Stoffregens klaverskole, 2

Af
| DMT Årgang 24 (1949) nr. 10 - side 235-237

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Percussion Pulse 2020

Annonce

Njord Biennale 2020

Stoffregens klaverskole, 2

Anden del af Alexander Stoffregens store klaverskole, der nu foreligger fra Jac. Boesens musikforlag, er inddelt på samme måde som første del og omfatter seks hovedafsnit: Nodelæsning, melodi,

rytme, samklang, form og teknik. De enkelte afsnit i 2. del udgør en direkte fortsættelse af de tilsvarende kapitler i 1.del. Eleven bringes igennem det meste stof, der er væsentlig for den fulde forståelse af de musikalske elementer i tættest mulig forening med det specielt klavermæssige. Dermed bliver skolen en musikalsk og teknisk øvebog på længere sigt end normalt for en almindelig klaverskoles vedkommende. Et så omfattende arbejde med uhyre mange detaljer løber nemt den fare at virke trættende på en elev, der skal anvende klaverskolen til den daglige øvning. Her er det, pædagogen må bestå sin prøve og selv udvælge, sammensætte og supplere stoffet i Stoffregens værk med materiale udefra. Det ville derfor have været værdifuldt, om der til hvert afsnit var givet en udførlig litteraturhenvisning til sådant materiale, der er tilknyttet de rent teknisk-teoretiske øvelser i skolen især da denne, ifølge forordet, henvender sig både til faglærte og ufaglærte lærere. De sidste må savne en fornøden hjælp til at finde levende musikstykker, der står i relation til øvelsesmaterialet. I)et beror således i høj grad på den enkelte lærers, initiativ og overblik over klaverlitteraturen, om h~an virkelig magter at holde eleven til ilden. Derimod appelleres der i høj grad til elevens aktive medvirken gennem en række småopgaver, som eleven selv skal løse under lærerens vej-ledning. Denne fremgangsmåde, der i sig selv ikke er noget nyt, overføres på alle mulige tilfælde, sådan at elevens koncentrationsevne vil blive vakt og skærpet.

Foruden samtlige afsnits mange udmærkede øvelser og eksempler, s~al særligt fremhæves afsnittet om formen. Stoffregen har her givet lærer og elev en ypperlig eksenipelsamling af musikkens formtyper. Endnu findes der ikke på dansk en virkelig formlære, der behandler denne for en musiker og amatør så interessante og vigtige disciplin, derfor frembyder formafsnittet hos -Stoffregen et meget værdifuldt materiale, som i det væsentlige dækker de almindelige krav for en vordende musikers uddannelse. Værket former sig på alle punkter som en fuldstændig uddybelse og behandling af alt, hvad der vedrører klaverundervisningen. Det metodiske nye og tankevækkende er inddelingen efter de forskellige elementer, en systematisering af de talrige problemer, der nu mere håndgribeligt bringes pædagogen i hænde, samtidigt med, at denne såvel som eleven stadig holdes aktivt engageret.

Tilbage står spørgsmålet: hvordan forholder Stoffregens klaverskole sig til tidligere tiders begreb: klaverskole? For nærmere at præcisere dette, vil det være på sin plads at trække linierne op indenfor nyere dansk klaverpædagogik. Horneman

og Schyttes nu ganske forældede klaverskole, der dog stadig lever i bedste velgående, hylder kort og godt terperiet. Reaktionen meldte sig et stykke tid efter første verdenskrig samtidigt med den folkemusikalske bevægelse og genfødelsen af den ægte, sunde musiceren, som man jo kender til det bl. a. i den tyske Jugendbevægelse. Alt dette vakte genlyd i vide kredse; den øreopdragende tonica-do metode vinder mere og mere indpas, og med Jacobsens og Mortensens klaverskole afrundes på flere punkter det, man i en årrække havde kæmpet for. En 'klaverskole skal nok være en vejledning for begyndende klaverspillere, men den skal tillige være musikalsk opdragende. Hørelæren anvendes som grundlag for tilegnelsen af det musikalske stof samtidigt med, at der straks gåes over til musik, levende musik selv af så diminutive dimensioner som femtonige, ja tretonige småstykker, alt det, som den forrige generation havde negligeret. Jacobsen og Mortensens klaverskole er således en musikbog, hvor eleven systematisk ad ørets vej bringes i kontakt med tonernes verden og midlet er så (tilfældigvis) klaveret. Else Printz og Leopold Nielsen følger i deres skole samme princip, men indgår for så vidt et kompromis, idet et ret nødvendigt øvelsesmateriale indføres i skolen, noget, som Jacobsen og Mortensen i overensstemmelse med deres princip forbigik. Klaverskolen var hidtil blot lagt an på den tidligste begynderundervisning og 1-2 år fremefter. Som modsætning hertil står Stoffregens skole som en arbejdsbog, der rækker langt ud over det egentlige skolestadie, den bliver en slags skole for livet. Af den grund synes mig betegnelsen skole at dække over et for snæ~ vert begreb, navnlig når hertil kommer det ikke ringe psykologiske moment, at de fleste elever jo før jo hellere vil slippe -»skolen«.

Stoffregen har udfra sine omfattende erfaringer rent litterært afrundet sin pæda~ gogiske virksomhed og overrakt den danske klaverlærerstand et værk, en arbejds~ bog, der rummer det meste af alt det stof, som den normalt begavede musikelev møder på sin vej 5-6 år frem i tiden. Det vil således være vanskeligt at nå videre ad denne linie. Det eneste ikke helt ubetydelige element, der er ladet ude af betragtning, er selve hørelærens funktion i den elementære begynderundervisning. Dermed får Stoffregens skole en ret isoleret stilling, idet den ikke direkte knytter forbindelse med den linie, der udgår fra anden nyere dansk klaverpædagogik (med Jacobsen ög Mortensen in mente). Dette kan måske misforstås, men det er blot min hensigt at pointere, at den foreliggende skole i højere grad henvender sig til den, der søger speciel faglig uddannelse, end tonica-do metoden, der i sit princip hylder et mere elementært øreopdragende formål, hvilket i anden skikkelse er kommet til udtryk i de enkelte afsnit (f. eks. form og samklang) hos Stoffregen. Der er i det væsentlige sat et punktum ved nyere dansk klaverpædagogik. Stoffregens værk er en milepæl. Ingen klaverlærer vil i fremtiden kunne komme udenom dette arbejde.

På eet punkt kunde man tænke sig linien ført videre: til en systematisk skole (eller

arbejdsbog) med sigte på den moderne musik. Vi lever i nutiden, og også vore pædagoger (og navnlig på dem hviler ansvaret for den kommende slægts musikkultur) burde sættes i stand til at virke for lettelse af tilegnelsen af vor tids tonesprog. At dette kan systematiseres i undervisningen har Béla Bartók tidligere antydet. Men hertil kræves, at det traditionelle musikstof gennem en skole kontinuerligt føres frem til vor tids musik, på hvilken hovedvægten må lægges, og ligeledes måtte man finde frem til en metodik, der fuldtud vil være i stand til også at føje sig efter nutidens musikalske love.

Bengt Johnsson.

Årgang 24/1949, nr. 10