A propos rejse

Af
| DMT Årgang 21 (1946) nr. 07 - side 119-120

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

A propos Rejse

Af Jens Bjerre

Endelig begynder der igen at komme lidt Konflux - musikalsk set - mellem Landene, og Mulighederne for at komme paa Studierejse i Udlandet aabner sig igen for de unge. For nggle er det maaske ogsaa den eneste Chance de har for at slippe fra en kær og altopofrende Lærer, som de har studeret hos i 8-10 Aar, da denne aldrig har turdet betro Elevens videre Uddannelse til en anden Lærer inden for Landets Grænser. I Parentes bemærket er det min Overbevisning, at en musikstuderende aldrig bør studere hos samme Lærer i mere end 5 a 6 Aar. Undervisningen vil let stagnere, og Risikoen ved Forandring er vist ikke saa stor, som den enkelte Lærer er tilbøjelig til at mene, da vi vitterlig har mange betydelige Pædagoger. »Gud bevares, jeg bøjer mig for Vandyck, men hver har sine Fortrin«. Men at komme til Udlandet er at foretrække fremfor alt.

Der er vel næppe noget mere forfriskende og udviklende for en ung studerende end dette at komme til en By i et fremmed Land - genoptage sit Studium hos en ny Lærer - faa nye Indtryk og lære et andet Folks Karakter, Levevis og Kultur at kende. Den Uretfærdighed, at det kun er de velstillede og protegerede (dette Ord bruges her ikke i nogen nedsættende Betydning) som kan rejse ud, maa og skal vi væk fra. Kunde man ikke tænke sig et Samarbejde mellem forskellige Landes Konservatorier med det Formaal for Øje i nogle Maaneder af Aaret at udveksle talentfulde og maalbevidste Elever? Myndighederne maatte interesseres og eventuelt ogsaa private (tænk, hvor beredvilligt mange Hjem har aabnet sig for unge udefra i Tiden nu efter Krigen) og de økonomiske Omkostninger maatte kunne udlignes med lidt god Vilje.

Der er ogsaa dem, for hvem en Udenlandsrejse kan blive en Skuffelse, men mon det saa ikke i Reglen er deres egen Fejl? I Sommer læste jeg et Interview, som et Eftermiddagsblad havde haft med en ung dansk Pianist, der var kommet hjem fra Paris, efter at han der havde studeret paa et fransk Stipendium. I dette Interview udtalte han sig meget nedsættende om de Forhold, som var budt ham under hans Ophold - tilsyneladende uden Forstaaelse af de Vanskeliglheder, Frankrig endnu kæmper med, som Følge af Krigen - og tilsyneladende uden at se det rosværdige i at Frankrig allerede nu saa gæstfrit aabner sine Grænser for studerende.

Den Slags malplacerede Udtalelser bør man holde for sig selv, da de kun kan virke skadelige. Modtager man Gaver og Gæstfrihed, kan man i det mindste de stille med sin Kritik. Tænk om Frankrig som Tak bad danske musikstuderende blive hjemme? De sarte og forvænte bør ikke søge ud de første Par Aar, for indenfor dette Tidsrum bliver der i hvert Fald ikke »normale« Tider.

Maa jeg til Slut opfordre D. U. T. eller musikpædagogisk Forening om at foranledige, at alle Rejse- og Studielegater for musikstuderende og Musikere maa blive samlet i et Hæfte for sig, saa de unge til enhver Tid kan se, hvilke Legater de har Muligheder for at søge. Det sker nemlig ret of te, at man ser et Legat blive uddelt, som man daarligt nok vidste eksisterede. Ganske vist udkommer der med Aars Mellemrum »Vejviser for legatsøgende«, men da denne Bogs Pris er ret høj, forhindres derved maaske mange i at holde sig a jour med de ledige Legater, der særligt er beregnet for musikstuderende

Årgang 21/1946, nr. 07