I.S.C.M. 22. internationale musikfest i Amsterdam 5.-13. juni 1948

Af
| DMT Årgang 23 (1948) nr. 08 - side 183-189

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

I.S.c.m.

22. internationale Musikfest-. Ainsterdam 5.-13. Juni 1948 -

Af Niels Viggo Bentzon

Ved en saglig Bedømmelse af disse aarligt tilbagevendende Musikfester, hvor et stort Antal moderne Orkester~ og Kammermusikværker kommer til Opførelse, bliver man fra første Færd stillet overfor Spørgsmaalet om, hvilken Art af kritisk Metode man bør vælge. - Jeg skal, førend jeg gaar over til den egentlige Gennemgang af de, opførte Værker, kort skitsere, efter hvilke Principper jeg kunde tænke mig en saadan Bedømmelse anlagt. - Man kan opdele Værkerne i stilistiske Grupper, hvilket var Tilfældet ved Schandorf Petersen's Gennemgang af sidste Aar Musikfest (se D.M.s Særnummer om 21. internationale Musikfest i København). - Eller man kan gaa kronologisk frem, fx.: »Lørdag den V,, fandt lste Orkesterkoncert Sted i Concertgebouw, hvor flg. Værker kom til Opførelse« etc. etc. - Endelig kan man ordne Værkerne i Kategorier (Orkester -Kammermusik - Klavermusik). - -

Den første Fremgangsmaade (efter Værkernes Stil) er naturligvis den musikalsk set mest uddybende, men den forudsætter, at man bringer Nodeeksempler fra de forskellige Værker, hvilket igen er betinget af, at man er i Besiddelse af Partiturerne i længere Tid, saaledes at det direkte Studium af disse danner Basis for Vurderingen. - Da Majoriteten af de Værker, der opføres ved disse Musikfester, befinder sig i Manuskript (eller i faa, afskrevne Eksemplarer) og da Lyskopiering er en overordentlig omstændelig Sag, maa denne, den mest tilfredsstillende Løsning paa Spørgsmaalet, delvis falde bort (se senere Behandlingen af »Atonalisterne«, der trods Mangel paa Nodeeksempler til at dokumentere de fremsatte Paastande, dog bliver betragtet som een Gruppe). - Den kronologiske og »kategoriske« Metode er begge for mekaniske og giver ingen »Tværsnit«-Fornemmelse, men af to Onder vil jeg vælge den sidstnævnte, d.v.s., i Praksis, »forlade sig paa sit Øre« og »notere paa Stedet«. - Thi det siger sig selv, at det vil være forbundet med den største Vanskelighed, senere hen at huske Individualtræk fra hvert enkelt Værk, blot ved -en »passiv« Overhøring, særligt da det i mange Tilfælde drejer sig om et kompliceret og vanskeligt tilgængeligt Materiale, der kræver den største Anspændelse for overhovedet at opfattes første Gang man hører det. -

Under Henvisning til de ovenanførte, indledende Betragtninger, vil vi først vende os mod Orkesterværkerne, blandt hvilke især Belgieren Raymond Chevreuille (* 1901) maa bemærkes for sin Concerto for Orkester, fuldendt i Juni 1947.

Chevreuille's Navn er ukendt i Skandinavien, men man maa haabe, at hans Værker inden længe vil finde Vej til danske Koncertprogrammer, thi hans karakteristiske Fysionogmi tegner sig skarpt i denne Concerto. - Efter i sine første Værker at have bekendt sig til »Atonalisterne«, indser Chevreuille senere Nødvendigheden af at stabilisere en Form for Tonalitet, et Træk, der er almindeligt for den Udvikling i Nutidsmusikken, som vi anerkender som sund. -

Ogsaa hans »Motorik« er ikke paagaaende eensidig (som det fx. enkelte Steder kan ses hos Strawinsky og Bartok), men den er »naturlig«, et Produkt af hele Stilfølelsen, der forekommer een indlysende nutidig. - Et karakteristisk Træk i Formgivningen.i denne Concerto er lange regelmæssige Perioder, der afbrydes af »Brud« i det rytmiske (dirigentteknisk udtrykt: lange sammenfattende Slag i Modsætning til forudgaaende, korte, accentuerede).

Mod Slutningen af lste Sats har vi en strammende Ostinato-Periode, der opløser sig i en ren rytmisk Overledning, der saa igen følges af en sammenbindende, »syntetisk« Coda. - Ikke mindst saadanne Steder viser Chevreuille's kompositoriske Begavelse. -

Mellemsatsen er statisk følt, som Kontrast til Omgivelserne i de to Ydersatser. - En ekspressiv Melodik efterlader Indtrykket af en Slags »modificeret« Modernisme, der i sidste Sats igen viger Pladsen for en pulserende, »lettere« og knap saa dynamisk følt Rytmik som i Førstesatsen. - Melodiken er dog især karakteristisk her. - Den har visse Lighedspunkter med Hindemith, ligesom hele C.'s Stil rent overfladisk kan minde lidt om den tysk-amerikanske Komponists Kammerkoncerter fra Trediverne.

Hvad der imidlertid adskiller C.'s Stil fra de neevnte Kammerkoncerter af Hindemith, er den mindre eensidige Behandling af Stoffet, en vis »kommen oven paa Problemerne«, et Træk, der viser de progressive Kræfter hos denne Belgier. -

5. Symfoni af G. Francesco Malipiero

1882) hører ogsaa til Musikfestens positive Side. - Han er mere »løs« i Formen end Belgieren, men hans Melodik har Varme og er tydeligt under Indflydelse af en vis Folketone.

De 4 korte Satser har Dispositionen: hurtig - langsom - hurtig - langsom, og Formen i hver enkelt Sats er karakteristisk ved stærke Stigninger henimod strettalignende Slutningsdannelser. - De to Klaverer, der er inkorporeret i Orkestersatsen, »fastslaar«, ifølge et Citat i Programbogen, »en spinkel instrumental Organisme uden nogensomhelst Domineren som Soloinstrument«. Dette turde dog mere være et Postulat end en Realitet. - Visse Episoder bæres alene af lste Violinen + 2 Klaverer, mens det øvrige Orkester tier, et Træk, der tjener til at fremhæve sidstnævnte Instruments stedvise koncerterende Karakter.

Sammen med Komponister som Ildebrando Pizelt! og Goffredo Petrassi danner Malipiero en Slags Gruppe med visse Træk tilfælles, saasom en klar diatonisk Melodik og en ikke helt overskuelig Form (bl. a.. Pizetti's Klaverkoncert, denne Symfoni af Malipiero samt visse Momenter i Petrassi's Værker), men de har alle »Substans« i Stoffet og musikalsk Kultur. '

5te Symfoni af Malipiero, minder i sin Holdning en Del om hans Cellokoncert, der har været fremført i dansk Radio. Sidstnævnte er paa sin Vis mere hel, thi det kan ikke f ragaas, at de to Klaverer i Symfonien, i deres balancemeessige Behandling i Forhold til det øvrige Orkester, tit klangligt virker som en »Klods«. - Den øvrige orkestrale Disposition er heller ikke vellykket. Visse Grupper har i lange Perioder for »lidt at bestille«, hvilket giver det hele et tyndt og »spredt« Indtryk. - - -

Foruden to »oblig atoriske« hollandske Værker hørtes endvidere Henk Badings »Symfoniske Variationer«, Guillaume Landré's »Sinfonia sacre in memoriam Patris«, Léon Orthel's »Sinfonia piccola«, Willem Pijper's »Seks symfoniske Epigrammer« og Willem Landré's »Lille Suite over Tonerne E-F« (sidstnævnte Værk opførtes i Anledning af Komponistens Død for kort Tid siden, men har musikalsk set ingen Relation til Musikfestens øvrige Tendens). - Tidsrummet mellem de 4 første Komponisters Fødselsaar strækker sig fra 1894 til 1907, og Repræsentationen viste, at der er Grøde i den ny hollandske Musik med Tyngdepunktet hos Henk Badings, hvis Navn er godt kendt udenfor Hjemlandet. - Han er ogsaa den mest internationalt prægede af de nyere hollandske Komponister og viser Tilknytning til germansk Tradition (Hindemith). -Hans Harmonik er dog udpræget. personlig, Melodiken klar og Formsansen sikker. - Disse Egenskaber kommer til Orde i de »Symfoniske Variationer« tillige med en veludviklet Kombinationsevne m. H. t. at føje det tematiske Materiale sammen til en ubrydelig Enhed. - Variationerne er baseret paa 2 Hovedtemaer, en vidtspunden Melodi i Celli og Basser og et Trompet Motiv af skarp accentueret Karakter. - En Hage ved denne Musik er dens udpræ

Guillaume Landré's »Sinfonia. sacra in Memoriam patris« anvender i udstrakt Grad Temaer fra den nylig afdøde Fader,

quiem

Willem Landrés, »Ri,,~ i ' in Memoriam Uxoris«. - Det er et noget tungt arbejdende Værk med en ikke absolut overbevisende Form.

En smuk langsom Indledning leder pludselig over i en hurtigere Del, der følges af en lang rolig Del, som afslutter Værket. - Ved en første Overhøring forekommer det mig, at man savner en Reprise af Allegro-Delen, saaledes at Værket fik en ligelig Vægtfordeling af de bevægede mod de mere rolige Partier. - Trods dette, i formmæssigt Henseende uklare Omrids, indeholder Værket virkeligt ægte følte Momenter og det musikalske Perspektiv er dybere end hos Badings. - Den franske Franck-d'Indy Tradition fortsætter hos Landré, men den er videreført paa en sund Maade. -

Baade Badings og Landré's Værker staar efter min Mening over Leon Orthél's »Sinfonia piccola«, hvad angaar selve det musikalske Raamateriale. - Han er i Modsætning til sine to forudgaaende Landsmænd mere »motorisk«, men ikke paa samme befriende Maade som den føromtalte Belgier Chevreuille. - Symfonien spilles ud i eet og kan nærmest vurderes som en fasttømret eensatset Sonate. - Poco lento + Allegro udgør Ekspositionen, hvorpaa de flg. Satsafsnit dels »gennemfører« det tematiske Materiale og dels »stabiliserer« det i en Reprise. - Trods den gode og oversigtlige Form er denne Musik ikke særlig interessant, dertil er den for »tør« i det tematiske og visse Partier for eensidigt motorisk hamrende.

De »Seks symfoniske Epigrammer« af Willem Pijper er skrevet til Concertgebouws 40 Aars Jubilæum. - De kontrasterer stærkt- til de øvrige hollandske Værker, hvad angaar Formen.

Disse orkestrale »Snapshots« er meget virkningsfulde og med klog Dispositionsevne stiller Pijper sine Skizzer op som musikalsk indbyrdes Antipoder, der spænder fra et mystisk pianissimo til den kraftigste Udladning. - -

Paa selve Festkoncerterne var Holland repræsenteret med Sem Dresden's (* 1881) Violinkoncert og Rudolf Escher's (* 1912) »Musique pour 1'Esprit en Deuil«. - Dresden's Koncert er mere i den traditionelle »Violinkoncertstil« med den gammelkendte solistiske Udfoldelse og klichéprægede Figurationer. - Det melodiske formaar heller ikke at bide sig f ast, og man skulde tro, at der kunde have været udvalgt et mere repræsentativt Værk til selve Festkoncerterne end denne noget afdankede Violinkoncert. -- Hos Rudolf Escher mø

der vi stor orkestral Fantasi og en interes-. sant Harmonik. - Stykket er en Slags symfonisk Digtning, der vilde egne sig glimrende til koreografisk Behandling. - I en grandios Stigning henimod Stykkets Slutning forestiller man sig paå.' en meget nærgaaende Maade et »scenisk« Moment, der vilde forstærke hele det kunstneri Ske Udtryk.

Egentlig stod dette Stykke ret isoleret i Forhold til de øvrige »absolutte« Orkesterværker. - Ihvertfald var der ikke noget andet Værk, der kunde dække dette Begrel), »koreografisk Orkestermusik«. -

Polakken Artur Malaivsky's (* 1904) »Symfoniske Etuder for Klaver og Orkester« er af kolossal elementær Virkning hvad an~,aar hele det ydre Apparatur.

Værket er logisk opbygget og glimrende instrumenteret; kort sagt Egenskaber, der formaar at fænge. - Det musikalske Indhold er desværre magert, med en tynd, udvandet Klaversats, der tit forfalder til rene Bravader. Det melodiske er opstemt o-g ikke helt behageligt, men det maa indrømmes, om man nu opfatter det som noget positivt, at disse Mangler ved Værket »glider lettere ned« paa Grund af Komponistens rent tekniske, »opsætningsmæssige« Dygtighed. -

Til Orkesterværkernes »Sk-.,,,,ggeside« hører Alexander Spitzmåller's, (* 1894 i Østrig) Orkestersuite »40. ~Nlaj« og den polske Komponists Andrzej Panufnik's (* 1914) »Vuggevise for 29 Strygere og 2 Harper«.

Spitzmidler's Suite virker paafaldende, naiv, nærmest som et »Skoleværk« i ganske traditionel Stil, hvorimod Panufnik, ved Anvendelse af Kvarttoner, tilstræber et musikalsk Ekstrem, der kunde. have Eksperimentets Interesse, hvis det ikke dækkede over en horribel banal Melodik, der gav det hele et nærmest grotesk Præg. - -

Disse Forsøg indenfor vor Tids Musik med at sønderdele vores mindste »tempererede« Interval, Halvtonen, har som bekendt en dyb Tradition i andre Kulturkredse, som fx. den arabiske. -

Paa europæisk Grund har Tjekkeren Alois Haba gjort sig til Talsmand for denne æstetiske Anskuelse, dog med stærke Bindinger til sit Hjemlands Folkemusik. - Hvorledes dette »Kompromis« lader sig realisere praktisk musikalsk, skal jeg lade være usagt, da det endnu ikke er lykkedes mig at blive konfronteret med et af Haba's Værker, men i Panufnik's »Vuggevise« synes en lignende Syntese af noget naivt folkeligt og noget yderliggaaende eksperimentelt at være tilstræbt. - At Resultatet saa ikke forekommer een overbevisende, er naturligvis en anden Sag.

Den størst tænkelige Modsætning til disse rent eksperimenterende Foreteelser er Amerikaneren Walter Piston's (* 1894) Sinfonietta. - Indenfor musikalsk konservative Rammer skaber Piston et gedigent musikermæssigt Udtryk, der, maaske netop i Kraft af sin musikalske Tradition, har sin store Berettigelse.

Det var Musikfestens mest akademiske Værk og faldt egentlig udenfor Rammerne. - Stillet overfor adskillige af de øvrige Værker gav det et ejendommeligt Perspektiv, der nok kunde stemme til Eftertanke.

Vor skandinaviske »Landsmand« Svenskeren Karl Birger Blomdahl (* 1916) var repræsenteret med sin Violinkoncert for Soloviolin med Strygeorkester. - I hele sin Konception er den yderst kammermusikalsk præget og her opstaar et Problem.

At Værkets Udførelse, saavel ved de »nordiske Musikdage« i Stockholm (September 1947), som ved den internationale Musikfest ikke forløb tilfredsstillende, kan næppe udelukkende tilskrives Orkester, Dirigent og Solist. Det maa ogsaa ligge i selve Kompositionen. -

I Virkeligheden burde dette Værk reduceres til at udføres for Kvartet (Kvintet) med Soloviolin. - For det første er Intervalfornemmelsen for kompliceret til at kunne »høres« rigtigt af saa mange Musikere, saa Resultatet bliver falsk, og for det andet drukner den »halvkoncerterende« Solostemme i Orkestersatsen. -

Selve det musikalske Materiale er efter min Mening bæredygtigt. Der er kraftige Akeenter og sund Musiceren. - Det hele er blot, rent instrumentalt, alt for abstrakt tænkt, og det bedste Bevis for denne Stils

»orkestermæssige Umulighed« ligger i den Omstændighed, at Blomdahl's Strygletrio, fra sidste Aars internationale Musikfest, er ideel med Hensyn til Balancen mellein det instrumentale og rent musikalske, medens Violinkoncerten præsenterer dette Problem uløst. -

Blandt Kammermusikværkerne gjorde de to Blæserkvintetter sig bedst gældende. - De var komponeret af henholdsvis Finn H,6ffding (1899) og Tjekkeren Stephan Lucky (* 1919). - Finn H6ffdings Blæserkvintet er omtalt saa tit i Danmark, at det vil være overflødigt her nærmere at komme ind paa den, medens Lucky, som Musikfestens yngste Komponist, maa fremhæves som en ypperlig Kammermusiker.

Melodisk Klarhed, overbevisende Form og Opfindsomhed i det rent stoflige er Kendetegn for den virkeligt begavede Komponist. - Denne Tjekker har alle disse Egenskaber tilligemed et umiskendeligt Personlighedspræg, der omgav Værket med en fin Atmosfære. - Dette Værk maa Blæserkvintetten af 1932 tage paa sit Repertoire, saaledes at vi kan faa det at hore herhjemme. - -

Den spanske Komponist Julian Baullsta's (* 1901) »Catro Polemas Galegos« er, med deres lokale Kolorit, ikke uden Virkning. - Traditionerne fra de Falla (Spaniens. Bartok, hvad angaar Folkemusiken) er umiskendelig, men set ud fra en større europæisk Synsvinkel har disse Sange, for et mindre Kammerensemble og Mezzosopran, ingen større stilistisk Interesse. -

Australien var repræsenteret ved Komponistinden Peggy Glanville-Hicks (*1911) Kammerkoncertino, der forekom ret ubehjælpsom og amatørmæssig. - Da Stilen er yderst konventionel, kunde man ligefrem konstatere »Fejl«, og man spørger uvilkaarlig sig selv, om den internationalt sammensatte Jury virkeligt kan slække saa meget paa Kravet om kompositorisk ~Kvalitet af Hensyn til Forpligtelser overfor.,»Repræsentationer«, en Omstændighed, hvis Aarsager er skjult for alle udenfor de Delegeredes Rammer.

Antoni Szalowsky (* i Polen 1907) repræsenterede sit Hjemlands Kammermusik med en Sonatine for Obo og Klaver, der viste god instrumental Balance mellem de to Instrumenter. - Saa vidt jeg kan bedømme, kan man nok tale om en vis polsk Tradition m. H. t. dette Lands Kammermusik (jfr. her de to Værker, der blev opført nu i denne Sæson ved D.U.T.s Sektionskoncert med polsk Musik). Ihvertfald var der en vis Lighed mellem Roman Palesters' 4~hændige Sonate og denne Obo Sonatine, hvad angaar selve Stofbehandlingen.

Ved Bedømmelsen af Komponister som Humphrey Searle (England, 1915), Hans Henkemans (Holland, 1918), Richard Stur-en.egger (Schweiz, 1905), Roger Sessions (U.S.A., 1896), Sandor Jemnit~--- (Ungarn, 1899), Klaus Egge (Norge, 1906), Elisabeth Lutyens (England, 1906) og Fartein Valen. (Norge, 1887), tror jeg nok, at man tør »vove Springet« og gaa bort fra den hidtidige Bedømmelse efter Kategorier til Fordel for den mere »syntetiske« Opdeling i Stil- Grupper. (Her undtages Klaus Egge, der, indenfor denne Gruppe, maa behandles for sig). - Med »lidt god Vilje« kan denne Række Komponister betegnes som »Atonalister«, hvor det »atonale« hos Klaus Egge dog er indskrænket til en tilsyneladende gennemført Tritonusprojektion ned paa eet, i saavel form-, melodi- og rytmemæssig Henseende, ganske traditionelt musikalsk Plan.

Klaus Egge anvender Melodiformler, der kunde være skrevet af Grieg, men ved en »tritonusmætning« af det harmoniske Opløses de tonale Bindinger i funktionel Forstand, saa Resultatet bliver et underligt »Mellemled« mellem tonal Musik og »konsekvent« Tolvtonemusik, som bl. a. ses hos Fartein Valen. -

Med Henblik paa biele den moderne Musiks Situation i Dag er det interessant at se, hvor stor en Rolle Tolvtonemusikkens Forkæmpere stadig spiller indenfor Rammerne af intellektuelle -',,NIusikkredse i saavel Amerika som i Europa.

I »Stimmen«, et nyoprettet t-vsk Musiktidsskrift, findes to Artikler om Tolvtonemusik henholdsvis af Hun2phrey Searle, London, og Ernst Kr~,tz~k, Hollywood. - Searle anmelder en Kammermusikfest sidste Aar, foranstaltet af Radiodiffusion francaise, hvor fem Lande var repræsenteret Østrig ved »Klassikerne« Berq og Webern, Frankrig ved Leibowitz, Nigg, Cqsanova, Duhamel (endnu ukendte Navne i -Skandinavien), England ved Lutyens og Searle (begge i Aar repræsenteret ved I.S.C.M.s 22. Musikfest), Italien ved Dalapiccola (Præsident for den italienske Sektion af I.S.C.M.) og U.S.A. ved »Altmeister« Arnold Schønberg, hvis »Ode til Napoleon« blev opført 2 Gange (opførtes ogsaa ved 20. internationale Musikfest i London 1946 ).

Saavel Searle's som Krénék's Artikler konstaterer Tolvtonemusikens store Udbredelse, bl.a. i Italien hvor foruden Dalapi.ccola, desuden Zecchi (opført i Kbhvn. sidste Aar ved Musikfesten, se Særnummeret) og Riccardo Nielsen har overtaget Tekniken og i Amerika hvor Sessions, Harris m. fl. ligeledes bekender sig til den atonale Skrivemaade. - Karakteristisk for hele denne Indstilling er Searle's Bedømmelse af 21. internationale Musikfest i København, hvor Fartein Valen's, helt paa Tolvtoneteknik baserede, »Sonet af Michelangelo« for Strygere, var næsten det eneste Værk, der kunde aftvinge Forfatterens Interesse. (Se her Anmeldelsen af dette Værk i Særnummeret). -

I Betragtning af, at den almindelige Bedømmelse i Danmark af Wienerskolen (Schønberg, Berg og Webern) plus denne Retnings Arvtagere groft taget kan betragtes som totalt negativ, afgiver det et vist Perspektiv at se, hvor stor Procentdel »atonale« Værker, der optager Plads paa de aarlige I.S.C.M.-Festprogrammer.*)

Selvfølgelig er der betydelige Afvigelser mellem de, paa 'Lvfusikfesten repræsenterede, »atonale« Komponister. - Til en mere »moderat« Retning indenfor dette Samlebegreb hører Richard Sturzeneggers »Eight Poenis by Michelangelo Buonarotti« for Baryton og Strygekvartet. - Melodien bevæger sig uroligt op og ned, men tiltrods herfor er Stemningen i Musiken mærkelig kontrastløs, med en Indveevning af Sangstemmen som kontrapunktisk Modstemme til Strygesatsen. - Det synes som om det musikalske Materiale intet Holdepunkt har, ingen Steder, hvor der virkeligt »sker

Hvad (ler egentlig forstaas ved Tolvtoneniusik eller »atonal Stil« bliver det for omstændeligt her at komme nærmere ind paa, men Interesserede vil jeg henvise til mit publicerede Foredrag oni Wienerskolen (D.U.T.s Festskrift i Anledning af JUbilæet, Foraaret 1945) samt bl. a. til Schandorf Petersen's Gennemgang af Valen's Sonet i Særnummeret og Nordmanden Olav Gurvin's Bog: Fra Tonalitet til Atonalitet.

noget« og paa den anden Side heller ikke

t,

nogle Steder, hvor der tilstræbes Afspeending indtil fuldkommen Ro. - Ungareren Sandor Jemnitz' »Tre Kassak-Sange« for Sopran og Klaver hørte til et af Musik1estens Dybdepunkter.

Medens man hos Sturzenegger ikke kunde se bort fra en vis seriøs Holdning i det musikalske, kunde Jemnitz' utroligt forvredne Melodifornemmelse ikke andet end plage og trætte Øret. - Stilistisk kan disse Sange placeres paa Overgangen fra den efter-tristanistiske Kromatik til »Ekspyessionisme« (som fx. i Sehønbergs Klaver,stykker op. 11, altsaa inden det endelige Tolvtoneprincip er udformet). - Denne Stil, der endnu ikke er baseret paa nogen logisk, konstruktiv Formulering af Tolvtoneprincippet, er i sit Væsen dybt negativ, idet den end ikke er besjælet af de fanatiske atonale Konstruktivisters Vilje til at »køre Løbet til den bitre Ende«. -

En mere bevidst Teknik findes hos Session, Searle, Valen op, Lutyeris, medens Henkemans Stil mere virker som senromantisk Efterklang tilsat de karakteristiske atonale Klichéer (bl. a. den spændingsløse, forvredne Melodik). - I Valen's Violinkoncert er den sonateprægede Disposition overordentlig tydelig, med Eksposition, Gennemføring og Reprise. - Den gennemførte komplimentære Rytmik udvisker derimod de forskellige Formafsnit indenfor hver enkelt Sats, hvilket sprænger et af Grundelementerne i Sonateprincippet, Modsætningsforholdet, saav~1 mellem de forskellige Temata som i den større Sammenhæng. - Resultatet bliver en stadig flydende men konturløs Musik, endskønt det konstruktive Grundlag er bevidst nok.

Session's Symfoni er haard og bar i det instrumentale og ubehagelig i det melodi~ke. - Der er noget utroligt uforsonligt og umenneskeligt ved denn(2 Musik. - I stilistisk Konsekvens kan han heller ikke maale sig med Valen og Searle, hvis Komposition »Put away the flutes« (Tekst W.R. Rodgers) for Tenor, Fløjte, Obo og Strygekvintet ihvertfald havde en velovervejet Form, der retter sig efter Digtets psykologiske Indhold. - I disse korte og i formel Henseende overskuelige Kompositioner kommer den atonale Skrivemaade bedst til sin Ret. - Disponeres der derimod paa længere Sigt, som fx. i Symfonien af Sessions, kommer' det spændingsløse Materiale, som er en Konsekvens af Kompositionsmetoden med 12 ligeberettigede Toner, i Konflikt med de naturligt musikalske Krav om Klimax og lange Spændinger, naar det gælder Storformen. -

Det var disse Konflikter, der »ødelagde« Session's Symfoni, medens Musikfestens anden Komponistinde, Lutyens, klogeligt havde val«t en mindre pretentiøs Form i sin kammermusikalsk prægede Hornkoncert. - Paa en vis Maade var dette Værk, trods nogle Ubehjælpsomheder m. H. t. Formuleringen af Stoffet, et af Musikfestens mest sympatiske Prøver paa den ellers rigeligt repræsenterede Tolvtonemusik.

I Modsætning til fx. Valen havde dette Værk et mere koncerterende Preeg, var »lettere« i Indholdet og Atonaliteten føltes her knap saa »kompromiløs« som fx. hos Searle. - Visse melodiske Vendinger og selve Harmoniken røbede Slægtskab med »Klassikerne« Webern og Berg, men den musikalske Sætningsbygning er kortere hos Lulgens, hvilket giver en tiltrængt Akcentuering af det ellers saa flydende og rytmisk opløste Tolvtonestof. -

Af Pladshensyn ser jeg mig desværre nødsaget til at renoncere paa en nærmere Omtale af alle de medvirkende Kræfter ved den 22. internationale Musikfest.

Men jeg maa dog have Lov til at nævne først Dirigenterne Eduard van Beinum og André Souris (Formand for den belgiske Sektion, selv Komponist, og toneangivende for en yngre Kreds af »atonalt« indstillede belgiske Komponister). Endvidere de tre -Orkestre, Concertgebouw, Rotterdam Philharmonikerne og Residentie-Orkestret, der hver for sik trak et stort Læs ved Fremførelsen af de moderne Orkesterværker. --Af særlig Interesse for os Danske var den store Indsats som »Blæserkvintetten af 1932« gjorde ved Musikfesten. .

Fbruden Høffdings Kvintet, der opførtes ved selve Festkoncerterne, medvirkede Ensemblet ved en dansk Koncert i Kulturpavillonen i Vondel Park, hvor der blev spillet Værker af Vagn Holmboe, Flemming Weis, Jørgen Bentzon, Knudåge Riisager og Niels Viggo Bentzon. - Desuden spillede Kvintetten Værker af Carl Nielsen og Peder Gram i Hilversum Radio. - Hvad Udførelsens Kvalitet angaar, kan dette Ensemble nu kappes med de førende internationale Kammermusikensembler, og naar man samtidig betænker i hvor høj Grad Kvintetten gaar i Brechen for samtidig Musik, kan dens kulturelle Betydning ikke vurderes højt nok.

Som Afslutning paa denne, ifølge Sagens Natur, yderst subjektive Bedømmelse af Værkerne ved den 22. internationale Musikfest, kan det være passende at fremkomme med nogle principielle Betragtninger. - -

Som Helhed syntes den musikalske Standard ved denne Musikfest at være sunket adskillige Grader i Forhold til sidste Aars Musikfest i København. - Uden at lægge nogen bestemt Instans til Last, maa. det dog her betones, at de forskellige Landes Sektioner har et stort Ansvar ved den aarlige Udvælgelse af det respektive Lands Værker, saaledes, at det bedste gaar til »2den Behandling«, nemlig til den internationale sammensatte Jury, der, et halvt Aars Tid inden Aarets Musikfest, træder sammen for at foretage den endelige Sigtning af det Store Materiale.

Jeg har i denne Artikel lagt Vægt paa ikke at bringe for »lokale« Synspunkter til Torvs. - Tx. maa Tilstedeværelsen af sart mange atonale Komponister betyde en Tendens, der ikke er uden Interesse, selvom vi herhjemme mener, at dette Stadium i den moderne Musik forlængst er tilbagelagt.

Men ved en endelig Statusopgørelse kommer man ikke uden om, at Spørgsmaalet om en Højnelse af den musikalske Kvalitet ved disse Musikf ester er i høj

Grad tiltrængt, hvis det hele ikke skal blive et sekundært Anliggende. (Dette være sagt til Trods for en Del høreværdig Musik).

Man maa endvidere betænke, at - den Gang »Det internationale Selskab for ny Musik« stiftedes (1923), var det saa at sige det eneste Forum af Format for samtidig Musik, medens nu.saavel Radiofonier, Koncertforeninger samt private Institutioner hver gør sit for at udbrede Kendskabet til moderne Musik. - -

Musiklivets Decentralisering truer med at undergrave Forudsætningerne for disse Musikfesters musikalske Berettigelse, hvis ikke det bedste præsenteres her.

Efter den 20. Musikfest (London 1946), der var overvejende retrospektiv, vedtog man ikke i Fremtiden at bringe Værker af »de store Kanoner«, idet man fremfor alt vilde hjælpe nye og ukendte Navne frem i Lyset. Som Princip er denne Forordning kunstnerisk uholdbar, o,,,r man maa haabe, at den kun har midlertidig Gyldighed.

Naar man véd, at Værker som Honneggers to sidste Symfonier (den. liturgiske og Sinfonia Basiliensis), samt de sidste »amerikanske« Værker af Hindemil.h og Strawinsky vilde have Nyhedens Interesse for et internationalt sammensat europæisk Publikum, er det forstemmende, at saa megen relativ ligegyldig Musik i Aar har passeret Revu.

Man maa haabe, at 23. internationale Musikfest, der finder Sted 22.-30. April 1949 i Palermo, vil bringe mere primær Musik, samt give Musikfestens »menige« Deltagere Lejlighed til at øve Kritik af Arrangementerne, hvilket var Tilfældet ved de »nordiske Musikdage« i Stockholm i September 1947, hvor Diskussionsmøder blev afholdt i Tilslutning til Koncerterne. - Et Eksempel til Efterfølgelse!

Udfra Parolen om sand demokrat~sk Aand burde de toneangivende Kræfter i I.S.C.M. ikke begrænse alt til at foregaa kun indenfor Jury'ens og de Delegeredes snævre Rammer, men lukke op for Kritikens befrugtende Sluse, saa dette store Foretagende ikke skal visne i formel Stivlied og »international« Utilnærmelighed.

Og med Hensyn til det rent musikalske skulde I.S.C.M. nødigt reduceres til et Forum, udelukkende for uprøvede og mer el. mindre talentfulde Komponister.

Kun ved at anslaa Tonen i det internationale Musikliv kan I.S.C.M. bevare sin fremskudte Position, som den, gennem sin aarelange, idealistiske Stræben, er selvskreven til at indtage.