Musikkritikere på krigsstien

MUSIKKRITIKERE PAA KRIGSSTIEN

AF AXEL KJERULF

I den senere Tid har der i den stockholmske Presse været udfægtet en musikalsk Strid mellem den velkendte Musikkritiker og Komponist Wilhelm Peterson-Berger og Formanden for Föreningen Svenska Tonsättare«, Komponisten Kurt Atterberg. I denne Strid er ogsaa Undertegnede bleven indblandet og dermed flere Forhold, der berører dansk Musik. Redaktionen af »Dansk Musik Tidsskrift« har derfor ment, det maaske var af nogen Interesse for danske Læsere at blive bekendt med nogle Enkeltheder i denne Sag, der visselig ikke er stor eller betydningsfuld, men som dog oplyser Forhold, enhver Musiker kan komme ud for.

Begyndelsen ligger saa langt tilbage som den femte nordiske Musikfest i Stockholm i Maj forrige Aar. Festen var i alle Maader overordentlig vellykket, ikke mindst hvad det selskabelige Samvær angaar, takket være vore svenske Værter, der var storstilede og straalende elskværdige. At det musikalske Udbytte ikke helt modsvarede det festlige Arrangement, lod sig imidlertid ikke skjule, og jeg ved i hvert Fald, at jeg for mit Vedkommende udtrykte mig tydeligt herom i en hel Uges Korrespondance til mit Blad »Politiken. Heri paapegedes bl. a. det absolut forkerte i, at de deltagende Lande ikke havde fulgt samme Principer med Hensyn til Programvalg, saaledes at Finland mødte med lutter nye og ikke tidligere opførte Ting, medens Danmark paa sin Orkesterkoncert spillede Symfonier af Glass og Carl Nielsen, der begge var hørte ved foregaaende Musikfester. Flertallet af Deltagerne i Musikfesten var uden Tvivl af samme Mening, men desværre blev det ikke til noget med en samlet Drøftelse af dette for kommende Musikfester saa vigtige Princip-Spørgsmaal; paa én nær mente de danske Delegerede, at en Diskussion kunde opfattes som Kritik af de svenske Værtsfolk - og kom derfor ikke til Mødet.

Dette var saa meget mere beklageligt, da man paa den Maade netop - syntes det mig - understregede Festens rent selskabelige Karakter og ligesom undervurderede dens musikalske Betydning. Og derved gav den grumme Kritiker Peterson-Berger et Vaaben i Hænde, som han ikke burde have haft saa let. Denne Herre, der i saa mange Aar har ført et sandt Rædselsherredømme som Musikkritiker i »Dagens Nyheter«, laa nemlig allerede fra første Færd paa Lur efter at ødelægge, hvad ødelægges kunde. Under selve Musikfesten gjorde han sig en særlig Glæde af at myrde alt hvad han hørte af unge Komponister - forresten ogsaa, hvad han ikke hørte. Med alle Tegn paa Væmmelse forlod han saaledes en af Kammermusik-Matinéerne umiddelbart før Knudåge Riisagers Strygekvartet Nr. 3 blev spillet, med den besynderlige Motivering, at han ikke kunde udholde at høre paa den. Og efter Musikfesten samlede han al sin Bitterhed og Galde i en Artikel, hvori han opgjorde »Musikfestens facit - och deficit«, kaldte hele Festen et »Peer Gynteri«, fremhævede at de tre fremmede Nationer, der »udmærker sig ved en udpræget, skønt i forskellige Former fremtrædende Selvbeundring« »i deres Hjerter med medlidende Ringeagt ser ned paa den fjerde Nation, den som nu udøvede Værtsskabet og som har Ord for at beundre alt udenlandsk«. Allerede disse Udbrud var jo temmelig vilde og nærmest noget komiske, og man var ikke helt klar over, hvor Peterson-Berger vilde hen med al sin Vrede. Men saa kom det: »og saa taler de, der er bidt af Kakofonisterne, enten troende eller talentløse Hyklere om det unge og spirende«. Dette unge og spirende gentog Peterson-Berger flere Gange i sin Artikel i Citationstegn - og det var mig Elendige, der i al Beskedenhed havde slaaet et Slag for det unge og spirende, som det harmede mig at Peterson-Berger slog ned for fode - endda uden at have hørt det. Nu fik jeg, hvad jeg havde godt af. Og jeg fik mere endnu. Jeg havde opstillet Spørgsmaalet, om Programmerne ved fremtidige Musikfester skulde vælges med et vist Hensyn til Publikums Overblik over de deltagende nordiske Landes Musikliv, eller om det Hele snarere skulde formes som en Fagkongres for Musikere med Fremførelse af kun nye Ting og jeg havde ladet Spørgsmaalet staa aabent, alene for at bane vejen for den - som det forekom mig - meget ønskelige Princip-Diskussion paa det foreslaaede Møde, der altsaa ikke blev til noget. Men Peterson-Berger ønskede aabenbart ikke at et saadant Spørgsmaal skulde fremmes, det Hele var jo alligevel »paa tok« og med uforlignelig Humor foreslog han saa en rigtig »atonalistisk Musikfest, hvor intet gammeldags tonalt skulde forekomme, men kun det »unge og spirende« (ak, det ulyksalige Udtryk, jeg havde brugt!) - og den Musikfest burde holdes i Kjøbenhavn« »rned ren og uforfalsket Kakofonisme, saa ung og spirende som mulig!«

Det havde jeg altsaa for mine velmente Ord. Men endnu forstod jeg ikke rigtig, hvor Peterson-Berger vilde hen med al den rasende Ironi, han dængede over mit ulykkelige Hoved. I selve Hovedsagen, at Programvalget var forkert, var vi jo i Virkeligheden enige, kun uenige om hvilke Veje, der for Fremtiden skulde betrædes. Han vilde aabenbart i blindt Raseri slaa alle fremtidige Musikfester itu - jeg i noget mere beskedne Vendinger hjælpe det lidt, jeg formaaede, til al bygge noget nyt op. Som et Forsvar for Musikfesterne havde jeg da ogsaa bl. a. anført det Gode i, at de forskellige nordiske Landes Musikere lærte hinanden personligt at kende. Oh, det skulde jeg heller aldrig have sagt. Nu fik jeg igen. For hvad vilde dette føre til? Efter Peterson-Bergers Mening kun til dette, al de »opførte hinandens Værker. Thi ved al spise et tilstrækkeligt Antal Middage og tømme et tilsvarende Antal Vinflasker sammen kommer man lettere end ellers i den rette Musikfest-Stemning, der som altid har kunnet og bedst vil kunne udtrykkes med de latinske Ord: do ut des. Hvilket er udlagt: Roser du mig, saa roser jeg dig.«

Det var jo en rigtig nydelig Slut-Salut at faa som Afskedshilsen. Men de sidste Ord i Peterson-Bergers Artikel afslørede pludselig for mig hele Sagens Sammenhæng: »Roser du mig, saa roser jeg dig.« Thi i samme Øjeblik faldt mine Øjne paa nogle Linier, der stod tidligere i samme Artikel, men som jég ikke straks havde fæstet mig ved. Ordene var disse: »Naar en saa varmt anerkendende og for en stor Del entusiastisk Anmeldelser som Undertegnedes (Peterson-Bergers) af den danske Orkesterkoncert har vakt ondskabsfulde og vulgære Hævnrepliker i den danske Presse, saa kan man forstaa, paa hvilket aandeligt Niveau det Hele stod.«

Se dér havde jeg jo pludselig hele den herlige, af hellig kunstnerisk Harme opbragte Peterson-Berger i fuld Belysning: »Roser du mig, saa roser jeg dig« - sammenholdt med de paastaaede "ondskabsfulde og vulgære Hævnrepliker i den danske Presse.«

Der var nemlig det prekære ved Sagen, at Musikkritikeren Peterson-Berger ikke var bleven rost som Komponist, da hans Opera "Adils och Elisiv« var bleven opført under Musikfesten paa Stockholmeroperaen. Det mislykkede Værk blev enstemmigt haardt medtaget i saavel den stockholmske som den øvrige nordiske Presse.

Med andre Ord: denne Kritiker mente sig uden ringeste Beføjelse berettiget til at fornærme samtlige i Festen deltagende Musikere ved at beskylde dem for kun at komme sammen for al rose hinanden og ved Middage og Vin sikre sig Venskab og Velvilje. Allerede dette var en Uforskammethed, som ingen og intet havde givet ham Anledning til. Men samtidig afgav han selv det eneste Bevis paa, at et saadant bundsjofelt Ræsonnement kan tænkes at opstaa i et tilsyneladende kultiveret Menneskes Hjærne, nemlig dette: min Opera er ikke bleven rost og Grunden er Hævn over den Kritik, jeg har skrevet. Er det ikke det samme som: roser jeg ikke dig, saa rakker du mig ned! Vi plejer forresten at sige paa Dansk: Tyv tror hver Mand stjæler.

Disse Peterson-Bergers Uforskammetheder mod de danske Deltagere i Musikfesten tilbageviste jeg i en Artikel i »Politiken«, men hørte - af gode Grunde - ikke mere noget til min svenske »Kritiker-Kollega« i Stockholm. Hans Artikel var jo iøvrigt kun holdt i Hentydninger til mine Udtalelser, de paastaaede »Hævnrepliker« var ligeledes fordelt paa »den danske Presse« og mit Navn overhovedet ikke direkte nævnt. Endelig var Peterson-Bergers Mentalitet saa vidt bekendt i Stockholm, at et Angreb fra den Side kunde tages forholdsvis let.

Men Enden var ikke endda. En skønne Dag op imod Jul fik jeg fra gode Musiker-Venner i Stockholm Breve med Avisudklip og harmfulde, forundrede Spørgsmaal, om Peterson-Berger virkelig havde mindste Skin af Ret til at fremsætte en i høj Grad krænkende Beskyldning imod mig. Sagen var nemlig den, at Peterson-Berger i det svenske Tidsskrift »Musikkultur«, hvoraf han selv er Med-Redaktør, havde insinueret - med vanlig Frimodighed og udfra den for ham saa karakteristiske noble Tankegang - at Kurt Atterberg havde forfalsket en Musikkritik over svensk Musik af en tysk Musiker Poul Becker - en Kritik, der var Atterberg og hans Musikervenner gunstig, men nok ikke særlig velvillig overfor Peterson-Berger. Dette havde jeg jo intet med at gøre, men i sin Harme over Peterson-Bergers Overfald rykkede Atterberg frem med forskellige Ting, der kunde støtte et Modangreb paa Peterson-Berger, saaledes Dr. Max Ungers Artikel i Allgemeine Musikzeitung«, en Opsats af Dr. Mahling i »Hamburger Fremdenblatt«- og endelig min ovenomtalte Svar-Artikel i »Politiken«.

Denne sidste besvarede Peterson-Berger med følgende overlegne Affærdigelse og perfide Beskyldning, der aabenbart ikke var beregnet paa at komme mig for Øje: »Hr. Kjerulfs Betragtninger i Politiken over Musikfesten i Stockholm i Foraaret kan ganske og aldeles opgøres saaledes: Hr. Kjerulf erklærede i Foraaret aabent og ubehersket, at hans Bedømmelse var en direkte Hævn for den Kritik, dansk Musik fik ved Festen (en meget mild og velvillig Kritik forresten) og alt hvad han siden har skrevet sammen for at dække og bortforklare dette er ligesaa betydningsløst Mundsvejr som det meste af, hvad der siges om svensk Musik i det selvglade Danmark.«

Dette var unægtelig for groft til at staa uimodsagt, og paa direkte Opfordring faldt Svaret da ogsaa omgaaende som en kraftig Tilbagevisning af den perfide Beskyldning for at have ladet nogen Slags Hævnfølelse diktere min Omtale af Musikfesten. At jeg endog havde indrømmet »aabent og ubehersket« denne Beskyldnings Rigtighed stempledes som ligesaa latterlig som løgnagtig.

Kraftigere kunde det jo ikke godt være, men jeg vidste jo nu, hvem jeg havde at gøre med. Ak, jeg vidste det ikke tilfulde. Hans Mangel paa Anstændighedsfølelse viste sig at have syv Liv ligervis som Katten. Den næste Dag var han der igen: enhver der kunde læse indenad og forstaa Dansk kunde jo overbevise sig om den ondskabsfulde og enkle Tanke, som talte ud af mine Ord. Hvorpaa den noble Hr. Peterson-Berger rettede et Æselsspark mod min afdøde Fader, haanede Danskerne i al Almindelighed, Kjøbenhavnerne i Særdeleshed og pegede Fingre ad det Blad, jeg er Medarbejder ved. Mindre kunde ikke gøre det - og noget maatte der jo gøres for at snakke sig fra den uimodsagte løgn, at jeg havde erkendt, aabent og ubehersket« at have villet hævne mig. Dertil skulde ogsaa tjene den Oplysning, Peterson-Berger nu kom med, at jeg under mit Stockholmer-Besøg personlig i Telefonen havde anmodet ham om at anmelde den danske Orkesterkoncert for mit Blad Politiken«, men at denne Anmeldelse - den samme sorn Peterson-Berger skrev for »Dagens Nyheter« - havde »aabenbart været noget mere oprigtig« end jeg syntes om, hvorfor den aldrig fremkom i »Politiken«.

Der var nu det kedelige ved denne sidste Historie, at Peterson-Bergers Anmeldelse sammen med tre andre stockholmske Anmeldelser stod at læse i »Politiken« Dagen efter den danske Orkesterkoncert. Som samvittighedsfuld Korrespondent havde jeg rigtigt nok ringet saavel til Peterson-Berger som til de andre stockholmske Musikanmeldere, og fik ogsaa sent om Aftenen deres Artikler i Korrektur, hvorpaa jeg telefonerede dem til mit Blad, som gengav dem i Uddrag.

Hvad tror man nu, at Hr. Peterson-Berger svarede til denne sidste Paavisning af, at han atter - mildest talt - havde været i Strid med Sandheden?

Han svarede med at forlange Honorar for sin Artikel, hvilken udgjorde ca. 20 Linier, nøjagtigt citerede som Uddrag af Peterson-Bergers Anmeldelse i »Dagens Nyheter«.

Men se, herpaa svarede jeg nu ikke. Det forekom mig, at jeg turde tillade mig det lille Koketteri, at lade min Modpart beholde det sidste Ord - nu, da denne »musikalske Diskussion« var mundet ud i et pekuniært Spørgsmaal.

Mit Blad tilskrev derimod Hr. Peterson-Berger og bad ham opgive, hvilket Honorar han maatte ønske, hvorpaa det omgaaende skulde blive ham tilsendt.

Hvor meget det er bleven til i Penge véd jeg ikke. Den Sag interesserer mig ikke. Men jeg ved det ene, at den Person, som jeg uimodsagt har grebet i gentagne bevidst usandfærdige Beskyldninger, skylder jeg i hvert Fald ikke andet end hvad der kan afgøres ved en Postanvisning fra mit Blads Regnskabsafdeling.