Ny klavermusik

Af
| DMT Årgang 20 (1945) nr. 10 - side 179-182

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

NY KLAVERMUSIK

Af Richard Hove

I Forin af en Anmelde~se af Ire nylig udkoæne Værker, Svend Erik

Tarp-f Trois danse_r pour piano, op. 41, Niels Viggo Bentzons Passa-

caglia, op. 31, og Jørgen Jersilds Trois Pi~ces au Concert, beskæftiger

Direktør Rick. Hove sig med Klavermusikens Stilling i vore Dage.

Vor Tids Komponister har hidtil svigtet Klaveret, og det har hævnet sig, for efter mit skøn skyldes en væsentlig del af den uforstand, som den moderne musik møder, det, at der ikke er skabt en fornuftig klaverlitteratur indenfor vor tids musikstil, og denne uforstand vil vare ved indtil en saadan klaverlitteratur foreligger. Klaveret er nu engang husinstrumentet frem for noget andet. Det er grundinstrumentet, som giver ,os mulighed for at »oversætte« den samlede muskilitteratur, og midlet, hvorved de mange musikinteresserede kan sætte sig i positivt forhold til musikkens forskellige udtryksformer. Derfor er det saa trist, at saa meget af den lineart skrevne moderne musik ikke kan bringes til at klinge tigtigt paa klaveret. Klaveret er saa udifferentieret i klangen, at en tæt stemmeføring ikke lader sig opløse af den hørende. Det bliver kun en konstant ildelyd - en paa grund af sammenhobningen karakterløs dissonans, og det akkordisk spillede klaver taber lige saa hurtigt i interesse, som man tilføjer akkorden »interessante« harmonifremmede toner, og virkningen ender med ~at blive »klanggrød«.

Go-de grammofonplader redegør ikke paa samme maade for et stykke musiks bestanddele som ,den møjsommelige kamp for selv at overvinde ,dets vanskeligheder og bringe det i en form, man kan holde ud ar høre paa. Og her er i virkeligheden kun tale om, at man selv skal høre paa det. Dette at spille for andre hører for amatøren fortiden til. Det stammer fra en tid, hvor selve -inusikfrembringelsen, var en sjældenhed, men i dag, hvor vi ved hjælp af grammofon og radio ,daglig overfodres Med musik, er det klart, at selv et ganske hæderligt klaverspil er uden selskabelig interesse. Det skal ikke underkendes, at ,en spore til afslibning af teknik og fremstillingsformaaen derved ga~r tabt, og det maa beklages, navnlig da det Propaganderende, der ligger i at fremføre ny musik for at overbevise interesserede tilhørere, derved gaar tabt; men det vigtigste er dog, at den trang til musikalsk selvvirksomhed, som er en af komponenterne i det musikalske sind, ikke kan udryddes.

Det er denne trang vor tids komponister har forsømt at imødekomme. Ser man tilbage over de sidste 25 aars musikskaben, vil man med forbavselse se, at klaverets rolle, samtidig med den nye stils gennembrud ' pludselig reduceres voldsomt. Det er dog ikke udelukkende et resultat af den nye stilperiode. I tiden op til 1920 sker der en ejendommelig forandring i den alvorlig mente klavermusik, som bedst karl karakteriseres som en enorm stigning i de tekniske Krav. Resultatet er blevet, at der bestaar en grænse ved Brahms, César Franck og Griegs ~,ærker. Udover dem spilles maaske nogle af Sibellus klaverstykker og enkelte ting af Debussy. Gabriel Fauré er ukendt og Max Reger er us Pillet.

Det, som følger derefter, og som kaldes moderne klavermusik, er for det meste værker af en outreret ekspressionistisk romantik. At indlade sig paa at nævne udenlandsk klavermusik fra dette aarhundrede vil let føre for vidt, men et fællestræk ved denne periode var, at komponisterne mistede sansen for maadehold, naar de skrev for klaveret. Typisk er allerede Cyril Scotts sonate fra 1909, som paa et tidligt tidspunkt indeholder en mængde af den nye musiks elementer, men som ogsaa. sprænger klaverets omfang i mornentane anfald af brutalitet og slører den klanglige sammenhæng ved tætte sammendyngninger af noder. Den samme trang til at presse klangen ud over grænsen, findes i alle Carl Nielsens større klaverværker, ligefra Symfonisk Suite over Chaconne op. 32 og Variationer op 70 til knytnæveslaget i bassen i de sidste Klaverstykker op. 59. Vi møder der saa fjernt fra Carl Nielsen som hos Schostakowitsh, i hvis klaversonate baade stortrommen og grænseklangene er karakteristiske. Det er udløbere af den romantiske trang til opdyngning af effekt og nu maa. man altsaa helt ud til klaviaturets yderpunkter for at finde dem. Den nutid, hvori Strawinsky efter sine egne ord lever, er en kold og haard tid, og naar hans store aandelige format lader ham bryde igennem sine vaners skal og frembringe værker af primitiv storhed og indre varme, er det ikke i værker for klaveret det sker. Der cr ikke nogen ny musik i dette.

I al denne musik markeres ogsaa tendensen til at skrive koncertmusik. frem for at skrive husmusik. Nu kan det godt være, at det meste af klavermusikken er skrevet for koncertsalen

Beethovens sonater var det - men man kan i almindelighed ikke arbej de sig op til de grader af højspændthed, som forudsættes i ~e voldsomheder, som bydes klaveret i denne periodes værker. Overpresningen af klangea var forøvrigt et almindeligt fænomen i mellemkrigsaarene. Alle instrumenter blev drevet ud af deres naturlige leje og spillede i unaturligt spændte registre. Selv sangstemmen dreves til de vildeste grader af unatur. Ganske vist fik vi det ikke at høre i kunstmusikken, men til gengæld dyrkede jazzen former for »sang«, der var som opfundne i et galehus, og publikum tiljublede sangerinderne, -medens »kendere« samlede paa pladerne, som paa sande klenodier.

Det er et sikkert tegn paa, at en kunstnerisk periode nærmer sig sin afslutning, naar de tekniske krav nærmer sig det paradoksale. Livets sandheder er enkle og kan udtrykkes i klare vendinger, men livet er rigt og dets smykke mangfoldigt. Naar erkendelsen af grundforholdene er naaet, følger udsmykningen. En tid er ogsaa den et udtryk for sindets rigdom, men efterhaanden vokser den ud over kærner og skjuler formen, saaledes. at man tilsidst kun har flitter tilbage. Saa maa der begyndes forfra.

Efterhaanden opgav vore komponister at skrive for klaveret, og i de senere aar er klaverlitteraturen i Danmark blevet yderst fattig. Riisager har skrevet en sonate og nogle ganske smaa klaverstykker. Sonaten er svær, rent teknisk, og den er atonal, fra den tid, da det lød særlig nederdrægtigt. Det var dengang, det var en grundregel, at konsonans ikke maa forekomme paa betonet taktdel, og at oktavfordobling ikke maa finde sted. Selv klart bitonale vendinger kan paa klaveret forvandles til graa, ildelyd, der let fører til, at man for hurtigt henlægger stykket, og -selv om man personlig kan se logikken i stykket, varer det meget længe inden man naar at spille det saaledes, at man kan. overbevise andre.

Der er Koppels Suite op. 21, som nedstammer fra den Bartókske opfattelse af klaveret som et slaginstrument. Heller ikke dette stykke kan den ensomme klaverspiller finde nogen trøst, for han bliver træt af at tampe i kassen, før han naar at beherske de stærkt tilgrumsede septimklange, der indrammer det væsentlig unisone stof, idet de mange parallelle stemmeføringer i virkeligheden er en slags unisono.

Der kan altsaa opstilles visse krav til den moderne klaverstil, og uden man. opfylder dem, vinder man vanskeligt klaverspillernes interesse. Det er uomgængeligt, at komponistens klangidé maa. være realisabel paa klaveret, og det er en fordring, der ingenlunde altid bliver opfyldt. Men kompositionen maa ogsaa imødekomme den spillendes funktionstrang. Det vil sige, den maa stille spilletekniske opgaver, der har udsigt til at kunne overvindes, og hvis overvindelse giver udløsning af en tilfredshedsfølelse, som bunder baade i et æstetisk og et spilleteknisk behag. Og endelig skal et klaverstykke vare et rimelig stykke tid Musikkoncentrater paa ganske faa takter kan være god kunst og indeholde hele skalaen af æstetiske. kvaliteter, men de imødekommer ikke den musikalske funktionstrang og mister derved noget af deres berettigelse. Det gaar med dem som med epigrammer og aforismer; de kan indeholde alverdens visdom, men man kan ikke holde ud at sidde og læse epigrammer og aforismer en hel aften,

En betingelse er det ogsaa, at klaveret benyttes, som det instrument, det er: et polyfont instrument med ubegrænsede rytmiske og rige melodiske muligheder og ikke som et surrogat for stortromme og kastagnetter. Det er klaverets ulykke, at det fin-der sig i næsten alt, selvom der er undtagelser. Der er mærkelige »dødvinkler« i dissonansernes sammendyngninger, hvor pludselig en nodesammenhobning viser sig at være uden gennemslagskraft; men i almindelighed honorerer klaveret alt, hvad der skrives op for det, medens alle andre instrumenter kræver og betænkes med en betydelig hensyntagen til deres naturlige karakter.

Den atonale musik klinger ens paa samme maade som den tonale musiks tidligste manifestationer, hvor man kan spille hele satser, der overhovedet ikke bevæger sig uden for grundtoneartens skalaomraade. Derimod har man i den moderne tid trods al tale om klaverets neutrale karakter, opdaget en række klangeffekter i det, som ikke blot egner sig til solospil. Klaveret har da ogsaa i samme periode, hvor det er blevet forsømt som soloinstrument, oplevet en vældig renaissance som orkesterinstrument. Her er det blevet brugt baade som melodfinstrument med stemmefordobling i begge hænder, som rytmisk slaginstrument og som klangfaktor. Baade Høffding og Holmboe har benyttet klaveret med saa megen fantasi i deres symphoniske musik, at man forbavses over, at problemet: raed at skrive et virkeligt stykke klavermusik ikke har fristet dem. Svend S. Schultz har prøvet det, og gjort det med den umiddelbare lethed, han har ved at forme sit stof i Sonaten (1939). Det er et meget: fornøjeligt stykke, men i det lange løb kan det ikke fastholde interessen, fordi komponisten falder for en moderetning, som da var fremme, der gik ud paa at vise, at man til en given fast akkompagnementsfigur kunde ' føj e de mest umotiverede motivstumper. Inden man naar at beher.s~e sonatens. iøvrigt meget klaverrette spillemaade, har man lært fiffet, og saa er spændingen borte. Der var altsaa for lidt musik i det.

- Nu har Sv. Erik Tarp udsendt tre danse, som han kalder dem. Forlaget har lidt pretentiøst annonceret dem som »international nyhed for klaver«. De begynder ogsaa. internationalt med »spansk« og »siciliansk«I men slutter paa dansk med.»snurrepiberier«. De er mere klavermæssige end det meste fra de senere aar herhjemme, men de er til gengæld kun i ringe grad ny musik. De hører nærmest til i en overgangslitteratur, som indeholdt gode linier i Prokoffiefs klaversonater, og som.. her i. norden blev ypperligt repræsenterede gennem Hilding Rosenbergs fire sonater fra begyndelsen af tyverne, hvor den bitonale finale paa anden sonate ganske spiller Tar Ps snurrepiberier søndeg og sammen. Det var værker, der fortjente at spilles, og som ved deres fremkomst var oplysende for udviklingens gang. De skulde dengang over koncertsalen have naaet den interesserede klaverspiller, som godt kan magte dem, og i dem vil finde klaverproblemer, der er umagen værd at løse.

Tarps klaverstykker er skrevet fra et underholdnings synspunkt. De repræsenterer en art god salonmusik, 'ogsaa. en genre med en vis berettigelse. Det er sobert arbejde og musikalsk tænkt, som alt hvad Tarp skriver, og teknisk er det overkommelige - kun lidt tungt haandterligt paa anden side af første stykke. Men indholdet er for tyndt til at beskæftige den interesserede amatør, som alligevel kræver mange vitaminer I. kosten, fordi det altid vil briste ham noget paa serveringen. jeg har hørt Ole Willumsen servere disse tre stykker saa elegant, saa de funklede som ægte juveler, men naar man faar dem i sine egne klodsede heender gaar noget af glansen af dem, og saa er der for lidt Stof tilbage. Men om Tarp tror jeg alligevel, at han vil kunne skrive moderne klavermusik, der helt kan tilfredsstille. Han har fantasi for klaveret og forstaaelse af instrumentets økonomi, og han -har pianistisk smidighed, saa finder han ogsaa nok det format, der passer.

Et klaverstykke af virkelig format har vi for os i Niels Viggo Bentzons Passacaglia op. 31. Det er saa afgjort det vægtigste stykke, vi i denne omgang har faaet til behandling. Er det saa blevet den længe ønskede forøgelse og fornyelse af vor klaverlitteratur? - Det er svært at sige. Rent umiddelbart set er det et. meget vanskeligt stykke at spille, selvom en del af vanskeligheden bunder. i, at det er saa svært at kese og erkende. Ved første gennemsyn vil man maaske halvt ærgerlig -sige »skrivebords Polyfoni«;.. men ingen, der ærligt har taget fat paa dette værk,- kan undgaa at se den imponerende konsekvens, hvormed værkets linie er ført igennem. -Det er ikke nogen dagligdags oplevelse i dansk musik. Her er høj luft og stort vingefang. Konklusionen, som .den fremtræder paa de sidste fem sider, virker baade betagende og imponerende. Men haardhederne er ubarmhjertige, Dersom man ikke selv er husejer, fraraades det at begynde indstuderingen, for der er serier af ulyd, som absolut maa anerkendes som opsigelsesgrund, dersom man skal høre paa dem i flere timer. Det er dette rent menneskelige, jeg har lyst at sige komponisten, at han, trods den logiske kontrast mellem de konsonante samklange, han bruger, og de pinlige dissonanser, hvis virkning han derigennem forøger, alligevel skal tænke paa, at det næsten er uudholdeligt at arbejde med.

Stykket er et problem, som anbefales alle søgende sjæle til studium, men det er ingen vederkvægelse - endnu da. Man kan ikke om det sige, som Brahms i sorgens stunder sagde om Goldberg-variationerne: »Das ist wie ól!«

Tværtimod, de svære søjler, der bærer værkets arkitektur er piggede -som kaktus. Men i sin strænge form er det stor lyrik. Vi har meget lidt musik af denne kvalitet her i landet. Nu er der den fordel, at Niels Viggo Bentzon er en betydelig pianist, og man maa haabe, at han ofte maa faa lejlighed til selv at give de virkeligt interesserede indblik i, hvordan, dette værk skal spilles og forstaas ' og saaledes forklare dets vanskeligheder og fremhæve dets værdi. - Forlaget fortjener tak, fordi det har bragt et værk af denne art i trykken.

Derimod skal Jørgen Jersilds tre klaverstykker nok klare sig uden pegepind. Det er den fornøjeligste oplevelse jeg har haft i dansk musik i lange tider. - Stravinsky fortæller i sine erindringer, hvorledes han sætter sig til klaveret og lader hænderne løbe og saa afventer, om -der kommer noget brugbart stof ud deraf. Omtrent saaledes maa man tænke sig disse tre ideelt klavermæssige stykker begyndt at blive til. De er i hver eneste takt følt ud fra klaverets naturlige spillemaade og prægede af levende fantasi. jersild. benævner de tre koncerestykker (som han kalder dem for at markere deres glansfulde holdning) med navne fra den gamle franske clavicinskole og placerer sig derved uden tendens til pastiche paa et bestemt musikantisk stade, der staar i modsætningsforhold til N. V. Bentzons tungtrustede polyfone. Det er næsten utroligt, hvad Jersild naar at faa, med i disse tre stykker af spilleglæde, lyrik, ele.gance, burleske, sangbart spil og pathos. Den bedaarende og spidst el,?gante Romaaesque naar i den tiende Double at stige til en hel frihedssang.

Det er ganske vist ikke Jersilds op. 1, og jeg spidsede allerede øren, da jeg i fjor hørte nogle af hans saage, men vi staar her saa afgjort over for det, man kalder et gennembrudsværk. Med disse tre klaverstykker har jersild skabt sig et navn. Man vil modtage nye værker fra ham med den glade forventning, som paa lykkelig vis maa anspænde en kunstner til endnu større ydelser. Og vi hilser Jørgen Jersild, fordi han paa saa god maade har betalt denne generations gæld til klaveret. Den naturlige og ubesvøerede maade, hvorpaa han ogsaa i det harmoniske udnytter alle musikkens resultater til dato, lover godt for, at vi her ikke staar overfor et enligt værk, arbejdet sammen med flid og møje, men at vi staar ved begyndelsen af en rig skabende fantasis løbebane.

Hermed være disse stykker anbefalede til alle gode klaverspillere. Deres vanskeligheder oplives ved at være nye og overraskende, og de virker indbydende, fordi de aldrig trodser, hverken haandens eller instrumentets natur - tværtimod. Og værket synger sig ind i spillerens sind, saa han ikke kan lade være at føre opgaven til ende. Altsaa maa jeg her sige: Se, her er det gode klaverstykke, som vi ventede saa længe!

Årgang 20/1945, nr. 10