Musikalier

Musikalier

OTTO MORTENSEN: Syv sange. - Wilhelm Hansen, 1951.

Den fornyelse af den danske sang, som Laub og Carl Nielsen i begyndelsen af dette årh. indvarslede har, sin store betydning til trods, hvad den folkelige sang angår, virket delvis ensrettende på den efterfølgende generation. Solosangen med. klaverledsagelse har ligesom ikke formået at drage fordel af den fremadskridende moderne tonekunst, og mulighederne for en moderne sangstil, som den visselig foreligger både hos Hindemith, Honegger, Bart6k og Britten synes at være gået de danske sangkomponister forbi (bortset fra visse undtagelser). Man får dette indtryk yderligere bekræftet gennem 0. M.s syv sange. Stilen og sættemåden (på een undtagelse nær) ligger fuldstændig på linje med en traditionel »organiststil«, der med en intetsigende diatonisk melodik giver sangene et ensformigt trist præg, der hverken er folkelig (som i 0. M.s velkendte »Sommersang«) eller solistisk. Blot nr. 2 »En sommer over væggen« (tekst af Morten Nielsen) hæver sig ud over almindeligt husflidsarbejde ved et virkeligt forsøg på en karakterfuld solosang, hvor arbejdsdelingen mellem instrument og sangstemme føles velgørende afbalanceret.

HERM. D. KOPPEL: To sange (niaisangen og naturens afsked) op. 51, 2 og 3. - Engstrøm og Sødring, 1951.

Koppels to sange til tekster af Johs. V. Jensen, som forøvrigt foreligger i Aksel Schiøtz's indsyngning på HMV, beviser, at det er muligt at skabe en solosang udfra en nyere orientering i vor egen tids tonekunst. Den alvorlige deklamerende tone i »Naturens afsked« stilles op imod Majsangens friske »musi

kantiske« toneleg. Intervallerne er naturlige og let sangbare, tekstdeklamationen fri for skeinatiske dannelser.

OLE BENDIX: Electronica. - Willielm Hansen, 1950.

Et nyt navn Ole Bendix figurerer i W. H.s serie med ny dansk klavermusik. Det er prisværdigt, at in,

' ~ an giver en ung komponist

chancen; kun ved at se sine ting

på tryk o.. blive »omdiskuteret«,

er der mulighed f or at nye kom-

ponister kan gøre sig håb ikke

alene om at komme i kontakt

med det musikpublikum, der nu

engang vil følge med i udviklin-

gen, men også fordi, den unge

måske bedst udvikler sig gen-

nem de, problemer ' som knytter

sig til offentliggørelsen af de

første kompositionsforsø-,r. 0. B.s

ni ganske korte klaverstykker

kaldet »Electronica« forekom.-

mer en lille smule udspekule-

rede. Til trods for en egenartet

»dansende« rytmisk frimodig-

hed, er det spørgsmålet, om det

musikalske stof trænger sig på

i den udformning, komponiste-a

har valgt sig. Stykkerne hænger

rent cyklisk sammen således, at

nr. 8 er en slags syntese af nr.

2 og 7, mens den sidste er en

variation af nr. 3. Alle satserne

bærer samme tempobetegnelse,

og det synes mig at skabe for

lidt afveksling, når så samtidigt

de synkoperede rytmevirkninger

ikke føles helt naturligt overbe-

visende. Bedst står vel nok nr. 4.

Alligevel vil man gerne høre nyt

f ra 0. B., som givet har noget at

sige, den lidt kantede udtryks-

måde til trods. B. J.

Bohuslav Martinu's »Sinfonietta giocosa« foreligger i udgave for to klaverer (solo og orkestertranskribtion) af Karel Sole - (Boosey & Hawkes).