogsaa. sætte som motto over den norske musikuge.

Det begyndte med en kirkekoncert med orgelværker af Knut Nystedt og John Torkildsen samt mindre arbejder, motetter og folketoner af Per Steenberg og Magne Elvestrand samt en missionskantate af Arild Sandvold.

Den første store orkesterkoncert fandt sted den næste aften, hvor Ludvig Irgens Jensens symfoni i d-moll fik sin uropførelse. Det er et værk i bred symfonisk form, som spiller i næsten en time, et mandigt og modent arbejde, som vidner om en dybtgaaende udvikling hos denne betydelige komponist. Derefter fulgte en »symfonisk højsang« for dramatisk sopran med orkester af Klaus Egge, et stykke malende naturklang, i hvilket man fik lejlighed til at stifte bekendtskab med den fortræffelige sangerinde Gunvor Mjelva, der forøvrigt optraadte i nationaldragt, hvilket bidrog til at hensætte tilhørerne i en fuldkommen norsk højfjeldsstemning. Disse værker dirigeres af den ogsaa her i Danmark velkendte, fornemme dirigent Odd Grfiner-Hegge. Koncerten afsluttedes med et uddrag af Thomas Becks korværk »Arnljot Gelline« (Bjørnson), dirigeret af komponisten.

Ved den derefter følgende kammermusikaften hørte man Erling Kjellsbys strygekvartet i a-dur, et knapt og velklingende arbejde, og Bjarne Brustads trio for violin, viola og klarinet, et yderst artistisk skrevet værk. Med Pauline Halls suite for 5 blæseinstrumenter flyttedes man - forøvrigt den eneste gang under hele musikugen

over i en musikstil, som kunde føres tilbage til Stravinsky og visse af de moderne franskmænd, og endelig sluttede kammermusikkoncerten med Karl Andersens trio for fløjte, klarinet og cello.

Midt i ugen var placeret en koncert, der kaldtes »Fra folketone til kunstmusik«. Denne koncert, der indlededes med et causeri af Eivind Groven, var en lykkelig ide. Gjermund Haugen spillede paa sin Hardangerfele nogle slåter, og efter Halvorsens optegnelser spilledes. ligeledes melodier paa Hardangerfele, hvorefter Eva Knardahl, det 17-aarige pianistiske fænomen, spillede Griegs bearbejdelser for klaver over disse samme melodier. Endvidere opførtes en hel række moderne bearbejdelser af forskellige nulevende komponister af norske folketoner, og koncerten afsluttedes med Klaus Egges Draumkvede-sonate for klaver, spillet af Eva Knardahl.

Et højst ejendommeligt afsnit af koncerten var bondesangeren Aslak Brekkes gengivelse af norsk stev og folkeviser. Brekke optraadte i nationaldragt og sang disse mærkelige folketoner, som i karakteren kunde minde om mongolske folkeviser, saaledes som vi kender dem fra. Haslund Christensens optagelser, meget monotone med lange fermattoner paa hver linjeslutning og bevægende sig i et meget lille intervalomraade.

Koncertent gav en tydelig forestilling om, hvor norsk musik staar idag. Dens dybe sammenhæng med den norske folketone giver denne en stærk og uafviselig stilling. Man blev herved klar over, hvad der er den røde traad i norsk musikopfattelse, og den stærke rygrad ogsaa i nulevende norske komponisters virke. Med stædig energi holder de fast ved denne folketone, paa den bygger de hele deres musikalske verden op, og det er den, som giver norsk musik sit særpræg ligesaa stærkt, som det vi møder i nutidig ungarsk musik, saaledes som denne er repræsenteret ved folk som Bartok og Kodaly, eller hele den russiske musik.

Den anden symfonikoncert indlededes med Klaus Egges symfoni nr. i i e-moll. Der er ingen tvivl om, at Egge er et meget stærki talent, og at han har en betydelig symfonisk evne. Bekendtskabet med dette arbejde var meget glædeligt, og det er at haabe, at vi snart faar det at høre i København. Grdner-Hegge dirigerede baade denne symfoni og det efterfølgende uddrag af Arne Eggens opera »Olav Liljukrans«, i hvilken man hørte en fortræffelig tenor, Bjarne Buntz, der saavidt jeg ved straks blev engageret til en koncert i statsradiofonien. Af Harald Sæverud opførtes til sidst under komponistens direktion sinfonia, dolorosa i een sats samt Kjempeviseslåtten, tilegnet hjemmefrontens store og smaa. kjempere. Sæverud er jo helt oppe i det internationale format. Hans to arbejder vakte da ogsaa endeløs begejstring og kjempeviseslåtten maatte spilles da capo. At den vil blive spillet mange andre steder, er udenfor enhver tvivl, og det danske publikum kan glæde sig til at stifte bekendtskab baade med den og med sinfonia dolorosa. De to sidste koncerter var en romance- og klaveraften og en korkoncert.

Festarrangernentet omkring koncerterne var, man kan næsten have lyst til at sige, i hemningsløst stor stil. Naar man tænker paa, hvor vanskelige forholdene er i Norge i øjeblikket, var det utroligt, hvad der præsteredes. Efter den første orkesterkoncert havde norsk komponistforening indbudt til en modtagelsesaften for sine svenske og danske indbudte i den røde sal paa Grand hotel. Midt i ugen gav Oslo kommunalbestyrelse en lunch paa Frongnersøeteren. Kommunen ejer der en ældgammel norsk fjeldhytte, som anvendes ved saadanne repræsentative lejligheder. Hytten ligger paa et fremspringende punkt paa en klippe, og man har fra en balkon og fra vinduerne i kaminstuen nedenunder en vidunderlig udsigt udover fjeldene og nedover Oslo by. Det tør siges, at den nævnte lunch trak ud, til lysene blev tændt nede i byen, og da Oslo som følge af vandkraften ikke mangler elektricitet, straalede lyset fra alle huse og fra alle lysreklamer op i den mørke efteraarsaften. Det var som at se ud over et funklende tæppe af diamanter og brogede ædelstene. Torsdag aften efter den anden orkesterkoncert afholdtes en stor festbanket i rokokosalen paa Grand hotel. Der var 150 mennesker til stede, deriblandt repræsentanter for staten og kommu~ nen, og takket være den nu fængslede norske »regering«s beslaglagte forsyninger kunde man lade champagnepropperne knalde og den røde vin rinde. Bemærkelsesværdig ved denne fest var ikke mindst statsraad Bonnevie-Svendsens tale. Paa kulrusministeriets vegne takkede han norsk komponistforening, fordi den havde taget initiativet til musikugen. Han understregede den kulturelle betydning af, at en saadan musikuge fandt sted og betonede i særlig grad, at den norske stat som saadan ansaa det for en ærefuld forpligtelse med alle midler at stille sig bagved et saadant foretagende. Det var, sagde han, af den største betydning for Norges omdømme i verden, at rinrske kulturpersonligheder, i dette tilfælde musikens folk, saaledes som det var sket gennem disse koncerter, henledte verdens opmærksomhed paa den norske musiks værdier og derigennem fastslog det norske folks hele stilling som kulturnation. Man fik et levende indtryk af, at disse udtalelser ikke blot var løs tale, men at den norske regering virkelig betragtede dette foretagende som en højst værdifuld indsats. Dette fremgik jo forøvrigt ogsaa allerede af den omstændighed, at baade staten og Oslo kommune havde stillet meget betydelige pengemidler til raadighed for musikugens gennemførelse.

Foruden disse officielle festligheder havde norsk komponistforening hver dag arrangeret sammenkomster, hvadenten det nu var efter koncerterne eller frokoster og ved alle disse foranstaltninger var de udenlandske repræsentanter foreningens gæster. Da vi endelig syntes, at det blev for meget af det gode, og vi svenske og danske gæster havde beslutte ttil gengæld at invitere vore norske kolleger til middag paa Continental, viste det sig, da vi skulde til at betale gildet, at ogsaa, denne regning var gjort op, og det var ikke muligt at komme til orde med nogen slags Indvendinger. jeg nævner dette, fordi det viser den ubegrænsede gæstfrihed, som saaledes lagdes for dagen.

Fra dansk side deltog, foruden undertegnede formand for Dansk Komponist-Forening, Statsradiofoniens musikchef Peder Gram og formanden for Det Unge Tonekunstnerselskab Flemming

Weis, hvortil senere kom kapelmester Jens Schrøder fra Aalborg, ligesom ogsaa. Wilh. Hansens musikforlag havde sendt sin musikkonsulent Leif Haraldsted. Fra svensk side mødte komponisten Hilding Rosenberg, der repræsenterede Fóreningen svenska. tonsåttare, direktøren for Konsertfbreningen i Stockholm Johannes Norby og D~r. Per Lindfors fra Radiotj~nst samt fra Gbreborg kapelmester Sixten Eckerberg.

Den norske musikuge var en oplevelse. At baade de svenske og danske deltagere hver for sig i stilhed ønskede, at det var os, der havde faaet den ide og var kommet først med den, viser kun hvor god den var. Men vi glædede os alle med vore norske venner over den sejr, de gennem deres værker havde vundet.

Klaus Egge sagde i sin tale ved banketten, at det var hans haa:b, at den norske musik gennem disse opførelser var blevet genfødt efter de trange aar. Herom er der ingen tvivl.

Årgang 20/1945, nr. 09