Musiken i spændetrøje

Af
| DMT Årgang 23 (1948) nr. 04 - side 88-90

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Musiken i spændetrøje

Af Knuddge Riisager

Offentliggørelsen af Pravdas banbulle af 12te februar - til yderlig sikkerhed kontrolleret og bekræftet - må da have fået enhver, der endnu kunde tro, at »den vesteuropæiske - presse«s gengivelse af dette ejendommelige aktstykke var fordrejet, tendentiøs og upålidelig, til at bide sig i tungen. Centralkomiteen - hvad det nu end er for et organ for den højeste oplysning - fører et sprog, der ikke er til at tage fejl af. Dokumentet lader intet håb tilbage om, at det hele dog havde en anden mening, end den, man i lande, der lever under det man kalder ytringsfrihed, havde opfattet derved. Det har været hævdet, at lynstrålen mod sovjetkomponisterne havde en kunstnerisk hensigt, en tiltrængt stillingtagen imod opløsende tendenser, imod frafald fra høje kunstneriske idealer og derfor var velbegrundet, også ud fra det synspunkt, at kunsten til syvende og sidst skal være for folket, det vil sige for menneskeheden og ikke for en kreds af specialister.

Men om forladelse! Der står tydeligt at læse, at denne centralkomité resolverer, hvorledes musik skal skrives. Sandt at sige påbydes dette kun i vage antydninger, som man selv Med den bedste vilje ikke kan forstå meningen med, med mindre det er den allermest platte: at musiken bare skal være populær.

Det er et problem, der har beskæftiget, mange mennesker i vor tid: kløften mellem den subtile kunst og publikum. Det er virkelig også et yderst interessant spørgsmål. Og det er overmåde aktuelt. Men hvorfor har endnu ingen tænkt på at vende det helt omkring og søge fejlen hos det mangehovede uhyre, publikum, folket? Vor tids samfundsudvikling har ført med sig, at talrige befolkningsklasser er voxet frem uden kunstnerisk vejledning og derfor står så temmelig kulturløse, ikke mindst på det musikalske område. Det gælder navnlig i vesteuropas demokratier.

Naturligvis har forholdet været det samme i tidligere tider, men det var dengang ikke akut. Der har altid været mennesker, for hvem kunsten var kaviar. Men dengang var der ingen der brød sig noget om, hvad den slags f olk kunde have krav på. Kunsten holdt til indenfor samfundsklasser, der allerede havde en gammel kultur og som derfor i det store og hele var på højde med den kunstneriske udvikling. Med det moderne demokrati skete pludselig noget nyt, idet befolkningslag, der før havde levet under økonomisk utilfredsstillende vilkår, rykkede frem, tilmed overtog regeringen i mange lande og udelukkende hæftede sig ved den materielle del af kulturudviklingen. Den kunstneriske del af samfundslivet forsømtes ganske. Først i det øjeblik, det opdagedes, at der her var et område, som ganske var glemt, råbte man op om arbejderkultur og social kunst, fordi man var klar over, at »kløften« var tilstede.

Hvis kunst i det hele taget er noget i sig selv hvilende, så er tanken om en klassebestemt kunst det rene vrøvl. Kunst er livsytring og derfor tilgængelig for alle, uanset den sociale placering eller økonomiske lagdelinger. Det som var sandt og rigtigt i disse betragtninger var bare, at der var en hel masse mennesker, som ikke havde fået del i den kunstneriske kultur og som havde et naturligt krav På at være med. Opgaven var altså ikke at skabe en kunst, som de kunde fatte, men tværtimod at opdrage dem til at forstå selve kunsten som den frit måtte ytre sig. Det er dette, man må forstå ved kunstnerisk, kulturel opdragelse, så sandt som ordet i dets bogstavelige mening betyder at drage opad til kunsten, ikke at fylde på ved hjælp af et eller andet egnet midlertidigt surrogat, som efterhånden kunde erstattes af noget bedre.

Fyrst Krapotkin fortæller i »En anarkists, erindringer« om, hvordan han endnu, da han var temmelig lille, så de store Moskwa-skuespillere Schepkin, Sadovski og Shumski og senere aldrig kunde glemme dette indtryk. Naar han siden så andre, ringere skuespillere i de samme roller, mærkede han, at det oprindelige indtryk een gang for alle havde bestemt hans smag for dramatisk kunst. »Dette« - siger han derefter - »fører mig til den slutning, at hvis forældre ønsker at udvikle deres barns kunstneriske smag, saa skal de tage dem med til de virkeligt gode og godt udførte skuespil i stedet for at trække dem hen til dette frygtelige miskmask, som kaldes 'børneforestillinger'.«

Hvis der er nogen som helst mening i, at Beethovens niende symfoni er et musikværk af betydning for menneskeheden så må symfonien have denne mening, hvadenten Petersen har 2.000 kr. eller 50.000 kr. i indtægt og hvadenten han er professor eller arbejdsmand! Altså er det ikke Beethovens skyld, at der er et stort flertal af en befolkning, som ikke gider høre på ham. Fejlen ligger hos dem, der skulde have sørget for, at dette flertal havde havt de naturlige betingelser for at nyde godt af et sådant kulturgode og ikke nu må stå hjælpeløst måbende overfor det.

Det russiske dekret viser derimod, at kunsten - ganske som vi oplevede det under Nazismens diktatur - tvinges ind under et rent politisk formål. Der står ligefrem, at folket ikke er modent nok til at tage den musik, der skrives af de fordømte komponister. Og derfor skal disse altså stige nedad mod dette guddommelige folk, der venter på at blive tilfredsstillet. For resten ligger der i denne tankegang en mærkelig indrømmelse af, at standpunktet måske dog ikke er så helt godt. Thi hvordan kan et ikke modent folk være competent til at bestemme, hvorledes de højeste idealer skal efterkommes?

Og så er det ikke engang dette folk, der - måske ved et plebiscit, hvem veed? afgør, hvorledes musiken skal være. Nej, det er landets politiske ledelse, statsmænd, der pludseligt bliver begavede med et fremsyn, et kunstnerisk klarsyn, der ikkei nogen måde står tilbage for det vidunderlige overblik, som f. ex. Hitler, hin kunstnerisk geniale tapetserer, var i besiddelse af. Den sande demokratiske kunst, der helt er frigjort for levnene af den borgerlige ideologi, som ikke længere kan tolereres proklameres som det eneste, der fremtidig vil blive tålt. Og skulde det hænde, at nogen ikke agter at rette sig derefter, antydes det fint, at kunstnere i dette nye samfund er så godt aflagte fra statens side, højt gagerede og forkælede på alle måder, at de ligefrem skylder deres høje protektorer at makke ret. Ellers venter der dem ganskesimpelt økonomiske repressalier, det vil sige udstødelse af samfundet, fjernelse af den økonomiske mulighed for fortsat existens. Det vilde være rart at vide, om den pågældende så kan opnå at få tilladelse til at virke ved et eller andet håndværk eller som arbejder i en fabrik, thi kan han det, er der da en mulighed for, at der om hundrede år vil kunne findes musikværker, skrevet for musikens egen skyld, som vil kunne danne grundlaget for en musikalsk kultur videre fremover.

Hvis der virkelig fandtes et universelt geni, som var i stand til at angive retningslinjerne for kunsten fremover, så tror jeg ikke, at han vilde være at finde på en regeringstaburet, men indenfor selve kunstnernes rækker, selv skabende og ved sit værk givende disse retningslinjer. Og han vilde navnlig ikke kunne lade sig diktere, hvorledes han skulde forholde sig.

Ethvert samfund, der er bygget op efter a priori-systemet, det vil sige efter en teori om, at dette er det eneste retfærdige og rette samfund og alt andet derfor skal holdes ude med vold og forbud, må nødvendigvis udelukke al kritik. Det er kritikens natur at vække tvivl om det bestående og derfor kan kritik under en hvilken som helst form ikke tåles. Heller ikke den dulgte kritik, såsom satiren, eller forherligelsen - selv ikunstnerisk uangribelig form - af personer eller tilstande, der ,er symboler på en anden samfundsorden. Dette medfører, at kunsten må ind under politisk bestemte direktiver og kun bliver tålt, hvis den retter sig efter disse. Da kunst nu imidlertid ikke kan trives, ja ikke -engang opstå, under sådanne betingelser, vil det sige, at et politisk diktatur, i samme grad det breder sig indover kunstneriske områder, er kunsten. fjendtligt, får denne til at visne, at dø, ganske simpelt. I et deduktivt samfund, sådan som de demokratiske, der organisk er voxet op under parlamentarismens principer, med stadige muligheder for forbedringer, for fremgang mod det endelige mål, er det ganske anderledes. I Czarismens Rusland var det folk som Dostojewski, der skabte literaturen, takket være den omstændighed at han blev ved med at skrive, selv om han ikke var tålt. Dengang kunde en mand som Dostojewski i hvert fald få nogle af sine bøger ud. I vore dage, hvor det er staten, der gennem statens egen forlagsvirksomhed bestemmer, hvad der må trykkes, er dette også umuligt og er der idag i et sådant land en Dostojewski, må han nøjes med at lade sine værker henligge i manuskript og så iøvrigt håbe på, at tiden vil give ham oprejsning.

Centralkomiteens dekret er uhyre tankevækkende for enhver, der ikke forud har bundet sig til simpelthen at erklære, at det indeholder de rette linjer for kunstens livsvilkår. Men det viser også noget andet, nemlig hvor vigtigt det er, at hele spørgsi-nålet om tilnærmelsen mellem kunsten og folket tages alvorligt og rationelt op af de demokratiske samfund. At der er en kløft, veed. vi alle. Og at der altid vil være kunstnere, der er et hestehoved forud for den gennemsnitlige udvikling, veed vi også - kan kun anerkende som den første forudsætning for at det hele ikke stagnerer i gold formalisme. Men kløften er utvivlsomt dybere, end den bør være og end den behøver at være. Det er her, det for de demokratiske samfund er vigtigt at sætte ind. Vi kan ikke »tolerere«, at en så stor mængde mennesker, der har krav på at blive delagtiggjort i de kulturelle goder, holdes udenfor, står hjælpeløse overfor disse. Det er folket, der skal løftes op til kunsten, skal bringes på lige fod med dens goder.

Alt for længe har man hæftet sig ensidigt ved de økonomiske forbedringer, der selvfølgelig har været højst nødvendige. Kulturen blev glemt. Beethoven og Mozart og Strawinsky og Bartók er ikke matematik for kyndige, de er budbringere om sindets inderste rørelser, der kommer alle ved, som ikke bare vil lade sig nøje med at have det fyldte trug som eneste mål for tilværelsen.

Årgang 23/1948, nr. 04