Musikhistorisk Museum fylder 50 aar

Af
| DMT Årgang 23 (1948) nr. 01 - side 1-9

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Musikhistorisk Museum fylder 50 Aar

af Sigurd Berg

Da Musikhistorisk Museum i 1923 havde 25 Aars Jubilæum, skrev Museets nuværende Direktør, Musikhistorikeren Godtfred Skjerne en Festartikel, i sit eget Tidsskrift »Musik«, en Artikel, der f ormede sig som en Hyldest til den Mand, uden hvis uselviske Indsats Museets Skæbne havde været uvis, Professor, Dr. phil. Angul Hammerich.

Angul Hammerichs Interesse for Musikinstrumenter begyndte allerede i 1880'erne, da han til sin store Forbauselse opdagede, at Nationalmuseets 3000 Aar gamlenordiske Broncelurer endnu var fuldt anvendelige. De Prøver, han fik foranstaltet, navnlig ved Hjælp af kgl. Kapelmusikus, Basunisten August Petersen, viste, at man paa disse Instrumenter kunde blæse hele Naturtone-Skalaen uden særlig Besvær. Efter disse Forsøg vilde Hammerich slet ikke tro, at Instrumenterne virkelig var saa gamle, men at de maatte veere et Falsum fra det 18. Aarhundrede. Arkæologernes Viden bragte ham dog hurtigt til den rette Overbevisning. Lurerne blev af Instrumentmager Gottfried bragt i mønsterværdig Orden, og Hammerich skrev derefter sin berømte Afhandling, der bragte Verden Besked om disse enestaaende gamle Musikinstrumenter. (1 )

Omtrent samtidig havde Hammerich som sin Doktordisputats skrevet en indgaaende Afhandling om Musikken paa Christian IV's Tid. Her havde han haft Lejlighed til at fordybe sig i Studiet af Renaissancens Musikins trumenter, havde undersøgt vore Samlinger meget omhyggeligt for Instrumenter fra denne Tid og var derigennem kommet i Forbindelse med flere Museumsfolk, der senere blev ham til stor Hjælp, da han fik den Tanke at skabe et Museum for gamle Musikinstrumenter. Men det egentlige Stød til, at Museet blev en Realitet, skyldtes mærkelig nok en -Mand, der stod ganske - udenfor det hele. Det var Overlærer A. Müller i Aarhus, som Hammerich var kommet i Forbindelse med i Anledning af den første Udgivelse af det lille Folkevisefragment i Codex Runicus af Skaanske Lov.(2) Müller ejede en lille Fløjte, en saakaldt Dobbeltflageolet, forfærdiget af P. Thrue i Randers efter et engelsk Patent fra 1816. Denne Fløjte bestaar af 2 Rør med fælles Mundstykke, saaledes at man kan blæse tostemmigt paa den. Saadanne Dobbeltfløjter er senere gaaet af Mode og er nu ret sjældne. Hammerich og Müller talte om, hvad man egentlig skulde stille op med saadanne historiske Instrumenter, for at den musikalske Offentlighed kunde faa, den størst mulige Fornøjelse af dem, og det endte med, at Milller lovede, at Hammerich maatte faa Fløjten til et Instrumentmuseum paa den Betingelse, at et saadant Museum blev oprettet, inden der var gaaet et Aar.

Hammerich gik straks i Gang med Opgaven. Kunstindustrimuseets daværende Direktør Pietro Krohn syntes udmærket om Tanken og fik den Idé, at man kunde starte Foretagendet ved at arrangere en »Laaneudstilling« af gamle Musikinstrumenter; siden kunde man saa se, hvordan Sagen udviklede sig.

Den 16. April 1897 samledes i Kunstindustrimuseet en indbudt Kreds af Interesserede. De deltagende var Musik historikeren S. A. E. Hagen, Dr. phil. Angul Hammerich, Violinbygger Emil Hjorth, Professor Pietro Krohn, Museumsdirektørerne Dr. phil. W. Mollerup og Bernhard Olsen, Pianofabrikant Fr. Møller, kgl. Kapelmester Frederik Rung og Kontorchef i Kultusministeriet (som det dengang hed) J. v. Stemann. Det foreløbige Resultat af Mødet var et Opraab om Oprettelse af en »Historisk Samling af Musikinstrumenter«. Det pointeredes, at en saadan Samling vilde have stor kulturhistorisk Betydning og vilde være det eneste Sted, hvor der kunde drages den rette Omsorg for Instrumenternes Bevaring. Det var ønskeligt, at der ikke spildtes nogen Tid ved Planens Virkeliggørelse, da mange Værdier indenfor Omraadet allerede var'gaaet tabt paa Grund af Uforstand og Vanrøgt. Endelig henviste Opraabet til de i Udlandet eksisterende musikhistoriske Samlinger i Bruxelles, Paris, Nfirnberg, London, Berlin, Leipzig og flere andre Steder og man udtalte Haabet om, at ikke blot private, men ogsaa de herværende offentlige Samlinger vilde afgive, hvad der for dem selv havde mindre In, teresse, men som vilde være af Betydning for dette nye Specialmuseum.

Opraabets Virkning blev langt bedre, end man havde turdet haabe. Der kom Gaver fra Kunstindustrimuseet, fra Tøjhusmuseet (henved 20 Blæseinstrumenter), fra Instrumentmagerne Gottfried og Schmidt (Messinginstrumenter), Paulsen og Hjorth (Strygeinstrumenter) og fra mange private. Fra Nationalmuseets 2. Afdeling og fra Folkemuseet kom adskillige Instrumenter som Depot, og endelig blev der indkøbt enkelte Ting. I Efteraaret 1897 kunde man mønstre en Samling paa omtrent 100 Instrumenter. Dette var imidlertid endnu ikke tilstrækkeligt, til en nogenlunde repræsentativ Udstilling; man maatte saa yderligere laane sig frem, og omkring Aarsskiftet 1897-98 var Samlingen kommet op paa ca. 300 Numre, som, efter endt Opstilling i Kunstindustrimuseets, Lokaler blev gjort tilgængelig for Offentligheden den 31. Januar 1898. »Fernissagen« skete under festlige Former. Angul Hammerich holdt Foredrag og der blev spillet paa de gamle Instrumenter. Den 5. og 6. Februar var der arrangeret to historiske Koncerter i Hornung & Møllers Sal med høje Billetpriser og udsolgte Huse. Disse Koncerter indbragte et Nettooverskud paa 1440 Kr. 16 Øre. Golla Hammerich spillede paa Clavecin, Adolph Eggers paa Luth, Ernst Høeberg paa Gambe og Frederik Rung paa Viola. Den svenske Luthsanger Sven Scholander, der 4-5 Aar i Forvejen havde haft en sejrrig Debut i København, arrangerede en egen Koncert til Fordel for Samlingen; Pengegaver strømmede ind og en Række Personer tegnede sig for faste Bidrag i 3 Aar.

Alt tegnede sig saaledes lyst for det nye Museum. Kunstindustrimuseet. afgav en varig Plads til den musikhistoriske Samling og allerede i Marts 1898 modtog Museet nye store Gaver fra en Mand, der paa dette Omraade har haft den største Betydning baade i Sverige og Danmark, nemlig Carl Claudius,

Claudius, som dengang boede i Malmö, var Fabrikejer og peruviansk Generalkonsul, men var især kendt som Samler af gamle Musikinstrumenter. Ikke alene det musikhistoriske Museum i København, men ogsaa Musikhistoriska Museet i Stockholm nød godt af hans rige Gaver. Hans store private Samling af gamle Musikinstrumenter blev senere anbragt i hans Villa paa, Carit Etlarsvej paa Frederiksberg, hvor den siden Claudius' Død i 1931 har været.under Administration af Direktør Godtfred Skjerne. Claudius' Samling er dog indtil videre utilgængelig, men der arbejdes paa Planer om Samlingens Genaabning.

Den Gave, som Claudius i Foraaret 1898 skænkede det musikhistoriske Museum i København, bestod af 54 værdifulde Instrumenter, hovedsagelig Strengeinstrumenter, - og ikke længe efter kom en ny storslaaet Forøgelse til, idet Administrator Fr. Lassen Landorph paa Sumatra forærede Museet en enestaaende Samling paa 48 Musikinstrumenter af alle Arter fra Kina, Japan og Ostindien.

Det er en Selvfølge, at et dansk musikhistorisk Museum i særlig Grad giver Plads til alt, hvad der har Tilknytning til dansk Musikliv og danske Musikere. Paa dette Felt rummer Samlingen mange interessante og kostelige Ting. Her finder man J. P. E. Hartinanns taffelformede,Klaver, som han brugte under sine Sommerophold i Nærum, Kuhlaus smukke lille Hammerklaver, Weyses Clavichord, det store Koncertflygel af Richter & Bechmanns Fabrikat, som Carl Maria v.Weber spillede paa, da han gav sin Koncert i Det kgl. Teater i København i 1820. Det er forøvrigt et meget aparte Instrument med 6 Pedaler (hvoraf de to er Knæpedaler), nemlig 1 Forte-, 3 Piano-, 1 Fagot- samt 1 Janitscharpedal med Stortromme, Bækken og Klokkespil! Her .findes ogsaa den Violin, som Auditør P. E. Rasmussen benyttede, da han under sit Otium ude i Farum komponerede »Danmark, dejligst Vang og Vænge«, sin eneste musikalske Sukces. En smuk Guitar med Perlemorsindlæg viser sig at have tilhørt den musikalske General C. J. de Meza, der efter Krigen i 1864 beskyldtes for at have interesseret sig mere for at komponere end for Krigsførelse, en Beskyldning, der vistnok var ganske uberettiget, da han under Felttoget tværtimod havde udvist den største Koldblodighed og strategiske Klogskab. Og meget mere kan man opdage ved at gaa paa Ekspedition rundt i Museet.

Men der findes ogsaa andet end Musikinstrumenter. Mange forskellige Sager, der paa en eller anden Maade har Tilknytning til Musiklivet, har fundet sin Plads her. For Exempel findes der en udmærket Samling af Haandskrifter og Trykværker til Belysning af Nodeskriftens Udvikling. Endvidere en stor Samling Billeder, væsentligst Portrætter, - en Brevsamling og først og fremmest et anseligt Bibliotek, der væsentligst bestaar af Værker om Musikinstrumenternes Bygning og Historie. En særlig Afdeling indenfor Biblioteket danner den afdøde Kirkemusikhistoriker O. E. Thuners Bogsamling, der indeholder et omfattende Materiale til Studium af Hymnologien. Til Biblioteket hører ogsaa en Del Noder og Rækker af danske og udenlandske Musiktidsskrifter. Af Manuskripter findes der efterladte Optegnelser af Angul Hammerich, Hortense Panum. og mange flere og endelig har Museet anlagt en Samling af Grammofonplader, der særlig omfatter Optagelser af Musik paa eksotiske Instrumenter, som jo i Almindelighed ikke kan spilles af Europæere.

I 1926 om Efteraaret flyttede Musikhistorisk Museum samtidig med Kunstindustrimuseet, hvor Emil Hannover nu var blevet Direktør, ud til sin nuværende Plads i det ombyggede gamle Frederiks Hospital i Bredgade, hvor den musikhistoriske Samling fik tre Gange saa megen Plads som i det gamle Kunstindustrimuseum ved Raadhuspladsen. Angul Hammerich havde da i 28 Aar med den største Offervilje ført Samlingen frem til et virkelig præsentabelt Museum. Naar man nu hører, at Museet indtil den Tid modtog et aarligt Statstilskud paa 3000 Kr., som var bestemt til Samlingens Vedligeholdelse og Husleje, og at hverken Direktøren eller Assistenten fik nogensomhelst Gage, kan man forstaa, at det var den reneste Kærlighed til Sagen, der holdt Værket i Gang.

Under de nye og bedre Forhold gik Museet gode Aar i Møde, hvor baade Instrumentsamlingen, Biblioteket og Arkivet modtog mange værdifulde Forøgelser. Blandt disse kan nævnes den saakaldte. Barnekowske Samling, som bestod af en stor Mængde Musikalier og værdifulde Bøger. Denne Samling, der af den i 1913 afdøde Komponist Chr. Barnekow var testamenteret Dansk Tonekunstnerforening, blev efter indhentet Tilladelse af Barnekows Arvinger overladt Musikhistorisk Museum i 1926. En Del af denne Samling blev senere deponeret i Universitetets musikvidenskabelige Laboratorium og.gør nu sin Nytte som den væsentlige Grundstamme i Laboratoriets Bibliotek. Her maa ogsaa nævnes den Bodenhoff'ske Samling, der skænkedes Museet, i 1933, og hvis væsentligste Indhold er ca. 30.000 Musikerportrætter, der dog endnu kun delvis er gennemgaaet og ordnet og som rummer mange sjældne Ting.

I Aarenes Løb har Museet foranstaltet en lang Række »historiske« Koncerter, hvor de gamle Instrumenter har tolket deres Samtids Musik. Mange udmærkede Musikere har medvirket ved disse Lejligheder; særlig bemærkelsesværdig skal Oboisten og Tusindkunstneren P. Pedersen have været. Det var ham, som mellem Musikfolk populært blev kaldt »Jyde-Peder«. Han kunde med en enestaaende Virtuositet traktere alle mulige gamle Træblæseinstrumenter lige fra den kæmpemæssige Baspommer til den simpleste Benpibe, ja han gik end ikke af Vejen for de mærkeligste eksotiske Blæseinstrumenter.

I 1931 døde Angul Hammerich; han var dog paa Grund af Svaghed fratraadt kort før sin Død, og blev af løst af Museets nuværende Direktør, Musikhistorikeren Godtfred Skjerne, der saaledes har været Museets Leder i 17 Aar. Foruden Direktøren har Museet i Alinindelighed haft en Assistent, i de første Par Aar Organist, P. S. Rung-Keller og efter hans Fratræden i 1902 Musikhistorikeren Hjalmar Thuren; da Thuren døde i 1911 knyttedes Organist Julius Foss til Museet; han afløstes i 1926 af mag. art. Kai Aage Bruun, der dog allerede i 1928 blev ansat ved Radioen. Hans Efterfølger blev stud. polit. Gustav Lehrma nn, som i 1933 afløstes af mag. art. Nils Schiørring, der siden da har været Museets Assistent og Regnskabsfører.

I Aarenes Løb har Museet, som nævnt, stadig modtaget værdifulde Forøgelser ved Gaver og Indkøb, men efterhaanden udtømmes jo Kilderne og Tilvæksterne bliver sjældnere og sjældnere. Endnu gemmer der sig dog sikkert adskilligt rundt omkring i Privateje, og det maa ønskes, at alle værdifulde gamle Musikinstrumenter efterhaanden finder Vej til denne Samling, der jo tillige kan betragtes som et Slags Hospital, hvor de gamle Instrumenter vil komme under kyndig og nænsom pleje. Og, som sagt, ogsaa andre Sager med Tilknytning til Musiklivet bør vandre samme Vej. Museets store Billedsamling har endnu mange Huller, som efterhaanden vil kunne blive udfyldt ved Betænksomhed fra alle, der i deres Eje har gamle Stik, Litografier og Fotografier af Musikkens Folk.

Skulde man ved 50 Aars Jubilæet give Musikhistorisk Museumet Ønske med paa Vejen ud i Fremtiden, maatte det være dette, at det engang maa lykkes, trods visse, i Øjeblikket uoverskuelige, Vanskeligheder at etablere en Sammensmeltning med den Claudius'ske Samling, hvorved Danmark vilde faa et Musikhistorisk Museum af Verdensformat.

Paa Betingelse af, at denne Plan blev gennemført, kunde vort Nationalmuseum da gerne slutte sig til Gratulanternes Skare med Løftet om at overlade Musikhistorisk Museum et enkelt Par af sine berømte, 3000 Aar gamle Broncelurer, der, som de mærkeligste Musikmindesmærker fra Nordens Oldtid, vilde finde en naturlig Plads i Danmarks eneste musikhistoriske Museum.

Fodnoter:
(1) Aarbøger for nordisk Oldkyndighed ... 1893, samt i Vierteljahrsschrift fiir Musikwisseschaft, 1893.

(2) Warmuths »Nordiske Musik-Tidende, 1883.

Årgang 23/1948, nr. 01