Grammofon

Grammofon

RAMMOFONPLADE'NS Værdi Solli i1111,Str.,,Itionsillaterial(1, i tilider Gvisningen og vejviser i (len levende musiks vildnis skulle der ikke være grund til at gå nærniere ind på. Der liar tidligere været ,stillet forslag til instruktive pladesamlinger, problemet er nok snarere at skaffe midler til de nødvendige skolesæt og (le tilstrækkelige afspilningsanlæg. Det første mål må være at ål)ne (le bevilgende myndigheders øren for berettigelsen af kravet om en niusiks,-u uling i lighed med det denionstrationstilbehør, der stilles til rådighed for andre faggrupper, så spillet kan åbnes og uddybes. 1 første halvleg går kampen ud på at vinde umiddell)art gehør for (len musikalske kunst, og af afgørende betydning er det lier, at der på så tidligt et stadium som muligt arbejdes på en frigørelse, af (let liarnionisktonale diktatur, (ler hersker i vide kredse inden for (.len såkaldte skat af nationale sange. Hertil komnier udviklingen af (len rytmiske fornemmelse, som Bernhard Christensen (en tid sammen ined Herni. D. Koppel) med held har formidlet i oratorisk brugsmusik.

Jazzopdragelsen og (len klassicistiske skoleopera under Finn Høffdings og Karl Clausens ægi(le er behandlet separat foranstående, på pladefronten er der anledning til at bemærke et værdifuldt initiativ, som foreløbig har resulteret i tre vigtige pul)likationer. Fra Statsradiofoniens båndoptagelse af Jørgen Jersilds »Alice i eventyrland« (1950) har 1IMV skåret 6 store pladesider (Z 70/f 1-113 aut.), hvis fint pointerede karakteristik går lige i øret, mens Paul Bergsøe onkelfortæller Flemining Geills elskværdigt dramatiserede version af Lewis C:,,irrols umatematiske abstraktioner. Mogens W,51dike står ufortrøden i spidsen for radiokoret og -orkestret, og en lang række mere eller mindrekongelige skuespillere sætter liv i Alice's drømmebilleder. -Samme firma har importeret en engelsk optagelse af Prokofieffs populære musikeventyr (1934) om »Peter og ulven« (Philliarmonia-orkestret i London, dir. Igor Markevitch), i hvilken er indfi,--eldet Mogens Wieths fortolkning af Kjeld Abells danske oversættelse. - Dette pladesæt. (Z 7038-40 aut.) leveres også i et tredelt kartonhylster, lier er illustrationerne af Thelander, mens Ungerman er mesteren for

Alice's fantasifigurer. I stedet for den fuldstændige tekst er aftrykt de musikalske hovedniotiver, hvad nian s-avner i Jersilds alburn. Ikke fordi lians inelodier er sværere at opfatte, men det kunne lette ekspeditionen for (len, (ler ville lære sine elever at synge (le sjove sange. Prokofieffs niotiver må nian jo nøjes med at fløjte.

Endelig overrasker Odeon med en enkelt 30-en-i (D. 0. 7019), indelioldende eventyret om »Ttiba e n. T ti 1) 1) y « (1942) af den amerikanske koniponist Georfle Kleinsinger - om liveni der iøvrigt, ikke vides mere, end livacl Politikens niusiklcksikon beretter. Han hører rigtignok ikke til (le store sangere, men niaskerer sit ferme talent, så det tager sig i-et så fornøjeligt ud. Historien oni tiffiaen, (ler finder melodien, fortælles ined opl.""-Igt humør af Buster Lansen (oversættelse: Johs. Mulvad). Opt"".1gelsen, der er skåret fra et radiobånd, er dygtigt gjort af Statsradiofoniens underholdningsorkester, dirigeret af Hans Peder Åse og med Erik Åkerwall. som en brilliant, solist på det uglehørte blæ-seinstrunient, og i stil ined Prokofieff blir eventyret tillige en moralsk fortælling om orkestret og dets instrumenter.

Alice, Peter og Tubby er et velkoninient, trekløver i diskoteket (s,,51,-enge (le leveres i det for-ængelige sliellakniateriale, bør de nok ikke opbevares i børnev«-erelset), der nok skal gøre lykke i den vide verden. Men der skal sikkert også være held ved soni det manglende led at,

Z7,

føje en ting som Christensen 1)ros.' ..~Wi,torien om en melodi« til. Denne musikalske myte, der soni speciel radiokunst fortjente en særskilt omtale, venter blot pa- et gi-,,,uninofonselskal), der har lyst. til en oplagt succes. Firkløveret vil 1)live til både pryd og n~

ytte for den nitisikalske skole-

have, og liveni ved, om ikke det

skulle kunne lykkes at smugle

(let ind gennein (le faste bevil-

linger til (len autoriserede bota-

niske samling. V.

BRAHMS: »In stiller Nachl«. REGER: »Marid Megenlied«. - Københavns Kaninierkor og EVA BERGE, dir. ARNE BERTELSEN. - Felix FX 201.

I Brahms' sødt steniningsfulde sang - iøvrigt enkelt og smukt arrangeret af Arne Bertelsen - har Bertelsen soni dirigent måske lidt rigeligt lagt korklangen an på rummets ret store efterklangsvirkninger. Det understre

t""-,

ger ,,anske vist den i-nørke, douce »ii--,,.ittesteinniiig« men gør også korklangen. lidt for grødet i karakteren. Som lielhed klinger stemmerne dog rent og hoinogent. og særlig sopran erne står fint på pladerne. Operasangerinde 1,7i~a Berges lyse sopran klæder Regers Wiegenlied, og trods den i-et poserende stilling solisten har i dette også af Bertelsen udarbejdede arrangenient med iinderl.,,agt. orgel og nviinekor, er der en fin følsomlied i liendes gengivelse. Det er en plade for de musikalsk ikke altfor kr,,-nevende sternningsmen

Z-,

nesker.

TARTINI: Sonale g-moll »D,ja,,--,,leti-ille«.

ENDRE og ANTOINETTE WOLF. - Tono A 1,5,1/52.

Højdepunktet i baroktidens italienske violinkunst når Giuseppe Tarlini (1692--1770). Hans værker for -violinen opviser en dristighed i den tekniske udform~ ning, som ikke findes hos forgængerne Vivaldi og Corelli, og selv var han virtuos på sit instrument, en kunstner, der forenede en højtudviklet teknik med et sydlandsk glødende temperanient. Begge dele afspejles i hans, musik og er ganske naturligt indordnet en sikker og meget fantasifuld formgivning. Derfor får virtuositeten altid en musikalsk begrundet formulering, op, det er denne spænding mellem de musikalske formkræfter på den ene side og virtuositeten og temperamentet på den anden, (ler giver hans kunst en lødiglied, som man f. eks. 100 år senere må renoncere på hos hans værkfælle Paganini, i hvis musik virtuositetens ydre glans er eneste kvalitet.

»Djæ,vletrille«-soiiaten er det klassiske eksempel på Tartinis prægtige violinkunst, blot én af hans henved 150 violinsonater. Tartini skulle selv have fortalt om denne sonate, at han fik idéen under en drøm: Han havde forskrevet sig til fanden, der låner hans violin og spiller en djævleblændt vanskelig men også underskøn sonate. Da Tartini vågnede og ville skrive den ned, blev den, niente han, kun en afglans af, hvad han havde hørt.

Der stikker ikke nogen djævel

i Endre Wolf, men lian er en

overmåde fin kunstner, der på

skønneste måde, klangligt og tek-

nisk behersker den italienske

mesters, værk, og derved opnår

han at forlene gengivelsen med

den klassicitet, som jo også er

værkets adelsmærke. Sammen-

spillet med hustruen Antoinette

1Volf er lidt for gedigent til at

give sonaten temperamentets

flugt, men som helhed er opta-

gelsen fin med jævnt gode over-

f lader. fsp.

SIBELIUS: Romance i Des-dur, op. 2.1

iir. 9 - RACHMANINOFF: Prælu

dium i g-moll, op. 23 nr. 5. VICTOR

SCHIØLER, klaver. HMV DB 10508.

To yndede albuniblade fra den rejsende virtuos' musiksalon. Sibelius' romance er mere et stykke tidsbestemt stemningsmusik

end egentlig repræsentativt for

den finske mesters kompositori-

ske format, men Schiøler nyn-

ner denne sanr-, uden ord med

sin renfærdige følsomhed, så

man får et klingende indtryk af

den lidt sentimentale klaverly-

rik. Et taknemligt ekstranummer

er også Rachmaninoffs, alla niar-

cia-preeludium af den russisk-

romantiske klaverskole, gengivet

med artistisk elegance og di-

stinkt rejsning. Så smukt kan det

gøres. 1).

NVAGNER: Af »Tristan og Isol(Ie«: Forspil og Liebestod. - Af »Parsifal«: Laiigfredagsmusik. - Loiidon Philharmonic Orellestra, dir. CLENIENS KRAUSS. - Decca LXT 2527.

Når man skal trække linjerne op for udviklingen af det 20. århundredes musik, er det almindeligt at sondre mellem to strømninger: en germansk og en gallisk. Den sidste påbegynder man i reglen ved Debussy omkring »L'aprés-midi d'un faune« fra 90-erne, den germanske linje, der går over Seliónberg o-,, den atonale skole, har derimod sit udspring lige over midten af forrige århundrede - Wagners »Tristan« er vendepunktet.

»En lang kromatisk jamren« (let var det indtryk, Berlioz fik af det så historisk betydningsfulde forspil. Selvom Berlioz som orkestrator var en Wagners forløber, så kunne han dog ikke forlige sig med den trusel mod tonalitetens stabilitet, som kromatiken var. Heri ligger da også kimen til en n,

,,, udvikling, der måtte krones nied et fænomen som 12-tonemusik - et slagord, der dækker over den realitet, at alle tolv toner indenfor oktaven fik lige stor betydning, hvorfor det dur/moll-tonale grundlag smuldrede bort.

Så vidt bragte Wagner det ikke, men Tristan-musiken, der indledte den nye æra, viser, hvordan han i sin søgen efter at give stærkest, muligt musikalsk udtryk for følsomhed og lidelse fandt ind til bl. a. den relative dissonans. Ved at lade en akkord, indeholdende flere dissonerende toner, opløse sig i en ny akkord med færre dissonante

elementer, kom den sidste akkord - til trods for at en enkelt dissonans endnu var tilstede

til at virke næsten konsonerende. Derved svækkede Wagner kadencen og fremmede muligheden for at holde sin musik flydende i en ubrudt strøm med stærke og svage dissonanser som bevægelsens stadige igangsætter o,, kraftkilde.

t.,

Hvad der her teknisk er redegjort for, betyder dramatisk, at der i Tristans ekstatiske følelsesverden bag lidenskaben og kærlighedslykken altid lig,,,,er den uforløste lidelse - dissonansen er dens tjener.

Optagelsen af Forspillet og Isoldes Liebestod foruden den monumentale og mere afklarede Langfredagsmusik af »Parsifal« er teknisk ikke helt vellykket. Klangen er svingende, sandsynligvis på grund af fejl ved over

""z,

spilningen fra bånd til plade,

str- ;n -

,,gerne føles slørede, o over fladerne på mit eksemplar er noget ujævne. Clemens Krauss gen

n

giver Wagners musik med liden-

skab i udtrykket ol,,, pompøs

holdning. fsp.

Nyt grammofonselskab

Umiddelbart før trykningen af (lette nummer indtraf en lykkelig begivenhed i dansk musikliv, idet AIS Phili Ps Gran2mofon Iiidustri kunne præsentere sit første repertoire af såvel LP- soni standardplader. DM byder direktør Svend ]Rasmussen og musikkonsulent Bruno Henriksen hierteli,,,t velkommen og glæder sig til den nye etikette i recensionsafdelingen.