Uafsendt brev til en sangerinde

Af
| DMT Årgang 26 (1951) nr. 04 - side 69-72

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Uafsendt brev til en sangerinde

Af Hermann Hesse

Da jeg mange gange har hørt Dem synge i oratorier og på sangaftener, i koncertsale og i radio, og eftersom jeg ikke har hørt nogen sangerinde med en sådan glæde, beundring og andagt som Dem, siden døden indhentede min veninde Illona, hvis kunst dog i visse henseender var Deres kunsts modsætning og modpol, tillader jeg mig at skrive disse linjer til Dem efter Deres koncert i dag. Ganske vist syntes jeg mindre om dagens koncert end om mange tidligere, thi programmet forekom mig ikke fuldtud at være Deres kunst værdig, men selv dette program, som jeg ikke hilste med nogen glæde men bare tog imod, sang De på Deres fuldendte måde, som følger af en meget smukt, forneint og fuldendt skolet stemme i forening med et fornuftigt og sandt menneskes værdighed og enkelhed. Mere tror jeg ikke, man kan og skulle, berømnie en sangerinde. Det som en lyrisk anmelder ofte superlativt fremholder og priser hos en sangerinde: følelsen, stemningen, sjælfuldheden, hjertevarmen, inderligheden, og hvad det nu hedder, det forekommer mig altid tvivlsomt og lige så uvigtigt som sangerindens mere eller mindre smukke figur eller toilette. Strengt taget er det hverken sjæl eller inderlighed, følsomhed eller et hjerte af guld, jeg håber at finde og venter af hende, for jeg antager, at dette allerede findes i tilstrækkelig mål i sangen eller arien, altså i det af digtning og musik bestående kunstværk, forlenet dermed af dets skabere, sådan at en forøgelse deraf hverken er nødvendig eller gavnlig. Når teksten er af Goethe og musiken af Schubert eller Hugo Wolf, så stoler jeg på, at dette lille værk ikke savner det være sig hjerte, sjæl, eller følelse og vil helst ikke, at sangerindens personlighed lægger noget yderligere til disse egenskaber. Jeg fordrer ikke at høre, hvor nær forbunden hun .selv er med det, hun synger, eller livor grebet hun er af kunstværket, men derimod en mest mulig eksakt og fuldendt gengivelse af det, som står skrevet på hendes nodeblad. Dette skal hverken ved tilføjelse af følelse forstærkes eller af niangel på forståelse svækkes. Det alene er, hvad vi venter af sangerne og sangerinderne, og det er ikke lidt, det er uhørt meget og opfyldes kun af et fåtal, thi dertil fordres foruden den Guds gave at eje en smuk stemme ikke blot en yderst om hyggelig skoling og øvelse men også en betydelig intelligens, en evne til fuldtud at forstå et værks musikalske egenskaber, fremfor alt at erkende det som et hele og ikke pille rosinerne tid af kagen og servere disse for virtuosen særlig taknemmelige steder på helhedens bekostning og med overdreven betoning. For at tage et særlig groft eksempel: Jeg liar ofte hørt intetaliende unge sangerinder synge »Ich hatt' in Penna einen Liebsten wolinen« fra »Italienisches Liederbuch«, og de havde ikke forstået eller tilegnet sig ,andet af sangens tekst og komposition, end at de kunne gøre effekt ved i triumf at udskrige »Zehn!« i sidste vers. De sang miserabelt, men det mere eller miiidre ærede publikum lod sig hver gang overrumple af dette »Zehn« og applauderede.

Alt dette er selvfølgeligheder og hver sig dog i praksis ikke af sig selv hverken for sangerne eller deres tilhørere eller for en del af kritikerne. Men hvis nu en sangerinde træder frem og virkelig opfylder disse så tilsyneladende enkle fordringer, om hun virkelig synger, hvad komponisten har skrevet, hvis hun ikke tager noget bort eller lægger noget til, ikke forfalsker noget, lader hver tone og takt komme til sin ret, da står vi hver eneste gang overfor et lykketræf og et under og føler en hjertevarmende taknemmelighed, en mild tilfredsstillelse, som vi for det meste kun fornemmer, når vi selv læser eller spiller eller i vor erindring genkalder et elsket kunstværk, altså tiden at en formidler står mellem os og dette værk.

Venner af god musik har kunstnere som Dem at takke for den sjældne lykke det er at blive beriget gennem en formidler, som ikke tager noget fra eller lægger noget til værket, en kunstner, som ganske vist er vilje og intelligens men knap nok længere individ. Sådanne kunstnere er sværere at finde, når det gælder vokal-, end når det gælder instrumentalmusik: netop derfor er den lykke at møde en af disse, sjældne kunstnere så stor. Vel findes der en anden måde at være lykkelig på, når man hører sang, og den kan være, ganske intensiv: lykken at blive ombejlet, erobret, og henrevet af en stærk eller forførerisk kunstnerpersonlighed. Men ren er sådan lykke aldrig, den har noget med sort magi at gøre, den er brændevin i stedet for vin og ender med lede. Denne urene musiknydelse forfører og fordærver os på to måder: den drager vor interesse og vor kærlighed fra kunstværket til den udøvende og forfalsker vor bedømmelse ved at lokke os til for den interessante kunstnerpersonligheds skyld at akceptere selv sådanne værker, som vi ellers ville forkaste. Sirenestemmen beholder jo sin tryllekraft selv i den mest banale schhager. Den rene, objektive, saglige kunstudøvelse derimod styrker og lutrer vor dømmekraft. Når en sirene synger, kan vi engang imellem tolerere selv dårlig musik. Men når De synger, min ærede, og undtagelsesvis udvider Deres prograni også med tvivlsom musik, så forfører Deres herlige fremførelse mig ikke til at billige denne musik, men jeg mærker ubehag og en vis skamfølelse, og jeg ville helst på knæ bønfalde Dem om med Deres kunst alene at tjene det fuldkomne, det eneste, som er Dem værdigt.

Hvis jeg nu virkelig afsendte dette takkeog kærlighedsbrev, skulle De med fuld ret kunne svare, at De kun lægger liden vægt på at blive belært angående musikalske kvaliteter og musikalsk bedømmelse af mig, en lægmand. De skulle med fuld ret frabede Dem, at jeg kritiserer Deres program. Javel, men mit brev skal jo ikke afsendes, det er blot en monolog, en betragtning i ensomheden. Jeg forsøger at klargøre noget for mig, nemlig min musikalske smag og min musikalske dømmekrafts udspring og mening. Når jeg i det hele taget taler med om eller resonnerer over kunst, så gør jeg det ganske vist som kunstner, men ikke som kunstkritiker eller æstet derimod altid som moralist. Hvad jeg skal forkaste eller i det mindste betragte med mistro, og hvad jeg på den anden side skal ære og elske i kunsten dikteres mig ikke af objektive og på nogen måde fastslåede begreber om værdi og skønhed men af en slags samvittighed, som er af moralsk og ikke af æstetisk natur, og som jeg netop derfor kalder for samvittighed og ikke for eksempel for smag. Denne samvittighed er subjektiv og bindende kun for mig selv; det er mig ganske fjernt at ville påtvinge verden den slags kunst, jeg elsker, eller søge at gøre den led ved den anden, jeg ikke selv kan tage alvorligt. Blandt det, som teatre og operaer dagligt spiller, er - der meget lidt, som formår at lokke mig, men jeg er gerne indforstået med, at hele denne verdens kunst og kunstverden trives og fortsat består.

Det salige Utopia, hvor der kun bedrives hvid og ingen sort magi, hvor bluff og falskspil ikke forekommer, søger jeg ikke i nogen fremtid; jeg må skabe det i mig selv, i det lille afsnit af verden, som tilhører mig, og som jeg kan påvirke ... Til det, jeg elsker og ærer, hører kunstnere og værker, som aldrig fik del i folkets gunst, og til de kunstværker, jeg ikke synes om, som min samvittighed eller min smag tager afstand fra, hører de berømteste navne og titler. Grænserne er naturligvis ikke faste, de er nogenlunde elastiske; jeg kan alligevel af og til hos en kunstner, som mit instinkt hidtil har forkastet, overrasket og beskæmmet opdage et lille arbejde, i hvilket han trods alt passer for min verden og mit væsen. Og også hos helt store, næsten sakrosankte mestre kan jeg undertiden blive skræmt. af en lille afsporing, af en smule forfængelighed eller letsindighed eller af ærgerrighed og effektjageri. Men da jeg selv er kunstner og ved, at mine egne arbejder er fyldt af sådanne mistænkelige steder, fuld af pletter på den renhed, jeg har stræbt efter, formår sådanne opdagelser ikke for alvor at vildlede mig til trods for at de principielt set er forfærdelige. Det er ikke min sag at afgøre, om der virkelig nogensinde har eksisteret fuldendte, fuldkommen rene og fromme mestre, som fuldstændig er gået op i deres værk. eller deres kald, sådanne som er vokset udover det menneskelige. Det er tilstrækkeligt, at der findes fuldkomne værker, at et krystalklart stykke objektiveret ånd er opstået med disse mestre som medium og er blevet skænket menneskeheden som prøvesten på ægte guld.

Min bedømmelse af et kunstværk savner, som sagt, den ærgerrighed at være æstetisk og objektivt »rigtig« eller på nogen måde at kunne tjene som rettesnor eller være tidssvarende. En rent æstetisk bedømmelse må jeg jo som litterat kun tillade mig over litteratur, en kunstart, livis midler, håndværk og muligheder jeg kender til, og som jeg forstår, så langt som det er muligt for mig. Mit forhold til de andre kunstarter, fremfor alt musiken, bestemmes mindre af min bevidsthed end af min sjæls instinkter, det består ikke af intellektuelle handlinger men er en slags hygiejne, det betinges af mit behov for en vis renhed og en slags velbefindende, af den atmosfære, temperatur og næring, hvorved sjælen befinder sig vel, og som letter skridtet fra velbehag til aktivitet, fra sjælero til skaberglæde. Kunstnydelsen er for mig hverken bedøvelse eller stræben eller dannelse, den er ilt og næring, og når jeg lytter til musik, som vækker min modvilje eller smager altfor sød, er altfor sukret eller pebret, så forkaster jeg den ikke på grund af dyb indsigt i kunstens væsen eller som kritiker men næsten rent instinktivt. Men det udelukker ingenlunde, at dette instinkt i mange tilfælde kan holde stand overfor fornuftens efterprøvelse. Uden sådanne instinkter og en sådan sjælehygiejne kan ingen kunstiier leve, og enhver har sin egen.

Men for at vende tilbage til musiken: til min måske noget puritanske kunstmoral, en kunstners og en individualists moral og hygiejne hører ikke blot ømfindtlighed overfor den åndelige næring men også en ikke mindre ømfindtlig skyhed overfor alle kollektive orgier, overfor alt hvad der har med massens I sjæl, med massepsykose at gøre. Dette er det mest følsomme punkt i min moral, thi omkring dette punkt grupperer sig alle konflikter mellem individet og samfundet, mellem den individuelle sjæl og massen, mellem kunstneren og publikum, og jeg ville absolut ikke som gammel mand vove at gentage min bekendelse til individualismen, hvis det ikke var, fordi mine ømfindtliglieder og instinkter, som ofte er blevet dadlet af de normale og ufejlbarlige, på en uhyggelig måde har vist sig at være rigtige på et specielt område, nemlig det politiske. Jeg har mange gange været tilskuer til, hvordan menneskene i en by eller menneskene i et helt land er blevet grebet af den beruselse og svimmelhed, i hvilken de mange enkelte er blevet forvandlet til en enhed, en homogen masse, hvor alt individuelt udslukkes, og hvor henførelsen over flællesskabet, over at alle drifter strømmer sammen i en eneste massens fællesdrift fylder hundreder, tusinder eller millioner med en ekstase, en offervilje, selvopgivelse og heroisme, som i begyndelsen ytrer sig i råben, skrigen og rørende - broderskabsscener med tårestrømme men til sidst ender i krig, vanvid og strømme af blod. Mit individualist og kunstnerinstinkt har altid stærkt advaret mig mod denne menneskets evne til at beruse sig gennem fælles lidelse, fælles stolthed, fælles had eller fælles ære. Når denne kvalme ekstase bliver mærkbar i et rum, en sal, en by eller et land, så bliver jeg kold og mistænksom, så gyser jeg og ser allerede blodet flyde og byerne stå i flammer, medens dle fleste af mine medmennesker med begejstringens og henførelsens tårer i øjnene stadig er beskæftiget med hurraråben. og forsoning.

Nok om politiken. Hvad har nu den med kunsten at gøre? Jo, de har et og andet med hinanden at gøre, de har en hel del fælles. Politikens mægtigste og værste middel, massepsykosen, er for eksempel også kunstens mægtigste og mest ulødige middel, og en koncertsal eller et teater frembyder jo ofte nok, det vil sige ved liver vellykket og bleendende forestilling netop dette masseberuselsens skuespil, og det er en lykke, at den kan få udløsning i den traditionelle applauderen, eventuelt forstærket med tramp i gulvet og bravoråb. Uden selv at vide det går en stor eller ligefrem den største del af publikum til sådanne forestillinger kun for at opleve disse øjeblikke af beruselse. Gennem de mange menneskers kropsvarme, kunstens stimulerende indflydelse og dirigentens eller virtuosens anstrengelser fremkaldes en spænding og en feber, som får den deraf angrebne til at føle sig løftet »udover sig selv«, det vil sige, han berøves for et øjeblik sin fornuft og indre forstyrrende hænininger og forvandles i en flygtig men intensiv lykkefølelse til en dansende myg i den store sværm. Også jeg er undertiden bukket under for denne rus og denne fortryllelse, i det mindste i mine yngre år, jeg har været henrykt og applauderet med de andre, sammen med femhundrede eller tusind mndre anstrengt mig for at udskyde den nøgterne opvågnen og slutningen på drømmen ved atter og atter at forsøge på med larmende bifaldsstorm at puste nyt liv i det udspillede kunstapparat, skønt vi allerede stod op og var klar til at gå. Dette er dog ikke hændt, mig ret ofte. Og efter en sådan beruselse fulgte altid det ildebefindende, som vi kalder dårlig samvittighed eller tømmermænd.

Når jeg derimod ved sådanne kunstnydelser har oplevet noget godt og velgørende, noget der virkede længe efter, så var det stemninger og sjælstilstande ved hvilke man ikke behøvede at blive revet med af massen, det var en følelse af bevægelse, ren glæde, andagt, et glimt af det guddommelige. Efter sådanne kunstoplevelser, som jeg kalder for ægte, har denne tilstand varet i timer og ikke sjældent i dage, jeg har da ikke oplevet det være sig bedøvelse eller ophidselse, men jeg er gået ind i mig selv, er blevet lutret og fyldt af klarhed, jeg har oplevet en forstærkelse og forklarelse af min livsfølelse og mine sjælekræfter.

Det er ikke tilfældigheder, at jeg netop i dette brev til Dem mindes disse to slags magi i kunsten, disse to arter af henførelse, den sorte og den hvide, beruselsen og andagten, men netop herigennem vender jeg tilbage til Dem og til den beundring og taknemmelighed, jeg føler overfor Deres kunst. Thi på Deres koncerter har jeg virkelig oplevet stærke bifaldstilkendegivelser men aldrig noget massehysteri. Ganske vist har jeg for det meste hørt dem i oratorier, i religiøse musikværker, og disse omfattes jo stadig med en særlig ærbødighed, en gudstjenesteagtig højtidelighed; de maner tilhørerne til respekt og stilhed i stedet for larmen, råben og applauderen. Men alene den omstændighed, at De særligt holder af og dyrker denne art musik er jo fra Deres side en bekendelse til andagten i stedet for til beruselsen, til den ærbødige stilhed i stedet for den larmende uro. Og selv den verdslige musik har De altid fremført sådan, at og ikke Deres person stod forrest, og således at Deres sang appellerede til andagten, ikke til bifaldet.

Naturligvis skal jeg ikke besvære Dern med dette brev, som det har taget mig adskillige timer at skrive. Denne min hyldest til Dem var en skyldighed mod mig selv, ikke mod Dem. I den bekender jeg mig til anskuelser, som ikke er særlig tidssvarende og - som jeg meget vel ved - delvis tilhører et forgangent, ifølge optimisternes tro, allerede »overvundet« stadium i den menneskelige kultur, men som derfor ikke mister sin værdi for mig. Også Tamerlaner og Napoleoner, rov-, eller lynkrig, massemord og tortur tilhørte allerede for nogle årtier siden et overvundet stadium i menneskehedens historie, som man med en vis rædsel har leet af, og vi har dog oplevet, at - dette »overvundne« stadium absolut ikke var passeret, og at alle dets sagnagtige rædsler atter er steget frem. Sådan er det stadigvæk. Derfor forbliver jeg i mine bedstefaderlige opfattelser og antager at også et kommende kulturtrin igen vil mindes disse og af dem vil kunne få brug for dette eller hint. Bag dem står min tro på, at det skønne står ligeberettiget ved siden af det sande og det gode, at det ikke er en illusion og ikke menneskeværk men en åbenbaring af det guddommelige.

Årgang 26/1951, nr. 04