Musikalier

Af
| DMT Årgang 27 (1952) nr. 05 - side 217-218

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Musikalier

ALEXANDRE TANSMANT: Quatre Noe

ILLI'nes. - Ee I. Universal. ~19,529.

Den polsk-franske komponist,

pianist og dirigent liar i anled-

ning af Strawinsks 70-år-da-,,

s 11

decideret denne fire korte, men

yderst karakteristiske og virke-

ligt værdifulde klavernocturner.

T,«,insni,an, der har forfattet en

bo,"" oin Strav,,insky, kan frem-

vise cii enorm produktion, bl. a,.

sy,,, synifo n ier ligeså n] a il ge

sti-N.

,gek N,artetler, sceneniusik. og kla VCr IIILISik. De fire nocturne,,r har den fordel. frenifor ineget moderne klavernitisik, at (le er overkoninielige l Ade at læse og spille. og sa konil)inerer de hernied Nyderligere (len største fordel; '-It I-litilille inspil-eret Og inspii-erende inusik. Indenfor (len korte forin og (let »1)undne« elline cl- der en ri~, v a ria t i o li nielleni s-atserne: Den første, et kort enkelt stykke, der synes at udvikle sig 'af et faldelide sk""lla1110tiv, (len a n d e n, rytniisk sk,arpere, nien tillige indelioldende raffinerede klange, ni-. 3 en tynd, væsentlig tosteninlig klaversats, (ler udvikler sig af et line,ært motiv. Den sidste synes at ville genopfriske som i en forvrænget vision (len Chopinske »iiiåneskiiisnoetiii-i-ie« med en canttibil og arabeskeagtig højre hånd og et enkelt (lier ostinat) akkordakkonipagnenient i venstre.

Nocturnerne er det umagen

værd at spille, navnli«,, for elever

og musikelskere, for hvem (.-len

moderne klaverniusik ellers kan

synes et uigennemtrængeligt

vildnis. B. J.

SERGE PROKOFIEF.F: C'oncerto pour

violoncelle, op. 58. - Boosey & llaw-

kes Ine. New York. Copyright 1951.

Koncerten, som er skrevet 1934/ 38, er et typisk produkt af sin autor; (le tre overordentlig bredt anlagte satser niusicerer ubesværet i en virtuost-raffineret

stil, soni ikke lader nogen instruinent,,,fl-teknisk virkning ubenyttet for soloinstrunientets ve(Ikoniniende; inen (let musikalske indliold savner i nogen grad den skarpe profilering, som popul I*Crt kaldes bid. Formen er ret uortodox, nien kryst,,alklar og logisk --- kort sagt, for (len dygti,,e cellist: en lækkerbidsken, for tilhøreren: en noget voltiiiiinøs, rnen dog beliagelig anretning, soni. nok kan nydes uden fordøjelsesvanskeligheder.

IIERBERT INIURRII.L: Second Concertø

(El Canl dels Ocells) for Violon-

eello and Orehesira. -- Oxford Uni-

versity Press, 1,011(1011. Copyright

N "",a r Prokof ief f's Celloconcert iiprol)leniatisk, så er 1X1tirrill's det til gengæld ikke. Undertitlen lientyder til en ganiniel kalalonisk sang, 80111 udgør (let Inusikalske kernepunkt i (len k-aleidoskopisk forniede koncert; ol, tiden at inan kan sige, at der

Z7,

ikke er taget behørigt hensyn til (len solistiske udfoldelse, er det klart, at det musikalske lier er hovedsagen. De korte, karakteristiske indf.-ald næsten sniibler over hinanden, inen bindes trods alt sammen af deres relation til hovedidéen, og fornemmes således tilsammen at udgore en s t,, z,

. Qrk og særpr,,-eget liellied, soni nian føler sig beriget af at lære at kende.

LENNOX BERKELEY: Toceata for Vio

' - W. Chester

lin and Piano. -- f. s. Ltd., London. Copyright 1951.

Den tort motoriske, perpetuum mobile-agtige toceataform er en

I

liver nyere koniponist ined respekt for sig selv lienvist til at gøre sin niere eller mindre åbenlyse opvartning. Berkeley's bidrag adskiller sig ikke væsent

ligt fra de g,-,-engse; violinen arbejder med g..atiske få pauser næsten udelukkende i sekstendedele, inens klaveret 2-der

(jet i

ytiiiiske og klanglige akkon-ipagnement, kun el enkelt sted afbrudt af et tilløb til sangbar nielodik, som dog hurtigt kvæles uden at være ført til noget klimax. St

ykket er kort og ganske effektfuldt ol,-,, vil sikkert litirtigt Vinde indl)""-Is i sill'atin«""safdelingen på koncei- Lprograiiinierne.

RARI, SCHISKE: Musik filp Klarinette,

7'rompete nn(I I~ralselie. op. --17. --Universal Ed Ition 19,52.

De bestræl)elser pa en afroi-nantisering af tonesproget, som parallelt rned dodekafoni og ,indre strømninger gjorde sig gældende efter (len første verdenskrig under slagordet »Netie Saelilichkeit«, viste sig snart at res ti I t,,

det af en ret flygtig o, vel

også lidt overeksponeret steni-

INIen tendens'en har allige-

N-el været gavnlig for eftertiden;

(len liar saneret tonesproget for

svi.ilst og skryden og derved be-

redt vejeil for en stil, solil på

sund og ligefreni in-ade er i

stand til at freniib-wre inæsikalsk

idéindliold af høj følelsesmæssig

kvalitet; -- nian t,,-eillze blot på

(le senere værker af koniponister

soin Hildin-r Rosenber"" og Paul

Hindeniitli, soin selv i sin tid

var at finde blandt tendensens

fyrigste forkæmpere. Det er Lak-

tisk de allerflærreste af (len på-

gældende generation, (ler er ble-

vet stående ved (len tids saglige

nø,,ternliedsideal; så meget des

niere påfaldende er det, at en

komponist af den følgende ge-

neration taler et tonesprog, derer s-å fuldgyldigt et udtryk der-

for som netop den 35-åri,,,,e Karl

Schiske's musik i aln-iindelighed

og denne »~lusil~« i særdeleshed.

En overvejende diatonisk ine-

lodik, niotorisk rytnie og en har-

nionik, der næsten udehikkende

bygger på funktionsløse kvart-

akkorder er de tekniske midler,

der lier anvendes. I en stil, der

liverken er bedrøvet eller glad,

n~en til gengæld ganske frisk og

selvsikker, løser komponisten de

subtileste kontrapunktiske og fornielle problemer nied en overlegen elegance. Sideteniaet i I. sats optræder i omvending som sidetenia. i finalen, tætføringer w-r temakonibinationer af alle arter anvendes ined en velgørende selvfølgelighed, o-, liver sats har netop (ten kængde, soin stoffets bæreevne berettiger den til. Det eneste problem synes at v æ re in stru in e ntsaniin en still i ngen: er det overhovedet muligt at frenibringe klangligt velafbalanceret kammermusik med tre så forskelligartede instrumenter? Man kunne ønske, at nogle af vore dygtige musikere ville påtage sig at udføre eksperimentet.

FRIEDRICH 'WILDGANS: Drei Vortragsstileke, Klarinette mid Klavier, op. 1-1. (1929). - Universal Edition 1951.

Da Wildgans for 23 år siden

skrev dette værk, var lian stærkt

påvirket ,af begge de to hoved-

strømninger i datidens Tysk-

z,

land, nemlig på den ene side Hindeiiiith's »Neue Sachlichkeit« og på den anden side Sch~Snberg's tolvtones,,,,stem.

Det første stykke, Kleines Vor~ spiel, er tydeligvis inspireret af Hindemith's skrivemåde i tyverne, hvor også den barokke instrumentalmusik oplevede sin store renaissance. At kalde dette s-tykke et eentydigt udtryk for »Neue Sachlichkeit« ville sikkert være en tilsnigelse, men »Bachtendensen«, som var et af strømningens hovedpunkter, er uom

tv,istelig, s-,,,erlig i anvendelsen af alenlange sekvensr,-ekker; og iøvrigt komnier den fra Frankrig udgåede polytonalitet også tydeligt til orde her.

Ganske anderledes lielstøbt virker den derpå følgende Air; lier er en metafysisk-spekulativ mentalitet under de selibiiberg~ ske atispicier enerådende; melo~ dikken har trods sin skruethed noget vist storladent over sig, men den anbefales kun til klarinettister, der er aldeles suveræne på instrumentets øverste register.

I det tredje og vægtigste st~

ykke, Passacaglia, kan man konstatere en sammensmeltning af »Bach-tendens« og tolvtoneteknik. Det vil her føre for vidt -at komme ind på alle de musiktekniske subtiliteter, som udgør hovedindholdet af dette stykke, og som får det til at virke lidt vel fortænkt, eftersom de ikke er udført med en Bach's suveræne mesterskab. I sine senere værker har komponisten da også forladt denne stil til fordel for en mere f olkelig.

RUDOLF 1,VÅGNER-RÉGENY: Zivei Tånze fiir Palucca. - Universal 1951.

Den tyske komponist Wagner Régeny, der blandt andet er kendt som autor til den nye musik til »Skærsomrriernatsdrøm«, har forøget den moderne klaverlitteratur med to korte dansesatser, hvori han, som han selv bemærker det i et forord, under påvirkning fra komponisten Bo

ris Blaelier, opererer ined faste nietre soni grundlag for danserytmen. I. dans bygger således på skemaet: 2, 4, ~, 5, 3, det vil 8

sige liele satsen udvikles på baggrund af disse feni taktblandin, - - uforandret gentages 24

,-er, dei gange. Princippet minder således om det middelalderlige isorytmiske system, hvor en bestemt rytmegruppe danner et ostinato for satsens videre forløb. IL dans hviler på et lignende metrisk skema, og fra indholdets side synes denne dans mere ægte musicerende end den f ørste.

ROLF LIEBERMANN: Sonate for klaver. - Universal, 19,51.

Rolf Lieberniann er svejtser og bl. a. knyttet til Beromfinster radio som leder af musikafdelingen. Den sonate, som nu foreligger på Universal, viser os en frodig musiker, der med en fantasifuld satsteknik og sans for harmoniske finheder, tillige skriver godt for instrumentet. Førstesatsen kredser om et kort bankemotiv, men virker måske lidt splittet gennem en hyppig tempo- og taktveksel, der føles knapt så organisk med stoffet. Mest overbevisende er II. sats, der ud af få klange udvikles til et enormt klimaks midt i satsen, der derefter afspændes på lignende måde, som det begyndte. I III. og IV. sats gribes der motivisk tilbage til både første og anden sats. B. J.

Det er ikke ved at kundgøre el æstetisk system, men ved at forbedre menneskets vilkår og berømme den gode håndværker i kunstneren, at en kultur meddeler noget af sin orden til de værker, der skabes af kunst og tanke. (Poétique musicale)

Hvis alt er mig tilladt, hvis intet gør modstand imod mig, så er der ikke noget grundlag, og alt hvad jeg foretager mig vil være forgæves.

(Poétique musieale)

Min frihed bliver så meget større og dybere som jeg indsnævrer mit virkefelt og forøger de forhindringer, jeg omgiver mig med. Det, der berøver mig tvang, berøver mig styrke. Jo mere tvang ma n pålægger sig selv, desto niere befrier man sig for de lænker, der hæmmer ånden.

(Poffique musicale)

Hvis man under opfattelsen af det musikalske fænomen. udelukkende lader sig lede af fornuften, vil fornuften føre én direkte til løgnen, fordi den ikke vejledes af instinktet. Thi instinktet er ufejlbarligt. Vildleder det os, er det ikke længere instinkt. På disse områder er en levende illusion bedre end en død realitet.

(Poétique niusicale)

Hos Beethoven er instrumentationen aldrig en ydre dragt, og det er derfor, den ikke springer i øjnene. Den omhu, hvormed han udarbejder sin instrumentalsats, og den pr,,,reision, hvormed han angiver, hvordan lian vil have den udført, viser, at vi står overfor en skaberkraft, der*først og fremmest er konstruktiv.

(Chr Qniques «Jenza vie)

Studiepartiturer

Hvad de firh,'-clidige arrangementer af fortidens og samtidens store værker betød for vore forældre og bedstefor,- ældre i hin tid, betyder sludiel)artituret for iiiiisikungdommen i dag.

Det er en logisk følge af udviklingen, både (len musikalske og (len rent industrielt tekniske, at studiepartituret har fået en sådan betydning i (lag. 24iddelgode klaverspillere kunne omkring århundredskiftet udni,ærket godt med udbytte »stave« sig igennem en Bralinis-synifoni, nien livad i alverden skulle inennesker ined saninie klavertekniske standard i (lag stille ol) ined »Sacre«, Bart61cs »Concerto«, Brittens »Sinfonia sacra« eller Holiiil)oes 1. strygekvartet? Den tekniske indtistri kommer vor tid til uvurderlig lijælp ined gnaniniofonpladen o,,, radioen naturligvis. Her er (let, studiepartit Uret så tr.,,eder Nyderligere hjælpende til; (let

liggør va-rket for lytteren og ti--,-,,,eder derved i stedet, for (let firliændige spil. Erstatte (len genneni spillet meget aktive indlevelse i et væ-rk kan (let ikke, nien alligevel byder (let på fordele, soin i nogen grad berøves ved den til klavertangenterne begn,-,-ensede transkription: det sk,,ærper opfattelsen af de orkestrale klangvalører.

Naturligvis gælder også dette hovedsagelig vor tids orkester

og kaiiiiiiermusik, og en del så-

danne værker k.,an inan nu siip-

plere sin saniling ined. IVilhelm

IIansen, Miisik-Forlaget, har net-

op udsendt Ilerin. D. Kol)j)els

3. strygekvartet og Niels Viggo

Bent..zons ditto, begge frenira-

gende produkter indenfor denne

-s ka-

,,enre, o- Knudåge Riisagci

l z!,

rakteristiske skrivemåde lyser igennein hans kvartet til »ti-,--enu-endene« i »Blæ-serkvintetten af 1932« (Dania). Fra Philharmonia., de kendte, grå udgaver fra Wien, foreligger Ernst Kreneks 7. strygekvartet, et gennenisigtigt og fint konstrueret riien

s 11

noget rytiiiisk. kompliceret værk, og den 50-årige tysker Ernst Pej)ping har på Edition Scholl fået udgivet sine variationer over en liedsats af Senfl, for ,strygeorkester og 6 bh-csere. Fra Boosey &- Hatvkes er der konimet to v--,:erker af amerikaneren Aaron Coplaiid, hans cliarinerende »Outdoor Ouverture« og en sekstet for strygekvartet, klarinet og klaver, der i rytniisk henseende viser, hvor stærke inipulser han har niodtaget fra Strawinskys kunst. Oxford University Press li-ar i lidt større format udgivet Ralj)li Vatighan 1Villianis' »Partita for Double String Orchestra« og to store værker af den freniragende engelske synifoniker Alan Ratvsthorne: »Concerto No. 2 for Piano and Orchestra« fra 1951 og hans »Symphony« fra 1950.

Endvidere er det klassiske repertoire blevet dels genoptrykt og dels udvidet. Således har Penguin Scores føjet, to numre 14 og 15 til sin nydelige og in

~n

struktive tværformat-serie med liliv. Mendelssolins violinkoncert og i et hefte Mozarts ouverttirer til »Tryllefløjten« og »Don Giovanni«.

Eulenburgs gammelkendte gule

og økonomisk overkominelige studiepartiturer, der tidligere dominerede markedet, har i nogle år v,,icret fortrængt, af andre ptil)likationer. Nu er (le her igen, ikke fra Lcipzig nien fra cciitrer i London, Z[Irich, Stuttgart, og New York. Over de seneste nyudgivelser og genoptryk skal. lier bringes en liste:

BACH: Caiitata nr. 155 »Mein Gott, wie lailg«.

JOH. CI-11k. BACII: Elaverkoncert i Es-

d ti r.

HAYDN: Strygekvartetter op.71 '-' D-dur og op. 711 1,1s-dur.

NMOZART: Horilkoncert i D-clur K. 412 (51.1).

BEETHOVEN: Oktet f. 2 oboer, 2 klarinetter, 29 horn og 2 fagotter i 11's-dur 01). 103.

BERLIOZ: Otiverture »Béatrice et Bé-

11édict«.

SCHUMANN: Otiverture »i~laiifi-cd«,, op. i 1 15.

JOIL STRAUSS: »Rosen atis deni S£idem, Vals.

Otiverture »Zig(~iiii(,i-1)ai-oiieii«. Otiverture »Flagernitisen«.

(Se !øvrigt nedenstående annonce).

fsj).

Årgang 27/1952, nr. 05