Grammofon

Af
| DMT Årgang 28 (1953) nr. 03 - side 57-59

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Grammofon

CLAUDE, DEBUSSY: Arabesque nr. 1 og 2. HANS HENKEMANS (piano). ---- PHILIPS A 11217G,,.

Det (-""r sålnælid 65 år sidell, (tisse to stykker nioderiie klaverniusik er koniponeret, og egentlig nio(terne Iiar (te ,,el aldrig været. Så nieget (les niere populærc~. Hverken deii aktivt udøvende eller (,len wassivt indfølende stilles over for svære problenier 1A disse albuinblade, der dufter sødt af Sindilig og Grie,"" inen derfor skal der ligegodt præstei-es en indsats for at få (lem til at virke levende, friske og grønil c. 1) e il ~

ypperlige hollandske pianist Hans Henkenians, som iøvrigtselveren liabil nodeskriver, fortolker deni med kunstnerisk f i n sa n s o g musikalsk artisteri, og den tekniske gengi

velse cr overordentlig nattil-tro, I~un sløret en sintile af lidt overfladestøj. Efter (lenne delikate sinagsprove har nian unægtelig fået appetit på Henkenians større Debussy- og Ravelindspilninger, soni foreligger lios (let liollandske nioderselskab. V.

PEW1-,,,Ik GRAM: Varialioner 01er el Iema (tf IVeg.,~e op. 15, Romance ol). S. -- FOLMER JF,'NSEN (klaver). -COLUMBIA LDX 7018/19.

Først i (le senere år, efter at Peder Grani er blevet cineritus fr.a radioen, liar man fået lejliglied til at danne sig et fyldigt indtryk af lians inusik. Og der er sandelig kommet megen god kunst fra lians hånd og ånd, selvoni deii nu ikke niere er

noget, akttielt indshag i den inusika,lske debat. Men (let var (len engang, (la haii stod teninielig, ene om ined dansk tradition i ryggen at forfægte de senroniantikens idealcr, soni - v-,,esentligst grundet Garl Nielsens indflydelse - do"" aldrig rigtig slog rod i Da n ni a r k.

Grani har træk flælles Ined Max Reger, oniciffi lians klangforneninielse er niere lyrisk bestenit, o,, lian ligner hani også deri, at det rent kompositoriske liåndværk er så knagende dygtig behersket. Nu liar også' grainniofon,selskaberne fået øre for lians niusik, og foruden det tidligere publicerede orkesterv,,-erl~ »I)o&iiie, lyrique« foreligger iiii også lians Weyse - variationer opus 15 for khaver på fjerde, pladeside koblet ined Romancen opus 8, som Foliner Jenseiz

giver nied fin fornemnielse for b,,Nde v,,-crkets poesi og dets an(tre karakteregenskaber. Værkerne staninier fra 1,910- 15, og variationerne, er bygget. over en roniance. fra »Ludlanis hule«:

Vil du være stærk og fri, pres (le røde druer. Det er en inelodi, soni senere blev liyppigt ,invendt i vaudeviller etc., og iiii er den vel bedst kendt til (ten karakteristiske Drachmann-text: Da.nmarks ungdom skulderbred, slankest under bælte. (Man tør vel formode, at Drachniann her udelukkende har tænkt på Daninarks mandlige ungdom?)

Det er et velklingende klaver-

værk, godt skrevet for instru-

nientet, og det gør indtryk af

at være blevet til lidt under

indflydelse af Bralims' varia-

tionskunst. Og ganske interes-

sant er det at bemærke, at

mange episoder af variatio-

nerne foregriber den Carl Niel-

sen'ske klaverbehandling, sådan

soni den først kommer til ud-

tryk et år senere i Nielsens kla-

vervariationer. Det viser, hvor-

dan Gram har grebet om noget,

som »lå i luften« herhjemme, og

som altså alligevel sætter hani i

klasse for sig uden for (len van-

lige kategori af senromantikere.

fsp.

fl AYD.N: Trio nr. 1, G-dur. - Bndapester-Irioen. -- TONO 1, 28050/51

Optagelsen af denne Haydn-trio er en perle i Tono's katalog. Det er et nionsterekseni Pel på leven(le og åndfuldt kairimermusikspil, Budapester-trioen her ',iver, og inusikernes fornemme præstationer støttes af den syn,,,ende glæde i Haydns værk, som de udløser meget charme~ rende. Når man netop har slået ned på dette værk er det vel ikke uden grund. Finalens løsslupne rondo »all'ongarese« kalder jo på et vist ungarsk temperanient, selvoin inan (log ikke skal hefte sig for stærkt v-ed det folkloristiske, som i dette tilfælde lielt er indordnet Haydns wienerklassiske stil. Men det ungarske har været. ham et storartet incitament, og (len dansende flugt i finalen virker smittende; det er svært at holde benene i i-o, når inan hører den.

Førstesatsen fløjter man med på, som landmandeiz i »Årstiderne«, inedens han skridter furerne af bag ploven. Det er forståeligt, at Haydn søgte dette

tenia freni, da han skulle skildre

sin muntert fløjtende bon(Ic i

»Schon eilet froli (ler Ackers-

nia n n «. f SI).

SV. E. TARP: Duo op. 37 f. fløjte og

-dola. - JOHAN BENTZON (fløjte),

JULIUS KOPPEL (viola). - CO

LUMBIA LDX 1.53.

Denne duo viser ikke nye sider

af Tarps kunstneriske fysiogno-

ini. Den stadfæster indtrykket

af hani som musikanten, der kan

sætte et livligt, humørfyldt sats-

forløb igang ol, rigtigt lege med

sit stof, soni i sig selv dog ikke

er ineget. sigende. Det er selve

legen, der -afslører artisten bag

(len tilsyneladende letflydende

pen, soin elegant skitserer en

»Spiel«-musik i ordets betyd-

ning af både spil og leg. Sam-

inenspillet mellem. den lette,

lyse fløjte og den nok bevæge-

lige men klangligt noget tun-

gere viola er meget charmeren-

(le i de hurtige ydersatser. Der-

iniod forekommer den langsom-

ine sats rigelig stillestående, vel-

sagtens fordi stoffet i sig selv

ikke har den bærekraft, som et

sådant bredt forinet. forløb skul-

le hvile på. Tarp fortaber sig i

z,

en stemning, der kun lige er antydet men, synes (let, ikke gennemlevet.

Hele karakteren ligger tæt ol) ad det wienerklassiske divertiinento, nien naturligvis har de stilistiske elernenter en anden farve. Den fremkommer bl. a. ved (te funktionsløse modulationer, der hastigt drejer (let tonale billede rundt i inere eller inindre skæve vinkler. Det er en teknik, son-i Prokofieff var ekspert i, og som Riisager lierhjemme har overtaget ined skiftende held. I skrivemåden har denne duo ineget tilfælles ined Riisagers diverterende kammerniusik, at man godt og tilgiveligt kan forveksle d'herrer. Gengivelsen ved Johan Bentzon og Julius Koppel er ~

ypperlig. fsp.

MOZART: Diverlimenlo nr. 12, Es-dur K. 252 for 2 oboer, 2 horn og 22 fagotter. - Medlemmer af Radiosynifoniorkestret. - C0LUMBIA LDX 16).

Blandt Mozarts inange divertiinenti indtager de, der er skre

,et for blæsere, en ,særstilling. Eller snarere skulle in,,,m vel sige, at (let er bl.,,eserne selv, der er i en klasse for sig. Disse nitisikere stod nenilig ikke i datiden så højt på rangstigen, som (le fornemmere strygere, var altså kun værdigæ til at betræde (le fyrstelige saloner, når taffelinusiken kaldte dem til tjeneste, eller når de var i selskab med strygere. I så fald vidste da Mozart rent inusikalsk at værdseette deni efter fortjeneste, hvad værker som klarinet- og liornkvintetten viser tilfulde. Ellers var blæsernes plads nedenfor vinduerne i (let fri, når der skulle spilles serenader, eller andetsteds i sommerlige rokokohaver, hvor blæser-»kamiiier«-i-nusikeii ,,jorde sig særlig smukt, lydende fra (let fjerne.

I et divertimento som det tolvte, der er skrevet for tre blæserpar - oboer, horn og fagotter - er (let åbenbart, at der er tale om. sådan friluftsmusik. Det runinier intet kompliceret teniatisk arbejde, inen er bygget ol) på ganske enkle stemninger ined en c,,,,en naiv og lidt håndfast charnie. En graininofonoptagelse rykker (len musikalske havekunst ind i stuen, og gengivet, så sinukt og så klart klingende, soni (let er gjort af radio

1 11

symfoniorkester - 1)læserne Wal-

deinar Wolsing, Erik Hovaldt,

Ingbert. Michelsen, Knud E. Ol-

sen, Carl Bloch og Leif Carlsen,

kan den godt tåle transplanta-

tionen. Med soi-rimeren på trap-

perne er (let anbefalelsesværdigt

også at nyde denne musik i ha-

ven med døren på klem; selv

naboerne vil lytte med tilfreds-

hed. fsi).* VOX - franiniofonselskabet. i New York har udsendt en ind-,,pilning af

Monteverdis »'V,- esper«, optaget i Stuttgart under Hans Grischkats ledelse.

* Fioravantis opera »Canatrici Villani« (1806) er indspillet på Cetra-Soria.

* UOiseau-Lyre har udsendt en opt,agelse ,tf Carl St,,,,,,imitz' fløjtekoncert.

Årgang 28/1953, nr. 03