Rudolph Simonsen in memoriam

Rudolph Simonsen in memoriam

Det kgl. danske Musikkonservatoriums Direktør, Komponisten Rudolph Simonsen, døde den 28. Marts efter længere Tids Sygdom. For dem, der kendte ham og hans Gerning, kom hans tidlige Død - han blev kun 58 Aar - ikke som en Overraskelse; han var en Mand, mod hvem Skæbnen i de sidste Aar var faret haardt frem, thi for ham, der var af jødisk Slægt, begyndte den sidste Krig i 1933, som han selv udtrykte det. Da de store Jødeforfølgelser begyndte, ramtes hans Familie og Venner sydpaa snart af deres Rædsler, og de Efterretning, han fik, om den Skæbne, der havde ramt dem, inærkede ham dybt. Da han selv i 1943 inaatte flygte, undredes han blot over, at de Omstændigheder ikke N.ar indtruffet meget tidligere. Da jeg i 1944 besøgte ham paa Stocksund Sjukhem ved Stockholm, kom han mig imøde ved Toget, og det slog mig straks, at han trods sine kun 55 Aar var blevet en gammel Mand; hans slentrende og urolige Gang -var den samme, men det store Fuldskæg, der prydede hans Ansigt og en Kasket, der næsten var trykket ned til øjnene, gjorde ham 20 Aar ældre.

Det første, der interesserede ham, var, hvordan det stod til paa Konservatoriet; det, der pinte ham mest, var, at han først paa Grund af sine ødelagte Nerver og nu som Følge af Emigrationen, maatte lade det Arbejde, han følte som sin Mission, som sin Livsopgave, hvile paa ubestemt Tid. Jeg spurgte til hans Helbred, og han svarede mig, medens han ihærdigt gned paa sin venstre Lillefinger: »Ja, det er jo ikke saa godt, der er noget i Vejen med Nerverne i Spidsen af denne Finger.« Vi smilte begge; han over den Bagatel, det var, jeg, fordi jeg maatte mindes, hvad den Finger havde staaet, for, naar han i Musikhistorietimerne skulde gennemgaa Aandernes »Nej« i Glucks »Orfeo«.

Men det var desværre adskilligt værre med hans Sygdom, end han vilde fortælle.

Da han i 1945 genoptog sin Gerning var det ikke med samme Vitalitet og Frodighed som tidligere, han var mærket, af de sidste Aars haarde Tryk, og kun eet Aar endnu skulde han virke i det Arbejde, der havde hele hans Kærlighed, det Arbejde, som han mærkede med sin Personligheds særprægede og stærke Magt. Man kunde vel rette en Del Kritik. mod hans Musikhistorieundervisnings manglende Saglighed og historiske Præg; men for ham betød det, at vise hvilken Betydning 1600 Tallets Monodi havde for den opblomstrende Opera, eller hvormed Gluck ved sin Operaform gjorde sin historiske Indsats, ikke det primære. Han var ikke Lærer i den Forstand men en Forkynder af Musikens Evangelium; for ham havde det i første Række Betydning at vise Vejen ind til Musikens dybeste og reneste Værdier; det var selve Musikværket og dets heminelige udødelige Sprog han vilde tyde for sit Auditorium, og paa dette Oinraade var han en stor Personlighed. Han havde den sjældne Evne gennem sin store Kærlighed til Musikens Kunst at kunne kaste Lys over de Værker indenfor forskellige Perioder, som han gennemgik, saadan at man følte sig beriget af Tonerne ved hans inciterende Fremstilling. I hans Gengivelse blev Musikhistorien en Rad af Bølgetoppe, Dalene kendte man ikke. Heri laa hans store Force men vel ogsaa. samtidig hans Begrænsning.

Rudolph Simonsen hørte til de unge, der fylkedes om Carl Nielsen, og som Komponist til bl. a. 4 Symfonier, Strygekvartetter, Korværker, en Klaverkoncert. og Sange m. m. var han stærkt under Indflydelse af vor store Tonemester, og stod, som det vel ikke kunde undgaas, i Skygge af hans store Frembringelser. I 1915 knyttedes han til Konservatoriet som Lærer, og blev, efter Carl Nielsens Død i 1931, dets Direktør, en Stilling, som han varetog til sin Død. Han gjorde en stor og personlig Indsats i sin Gerning, og selvom han vægrede sig stærkt imod, at Konservatoriets Forhold blev draget for. kraftigt frem i offentligt Lys, saa betød dette dog ikke, at han ikke arbejdede paa en Bedring af dets Forhold. Han var maaske i mangt og meget den gamle Tids Mand og forstod vel ikke fuldtud de Krav, vor Tid stiller til den moderne Konservatorieundervisning, men han var blandt de første, der klart saa Nødvendigheden af, at skulde Konservatoriet paa fuldt tilfredsstillende Maade varetage Opgaven som Landets eneste store Musikhøjskole, saa maatte Staten træde til og overtage dets Administration. Det første store Fremstød i denne Retning gjorde han ved Konservatoriets 75 Aars Jubilæum. i 1942, og naar det forhaabentlig i en ikke alt for fjern Fremtid bliver en Realitet, at Konservatoriet sidestilles med de andre højere Læreanstalter, saa er dette Frugten af det Arbejde, som bl. a. Rudolph Simonsen viede i en stor Del af sit Liv.

Frede Schandorf Petersen.