Helmut Walcha. Bach-fortolkeren

Af
| DMT Årgang 26 (1951) nr. 04 - side 72-74

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Helmut Walcha

Bach-Forlolkeren

Af Niels Friis

Bach-Aaret og dets Koncerter og Festliglieder bragte et Orgelspiller-Navn i Forgrunden, som hidtil ikke har været saa særlig kendt: Helmut Walcha. Det vil næppe kunne findes i noget nyere Musikleksikon, hvilket forsaavidt er ejendommeligt som dets indehaver allerede længe har været en Stjerne i Opgang paa Orgelspillets Firmament. Navnlig Grammofonindspilninger har været med til at sprede Helmut Walchas By, som faktisk er stort i Øjeblikket. Men om Manden selv vides stadigvæk ikke meget udenfor hans Land, Tyskland.

Helmut Walcha er blind og er uden Tvivl en af de meget faa ikke-seende Musikere, der i de senere Aar er naaet op i det helt store Format. Men hans Tragedie, som er en Tragedie, dybere end de fleste, mærkes ikke, naar han sidder ved det Instrument, der især har skabt hans Berømmelse: Orglet. Sit eget, i Hellig Trefoldigheds Kirken i Frankfurt a.M., kender han naturligvis ud og ind, men han er hjemme også på et hvilket sonh helst andet Orgel, han sætter sig til med ejendommelig Sensibilitet og med en skarpt udviklet Intuition trænger han straks ind til Instrumentets dybeste Egenskaber, hvor han saa end kommer frem.

For nogle Uger siden indviedes i Musikhalle i Hamborg et nyt, stort Koncertorgel, bygget af den i Hansestaden nyetablerede, dygtige Orgelbygger Rud. v. Beckerath, et klassisk præget Instrument paa 60 Stemmer, fordelt paa Hovedværk, Overværk, Kronpositiv, Rygpositiv og Pedal, mekanisk fungerende i Spillemekanismen, men med Sættekombinations-Anlæg. Indvielsen var en stor Begivenhed i Hamborgs Musikliv, og for at markere den havde man indkaldt et af Orgelspillets store Navne: Helmut Walcha.

Kun en meget ringe Del af de 2300 Tilhørere, der denne Aften var samlet i Hallens grufulde, barokimiterende Interiør var vist klar over, at det var en blind Mand, der her - ene foran det mægtige Instrument og paa den øde Musiktribune - sad Og holdt deres Interesse bunden fra den første Tone til den sidste. En Kende Usikkerhed med Hensyn til Placeringen af Haandtaget paa Døren i Tribunens Baggrund var det eneste, der for den skarpe iagttager indicerede, hvordan det forholdt sig - overfor det nye Instrument, som han kun havde kendt i tre Dage, var han helt og fuldt suveræn.

Det er jo navnlig som Bach-Specialist, Walcha har vundet sit Navn, og Programmet for denne Aften var da ogsaa helt helliget den store Johann Sebastian. For de Tilhørere, der paa Forhaand kun kendte Walchas Kunst fra Grammofon-Optagelser eller Radio-Udsendelser, var det personlige Møde med ham en interessant Oplevelse. Det bekræftede, hvad de mekaniske Gengivelser nok havde løftet Sløret for: at lian som Musiker er en dyb og oprindelig Begavelse med en meget sikker Fornemmelse overfor, hvad Bach-Spillet kræver. Han er ikke tynget af nogen akademisk Indstilling eller Uddannelse, men musicerer frisk fra Hjertet, der afspejler et ægte Musiker-Sind, og med en pletfri, ja blændende Teknik, der nok er virtuost præget, men dog stedse forbliver det, den skal være: (let musikalskes og kunstneriskes Tjener.

Det er en ganske naturlig Ting, at der er Detailler i hans Bach-Gengivelse, som vil kunne diskuteres; der er dynamiske og klanglige Virkninger, bl. a., som klinger mindre regelret, første Gang, de høres, og navnlig gjorde det hin Aften i Musikhalle i Hamborg - men det er Walchas Overbevisning, naar han spiller som han gør, og han er en Musiker, der ikke gaar paa Akkord og heller ikke behøver det. Set under en bred Synsvinkel falder naturligvis hans Bach-Opfattelse ogsaa sammen med den, der har været gængs i de senere Tiaar, og det er endda ikke helt forkert at tage den som en Slags Generalnævner for Nutidens Bachspil, hvilket jo iøvrigt faktisk er gjort ved at man har overdraget ham at indspille alle Bachs Værker paa Grammofon.

Disse Optagelser, der allerede begyndte for et Par Aar siden under Ledelse af den meget dygtige hamborgske Lydtekniker, Dr. Erich Thienhaus, er endnu kun lidet kendt i Danmark. De første optoges paa det efter Krigen genopstillede og noget haardt restaurerede saakaldte lille Orgel i St. Jacobi Kirke i Lübeck, hvor der opnaaedes Resultater, som ikke blot var kunstneriske fuldendte, men ogsaa fremragende i lydteknisk Henseende. Det er Meningen at gaa videre med disse Walcha Optagelser ogsaa til andre historiske Instrumenter, og det er naturligt, at et af Arp Schnitgers er blevet det næste.

Af de Orgler, der endnu er tilbage af denne Mester - i gamle Dage var det jo Eosander-Orglet, man altid hørte paa Grammofon, men det er gaaet tabt i Krigen - valgte man Orglet i Cappel ved Cuxhafen (tidligere i St. Johannes Kloster i Hamborg), som utvivlsomt ogsaa er et af de mest uberørte, og som efter et Grund Eftersyn af de mekaniske Dele, der bort, eliminerede en stærk Klapren, er blevet et velegnet Instrument til dette Formaal. Herude i det øde, stormomsuste Sogns kolde og fattige Kirke opholdt Walcha sig tre Uger i Fjor for at foretage en lang Række af sine Bach-Indspilninger for det tyske Grammofonselskab. Triosonaten i Es-Dur og en lang Række Koralforspil blev Resultatet.

Det er nok i første Række Grammofon Indspilningerne, der har rettet Søgelyset mod Helmut Walcha, men hans Placering er iøvrigt sikker nok. Han er 43 Aar og er saaledes kunstnerisk vokset op i Krigens Aar - det er en yderst sympatisk Ting ved ham, at man med Sikkerhed kan vide om ham, at han ikke har været med til alt det meget, som Flertallet af hans Landsmænd i hin Periode beskæftigede sig med. Sympatisk er han iøvrigt - Mennesket bag Kunsteneren er vel værd at lære nærmere at kende. Gribende lyder hans egen Beretning om, hvordan han var »en ganske almindelig Dreng« i Leipzig, hvorledes truende Skyer trak op, da han var fyldt 14 Aar, ved at Synet begyndte at svigte - og hvordan det fuldstændig var forsvundet, da han var 18; ved den Alder, da Verden for Alvor aabner sig for andre unge, lukkede den sig helt for ham.

Under disse Forhold, og ved Udsigten til, hvad der sandsynligst vilde ske - ingen Læge kunde hjælpe ham, eller saa meget som konstatere Sygdommens Karakter - kastede han sig, mens han endnu kunde se noget, over Musikken og Orgelspillet. Fra han var 15-16 Aar, var han paa Orglet Elev af den nuværende Thomas-Kantor i Leipzig, Günther Ramin, hvis faste Medhjælper ved Kirken Ihan senere blev i nogle Aar, indtil Forholdene artede sig saaledes, at han selv kunde faa Embede.

I 1939, netop som Krigen brød ud, blev han Organist ved Fredenskirke i Frankfurt a. M., og siden har denne By været hans faste Domicil. Han er nu Organist ved dens Hellig Trefoldigheds Kirke, Byens største, hvor han dog, som han selv udtrykker det, har en grusom Kasse af et Orgel at spille paa. Men dog altid et Orgel af visse Dimensioner, et Hjemsted for hans Kunst, der allerede nu har bragt ham vidt omkring.

Iøvrigt helliger han sig ogsaa pædagogisk Virksomhed. Allerede i sine første Frankfurt-Aar knyttedes han som Lærer til det meget kendte Dr. Hocks Konservatorium, der ogsaa har talt Danske blandt sine Elever. Da det før Krigen gik over til at blive en offentlig Institution under Navn af Staatliche Musikhochschule, fulgte han med i en Professorstilling - derfra hidrører hans Professor-Titel, som han iøvrigt ikke bruger ret meget. Saa meget des mere virker han - han er Lærer for 25 unge baade protestantiske og katolske Kirkemusiker-Studerende, som beundrer ham og ser op til ham for hans Viden og hans Kunnen.

Hans kunstneriske Udvikling er gaaet over Reger som et første Højdepunkt i de Maal, han satte sig, tilbage mod det gamle Mestre. Da Tiden blev moden dertil, siger han, trængte historiske Problemer sig mere og mere paa i hans Bevidsthed, og Barok-Perioden blev hans store Ideal, med Johann Sebastian Bach som det første og største Navn. Baade paa Cembalo og Orgel dyrker han ham med Forkærlighed, og er utvivlsomt allerede nu kommet til at staa som Øjeblikkets betydeligste tyske Bach-Fortolker. Helt har han, dog ikke sluppet den nyere Tid - det hænder, at han, selv om det jo er svært for ham at gøre det, indstuderer endogsaa helt moderne Ting; i Øjeblikket arbejder han saaledes med et Værk af Kurt Hesselberg.

Ledetraaden gennem hele Helmut Walchas Virke følger man let gennem mange smaa Bemærkninger, som han paa dertil egnede Tidspunkter saa at sige strør om sig i Løbet af en Samtale. En af dem var seerlig karakteristisk: Jeg kan ikke beskæftige mig med andre Værker end saadanne som jeg helt og fuldt kan gaa i Brechen for, baade som Kunstner og som Menneske. De kom med Varme og Overbevisning; disse Ord, og de kan næsten tages som hans kunstneriske Program, om man kan tro ham selv. Han lægger heller ikke Skjul paa, at Johan Sebastian Bach staar for ham som det mest ophøjede i Kunsten. Bach ligger ham nærmest, baade i kunstnerisk og menneskelig Henseende. Derfor - og fordi han iøvrigt havde sjældne Betingelser derfor - blev han Bach-Fortolkeren par excellence.

Årgang 26/1951, nr. 04