John Mc. Cormack

John Mc. Cormack

14. Juld 1884 - 16. Sept. X945

Den 16. September døde den irske Verdenstenor, John Mc. Cormack i sit Hjem i Dublin. Han begyndte som Operasanger, men gik i 1917 over til at synge Romancer og irske Folkesange, og han var ubestridt en af Verdens største Sangere. Alene ved sin Stemmeklang, denne lette, gyldne Timbre, som var hans Kendemærke, formaaede -han at gri-be sine Tilhørere. Dertil kom et eminent Foredrag, en Karakteriseringsevne, hvormed han kunde skildre alle Stemninger, fra den højeste Patos til det mest sprudlende Lune. Hans Textudtale var et Kapitel for sig og et Forbillede for alle andre Sangere: Ikke een Stavelse gik tabt, selv i hurtige Sange, hvert Ord kunde høres til bagerste Række i Albert Hall i London, der rummer 11.000 Tilhørere.

Hans Evne til at farve sin Stemmeklang efter Indholdet ses bl. a. i Wolf: »Anakreons Grab« i Begyndelsen den dæmpede, elegiske Tone; saa skifter Melodien, paa Ordene: »Es. ist Anakreons Ruh«, til en Durklang. Her har hans Stemme en vidunderlig, fredfyldt Klang, saa man ligesom ser for sig Digterens Gravhøj i en solbeskinnet Lysning i Skoven. I O'Brien: »The fairy tree« (om det ensomme Tjørnetrøe paa

Bakketoppen - Alfedansen omkring det ved Nattetide - Folkeovertroen om døde Mænd, der dingler i Træets Grene - Katie Ryan's Drøm om Jesus, der bedrøvet spørger: »Hvorfor skulde de dog frygte dette Tjørnetræ, naar den Krone, jeg bar, var flettet af dens Grene?« -) maler Mc. ~-_ormack hele den irske Eventyrverdens Kogleri med de dansende Alfer i det kolde Maanelys. Man ser den naive Fortæller stikke Hovedet frem i de lyttendes Kreds og med Rædslen malet i sine Træk hviske: »They tell you dead men hury there, it's black and bitter fruit, to guard the buried treasure round which it twines it's root. They tell you Cromwell hang'd them, but that could never be, he'd be in dread like others to touch the fairy tree.« Det er en genial Foredragskunst.

En anden Sang fra Irlands Alfeverden er: »By the short cut to the Rosses« om Manden, der har været i Elverleg, men er sluppet uden andet Men end: »They piped till 1 was mad with j oy, but when I was alone, I f ound my heart was piped away - and in my breast a stone.« Der er hele Elverdansens Flimren og Blændværk, dette halvt uvirkelige Lys, over hans Foredrag, og den høje Slutningstone, der dør bort til sidst, er som et iskoldt Ekko fra denne anden Verden.

Med begge Ben fast plantede i Irlands Kartoffelmarker er han i Folkesangen: »The garden where the praties grow«, en lystig Friersang med Omkvædet: »And I'll meet yer in the garden where the praties grow.« Mari bliver i godt Humør af den forsorne Maade, han foredrager den paa.

John Mc. Cormack havde et kolossalt Publikum i alle Lag over hele Verden; det var, fordi han, i alt, hvad han sang, havde sit Hjerte med. Ved sin Afskedskoncert i Albert Hall i London sagde han bl. a. sit Farvel i en Sang, hvori det hed:

»Lone is the house now and lonely the moor

land.

The children are scattered, the old folk are gone. Why stand i here like a ghost and a shadow?

'Tis time I was moving, 'tis time I passed on.«

For alle de mange, der holder af Romancen, er det et uerstattelig Tab, at han ikke er mere. Han var en vidunderlig Kunstner, en Sanger, der havde baade Stemme og Hjerte.

Hans Meyer Petersen.