Grammofon

Af
| DMT Årgang 23 (1948) nr. 04 - side 99-102

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Grammofon

Ved Frede Schandorf Petersen

Otto Mortensen: »Adventures of Isabel« (Ogden Nash) og »Sto Pping by woods on a snow_u evening« (Robert Frost). Anne Brown, Akk. Kjell Olsson. - Tono, L 28022.

George Gershwin: Af Operaen ~»»Porgy and Bess«« - »»My man's gone nowx og Introduction og »Summertime«. Anne Brown med Det kgl. Kapel og Kor, Dir. Joh. Hye-Knudsen. - Tono X 25112.

Negro Spirituals: »Sometimes I feel like a motherless child«« og »»Hold on!,,:z. Anne Brown, Akk. Kjell Olsson. - Tono L 28021.

Næ-ppe nogen Sangerinde har vel som Anne Brown i de sidste Aar sunget sig ind i Danskernes Hjerter. Med sin store, skønne og kultiverede Mezzo har hun som »Bess« ved flere Opførelser paa Det kgl. Teater givet ,gegte og dybtfølt Udtryk for de amerikanske Negres Psyke, og det viser derfor et prisværdigt Initiativ, at Tono har faaet hende til at indsynge to Arier fra Gershwins herhjemme saa populære Opera »Porgy and Bess«. Anne Brown synger dog

Z5

ingen af Bess' Arier, sandsynligvis fordi hun er bundet af Kontrakter med store udenlandske Grammofonselskaber, men derimod faar man hendes gyldne og varme Røst at høre i Serenas Lamento »My man's gone now« og Claras Lullaby »Summertime«, begge sunget med en betagende kunstnerisk Glød fortræffeligt ledsaget af Det kgl. Kapel og Kor, som dirigeres af Joh. Hye-Knudsen, der desuden giver Introductionen til »Summertime« en farvestraalende Udførelse.

Samtidig foreligger to Negro Spirituals, »Sometimes I feel. like a motherless child« og »Hold on!«, hvoraf den første er et gribende Udtryk for Negrenes naivt melankolske Sind.

Særlig Interesse knytter der sig til-Indspilningen. af to af Otto Mortensens Sange til engelske Tekster. Som Sangkomponist indtager Otto Mortensen ubestridt en førende Plads blandt danske Komponister, og disse engelske Sange hører til blandt det ypperste, han har skrevet. De to Sange - den mildt fortællende »Stopping by woods on a snowy evening«« og en ren Perle i den viseagtige Karakter: »Adventures of Isabel« - har Anne Brown indsunget med en smittende Charme. Her beviser hun med sin rigt modulerede Stemmeklang og et meget smukt Foredrag tillige, at hun som Kunstnerinde er blandt de store, ogsaa. naar hun bevæger sig udenfor den negroide Sangs snævre Rammer, og man maa haabe, at den Omstændighed, at hun har taget Otto Mortensens Sange paa sit Repertoire, bl. a. maa føre til, at vor hjemlige '"Sangkomponist, vil blive »opdaget« udenfor Danmarks Grænser, for her har vi virkelig en musikalsk kulturel Eksportvare »en miniature«. Kjell Olssons klangligt smukke og musikalsk velafbalancerede Akkompagnement er upaaklageligt.

Mozart: Dueller af Operaerne »Figaros Bryllup« (Susanne og Greven) og »Cosi fan tutte« (Dorabella og Guglielmo). Edith Oldrup og Einar Nørby. - Tono X 25104.

Efter sin Amerikafærd, hvor Edith Oldrup har gjort sig smukt bemærket og faaet, Tilbud om at optræde paa selveste Metropolitan, har hun sammen med Ejnar Nørby indsunget to Mozart-Duetter. Optagelsen,

der teknisk set er jævnt god, bærer Præg af d e to Kunstneres fornemme musikalske Kultur'og fortræffelige Ensemblekunst. At Edith Oldrup er en fin Mozart-Interpret er h.ævet over enhver Tvivl, men hendes Stemmeklang og Diktion kan - hvor nydeligt det end passer til Susannes Parti

virke en Smule for sød og kælen, ligesom Fremhævelsen af »h'et« i Koloraturerne kan være generende tydelig. Det er lidt misvisende, at Tono har sat henholdsvis N. T. Bruun og Jul. Lehmann som Tekstforfattere, naar denne Ære med større Ret tilkommer Lorenzo da Ponte, medens de danske Herrer er Oversættere.

Debussy: Arabesque Nr. 1. - »»Jctrdin sous la pluie««. Ellen Gilberg. - Tono A 128.

Den foreliggende Indspilning af Debussys to Klaverstykker viser, at den unge Pianistinde Ellen Gilberg saavel kunstnerisk som pianistisk er vokset betydeligt efter Pariseropholdet. Hendes Spil er krystalklart og teknisk sikkert; med stor Omhu gør hun rede for Debussys gennemsigtige Klaversats, men trods et fint Detaillearbejde er det ikke lykkedes hende helt at udløse den store Impressionists stemningsmættede Poesi. Bedst er Arabesque'en, som kun mister lidt af sin særegne Charme ved en for stor og ulden Rumklang, medens »Jardin sous la pluie« faar en etudeagtig n-a--sten maskinel Udførelse, der bevirker at noget af den uundværlige impressionistiske Duft gaar tabt.

Svensk Kammermusik paa Grammofon

Af Erling Winkel

Værker af J. H. Romanl F. Berwald, W. Stenhammar, Kurt Alterberg, Ture Rangstr6m, Hilding Rosenberg, Lars-Erik Larsson, G. Nystroem, Dag Wirén, og G. de Frumerie.

H.M.V.DB 11000-11020 [3A1bums].

Svenskerne er i mange Henseender mere rationelle end vi. Ganske vist kan man ikke sige, at der hidtil er gjort særlig meget for at forevige den nationale svenske Musik, men naar de gaar til Værket, sker det paa en mere planmæssig Maade end hos os. For nogle Aar siden optog den svenske Radiofoni en Række Indspilninger af svenske Veerker, væsentlig Orkestermusik. Denne Serie kom desværre ikke i Handelen. Men nu dages det for den »menige« Pladesamler. Den foreliggende Serie' svensk Kammermusik skyldes et Samarbejde mellem Det kgl. svenske Udenrigsdepartement, Foreningen Svenska Tonsåttare og His Masters Voice. -

Det gælder desværre Serien som Helhed, at det klanglige ikke er ideelt. Rumklangen er sparsom, og Materialebristen synes ogsaa følelig. Balancen er dog god i de fleste af Optagelserne, saaledes at de fuldtud er tjenlige til Studiebrug. Men selv i de mere taknemlige Værker mærkes ingen udpræget Klangskønhed.

Det er selvsagt vanskeligt at finde den bedst mulige Repræsentation af svensk Kammermusik fra de ældste Tider til nu. I hvert Fald rummer Serien en Række herlige Stykker Musik.

Det er paa Forhaand givet, at Mestre som Roman og Berwald skal repræsenteres. Romans Triosonate for 2 Oboer og Basso continuo (Cembalo) er et typisk Sen-Barok-Arbejde, rent og klart i Stilen, sikkert i Udformningen. Tempoet i Udførelsen er ret fornuftigt, Karakteren i de enkelte Satser kunde trækkes kraftigere op. Cembaloet virker ikke helt tilfredsstillende, maaske paa Grund af Placeringen ved Optagelsen, maaske paa Grund af H. Rosenbergs Udsættelse. Sonaten spilles af Oboisterne Rolf Lånnerholm og Erik Arnbom med Ingrid Kjellstråm ved Cembaloet. Vi maa, misunde Svenskerne denne Barokmester, som maa siges at være værdigt repræsenteret med dette ædle og smukke Værk.

Der er unægtelig et Spring op til Franz Berwald, hvis Strygekvartet i Es-Dur (1849) tydeligt viser sin Autors Mesterskab. Berwald er jo overhovedet en af de betydeligste Orkester- og Kammermusikkomponister i Tiden mellem Beethoven og Brahms. En utrolig Finhed i Modulationer og Stemmeføring, en fantastisk Sikkerhed i Formen og Kendskab til Klangene. Kyndel-Kvartetten giver Værket en levende og udtryksfuld Udførelse, Dynamik og Nuancering er i Pagt* med Værkets Atmosfære, kun enkelte Steder virker lidt stive (Mol Sidetemaet i første Sats, Treklangstemaet i Scherzoen). Vi maa i høj Grad ønske, at flere af Berwalds Værker gennem Grammofonen maa faa den Udbredelse, de fortjener.

Den nyere svenske Musik præges ikke synderligt af det store Brud med Romantiken, der ellers rundt i Verden har voldt megen Ordstrid og Polemik. Der spores en vis Konservatisme, en Fastholden ved Traditionen, som virker formastelig paa de mere fanatiske og ortodoxe Modernister.

[Det maa for en Ordens Skyld tilføjes, at yngste Generation (omkring Leygraf) udelades af Betragtningerne]. Lejlighedsvis mærkes Indslag af den svenske Folkemusiks stilfærdige, sørgmodige Mollkarakter. Imidlertid, een Ting er Stilen, et andet Kvaliteten. Fordi man ikke følger allernyeste Mode, kan det rent kunstneriske være aledeles ypperligt. Det gælder f.Ex. Wilh. Stenhammar og L. E. Larsson.

- Stenhammars Serenade i C-Dur (Strygekvartet Nr. 5) er et straalende Værk. Ydersatserne er helt klassiske, præget af Beethoven, men absolut ikke Epigoneri. Det er fremragende Kompositionskunst, overalt er pulserende Liv. Mellemsatserne er mere specielle, en Parafrase over en gammel Folkemelodi og en ganske pudsig lille Scherzo. Lars- Erik Larsson har specielt paa Orkestermusikkens Omraade skabt sin særlige Divertimento-Stil. Hans »Intima Miniatyrer« er hentet fra en Række »Vignetter«, komponeret til Radiofremførelse af Orla Hanssons Digtcyklus »Senhöstblad«. Det er maaske lidt stillestaaende i Udtrykket, men præget af fornem Musikalitet og klassisk Skønhed. Finalen er nok den stilistisk me~t interessante Sats med sine kunstfærdige Rytmer og Klangvirkninger. Begge disse klassisk funderede Værker faar en fortræffelig Udførelse af Garaguly-Kvartetten.

Romantikken er mere fremtrædende hos Kurt Atterberg. Han er jo nok saa meget Teater- og Orkesterkomponist, med sin udprægede Sans for Effekt og umiddelbare Virkninger. Det præger ogsaa hans Strygekvartet Op. 11, hvis Temaer smager af forskellige Ingredienser, fra Schumann til Wagner, et enkelt lille Stænk Debus~sy. Alligevel er Resultatet blevet et særdeles besnærende Stykke Kammermusik. Især de to første Satser tager sig godt ud i Garaguly-Kvartettens Udførelse.

I endnu højere Grad er Hilding Rosenberg præget, af forskellige Stilarter. Man maa bøje sig for hans Personlighed, Frodighed og Skaberkraft, der gør ham til en af Nutidens interessanteste Musikskikkelser. Hos ham forenes traditionel Melodik, den impressionistiske Klangverden, lidt Orientalisme, expressionistiske motoriske paagaaende Rytmer med klassisk Temabehandling og Formgivning. Ikke mindst Ledsagelse og Akkompagnement kan være dristigt stillet op. Hans Strygekvartet Nr. 4, Op. 79 (fra 1939) er et typisk Arbejde. De 4 Satser danner en afvekslende Mosaik men Klassikeren har det fornødne Overblik. Rosenberg forstaar at sammenstille den nyere Musiks Elementer paa en Maade, der viser, at vi trods alt ikke er »fær~ dige med Romantiken«, parallelt med Sibelius, omend helt anderledes i Pr.- ieget. Garaguly-Kvartettens Udførelse er aldeles storartet.

Tilbage staar at nævne Dag Wirén's Strygekvartet Nr. 2, Op. 9 og Gunnar de Frumerie's Klaverkvartet fra 1941. Begge disse Arbejder er kompositorisk dygtigt udarbejdede, men ikke fribaarne Kunstværker. Konstruktionen spores gennemgaaende for meget. Mest frisk er Dag Wirén, der har mange gode Indfald. Frumerie's Kvartet er paa Grund af Klangbilledet i Optagelsen vanskelig at vurdere. Wirén's Kvartet spilles med Liv af Kyndel-Kvartetten; Frumerie sidder selv ved Flygelet med Sven Karpe, Sten Broman og G. Gr8ndahl som Makkere paa Strygeinstrumenterne.

Paa Seriens' 2 sidste Pladser findes Sange af Rangstr8ni og Nystroem. De rummer Masser af Finheder og er ubetinget hørværdige, omend man undrer sig over, at man netop til denne Serie ikke hellere vilde have benyttet Pladsen til endnu et Instrumentalværk. Maria Ribbing har en fin, let og yndefuld Sopran, men savner Evnen til at forme, pointere og understrege de væsentlige Perioder. Stig Ribbing akkompagnerer med gennemført Finf ølelse.

Man maa prise det svenske Initiativ og haabe, at flere Serier snart vil følge, ogsaa i-ned andre Former. I hvert Fald trænger vi stærkt til Indspilninger af Roman ' Ber~ wald, Stenhammar, Larsson og Rosenberg. Og gid det saa ved Hjælp af gode Ord og Betaling maatte blive muligt at købe disse Ting hos Forhandlerne.

Årgang 23/1948, nr. 04