Musikkulturen kontra Staten

Af
| DMT Årgang 28 (1953) nr. 03 - side 49-50

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Musikkulturen kontra Staten

Af Johan Bentzon

Efter den fantastisk anstrengende 6-ugers koncertrejse i Amerika med 39 koncerter på 48 dage kom Badioorkestret hjem med en næsten ustyrlig veloplagthed, bygget på en god samvittighed efter et veludført arbejde. Hvad denne koncertturné og de foregående års optræden i Edinburgh og London har betydet for hele verdens kendskab til dansk musikkultur, er i øjeblikket uoverskueligt. Omsider må det vel lykkes at få den danske stats bevilgende myndigheder til at forstå, at den noksom bekendte afvisende gestus, hver gang vort nu verdensberømte radioorkester skulle ud og slå et slag for dansk musik, ikke under nogen omstændigheder må gentages. Da radioorkestrets første koncerter i Amerika var løbet af stabelen, bragte »Information« (13. oktober 1952) en kronik af Johan Bentzon om vilkårene for orkestrets hidtidige rejser og om de krav, orkestret må stille i fremtiden, dersom rejserne skal kunne fortsættes. Her skrev Johan Bentzon bl. a.:

Efter at orkestret havde vedtaget, at søge USA-turnéen gennemført, skrev vi til Statsradiofonien, bl. a. følgende: »- for at orkestrets medlemmer skal paatage sig de anstrengelser, som en sådan tourné vil medføre, er det nødvendigt, at det ikke betragtes som kun værende orkestrets interesse at søge tournéen gennemført. Det er baade af moralsk og økonomisk betydning, at de bevilgende myndigheders inddrages i arbejdet for sagens gennemførelse, og vi beder Statsradiofoniens ledelse være os behjælpelige Ihernhed, saafremt Statsradiofonien ikke ønsker eller ikke kan påtage sig sagens førelse, hvad vi helst så«.

Efter et møde i forretningsudvalget fik vi det svar, at man vilde anbefale til Radiorådet, at vi fik bevilget to måneders orlov til en seks ugers tourné; man kunde ikke overtage tilrettelæggelsen, men kun støtte os praktisk i alle måder (lad det her være sagt, at hvor det har kunnet lade sig gøre, er dette løfte blevet opfyldt fuldt ud). Vi måtte altså selv endnu engang søge om garantikapital til at dække, hvad koncertoverskuddet med den kortere tourné ikke kunne betale af rejsen; og med direkte tilsagn fra private og, troede vi, tilstrækkelig politisk støtte til resten fra stats- og (eller) tipsmidler afsluttede højesteretssagfører Leif Gamborg på vore vegne kontrakt med Columbia Artists om indtil 39 koncerter indenfor en periode af 6 uger og 6 dage.

Jeg skal ikke her fordybe mig i, hvordan det lykkedes at skabe økonomisk basis og hvormange mennesker vi skylder en varm tak for deres hjælp, men blot for fremtidige muligheders skyld søge at redegøre for situationen, som den tager sig ud for os:

Sålænge man ikke fra Statens eller Statsradiofoniens side ligefrem vil tilrettelægge tournéer som kulturel propaganda, viser erfaringen, at vi må være i stand til at træffe relativt hurtige beslutninger, når vi får invitationer eller opfordringer til tournéer helt eller delvis på merkantil basis. Det er uværdigt og uholdbart at skulle afslutte kontrakter blot på en formodning om støtte, som det tager halve år at få bekræftet, eller afkræftet. Orkestret er blevet rost, fordi vi ved aflholdelse af koncerter bidrog vort til at dække rejseomkostningerne; og man har ment, at det egentlig var den eneste naturlige nhåde at skaffe pengene på, Vi er glade for rosen. Men vi kan ikke være enige i, at det er en løsning, man kan gribe til i fremtiden. Orkestrets indsats må begrænses til, at vi stiller vor kunnen og vor arbejdskraft til rådighed. Vi var efter Edinburgh absolut interesserede i at vise, at det ikke var en tilfældig sejr, vi vandt; derfor gik vi kraftigt ind for arbejdet med at gennemføre Londonkoncerterne, på de betingelser, som kunde opnås. Og da der først var sluttet kontrakt om koncerterne i USA og det viste sig vanskeligere at skabe så stort et overskud, at turen kunde gennemføres inden for den givne orlov og med den garantikapital på 100.000 kr., som det syntes muligt at rejse, tog medlemmerne konsekvensen, overvandt betænkelighederne ved at flyve, akcepterede de billigste rejsebetingelser i USA og fremfor alt et antal koncerter, som vil belaste vor arbejdsevne til det yderste og kræve resignation hos den enkelte overfor det forståelige ønske om blot at opleve lidt af det for os ukendte land, vi skulde fare igennem på busture op til 500 km pr. dag.

Det er meget nemt at se, hvor langt fordelagtigere meget vilde kunne have været arrangeret, hvis man på forhånd havde kunnet regne med Statens støtte. Ved et samarbejde mellem Stat og Statsradiofoni skulde det antagelig have været muligt at akceptere den oprindelige plan om en 8 ugers tourné. Men selv indenfor den nuværende tournés rammer vilde det have været muligt at lægge endnu mere vægt på at gøre propaganda for dansk musik. Med færre koncerter kunde vi have varieret programmerne mere; vi kunde eventuelt have spillet alle Carl Nielsens symfonier og mere dansk romantisk og nutidig musik. Med det nuværende antal koncerter var det både nødvendigt at begrænse alhtallet af værker og i udvælgelse at tage hensyn til at orkestret skulde føle sig sikker på at kunne spille dem tilfredsstillelhde, selv til den 39te koncert på den 48de dag,

Vi har fået det indtryk, at det hæmmer vore muligheder for at få penge fra de offentlige midler, at vi kommer fra den »velhavende« Statsradiofoni; en fremtrædende politiker siges at have afslået bevillingen til Edinburghrejsen med den bemærkning: Radioen kan jo selv betale. Samtidig har Statsradiofonien hidtil afvist denne mulighed, ikke af mangel på interesse, men af hensyn til radioloven og den kritik, som man allerede har været ude for fra statsrevisionens side. Sagen er her tilsyneladende kommet i klemme mellem to instanser, som mere eller mindre åbenlyst henviser til hinanden. En løsning burde dog være mulig og nærliggende i betragtning af den tilknytning, der eksisterer mellem rigsdag og Statsradiofoni bl. a. ved de politiske repræsentanter i Radiorådet.

Det er naturligvis orkestrets opfattelse at koncerter i udlandet har været og vil være af betydning for orkestret og Statsradiofonien, men også ved den opmærksomhed de vækker om vort land og dets kultur, til gavn for hele landet. Vi mener derfor det er rimeligt at Staten yder tilskud i det omfang det skønnes hensigtsmæssigt og nødvendigt. Vi synes, at tiden er inde til at man tager stilling hertil og beder om svar på følgende spørgsmål: Anses koncerter i udlandet for en værdifuld propaganda for dansk kultur? Er det en statsopgave at yde tilskud til sådanne koncerter? Eller mener man, at det må være Statsradiofonien muligt at støtte tournéer med Statsradiofoniens symfoniorkester uden at krænke radiospredningslovens bestemmelser? Vi erklærer os på orkestrets vegne villige til at stille vor kunnen og vor arbejdskraft til rådighed, også til at deltage i tilrettelæggelsen, men vi hverken kan eller tør påtage os ansvaret for foretagender, der økonomisk ligger langt udover, hvad vi er i stand til at stå inde for.

På vor opfordring tillægger Johan Bentzon:

Del er siden lykkedes mig at samle en række oplysninger om de vilkår andre europæiske orkestre kan regne med, når de modtager opfordringer eller indbydelser til at koncertere i udlandet. Jeg skat blot nævne tre eksempler og minde om, at alle tre nævnle orkestre i forvejen har et verdensrenommé at falde tilbage på, og at man kan regne med at den sum, der er blevet dem betalt for de pågældende koncerter, har ligget over, hvad vi har kunnet opnå. L'orchestre national de la radiodiffussion francaise var indbudt til en USA-turné i 1948-49 og fik af den franske stat rejsen betalt Paris-New York og retur. L'orchestra di Scala medvirkede ved Edinburghfestkoncerterne i 1950, sammen med koret fra Scalaoperaen opførte de bl. a. Verdis Requiem, og fik alle rejseudgifter dækket af den italienske stat. Wienerfilharmonikerne har modtaget invitation til en række koncerter i USA i januar 1954; de modtager hjemmefra et tilskud på halvanden million østrigske shilling (mellem 400-500.000 kr.), som sammen med overskuddet fra koncerterne skal anvendes dels til den transatlantiske rejse frem og tilbage, dels til at orkestret i USA kan anvende den i det enkelte tilfælde mest hensigtsmæssige befordring, det være sig bus, tog eller flyvemaskine, samt til at muliggøre, at der kun skal gives fem koncerter om ugen. Tallene taler for sig selv.

Årgang 28/1953, nr. 03