Radio og musik

Af
| DMT Årgang 28 (1953) nr. 03 - side 42-43

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Radio og musik

Af KARL BJARNHOF

Jeg husker ikke, hvad det er for en idiot, der engang har sagt, at musik er støj, -- men sagt det har han - organiseret støj altså, og skal man tale om radiomusik, kan det godt være, man burde tage sit udgangspunkt så langt nede. Man burde måske tale om musik også i overført forstand: En dialog kan vel for den sags skyld opfattes rent musikalsk som to stemmer, der bevæger sig kontrapunktisk i forhold til hinanden.

Giver man plads for en så rummelig definition af begrebet, fører vejen direkte til det allernyeste: Den såkaldt konkrete musik, der opererer med enhver form for lyd, og er en logisk konsekvens af de tekniske muligheder, mikrofonen og hele registreringsteknikken har bragt med sig. Franskmændene er allerede nået langt i det stykke. Ligesom der kan tales om at digte, ikke for, men på selve teatret - sådan som f. eks. Kjeld Abell har gjort det - kan man også digte og komponere direkte fra radioen - d.v.s. tage alle de midler i brug som dens moderne apparatur stiller til rådighed, og fra at være noget mekanisk, løfte det op og gøre det, til et instrument for en kunstnerisk fantasi.

Det bliver ikke en »musik«, der kan stå alene. Den må indgå som led i en større sammenhæng med ordet, med dramaet, men der er i hvert fald brug for den. Radioen har længe nok været et fotografiapparat, der naturalistisk gengav alt, og på visse områder må den stadig vedblive at være det, men i relation til digtningen, til den fortællende prosa, til lyrik og drama, søger man idag bort fra naturalismen. Man skaber paradoksalt nok ikke fornemmelsen af en metro ved at stille mikrofonen op på Nørreport station. Hvad man fanger ind er korrekt til de mindste detaljer, men lugten får man ikke med og det uhåndgribelige. Her må kunsten træde til, her har vi brug for den »konkrete musik«, der ikke er spor konkret, men tværtimod så abstrakt som noget.

Når man selv i hele sin idéverden er blevet så radiominded, som man let bliver det, når man til stadighed skal producere for og på dette apparat, undrer man sig sommetider over, at komponister af idag ikke spekulerer mere på de ting og giver sig til at eksperimentere. Slår de først hul på murene, der spærrer dem inde i det traditionelle tonesystem og den traditionelle forestilling om, hvad der er musik og hvad ikke, - trænger de først igennem, vil der ligge et nyt og uopdyrket land foran dem fuldt af muligheder, som måske nok i visse henseender bygger på det gamle, og som i hvert fald ikke kan undvære musikens formlære, men som alligevel er nyt.

Det er Iher, radioen først og fremmest skulle kalde på fantasien, men hidtil har den ikke gjort det. - Måske bor jeg for ikke at blive misforstået sige, at jeg med »radioen« mener selve instrumentet og ikke institutionen. - Her ligger i realiteten chancer for et helt nyt tonesprog, der kan kombineres med det kendte, eller være sig selv, et udtryksmiddel ingen herhjemme indtil nu har beskæftiget sig med. Sandsynligvis fordi det kræver et apparatur, som kun Statsradiofonien råder over.

Musikkens folk er vel nok på sin vis mere reaktionære end for eksempel malere og billedhuggere. Radioens mekanik er at sammenligne med et nyt materiale, og der er for mig ingen tvivl om, at andre kunstnere med begærlighed ville have kastet sig over et sådant nyt stof og begyndt at arbejde i det - give det ånd og liv. Musikeren derimod holder sig til sine tolv toner. Det er nu engang hans staffeli-maleri, som han ikke vil væk fra eller ud over.

Men lad os så i himlens navn snakke lidt om det, for også her er det, som om man hverken har opdaget eller akcepteret radioen. Naturligvis regner man med den som en kæmpemæssig distribueringsmaskine, den eneste virkelige formidler af musik, hvis det rigtig skal batte noget, vel også den eneste faktor, der evner at give tingene den rette opsætning og præsentation. Men det har bare - efter min mening --- ikke ret meget med radio at bestille. Det er såmænd bare at køre videre på en koncerttradition, der er så dødsens kedsommelig, at man burde have grebet ethvert påskud til at finde på en fornyelse. I radioerne verden over koncerteres der på livet løs med front imod en sal, som måske kan rumme et tusind mennesker eller mere, mens man vender ryggen til de hundrede tusinder, der lytter ved højttalerne. Selvfølgelig tager man, i orkestrets opstilling og lignende, hensyn til mikrofonen denne lille satan - der nu engang er nødvendig, men ud over det gør man ingenting. Afviklingen af de støre manifestationer - torsdagskoncerterne f.eks. - tager udelukkende sigte på de tilstedeværende. Ikke et øjeblik falder det nogen ind at spekulere på en - skal vi kalde det »radioæstetisk lov« - en lov, der ud fra rent radiomæssige synspunkter dikterer en bestemt rytme i afviklingen, som godt kan være og tit er en helt anden end den, der passer med henblik på publikum i salen. De lukkede studie-udsendelser forløber en smule anderledes, - det er klart, - men alligevel mærker man tydeligt koncert-traditionen: En afdeling klavermusik, tolv sange på rad og række, en violinsonate o. s.v. Det er ikke musikfolkenes skyld alene, selv om man godt kunne tænke sig, de snart tog ved lære af andre radioformer og begyndte at spille en smule på fantasien. Noget ligger det også i måden man har organiseret radiofonierne på, i de stærkt afgrænsede områder, og navnlig bliver det galt, hvor man ikke har en programredaktion, der fastholder en kunstnerisk opbygning i de samlede programmer, - kunstnerisk her taget i videst mulig forstand. Men hele problemet har nu også en anden side, som man i forbløffende ringe grad har beskæftiget sig med.

Stort set blæser og stryger man vel i dag, som man har blæst og strøget i mere end hundrede år, d.v. s. ud fra det princip, at en tone skal kunne nå til den fjerneste krog - om ikke i landet, så dog i salen, i kraft af sin egen styrke og bæreevne. Men et sådant princip gælder i realiteten ikke mere, eller det gælder kun, når man ser bort fra radio, fra mikrofon og forstærkerteknik.

Jeg ved ikke, om man på konservatoriet idag arbejder med den slags. Jeg ved ikke, om man overhovedet kender det . . . Er man i besiddelse af et passende anlæg, og hvis man er, hvordan bruger man det så? - Som et spejl velsagtens, et spejl man holder op for en eller anden og viser, at sådan lyder det ... Men lærer man folk at spille direkte til eller på mikrofonen? - Jeg er bange for, at man ikke gør. Jeg er bange for, man nægter at erkende og anerkende den slags moderne djævelskab.

Det er næsten gribende at høre om, hvordan professorer i sang stadigvæk arbejder med deres elever, som om vi havde en opera, der havde et behov for stemmer, hvad vi - Gud bedre det ikke har. Det er rørende, at man tilsyneladende ikke har opdaget, at radioen idag burde præge uddannelsen mere end nogen anden faktor, bortset fra Københavns kirkefond og krematorierne. Begrebet »den store stemme« er fremdeles idealet, og sproget mishandles til ukendelighed, fordi det i de damers og herrers øjne kun er et godt eller dårligt objekt til at bære klangen ud. På konservatoriet burde der - om noget sted - undervises i mikrofonbrug, og det burde være obligatorisk fag for alle - også komponister. Den kommercielle kunst - hvis man tør bruge en sådan betegnelse - har forlængst opdaget, hvad det apparatur kan bruges til, og du forbarmende, hvor de gør det dygtigt, hvor de kan deres kram. De fine derimod siger: Sådan er jeg, sådan er min stemme og sådan bruger jeg den, vil De være så venlig at stille på Deres knapper, så det kommer til at lyde ordentligt. Det er Deres sag og ikke min ...

Når jeg nævnede komponisterne før, tænkte jeg selvfølgelig først og fremmest på, at et partitur nu om stunder bør være præget af radio. Radioen er aldeles ubestridt den største forbruger af musik, og alt andet spiller kun en underordnet rolle. Men er det nu også tilfældet? Jeg mener, er det tilfældet, også hvor det ikke af anden grund falder sammen med et kunstnerisk ideal, en trang til forenkling for eksempel ...

En anden ting er selve de former, man arbejder med. Radioen har et næsten umætteligt behov for små karakteristiske stykker musik - lyriske eller pitoreske- musik der kan anvendes til udfyldning, som overledning, som underlæg. Fingernemme folk fra de merkantilt indstilledes brigade har også her været på spil og vist deres enorme dygtighed. Der er et kæmpesalg i musik, der egner sig til dette eller hint - underlødig musik, men sålænge der ikke findes andet, er vi nødt til at bruge den - indslag på fra ti sekunder til tre minutter med klar karakterangivelse på etiketten. Hvorfor holder de rigtige sig for fine til den slags? Hvorfor vil de kun være med, når det drejer sig om de store symfoniske arbejder. Skulle der virkelig kun eksistere nogle få indenfor nyere dansk musik, der har råd til at lade det blive ved en bagatel, en skitse, en pennetegning, . .

Jeg ved godt, man synes, radioen skulle være initiativtager og stille komponisterne opgaver. Det er ikke rigtigt. Radioen står der med sit behov, den er forbruger i stor stil, men den vil kun i sjældne tilfælde kunne give opgaver, og jeg tror heller ikke komponisterne kunne stå sig ved det. Det er navnlig hørespillene man i den sammenhæng må tænke på, og hvormange hørespil når så meget som tre opførelser. Det er ikke og kan aldrig blive som et teater, der spiller det samme aften efter aften med den deraf følgende Koda. Komponisterne står sig ved at skrive en brugsmusik, den vil blive anvendt, hørt og husket.

Radioens forhold til musikken eller måske snarere det omvendte - er i mine øjne langt mere omfattende og rækker videre, end man sædvanligvis går ud fra og regner med. Ganske vist kan man pege på, at musikken takket være radio har fået et nyt stort publikum i tale, man kan nævne, at radiofonien har skabt muligheder af en kunstnerisk kvalitet, der ikke eksisterede før - Statsradiofoniens symfoniorkester f. eks., - men jeg gentager: Musikkens folk er ikke selv for alvor begyndt at spille med og på fantasien. De har endnu ikke som digtere og journalister set, at radioen er et instrument i sig selv, og hvad dette instrument kan bruges til.

Årgang 28/1953, nr. 03