Ebbe Hamerik

Ebbe Hamerik

...Sortladne Hav!
Modtag din. Ven, som uforsagt,
Tør møde Faren med Foragt,
Saa stolt, som du, mod Stormens Magt, Sortladne Hav.

(Johannes Ewald)

Ebbe elskede Havet - for tidligt tog det ham fra os, der holdt af ham, - for tidligt er den Tone, der var hans - særpræget og enestaaende - forstummet.

Han mødte Faren - saa stolt som Havet Stormen - de Farer Kunsten og Livet i hans Øjne bød -, med en stejl, handlekraftig Vilje, der var helt hans egen - uden at gaa paa Akkord med den Idealisme, der brændte saa stærkt i ham, at alle, der kom i Berøring med ham, maatte beundre den selvstændige Indstilling, han havde til Mennesker og Begivenheder. Den skabt ham selv ofte store Vanskeligheder, som han dog aldrig tillod at indvirke paa den Kurs, han havde valgt - den stod fast den fulgte han.

1898 den 5. September blev han født i et Hjem, der levede for Musikens Kunst. Faderen, Professor Asger Hamerik, var selv Komponist, og Sønnen viste meget tidligt, at han havde arvet store musikalske Anlæg - hans første Opdragelse blev betroet Sorø Akademi, der først slap ham 1916 som Student. - Allerede som Dreng var han en Ener - han vilde være Nr. 1 baade i Klassen og paa Sportspladsen - stillede de største Krav til sig selv, aandeligt og fysisk - var anderledes i sit Væsen end de andre Drenge - mere alvorlig og maalbevidst - komponerede allerede da - han viste tidligt de Træk, der skulde blive karakteristiske for ham - Soraner Kantaten, der er beregnet at skulle udføres af Soraner-Amatører, byder paa 7/8 Takt - ikke ringe Krav til sine gamle Kammerater.

Efter Studentereksamen blev han cand. phil. og drev med stor Alvor sine musikalske Studier hos Faderen i Teori, medens han ogsaa tog Undervisning hos kgl. Kapelmusikus Siegfried Salomon i Violoncelspil. Dette sidste blev ikke til noget rigtigt - »jeg var for doven til at øve mig«, har han selv sagt - jeg tror snarere, at han var flittig som sædvanlig, men kæmpede forgæves af Mangel paa Talent for dette Instrument, for da den belgiske Kapelmester Frank v. d. Stucken i 1918 begyndte at give ham Undervisning i Kompositions- og Instrumentationslære, kastede han si g med stor Henrivelse over dette Studium, hvortil han havde de rette Forudsætninger - nemlig Talent og nedarvet Musikkultur. Nej - doven var Ebbe ikke, hans Aand og Tanke var altid virksom, men med Evighedsværdier for Øje ikke materielle og praktiske - derfor blev hans ydre Liv spartansk i dette Ords fulde Betydning - med Selvtugt og Nøjsomhed som vel hos ingen anden dansk Musiker i vor Tid.

1919 den 3. Marts er han naaet saa langt i sine Studier med denne erfarne kosmopolitiske Kapelmester, at han indbyder til Orkester- og Korkoncert i Odd Fellow Palæets store Sal med klassisk Program: Haydn Nr. 2 D-dur, Beethoven Nr. 5 samt en Række ikke tidligere opførte Madrigaler af Palestrina - han er ansat som »Musikassistent« paa Det kgl. Teater, hvor han dirigerer Glucks »Orfeus og Eurydike« i April, Maj indstuderer Korene til »Mestersangerne« og »Samson og Dalila«

1920 dirigerer han Premiéren paa »Moderen« - alle de efterfølgende Opførelser samt »Thérése« af Massenet en enkelt Gang.

1921 igen »Moderen« - mere bød man ikke dette unge, sjældne Talent - han brød af 1922 og rejste til Udlandet for dér at finde Udvikling og Opgaver. Sammen med Victor Schiøler og Poul Wiedemann gav han Koncerter i Wien og Berlin - med Palnigrens »Floden«, Sange af Agersnap og egne-Ture Rangströms Symfoni paa Programmet. E. H. var den første efter 1918, der spillede fransk Musik (Ravel) i Berlin. Han var i Gang med at komponere »Stepan«, som Frederik Nygaard, hans Kammerat fra Sorø Akademi, havde skrevet Librettoen til. Paa sin Vej gennem Europa knyttede han mange Forbindelser med forskellge Operascener - en af dem resulterede i, at »Mainzer Stadttheater« uropførte »Stepan«. Det var 30. November 1921t - en Kæmpesukces - Komponisten fremkaldtes 20 Gange. Gunnar Hauch og Edith Rode sendte begejstrede Artikler hjem, hvor denne danske Musiksukces i Udlandet vakte stor Opsigt, og man efterlyste Premiéretidspunktet i København. Det blev Antwerpen, der fik den næste »Stepan«-Premiére den 21. Marts 1925.

I København, hvor jeg havde været Kapelmester »paa Prøve«, fik jeg Januar 1926 som første Opgave Indstuderingen af »Stepan« tildelt - jeg traf nu personligt Ebbe arbejdede intimt sammen med ham en begivenhedsrig Tid, hvor jeg lærte baade at respektere og beundre hans store Viden og Dygtighed - og at holde af ham som en sjælden fin og retlinet Karakter, der kunde skære klart igennem Teatersnak og traditionelle Synspunkter med sin egen klare, uafhængige Mening - - om den var rigtig? For ham var den og dermed basta, og for mig var det dejligt i disse intrigefyldte Maaneder at træffe en særpræget jævnaldrende Musiker, der i udpræget Grad var ligeglad med, hvad der mentes »paa Bjerget«.

Efter Premiéren paa »Stepan« her i København fortalte Avisoverskrifterne: »Ebbe Hameriks »Stepan« gjorde Lykke hos Publikum« - »Første-Opførelsen i Aftes blev en Premiére-Sukces«; men dengang som nu fik et nyt dansk Værk ikke Lov til at »spille sig fast« i Publikums Bevidsthed - (hvornaar faar vi en »hel« Opera - den Tredjedelopera vi har er for lidt baade for Komponister og Personale?). Københavnerkritiken var gennemgaaende dels haard, dels lunken - den spontane Begejstring for det nye, betydelige Værk som tysk og hollandsk Sagkundskab udtalte, havde kun en enkelt Anmelder Udtryk for.

Han rejste til Bryssel, hvor han arbejdede paa en ny Ballet »Dionysos« - her modtog han 1927 Opfordringen til som Dirigent at videreføre »Musikforeningen«. N. W. Gades nu 92-aarige gamle Forening, der som Landets øvrige Musikforeninger havde store Vanskeligheder, da Radioen var det nye og interessante i Musiklivet, der slugte Publikums Interesse.

Ebbe tog med stor Energi fat paa sin nye Opgave - forsøgte at skabe fornyet Interesse ved Opførelse af gamle og ukendte Værker og nye, helt moderne Kompositioner. I sin første Sæson 1927 fremførte han i Frue Kirke Heinrich Schütz: Jule-Oratorium for første Gang i København. 1928 Ravel: Daphnis og Chloé-Fragment symphonique II; Max Reger: Klaverkoncert i h-moll med Victor Schiøler og Manuel de Falla: »El amor brujo« - og senere paa Schuberts 100-aarsdag Messe Nr. 6 i Es for 5 Solostemmer, Kor og Orkester.

1929 bragte han Heinrich Kaminski: Magnificat for Sopr.-Solo, Bratsch-Solo og Ork. samt Bartók: Rhapsodie for Klaver og Ork. med Komponisten som Solist.

1930 Prokofieff: Koncert Nr. 3 C-dur f or Klaver.

1931 Zoltan Kodály: Psalmus hungaricus og Béla Bartók: Rhapsodie Nr. 1, komponeret 1928 og med Josef Szigeti, hvem den var tilegnet, som Solist.

Disse Programmer viser Ebbe Hamerik som Foregangsmand - man kan ikke lade være at tænke paa, hvorledes Livet vilde have formet sig. for harn, hvis han dengang havde haft Radiosymfoniorkestret til Disposition - det Orkester han arbejdede med havde svært ved at følge hans Linie - han havde store Vanskeligheder paa dette Punkt i disse Aar, hvor han stod stejlt paa sine Fordringer - en Konflikt resulterede i Dannelsen af et nyt Orkester »Koncertorkestret af 1930«, hvormed han gennemførte Musikforeningens 95. Sæson.

Den 30. Oktober bringer Aviserne: »En Katastrofe i dansk Musikliv« - »Musikforeningens Svanesang« - »Det er Radioen, der knuser Gades gamle Forening«. Grunden var, at Radioorkestret havde engageret 9 af de bedste Musikere fra Hameriks nyoprettede Orkester - det var umuligt at erstatte disse. Han udtalte selv: »Radioen byder ikke blot billige Koncerter, den er i Stand til at ofre Tid paa Prøver, til at engagere de bedste Kræfter og til stadig at forbedre sit Orkester, det er jo ganske umuligt for en privat Forening at følge med dér.«

E.H.s store Arbejde, der var estimeret fra alle Sider hos Publikum og Presse, blev saaledes afbrudt, og han kastede sig over Kompositionsarbejdet, nu var det Operaen »Leonardo da Vinci« det gjaldt.

Da den var færdig, blev den indleveret og antaget paa Det kgl. Teater af Victor Schiøler, den daværende Operachef.

1933 har Ebbe Kompositionsaften med Sange, Strygekvintet, Mosaik, Miniatursuite for Solo-Violin og Soranersuite. Indstuderingen af »Leonardo« var paabegyndt under min Ledelse; men da Værket for Sangernes Vedkommende var saa vanskeligt, at man efter et Utal af Syngeprøver konstaterede, at kun med Noderne foran sig kunde de Rollehavende klare sig igennem, tilkaldte jeg Komponisten; - baade som Ven og som ansvarlig Kapelmester følte jeg det rigtigt at gøre opmærksom paa Værkets dengang uoverstigelige Vanskeligheder; - en Opførelse fandt jeg ikke forsvarlig, dels af ovennævnte Grunde, dels fordi Operaen som Kunstart var ude i haardt Vejr herhjemme - kæmpede for sin Eksistens med de nyoprettede Provinstournéer under Johannes Fønss' Ledelse - »Mestersanger«opførelse i Forum o. s. v. Publikum og Presse var ikke, som nu, indstillet paa moderne Musik (se Anmeldelserne af Musikforeningens moderne Programmer under Hamerik) og mødte Operaen nu med et nyt dansk Værk, hvis Udførelse ikke kunde blive overbevisende, frygtede jeg det vilde skade saavel Operaen som Komponisten.

Professor Einar Christiansen, der var tilkaldt som Chef for Teatret i denne Brydningstid, afblæste Premiéren.

Værkets musikalske Værdi stod sin Prøve i den Orkestersuite han udarbejdede deraf, og i Marts 1939 (6 Aar efter) opfører den flamske Opera, der kendte H. fra »Stepan«, »Leonardo« i Antwerpen.

Den kendte Musikprofessor Paul Tihel skrev bl. a.: »Musiken viser et Talent, der er baseret endnu mere paa Studium end paa Natur, og hvor Viljestyrke behersker Instinktet, og Hjernen dominerer over Følelsen. Vi opdager her et sandt dramatisk Temperament, som viser sig kraftigt meddelsomt, naar det ikke hemmes af en for kompleks Teknik. « ... » Musikkendere understregede allerede efter anden Akt, at en Del af Operaens Sukces skyldes den flamske Kunstnerstab, da Stemmerne som oftest ikke er understøttet af Orkestret, men toner alene.«

»Leonardo«s Skæbne herhjemme tog Ebbe sig meget nær, - skuffet rejste han til Østrig, hans første Hustrus Fædreland - senere til Berlin, hvor han opholder sig ifærd med at arrangere Koncerter, da han tildeles det Ancker'ske Legat - »en kunstnerisk Oprejsning, som de to Institutioner, Det kgl. Teater og Den danske Statsradiofoni hurtigst bør slutte sig til,« skrev »Dagens Nyheder«.

Han skrev Orkestervariationerne over et gammeldansk Tema (Radioens Pausesignal), der uropførtes i Wiens Radio.

1934 April dirigerer han Berliner Philharmonikerne. Carl Nielsens I. Symfoni, hans egen »Quasi Passacaglia e Fuga« (komponeret 1932) - den opføres i København en Maaned efter af Det unge Tonekunstnerselskab og Dansk Koncertforening - en Nybearbejdelse af Strygekvintetten - »Det var i Aftes det eneste af de nutidige danske Værker, der havde den Balance mellem Idé og Form, som skaber den tilfredsstillende Følelse af et Kunstværks Indtryk.«

I Stuttgart og Hannover dirigerer han Koncerter, hvor Orkestervariationerne paany vækker stor Opmærksomhed.

1935 dirigerer han Koncert-Matine paa Statsoperaen i Berlin, arrangeret af »Nordische Gesellsehaft« med Carl Nielsens 4 Temperamenter som Hovednummer. Yderligere nordisk Musikdag i Wiesbaden, Radiokoncert i Stærekassen, hvor man gør opmærksom paa det meningsløse i, at han ikke for Tiden har sit Virke i Danmark.

En Opførelse af »Sinfonie-Ouverture« i Tivoli under Felumb gjorde Indtryk i samme Retning; men der var mere at gøre ude - Hamburg, Stuttgart Radio, Lübeck; men alle Steder slaar han et Slag for dansk Musik - en Gang imellem er han hjemme og arbejder med »Unge Tonekunstnere«, hvor han gaar i Brechen for ny dansk Musik - 1938 Torsdagskoncert - April 1939 »Un cantus firmus« ved Kapelkoncert - den første i den af ham nyskabte Symfoniform, som han troede saa stærkt paa, og som har skabt stor Respekt om hans Navn i stadig stigende Grad - (Albert Wolf fremførte Nr. 5 ved Torsdagskoncert f ornylig) .

»Marie Grubbe« er færdigkomponeret, antaget til Opførelse, Indstuderingen i Gang - han dirigerer dansk Festkoncert i Dresden i Slutningen af Oktober - Du T i Slutningen af November - overværer en Uropførelse af sin ny Korkomposition til Tekst af Otto Gelsted:

Vej dine Farver mod hinanden
til deres Brusen er saa klar og samlet
som Lysets Hvidhed.

Prøv dine Toner til
deres Samklang er saa ren og mægtig
som altings Stilhed.

Lad alle Længsler storme mod dit Hjerte
til du er rolig som Orkanens Centrum.

Det var faa Dage senere han meldte sig som Frivillig i Finland - Menig 621 - han maatte være med personlig i Kampen for sine Idealer. Finland's Frihedskamp var hans Kamp følte han - - han former paa en Sejltur i 1946 sine Tanker saaledes i et Brev skrevet til »Tommelise«, hans nyfødte Datter:

»Verden er vidunderlig, men kun saalænge den er, som Vorherre har lavet den; jo mere Mennesket forordner og regerer, desmere forstyrrer de Naturens selvfølgelige Harmoni og Livets enkle Skønhed. Spørg Fuglen om Meningen med Tilværelsen, og den svarer dig: Fri! - men under Naturens Lov, ubønhørligt og opløftende i samme Aandedrag som alt, Vorherre vil.«

I Felten komponerede han Kampsangen »Op alle Nordens Mænd«, skrevet af Menig 620, en svensk Forfatter, Hammar, og snart tonede den overalt ved Fronten.

Maj 1910 er han helskindet hjemme igen og leder nu selv de sidste Prøver og 17. Maj Premiéren paa »Marie Grubbe«, der blev en stor Sukces - det betegnes som hans Hovedværk og skaffede ham Oprejsning for de mange Skuffelser.

Krigen og Besættelsen gjorde, at han blev herhjemme - dirigerede Genoptagelsen af »Marie Grubbe« i Oktober - Torsdagskoncert i November hvor Carl Nielsens »Det Uudslukkelige« bragte ham store Ovationer. Han komponerer nu paa en ny Opera »Rejsekammeraten« - har Oktober 1943 paany Torsdagskoncert med sin Faders Symfonie majestueuse paa Programmet. 1944 gifter han sig med Britta Møller, Datter af Knud Møller - »Rejsekammeraten« antages, maa dog vente paa Danmarks Befrielse, før den kan opføres. November 1945 opføres Troldeballetten af »Rejsekammeraten« i Oslo - gør megen Lykke - og Januar 1946 opføres »Rejsekammeraten« - han høster nok Anerkendelse; men den opnaar ikke at slaa saa godt an som »Marie Grubbe«, skønt han ogsaa havde Else Brems i Hovedrollen som den onde Prinsesse - Værket som Helhed stod svagere; men det var en stor Aften for Ebbe - han forærede mig Louis Moes Radering af Troldene med Dedicationen: »Jeg skal aldrig glemme dig din Indsats for hele »Rejsekammeraten«. Det var ikke i Orkestret Troldene udeblev i det omstridte 8. Billede - din hengivne ... «

Han slog sig nu til Ro i Rungsted, hvor han som før hentede Inspiration paa sine Sejlture, ofte alene, helt i Pagt med Naturen - han skriver en anden Gang til »Tommelise«: »Hvis man nøje lytter til Naturens Rytme, kan man lære megen Visdom, der ikke staar i Bøgerne.« Han søgte sin egen Visdom - »der er noget galt, hvis en Kunstner følger en bestemt Skole. Han maa, helt og fuldt ud være sig selv og udtrykke sig paa den Maade, der svarer til hans Personlighed. Efteraben har intet med Kunst at gøre. Det er Kunstneren, der - ofte mod sin Vilje - danner Skolen og ikke omvendt. Men selvfølgelig maa. man ikke misforstaa mig. Det siger sig selv, at jeg er taknemmelig for det, jeg har lært f.Eks. af de gamle Mestre.«

1948 havde jeg den store Glæde at uropføre hans Cantus firmus« II i Göteborg, hvor den vakte stor Opmærksomhed, og Publikum hyldede Ebbe, der var tilstede, paa det hjerteligste. Senere spillede Det kgl. Kapel dette interessante Værk til Sejr herhjemme.

Saa var Ebbe blevet 50 Aar - alle førende Penne har skrevet og givet ham en hæderfuld Placering - - Resten kender vi - med Undtagelsen af hans sidste Værk for Scenen, et »polytonalt Musikdrama« kaldte han det, skrevet over en af Karen Blixen Fineckes «Syv fantastiske Fortællinger«: »Drømmerne«. Hans Fordringer til sceneteknisk Udfoldelse var her saa enorme, Rollerne skulde udføres af Skuespillere, Orkestret havde en illustrerende Rolle i Forspil og Mellemspil samt som Rytmeunderlag til Replikerne - han tænkte sig Ryltmens suggererende Kraft til at skabe en fantastisk Atmosfære - - Teatret saa sig ikke i Stand til at løse denne Opgave som den var stillet.

Det har været mig magtpaaliggende at give et Indtryk af de Kaar et Talent, en Begavelse som Ebbes maa friste, hvis det er selvstændigt og stærkt.

Han forlangte meget af sig selv - i Handling som i Tanke, saa meget at han havde svært ved at respektere det Liv, han havde for Øje, - de Mennesker, han inderst inde helst var fri for selv at omgaas, men hvis Idealisme han dog troede paa, skrev Musik for og samarbejdede med, naar hans Toner fik Mæle - derfor hans Trang til Ensomhed med Naturen; ikke en Aftentur i Dyrehaven eller langs Skagens Strande, men ud paa Havet - i Kamp eller Hvile med Bølgens og Vindens Rytme - her var det, han søgte i Livet, Renhed, Rankhed, Handling - her følte han sig lykkelig.

Og Havet tog ham helt i Favn, modtog sin Ven - Sortladne Hav.

Johan Hye-Kimdsen.