Nye musikalier

Af
| DMT Årgang 26 (1951) nr. 04 - side 84-85

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Nye musikalier

Ny dansk klaverskole

Hvert år een eller to nye (hanske klaverskoler! Det er snart et motto for dansk musikpædagogik. Så meget mere er der grund til at lægge mærke til Margrethe Dahl's og Anna Veibels lille klaverskole »Trin for trin«, udkoniniet hos Engstrøni & Sødring. I en koncentreret forni gives der her elev og lærer materiale, der 1)åde er opdragende og underholdende. Den overvældende mængde af stof, som præger f. eks. Jacobsens og Mortensens i sin art banebrydende klaverskole, er her Sammentrængt til det mindst mulige, således at det vigtigste grundlag lægges, o,,, eleven så hurtigt som muligt kan komme til stof udenfor skolen. Hvad man derimod kunne ønske, er små øvelser, hvor eleven selv aktivt bliver sat igang med (le musikalske småproblemer; man kunne tænke sig et ekstra øvelseshefte, livor f. eks. den begyn~ dende forni- og sætningsanalyse (spørgsmål og svar) var samlet sammen med skalaoversigt. og supplerende øvelser. Dernæst synes det lidt for overfladisk, når der kun nu og (la henvises til stykker udenfor skolen, der kan anvendes side om side med denne. Hvad med en noget fyldigere litteraturfortegnelse for livert afsnit? Det er ikke alle p,-cdagoger, der er klar over det store materiale både af gammelt og nyt undervisningsstof, som bør inddrages i den elementære begynderundervisning. Af nye småstykker skal fremliæves. A.V.'s lille sørgemarch i femtonig nioll. »Mis er død«, der klinger ualmindelig moll-agtigt og fyldigt, og som børnene sikkert vil kaste sig over med iver, stolte over, at man på et så tidligt standpunkt kan udfolde så inegen klang til ære for den døde mis. Og hermed være denne nye klaverskole anbefalet for klaverlærere, der arbejder med børneelever.

// Der er storartet musik i Erland von Koch's klaversonatine op. 41, (ter for nylig er udkommet på Nordiska Musikfórlaget. Den let diverterende tone i førstesatsen iklædt en fast og klar form'afløses af den stærkt ekspressive tone i Adagiosatsen. Den musikantiske tone fra førstesats dukker naturligvis op i finalen, der dog på sine steder kan forekomme lidt

z, tynd.

// Nils Bffirkander møder ligeledes med en sonatine op. 20. Sonatinebetegnelsen synes dog noget misvisende, (la både første- og andensatsens bredde med (le stort anlagte pianistiske linier mere peger i

retning af sonate. Der er dog grund til at

glæde sig over de smukke lyriske indfald

i serenatoen, medens finalen løber mere

diverterende afsted i en Rondo rustico,

der klæder instrumentet, selv om de melo-

diske indfald virker noget traditionelle.

B. J.

Apropos en anmeldelse

John Våinå Forsman er åbenbart en ufordøjelig klump i det danske musikliv, og navnlig i DM. Og rigtigt er det, at hans musik er mærkv~ærdig og kræver virkelig indlevende fantasi for at man kan følge den.

Alligevel blev jeg forbavset, (la jeg læste B.J.s negative omtale af den nylig udkomne sonate op. 3. Selvfølgelig har B. J. lov til at mene om sonaten, hvad han vil, men når hans aversion får ham til at skrive, at musiken er elevniæssig og han derefter prøver at støtte denne påstand på tvivlsomme indvendinger, må der reageres herimod.

Hvad menes der med, at sonaten savner det nødvendige spændingsforløb for at opfylde det cykliske? Det cykliske er her motiveret ved enheden i harmoniken og den stoflige sammenhæng (som -B. J. åbenbart ikke har kunnet se), ja, der er tale om cyklisk arbejde, idet temaet i tredje sats er udsprunget af I.sat's tema, altså udpræget. substansfællesskab. Om 3.sats mener B. J., at det første tema ikke bliver udnyttet. Det kan overhovedet ikke udnyttes mere end sket er, uden at det ville virke overdrevet. Hvis der i stedet for kontrasttemaets rolige halvnoder fortsættes med hovedtemaets urolige rytrne, ville den voldsomme udnyttelse af dettes rnotiviske bestanddele i det efterfølgende afsnit have været uforsvarligt. Det er et spørgsmål om form!

Desværre tillader pladsen ikke, at jeg

yderligere går i detaljer. Det, underteg-

nede blev ked af, var, at en musik som

denne, der efter min mening er af høj

kvalitet og bærer vidne om stor musikalsk

idealisme, bliver behandlet som et elev-

arbejde, og at anmelderen ikke fandt det

umagen værd at give det en rimelig

eliance. Egon Christiansen.

Svar til Egon Christiansen

Selvfølgelig har undertegnede lov til at mene om Forsmans sonate op. 3, hvad han vil, det indrømmer E. G. mig dog i oven,stående indlæg!

Udfra mit kendskab til ny dansk klavermusik såvel som til den moderne musik i det hele taget har jeg ment det uforsvarligt blot at fremkomme med skulderklappende bemærkninger til den tinge komponists arbejde. Sonatens mangel på cyklisk og stoflig balance afhjælpes ingenlunde, fordi man benytter samine materiale i de omrammende satser, inen selve stoffets indhold og kvalitet må alene efter min mening afgøre formens udseende, og (lette synes mig den foreliggende sonate langt fra at honorere. Hvis komponisten i fremtiden ville reflektere lidt mere over sine indfald, vrage og vælge, ville det indtryk af ufuldstændig kompositionsteknik, ,som sonaten udviser (altså efter min niening!), muligvis ændres.

Bengt Johnsson.

Den fireliændige klaverlitteratur er blevet beriget med tre morsomine stykker »Trois pieces negres pour les totielies blanches« af den engelske koinponist Constant Lambert. Værdifuldest af stykkerne er »Siesta«, der i melodikken viser påvirkning fra den primitive negersang. Med ganske enkle midler forstår I.,arnbert her at understøtte og klangligt belyse

melodikken på en afvekslende måde indenfor det snævert afstukne felt: de hvide tangenter.

// På Willielm Hansens musikforlag er udkommet seks klaverstykker af den portugisiske koniponist Frederico de Freitas. Den nationale tone og de velkendte rytnier fra den iberiske halvø slår en imøde, når inan. spiller disse satser igennem. Det tredje af stykkerne »prestissimo« indehol(ler ganske interessante momenter fra et pianistisk synspunkt, mens stoffet er tenimelig tyndt; det sidste nummer i samlingen, »Zigeunerpigens dans«, er et virkelig elegant klaverstykke, pianistisk det niest effektfulde i sfimlingen. I en knap form med dramatisk rytmisk indhold har (le Freitas her malet et lille folkelivsbillede, der afslører dets autors sans både for instrumentet og for liarinonisk kolorit. B. i.

Carl Flesch har forestået udgivelsen af Tjaikofskis Selierzo og Melodie op. 42 nr. 2 og 3 for violin og klaver (Peters, London). Samme forlag har endvidere genoptrykt Tjaikofskis »Théme et Variations« ol). 1,9 nr. 6.

Årgang 26/1951, nr. 04