Mål og midler. Foran den 19. propagandauge

Af
| DMT Årgang 27 (1952) nr. 07 - side 223-224

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Kunstkritikk

Mål og midler

Foran den 19. propagandauge

Denne redegørelse for Propagandaugens midler og mål er fremstillet på grundlag af et tidligere foreliggende materiale, der er udarbejdet med det formål at henlede de bevilgende myndigheders opmærksomhed på nødvendigheden af økonomisk støtte til propagandaarbejdet.

I dagene 21. til 28. september finder Musikugen eller, som dens officielle titel er, Propagandaugen for den levende musik sted over hele landet for 19. år i træk.

Det var på initiativ af Dansk Musikhandlerforening, at den første danske Propagandauge afholdtes i 1934.

Tanken om foranstaltning af en sådan propagandauge var på det pågældende tidspunkt naturligt opstået indenfor musikhandlerkredse på grundlag af den trusel mod den levende musikudfoldelse, som Statsradiofoniens mekaniske musikfrembringelse efterhånden var ensbetydende med, og som bl.a. havde givet sig udtryk i, at musikhandlernes erhvervsmuligheder stedse forringedes.

Siden da har en Propagandauge for den levende musik hvert år været foranstaltet, som regel omkring den 1. september, og det grundlag, på hvilket foranstaltningen har været tilrettelagt, har stedse været i udvikling, efter at Dansk Musikhandlerforening til gennemførelse af propagandaugerne søgte samarbejde med en række interesserede organisationer indenfor det danske musikliv.

I en årrække har kredsen af disse organisationer omfattet foruden Dansk Musikhandlerforening:

Dansk Musiklæggerforening

Dansk Pianofabrikant-Forening

Dansk Pianostemmer-Union

Dansk Musiker Forbund

Dansk Komponistforening

Dansk Sanger-Forbund

Danmarks Sanglærerforening

Dansk Tonekunstner Forening

Dansk Revyforfatter- og Komponistforbund

Musikpædagogisk Forening

Det unge Tonekunstnerselskab

Internationalt Forbund til Beskyttelse af Komponistrettigheder i Danmark (KODA),

hvortil kommer, at Statsradiofonien i de senere år har støttet Propagandaugen gennem samtidige udsendelser.

Endvidere har propagandaugerne i den sidste halve snes år kunnet glæde sig ved at have kronprinsen, nu Kong Frederik IX som protektor.

Den udvikling, der indenfor det danske musikliv har fundet sted, siden propagandaugerne tog deres begyndelse i 1934, har ganske naturligt medført, at det oprindelige formål med foranstaltningernes gennemførelse i nogen grad er blevet forrykket. Medens man som ovenfor antydet oprindelig så det som sin opgave at fremme interessen for udvikling af den levende musik, som man betragtede som stående i etmodsætningsforhold til de af radioen formidlede mekaniske-musikfrembringelser, har det vist sig, at netop denne sidste form for musikudøvelse har vakt en ikke forudset interesse for levende musikludøvelse indenfor store befolkningsklasser, der aldrig før havde haft nogen kontakt med musik og musikliv.

De organisationer, som har stået bag propagandaugerne, har derfor set det som deres opgave at bygge videre på den musikinteresse, som radiospredningen har skabt, og som led i disse bestræbelser mere og mere at lægge vægt på en propaganda, der sigtede på en højnelse af musikundervisningen.

Der er indenfor de medvirkende organisationers kreds almindelig enighed om, at propagandaugerne nu er en fælles sag for hele det danske musikliv, hvorfor det også er naturligt, at de økonomiske byrder, som er forbundet med propagandaugernes afholdelse, fordeles på de deltagende organisationer, men det lader sig ikke bestride, at propagandaugernes effektivitet er direkte afhængig af pengemidlernes rigelighed, og at de deltagende organisationers økonomiske formåen ikke muliggør en rationel tilrettelæggelse og udvidelse af propagandaugernes potentiel.

Indenfor arrangørernes kreds har man været enige om det ønskelige i, at der fremtidig i højere grad, end det hidtil har været tilfældet, bør lægges vægt på gennemførelsen af propagandauger i det størst mulige antal provinsbyer, at der bør søges gennemført en støtte af det musikopdragende arbejde, som omfatter folkeskolens elevorkestre, og at der i samarbejde med Dansk Kulturfilm og Statens Filmcentral bør søges fremstillet en kortfilm, der direkte tager sigte på fremme af interessen for befolkningens egen udøvelse af musikens kunst og følgelig lægger væsentlig vægt på at agitere for forsvarlig musikundervisning.

I denne forbindelse har man efterhånden koncentreret sine bestræbelser om at propagandere for den personlige musikudøvelse under kvalificeret vejledning i en række provinsbyer, hvor bevidstheden om den fagligt forsvarlige undervisnings betydning har vist sig mindre fremherskende end i hovedstaden, og man har som et naturligt led i de overvejelser, der har fundet sted, rettet sin opmærksomhed på skolens muligheder for at ophjælpe interessen for musik og selvstændig musikudøvelse, baseret på forsvarlig undervisning.

Det er så heldigt, at udvalget under disse bestræbelser er kommet i et frugtbart samarbejde med statens sanginspektør, den faglige medhjælper i sang hos undervisningsinspektøren ved gymnasieskolerne og sanginspektøren ved Københavns kommunale skolevæsen, der beredvilligt har deltaget i drøftelsen af de foreliggende problemer med det resultat, at der mellem sanginspektørerne og udvalget er enighed om en opdeling af arbejdet, således at sanginspektørerne ad embedsmæssig vej virker for forbedringer af lærerpersonalets muligheder formusikuddannelse og deraf følgende undervisningskompetence, medens udvalget søger at ophjælpe elevmaterialets interesse for at nyde godt af de musikundervisnings-muligheder indenfor skolens rammer, som foreligger og vil komme til at foreligge.

Af de drøftelser, som udvalget har haft med sanginspektørerne, fremgår det med megen tydelighed, at der foreligger store opgaver til løsning. At den nuværende folkeskolelæreruddannelse er mangelfuld, forsåvidt angår musik og musikforhold, lader sig næppe bestride, og til afhjælpning af disse mangler foreligger der fra statens sanginspektør forskellige planer, overfor hvilke ministeriet har vist den største velvilje. Som midler til fremme af formålet kan endvidere påpeges det ønskelige i etablering af dirigentkursus og andre former for instruktion af ledere af skolekor og -orkestre, støtte til musikundervisning ved skoler (instrumentanskaffelse, noder), støtte til oprettelse af skoleorkestre, støtte til afholdelse af skolekoncerter med eleverne som udøvende, støtte til udveksling af skolekor og -orkestre, støtte til afholdelse af større stævner og i forbindelse dermed præmiering, støtte til udgivelse af egnede værker, muligt på konkurrencegrundlag, støtte til videregående uddannelse i musik af begavede lærerstuderende og støtte til samarbejde mellem skolen og statsprøvede musikpædagoger med det formål i højere grad at formå de sidste til at nedsætte sig udover landet med en vis fast beskæftigelse i skolens tjeneste som økonomisk grundlag.

For den højere skoles vedkommende er der endvidere anledning til at pege på det ønskelige i, at der fremskaffes midler til forsvarlig lønning af de lærere, som kan og vil forestå frivilligt korog orkesterarbejde udenfor skoletiden, at der skaffes midler til indkøb af grammofonmateriale til undervisningsbrug og til partiturer eller andre musikalier, enkeltvis eller i klassesæt, samt til indkøb af sjældnere indenfor skoleelevernes kreds forekommende orkesterinstrumenter.

Musikugen har store mål i årene fremover, og der er ingen tvivl om, at det vil være én uvurderlig hjælp for det danske musikliv, hvis man kan arbejde sig længere frem mod disse, men det kræver en betydelig forøget støtte fra de bevilgende myndigheder og kommuner landet over. Her støder man imidlertid ustandselig på den vanskelighed, at de pågældende myndigheder ikke har fået øjet op for, at det barn, der fødtes for 19 år siden, måske navnlig med de musikforretningsmæssige interesserede parter som faddere, nu er en frisk yngling, hvis videre opvækst i endnu højere grad end nogensinde før støttes og følges af de idealistisk arbejdende musikkræfter til gavn for den ungdom, på hvis skuldre det danske musikliv i fremtiden skal hvile.

--

Mens de andre kunstarter lænker vore tanker ved at binde dem til noget i forvejen givet, frigør musiken dem til en leg med naturen i sin helhed, som den ejer magt til at fremstille for os.

(Balzac)

Årgang 27/1952, nr. 07