Det er galt med operaen

Af
| DMT Årgang 24 (1949) nr. 12 - side 267-267

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Det er galt med operaen

Det er galt fat med operaen i København. Det er ikke noget nyt, men når operaens fortvivlede forhold atter er kommet i det offentlige rampelys, skyldes det sammentræf af omstændigheder, der særlig grelt viser, hvor håbløse kår der bydes Det kgl. Teaters operakunstnere og dermed også det danske operapublikum, og hvor meningsløst, der kan disponeres.

PRO PRIMO: Man ville hædre Vilh. Andersen i anledning af hans 80-års dag ved at opføre »Maskarade« men bildte sig ind at være i bekneb med at besætte Leonores parti med en dansk sangerinde, hvorfor man skikkede bud til Helsingfors for at få den finske Leonore Lisa Linko til at synge partiet her denne ene gang. Det var en dyr spøg og en meget grov spøg, når man tager i betragtning, at en så udmærket kunstnerinde som Karen Heerup, der endog har debuteret som Leonore, på denne måde hånligt blev forbigået ved en lejlighed, hvor man ville hædre en af det danske sprogs store. Nogen nødssituation var operaen ikke i, og man kan måske derfor betragte Lisa Linkos besøg som et ønske om at se og høre finske operakunstnere på Det kgl. Men hvad så med den fremragende unge tenor Antti Koskinen, den finske Leander? Han gav i november koncert i København og fik en ovenud smuk anerkendelse i pressen, der spåede ham en stor fremtid. Her var anledningen til at invitere Lisa Linko og Antti Koskinen; som det sproglige talent, han også er, ville han måske have været i stand at synge Leanders-parti på dansk! Men operaledelsen bemærkede ham ikke, og man kan efter behag så tage »tilfældet Linko« som en bekræftelse på, at det var en demonstration.

PRO SECONDO: Medens Det kgl. endnu ikke i denne sæson er mødt frem med nogen nyheder, og medens en lang række udmærkede operasangere og -inder kunstnerisk går næsten arbejdsløse og særligt for de unges vedkommende spilder en kostbar tid, hvori de skulle have chancen for at udvikle sig, kommer der et forfriskende og for Det kgl. forhåbentlig irriterende men stimulerende livstegn fra »Den jydske Opera«, som i Århus har vist sig i stand til at sætte to operaer på benene i en mønstergyldig forestilling, deraf en dansk uropførelse: Svend S. Schultz' »Solbadet«. Det er mere, end Det kgl. har kunnet præstere, og det til trods for at denne initiativrige og idealistisk arbejdende institution virker under så vanskelige økonomiske kår, som Det kgl. bogstavelig talt aldrig har kendt til.

Den jydske Opera vil meget let kunne nå op på et lignende antal nyindstuderinger som den kgl. opera, og med sin sommersæson, der har fået stor sukces, har Den jydske Opera gjort et spring frem foran sin storebror i København. Intet under, at Frans Andersson, der ellers har haft en del gode partier, i forhold til hvad en del af hans kolleger må nøjes med, har følt sig tiltrukket af jydernes initiativ og sendt instruktøren Holger Boland et ironisk telegram med anmodning om engagement. »Mine kvalifikationer - hedder det heri - er følgende: stemme intakt, dramatisk talent og ikke kammersanger, har været arbejdsløs i fire måneder på grund af min nuværende virksomhed, repertoireindskrænkning, er i uopsagt stilling med pension«.

Efter udtalelsen til pressen, hvori Frans Andersson beklager de fortvivlede kår, der bydes dansk opera på Det kgl. og unge operakunstnere, har teaterchef Henning Brøndsted udtalt, at Frans A. kunne have sparet sin kritik, for der arbejdes netop i øjeblikket på planer om en bedring af operaens forhold. At forholdene er fortvivlede er heller ingen nyhed, men selv indenfor de skarpe grænser, der er givet, når tre kunstarter må dele hus, kunne der være gjort en meget større indsats; alene på det grundlag er Frans A.s kritik berettiget. Kan teaterchefen så yderligere skaffe bedre kår, måske et nyt operahus, så vil han være sikker på en hædersplads i dansk operas historie, men lad os se resultater først. Det glædeligste tegn er Den jydske Operas initiativ og sukees; måtte den institution blot få den støtte, der behøves. Dens videre arbejde vil blive imødeset med spænding og glæde som tegn på, at der selvfølgelig udenfor København er behov for god operakunst.