Under en 10-årig dirigent

Af
| DMT Årgang 23 (1948) nr. 05 - side 118-121

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Under en 10-årig dirigent

Af Holger Valbjørn

Første gang jeg hørte, at en 10-årig dreng skulde dirigere Filharmonisk orkester, sagde jeg som alle mine kolleger: paradenummer, varietéforestilling, kan vi dog ikke blive fri for at medvirke til arrangementer af den art; men engagementet var i orden, så der var ingen vej uden om, vi skulde altså afholde en koncert i K.B.-hallen under ledelse af den 10-årige italienske dreng Pierino Gamba.(1)

At Pierino ved et pressemøde, paa opfordring af en af de tilstedeværende musikanmeldere, nedskrev efter hukommelsen aldeles fejlfrit hele første Partiturside af Beethovens 5. Symfoni, ændrede egentlig ikke mit hele syn på sagen, for selvom han uden tvivl var i besiddelse af en aldeles fremragende hukommelsesevne, kunde han ikke, 10 år gammel, spille rigtigt paa et orkester, ikke musicere, ikke optræde med den autoritet, som ganske afgjort er en betingelse for fremførelsen af værker som »Skæbnesymfonien« og den »ufuldendte«.

Det var derfor ikke med store forventninger jeg gik til den første prøve.

Når man skal spille under en dirigent, som man ikke før har spillet under, melder der sig straks hos en musiker forskellige spørgsmål: hvordan er hans taktslag, er det tydeligt, roligt og behersket eller det modsatte, (der findes dirigenter hvis taktslag første gang kan være meget vanskeligt at forstå), hvordan skal man reagere, og hvordan reagerer hele orkestret paa taktslaget, kort sagt, man stiller spørgsmålet: er alle de faktorer, som gør, at man med tryghed sidder og spiller sin stemme, tydeligt tilstede hos dirigenten. Lad mig sige det straks, hos Pierino var alle disse faktorer tilstede, ovenikøbet i overmål; straks fra den første takt bredte der sig i orkestret en tryghed og ro, som man kun oplever under fremragende dirigenter, og selvfølgelig en forbavselse uden lige. Nej, tænkte man, dette her er umuligt, han har jo det hele, personlighed og autoritet i taktslaget, og i instruktionen ved den første afbrydelse viste han også her en personlighed og autoritet, som var aldeles forbløffende, og det var egentlig kun her under instruktionen, hvor man ikke er tvunget til at have et øje på noderne og et på taktstokken men f rit kan betragte personen og lytte, at man tænkte på, at dirigenten kun var 10 år gammel.

Hans taktslag var noget af det mest fuldkomne jeg har set, harmonisk, plastisk, en diskret given efter i hele kroppen, som giver musikerne en over,ordentlig behagelig ro.

Et af de karakteristiske træk ved hans direktionsteknik var starten af de langsomme satser, som begynder piano, f. eks første tema for Celli og Violaer i 2. sats af »Skæbnesymfonien«, her venter man, og man har også altid set det sådan, ifølge Partiturets piano dolce, et forholdsvis lille og blødt opslag, men Pierino gjorde de først med begge hænder et lille, og meget hurtigt sideslag efterfulgt af et, for netop dette sted ejendommeligt, kolossalt stort og rundt opslag, samtidig med at han gjorde et ubetydeligt skridt og en inciterende bøjning frem; resultatet blev eminent, samtlige celli og violaer-satte ind med sikkerhed og klang, uden at det dog derfor blev for kraftigt, så det var en lyst at lytte til. Endvidere mestrede han til fuldkommenhed en ting som alle musikere sætter særdeles pris på, nemlig indsatser, ikke een eneste indsats glemte han, og ikke nok hermed, han forberedte hver enkel indsats netop så mange brøkdele af sekunder i forvejen, som det tog at skabe kontakt med den gruppe eller det soloinstrument, som skulde til at have det afgørende ord. Det var aldeles imponerende, især når man betænker, hvilken indsigt han må have i partituret for at kunne gøre dette.

Når jeg taler om hans direktionsteknik kan jeg ikke undlade at omtale den måde, hvorpå han satte de indledende takter i »Skæbnesymfonien« paa plads. Jeg har gang på gang oplevet, at denne indledning har voldt selv gode dirigenter og orkestre megen vanskelighed, bl. a. husker jeg, at en kendt finsk dirigent benyttede sig af følgende kneb: først hævede han venstre arm højt op, over hovedet, hvilket medførte øjeblikkelig stilhed på tilhørerpladserne, derefter, og det syntes jeg var lidt latterligt, da der jo var absolut ro overalt i salen, slog han an, temlig kraftigt, med taktstokken på pulten netop i den rytme som er »Skæbnesymfonien,«s berømte indledning, så gav han to drabelige slag og regnede så med, at den rytme, som han netop havde anslået på pulten, endnu sad orkestret i øret, og at resultatet dermed ville blive fuldkomment, men det blev det ærlig talt ikke, tværtimod.

For Pieriro gik denne indledning betydelig lettete. Ved prøven markerede han, samtidig med at han med sin spæde stemme sang de indledende strofer sådan som han vilde have det, og ejendommeligt var det, at han i den allerførste takt og alle analoge steder slog 2 slag (jeg har aldrig før oplevet dette) .

Resultatet blev overordentlig vellykket, orkestret satte ind med en sikkerhed og en præcision, som var forbløffende; ganske vist var han ikke første gang tilfreds, han krævede større kraft og vægt, og jeg behøver vel ikke her at oplyse, at han fik detaldeles omgående, og senere var der absolut ikke flere problemer med dette sted.

Jeg kan ikke her nå at omtale detaljer fra alle satser, men jeg vil dog fremhæve scherzoen i »Eroica«. Det var ganske imponerende, med hvilken lethed og elegance han fik orkestret til at spille denne virtuose sats. De talrige vekslende træblæser- og strygesatser, som altid i rytme og præcision volder besvær, blev her under Pierinos lille og distinkte taktslag ganske lette at udf øre.

Morsomt var det at høre, når han skulde vise, hvordan han vilde have et bestemt tema udført; han sang hver eneste tone, benyttende sig af det gammelitalienske system - do-re-mi-fa-sol -, selv i hurtige sekstendedelspassager, med en tungefærdighed, som en gammel dreven stabstrompeter måtte misunde ham. Ejendommeligt var det at konstatere, at en naturbegavelse som Pierino fuldstændigt manglede absolut øre; han kunne godt afbryde og synge et tema i es-dur eller en hvilken som helst anden toneart, skønt det lige var blevet spillet i c-dur. Hørelsen var der imidlertid ikke noget i vejen med, han hørte øjeblikkelig en fremmed tone i akkorden. Hans instruktion var, bortset fra de sprogvanskeligheder som ofte forekommer, når et orkester spiller under en udenlandsk dirigent, forbavsende kortfattet og musikalsk sund og naturlig.

Hvis hans franske ikke blev forstået hurtigt nok, var det morsomt at se ham ile ned i orkestret og notere i stemmerne, samtidig med at han sang og gestikulerede og det med en myndighed, som var næsten uhyggelig.

Han talte med koncertmestrene om buestrøg, med blæserne, om respiration, talte, er måske ikke det rigtige ord, nej, han fordrede med hele sin lille myndige person, at sådan skulle dette buestrøg eller denne vejrtrækning være. Et morsomt bevis på hans myndighed vil jeg lige fortælle: En af vore mest fremragende messingblæsere holder ualmindelig meget af at ryge pibe og benytter enhver lille pause til at tage den i munden, hvor den bliver siddende urokkelig, indtil den må vige pladsen for mundstykket. Under en lille pause, hvor Pierino ilede rundt i orkestret og noterede og instruerede, vendte han sig pludselig om til omtalte messingblæser for at notere og fremsætte orienterende bemærkninger, og hin blæser reagerede øjeblikkelig, rettede sig op på stolen, og - tog piben ud af munden. Det har jeg aldrig før set ham gøre.

At han havde noget på hjerte, at han havde noget at bruge sin fænomenale direktionsteknik til, behøver jeg ikke at omtale nærmere her, det har alle koncertgængere som læser dette sikkert oplevet tilfulde.

At en 10 års drengs åndelige register kan være så omfattende, som hans fremførelser af disse i karakter så forskellige værker viste, er ufatteligt, man må nu blot håbe, at hans forældre er så kloge, at de giver ham lov til at leve rigtigt, som et lille menneskebarn i den alder bør leve, til at opleve alle de ting, sorger og glæder, små og store, som er nødvendige for at modne et menneske, så vil vi ad åre gennem ham få oplevelser som står langt over dem, han her åbenbarede os, oplevelser, som måske i fremtiden vil tegne sig i musikhistorien.

Filharmonisk orkester overrakte ham ved sidste koncert partituret til Carl Nielsens symfoni »Espansiva« i det håb, at vi engang i fremtiden vil få lejlighed til at spille den under hans ledelse; at det vilde blive en stor oplevelse er hævet over enhver tvivl.

Fodnoter:
(1) Pierino, Gamba er født i Rom d. 16. september 1937. Hans fader, der eren dygtig amatørviolinist, lod Pierino lære at spille klaver, da drengenvar ca. 8 år gammel, og i løbet af ganske kort tid viste han så betydeligemusikalske evner, at faderen ikke betænkte sig på at efterkomme drengensønske om at blive dirigent. Endnu 8 år gammel kom han til at dirigere »Santa Cæcilia de Rome« - det betydeligste orkester i Rom med 150 musici - og Romer-operaensberømte kapelmester Roméo Arduini blev - da han hørte Pierinos præstationer- så begejstret for det unge geni, at han opgav sin egen karriere for heltat hellige sig Pierinos, musikalske opdragelse; han har siden fulgt den nu10-årige - dirigent, som efter sin Europatourné drager til Amerika. Red.

Årgang 23/1948, nr. 05