Radioen i september

Af
| DMT Årgang 24 (1949) nr. 10 - side 237-238

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Radioen i september

Ved N. B. Møller-Nielsen

Ja, så er torsdagskoncerterne i fuld gang, og deres tilstedeværelse på programmerne er et særdeles oplivende moment for et stadigt stigende antal lyttere. Hvad har de første programmer så indeholdt? Samler man det hele under et, får man umiddelbart indtryk af en broget mangfoldighed, der tangerer det rodede; og hvis man undersøger den rolle den nutidige musik har spillet ved program,insættelserne, opdager man hurtigt, at musikafdelingen ikke viser vor tids musik den interesse og forståelse, man med rette kunne forvente.

Det begyndte så udmærket med Launy Grøndals smukt sammensatte danske program, der indlededes med uropførelsen af Poul Schierbecks »Dronning Dagmar«, for recitation, soli, kor og orkester. Et værk, der med mange fine og følsomme enkeltheder, tegner et meget sympatisk portræt af den afdøde komponist. Den jævne og gribende vuggevise for eksempel giver os et klart nærbillede af Schierbeck, han som med en lykkelig hånd kunne gribe det tonemateriale, han netop behøvede for at give en bestemt situation udtryk. De svageste steder fandt man i de frie orkesterepisoder, her savnedes den sikkerhed og fasthed i opbygningen, der kendetegner korsatserne. Det var en glæde atter at høre det fine og disciplinerede radiokor. Efter denne første opførelse fulgte Herm. D. Koppels klarinetkoncert, opus 35; og det er en glæde at kunne notere, at den i løbet af få år har opnået fire radio

opførelser; men det fortjener den også. Programmet afsluttedes med Carl Nielsens første symfoni, et godt og dejligt stykke musik, der, uden at besidde hans senere symfoniers slagkraft, dog formår at hævde sig på det danske symfonirepertoire.

Den anden koncert indlededes med William Schumans Undertow, koreografiske episoder for orkester, der forekom~ mer så temmeligt meningsløst i koncert~ salen. Løsrevet fra den sceniske fremstil~ ling af den tilgrundliggende idé virker dette arbejde svagt og efterlader et højst usikkert indtryk af Schumans kompositoriske formåen. Prokofieffs anden violinkoncert indgik som dette progranis solistpræstation, den er et friskt og veldrejet stykke med hovedvægten lagt på den virtuose udfoldelse; i hænderne på Wandy Tworek fremtrådte den netop så brillant, som den må være tænkt. Beethovens 7. symfoni satte punktum for denne koncert.

De to sidste koncerter i september havde Fritz Busch som dirigent; men bortset herfra var de temlig uinteressante. Ikke sådan at det var de enkelte værker, der var noget i vejen med, men sammenstillingen og den totale mangel på musikal~ ske nyheder gjorde, at programmerne

t,

fremtrådte uden det incitament den helt rigtige programsammenstilling betyder: Her hørtes f. eks.: Haydns symfoni nr. 101 i d-dur, Mendelssohns . violinkoncert, Mo~ zarts koncert for to klaverer og orkester i es-dur og Bruckners symfoni nr. 7.

Månedens betydeligste musikalske oplevelse fik den musikinteresserede lytter (la heller ikke gennem torsdagskoncerterne, men gennem en transmission fra Det kgl. Teaters nye scene, hvor The English 0 pera Group opførte Benjamin Brittens opera »The Rape of Lucretia« med komponisten selv i spidsen for gruppens lille udmærkede orkester og med en stab talentfulde sangere. »The Rape of Lucretia« er et interessant og virkningsfuldt arbej(le med mange sikkert formede og meget smukke episoder; men med sin sædvanlige angst for at tage et skridt fuldt ud nøjedes radioen med at transmittere første halvdel af operaen. The English Groups

besøg i København. var en så stor begivenhed, at det fuldt ud kunne have motiveret en transmission af hele forestillingen, ikke mindst i betragtning af at »Lucretia« vanskeligere end nogen anden opera musikalsk kan tåle en sådan beskæring. I Sverige f.eks. kender man den lille hemmelighed at udsende sidste del - specielt af sce,--iske værker - efter en times eller 11/._» times forløb; denne lille kunst, hvormed man kan afbøde den »lytterforskrækkelse« eller »-protest«, som en kontinuerlig udsendelse af et nutidigt mesterværk måske ville afføde, kunne radioen qua stålbåndsoptagelse også lære.