Bachfest i Pyrenæerne

Bachf est i Pyrenæerne

Af Paul Moor

Bachiiiindefesten, der blev holdt i sommer i den lille franske by Prades i Pyrenæerne, blev nærmest en pilgrinisfærd til en dobbelt helligdoni: Bachs død i Leipzig for 200 år siden var anledningen, men de par tusind, der mødte op i den yndige og livlige, men støvede og fluebefængte lille bjergby, kom egentlig for at hylde den store cellist Pablo Casals. En næsten religiøs henførelse prægede tilhøreres og udøvendes ansigter og adfærd; en hellig glorie omstrålede koncerterne, og de karakteriseredes af den helt sekteriske overbevisning: »Der er kun een Bach, - og Casals er hans profet«.

Den læge tilhører, der ankom til Prades lige fra Carnegie Halls eller Salle Pleyels pompøse omgivelser, bley slået af den tilbedende atmosfære, der var opelsket af de 30 musikere, som Casals havde prøvet med en hel måned før musikfesten. Hvad der ved første øjekast kunne virke som fanatisme, viste sig ved nøjere eftersyn at være en dyb og ægte hengivenhed og ærbødiglied for en mand, der som menneske har få jævnbyrdige og som musiker sikkert ingen. Orkestret bestod af musikere, der var blevet udvalgt ved prøver, aflagt dels i Amerika, dels i Europa, og omtrent halvdelen var anierikanere, der selv havde betalt deres rejseomkostninger og som knap kunne dække deres udgifter af de minimale honorarer, de fik. Alle var rutinerede professionelle musikere, men selv de mest forhærdede og skeptiske af dem var næsten rørende taknemmelige for, hvad sam~ arbejdet med Casals skænkede dem. Det samme var tilfiældet med solisterne, en buket strålende navne, hvoriblandt kan nævnes: pianisten Clara Haskil, Alexander Schneider, Isaae Stern, Joseph Szigeti m. fl. Casals stod for alle som det uopnåelige forbillede, noget ganske enestående nutildags.

I de sidste decennier er Casals navn næ.sten blevet en legende. Han blev verdensberømt i en periode, hvor giganter som Busoni og Paderewski stod i Zenith. Blandt andet fremdrog han de seks monumentale suiter for solocello fra,glemsel, og gennem dem og deres indvirkning på andre kunstnere revolutionerede han den gængse opfattelse af Bach.

Casals, er ikke alene spanier, men catalonier, og lige så patriotisk og stolt som hele resten af dette lille nationalt selv-. bevidste folk, hvis land strækker sig mod

nord over de østlige Pyrenæer ind i det franske Rousillondistrikt. Da Francos fascistregime styrtede det republikanske styre i Spanien, hvor Casals fødtes for 73 år siden, nægtede han som mange andre intellektuelle spaniere at blive i landet. Han slog sig ned i Prades, der er catalonsk, skønt beliggende i Frankrig. For de 5000 indbyggere er han »le Maltre«, den mest ærbødige og smigrende betegnelse på fransk. Da freden endelig kom, genoptog Casal.s sin karriere med fornyet begejstring i det håb at vinde stormagternes støtte til genoprettelse af det demokratiske styre i Spanien. Men da England og Amerika vedblev at anerkende Franco, drev Casals' sorg over, hvad han anså for moralsk uansvarlighed, ham endnu engang i eksil. Først Bachs 200-årsdag og violinisten Alexander Schneiders overtalelser fik ham lokket fra hans tavse tilbagetrukkethed til musikfesten.

Sammenlignet med andre musikfester verden over var Prades-koncerterne yderst beskedent anlagt. Den stedlige St. Peters kirke var koncertlokalet, eftersom der ikke fandtes andre. De tolv koncerter dækkede orkester- og kammermusik. Casals indledte de seks største koncerter med en cellosuite og dirigerede derefter orkestret i de øvrige afdelinger, der indbefattede alle Brandenburg-koncerterne, tre kantater og adskil~ lige koncerter for soloinstrumenter samt orkester- suiter. Han deltog kun i en enkelt af kammermusikkoncerterne, hvor han spillede de tre Gamba-sonater med Paul Baumgartner. Desværre blev der ikke fremført noget orgelværk, fordi orglet i St. Peters kirken ikke svarede til de krav, man måtte stille. Man havde ventet, at Albert Schweitzer, der som Bachautoritet kan kappes med Casals, ville komme til stede; han blev forhindret af arbejde på sit hospital i Afrika, men han stod blandt indbyderne, og han sendte »le Maltre« de hjerteligste ønsker for festens forløb.

Turistmæssigt set var Prades som skue~ plads for en musikfest det rene vanvid, --byen har kun eet hotel, og næsten alle tilhørere måtte daglig køre mellem 20 og 40 kilometer med toget, - men Casals havde betinget sig at blive i byen.

Ved åbningskoncerten talte Ærkebiskoppen af Perpignan og nedlagde forbud mod bifald i kirken, hvilket blev festens største skuffelse. Efter hans tale dukkede Casals frein, stille og beskedent, næppe højere end den Gofriller-cello, han havde i venstre hånd, - o-o, publikum kunne, blot livl-, de ham stående. Han bukkede kort og gav med buen folk tegn til at tage plads. Hans kunst er kvintessensen af enkelthed, der igen er resultat af den mest intense kunstneriske stræben. Han har i den grad tilegnet sig liver enkelt node, og hvad vi hører, når til os gennem hans udadlige teknik som den ædleste og reneste musik. Han spiller med en sådan frihed, at han i visse øjeblikke i lyriske passager ligefreni synes at improvisere.

Prades har lykkeligt undgået turisteriet. Der findes in-~,en af de varine kilder, som før krigen tiltrak engelske misser o-, pensionerede oberster. Den lokale vin og inaden er ikke noget at råbe højt om, og ingen blev derfor trukket op. Indtil for 300 år siden var området spansk, og eftersom de fleste indbyggere er af catalonsk op.rindelse, kunne Casals virkelig føle sig hjemme dér. I de sidste par år er mange af hans slæ-,t o-, venner vendt tilba-,e til

'"" zn t,

Spanien. Han selv ville også væ-re blevet vel modtaget, nien for de resterende ubøjelige spanske republikanere står han som en bannerfører af mindst ligeså stor betydning soni expræsident Juan Negrin. Officielt kom der ikke spaniere til musikfesten, men adskillige uden udrejsetil

11

ladelse sneg sig over grænsen for at høre Casals. i alle eksilårene har han levet yderst nøjsomt, så at han trods svigtende indtægter alligevel har kunnet. hjælpe sine medlandfl-,,tige i stor tidstrækning. Hver lørdag aften spillede han for sine catalonske venner i sit beskedne hus, hvor han levede alene med en gamniel pige. - Da musikfesten lakkede mod enden, var der tale om en gentagelse næste år, og der gik rygter om en turné med hani og orkestret, måske også til Anierika.

Han har haft adskillige elever i Pr.-ides,

for størstedelen unge koncerterende kunstnere, som har taget timer ind mellein deres turnéer. Flere af dem var nu medlemnier af orkestret. Andre orkestermedlemmer bestemte sig efter to måneders slid med prøver og koncerter til at opgive deres planer - og lånte i flere tilfælde penge - for at kunne blive og studere hos Casals. Da jeg tog afsked med den 24- åri,-,e internationalt berømte pianist Eugene Istoinin o-, spurgte, hvad hans planer var, svai-ede lian: »Jeg aner det ikke, før alt falder til ro her. Ved De, at han lever hernede tiden nogen, som kan spille klaver for hani. Det kan man ikke tillade, og hvis han bryder sig om det, vil jeg blive så længe, jeg overhovedet kan.«

Afskeden mellem orkestret og de tilhørere, soni da-gligt var sammen med dem på Grand Café, var vemodig. Orkestret havde skillinget sammen til en håndgribelig inindegave til le Maltre og havde æte amerikansk - for honoraret for' en radiotidsendelse købt et pragtfuldt isskab, som blev overrakt ham den sidste aften.

Det sidste værk på sidste koncert var kantaten »Liebster Jesu, mein Verlangen«, soni Casals dirigerede med Héléne Fahrni o-, Doda Conrad som solister. Det syntes soni om en demonstration af en eller anden art var uundgåelig, og den kom, men ganske usædvanligt og spontant. Ærkebiskoppen, der sad på første række, sprang op - så utroligt det lyder - begyndte at klappe. Han havde knapt ført hænderne sammen, før liele forsamlingen stod op, ogen bifaldsorkan brød løs i den ganile kirke.

Ved en reception i rådhushaven efter musikf esten talte Casals selv og sagde bl.a.: »Det er svært at sige farvel til jer. Det ville være en stor ære for inig, livis I kom igen til en ny musikfest. Hvis det skete, ville je-, modtage jer, ikke som musikere, men som mine personlige venner.«