Kritik

Af
| DMT Årgang 3 (1927-1928) nr. 06 - side 160-167

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

KRITIK

MUSIKKRONIK'

I Tidsrummet 15. Januar-S. Februar, som vor Kronik omhandler, har ikke mindre end fire af vore Koncertinstitutioner givet Orkesterkoncerter: ~,Dansk filharmonisk Selskab,,, »Slatsradiolonien«, »Cæeilia-Foreningen« o,, den nystiftede ,Klas

11

sisk'31usikforening«.

Ovenpaa. Dansk filharnionisk Selskabs pragtfulde Fremforelse af Honeggers ,,Kong David,«, var det ikke frit for, at Saisonens anden Koncert føltes som en graa Kedsommelighed. Det var saaledes kun glimtvis, at man hjemførte noget nyt og friskt.

Indledningsnuninieret, Regers Lystspilouverlure, hvor i ægte Regersk Aand

klassiske Stilprincipper o,,, moderne Udtryksinaade i næsten bogstavelig Forstand »,brvdes,«, havde Rylinen og Melodien ikke ind,aaet, no,en lvkkeli, Forening. Ouverturen virkede derfor saa sandelil',, ikke videre lystigt, saa meget, niere som den noget for nietrononliske Gengivelse, hverken klangligt eller nuanceringsmæssigt lod Orkestersatsen komine fuldt til sin Ret. Paa Baggrund af Regers saa lidet lystelige Lyslspilouverture horte inan allige-vel med niere Interesse en Partita (Suite) af Alfredo Casella - en af de inest bekendte Repræsentanter for den unge italienske' Skole. Partitaen, der paa sine Steder -saaledes blandt andet glimtvis i forste Del - frembød over

raskende, saavel harmoniske som klanglige Kombinationer, virkede do,,, særlig for første o«~, anden Dels Vedkommende, ret splittet i formel Henseende. Finalen var egentlig ganske fornøjelig, selv om dens Læn,de svækkede Indtr N'kket. nocet, men dens morsomme Rytme fik dog Folk til at spidse Oren. Hvad selve. Orkesterbesætnincæn anaaar, finder vi den indla,,,te Klaverstemnie ret uniotiveret; paa den ene Side fremtræder den langt mere solistisk end den i Følge Komponistens udtrykkelige Anvisning burde være (Placeringen i Orkestret som li,,estillet med de ovrige Instrumenter), paa den anden Side kunde den, klanalig set, rigelig være

11 111

erstattet af niere gængse Orkesteriiistrumenter f. Eks. Harpen. Af Koncertens to sidste Numre: Debussy's .»La Damoiselle Elue«~ og Rich. Strauss »Zum Eulenspiegels, lustige Streiche,«, virkede »La Damoiselle Elue~,, trods alle interessante Enkeltheder, trættende ved sin Læn,,de og Ensforniil,lied. Underli-t, forovri-t, at et saa nioderne

r_~ I

Selskab som filharnionisk netop har N-al«~,t dette halv«-miiile Stvkke, der, paabegyndt i Rom og fuldendt i Paris, skriver si,, fra Debussys tidligste Periode, for lian endnu lielt havde brudt med den paa denne Tid saa dominerende tyske Paavirkning (11,'agnerianismen) for at skabe den franske Impressionisme. Til Slutning fik man Rich. Strauss ~,Zum Eulenspiegel,«, der vistnok gav Udtryk for Komponistens billedskabende Fantasi og store orkestrale Evner, men alligevel ikke rigtig blev til

11 11

det lystige Uglespil man havde ventet; dertil koni. det tragiske Moment der lier dog skulde v-ære af Æventyrart for stærkt freni.

Statsradioloniens 2. Symfonikoncert var viet. svensk Musik, o,,, alt var indstillet paa, at den skulde forløbe under de festligste Former. Armas Jårnejelt, forste Hofkapelniester fra Stockholm, ,,ar hidkaldt for at lede Koncerten, og soin Solister medful-,te den svenske K«I. Kammersangerinde Nanny Larsén, Todsen og Violinist, Koncertmester fra den kgl. Opera i Stockholin, Tobias Wilhelmi. Koncerten blev alligevel, lad os med det samnie fastslaa det, ikke mere end en Succes d'éstime.

Forunderligt, ja næsten. harmeligt, forekommer det. os al være, naar endelig enaana det store Apparat er i Orden og Lejligheden til at hore svensk Musik i autentisk Udførelse til Stede, at man da stilles overfor et saa ensidigt - ja til Dels uligevægtigt Program som ved Radiofoniens Koncert forleden. At Koncerten indlededes med Symfoni Nr. 3 i E-Dur af en saa typisk svensk Komponist som Hugo Alfven. er forstaaeligt, men at samme Komponist og til Fortrængelse af andre lige saa typiske Repræ,,sentanter, faar nok

et Orkesterværkfreni

ved samme Lejlighed, finder vi helt util-

1:1

børligt, saa meget niere soni det danske

I el

Publikum kender Værket ~,som sin egen Loninie,«. De Ansvarliges anden Fadæse var Valget af Tobias Wilhelinis Violinkoncert. Tobias Wilhelini er en ligesaa iniddelinaadig - ja slet Komponist soni han er en overleen og betydelig Violinist. Hans Violinkoncert var derfor fra Ende til anden rent ud sagt det rene Makværk, 'en hyper-lyrisk, sødladen Trampen rundt Daa Stedet gennem alle Satser, uden

Kontraster og uden oplivende -Momenter

Værket burde aldri, være, kommet udenfor sit Lands Grænser. Begge de ovenfor anførte Værker burde være udgaaet af Programmet og reniplaceret med Værker af andre typiske Komponister. Maaske vilde en af Slenhammars Klaverkoncerter have livet godt op, ligesom (uanset Smagsretning) en vis Hensyn

t -,en til det vn,,ste Sveri«e (f. Eks.

Hilding Rosenberg o. a.) vilde have givet, et fyldigere og rigtigere Billede af svensk

r,

Musik end Radiofoniens Koncert gjorde.

Mod Programmets øvrige Nunire har vi

principielt intet videre at indvende. Gen~

nem Ouverturen til Op. »Håri)ard Har-

polekaren« af Kurt Alterberg lærte vi at

kende en Komponist, der, uden at have

om,,ivet Forbindelsen med den svenske

Folkevise o,, tv, isk svenske Lvrik, vir-

"" ~ p

kede stærkt personligt. Satsen er liniær o« moderne præ,,et, ligesom hans Orkesterklang virker original o, karakterfuld.

t, r_,

Vældige Opbud følges af stemningsmættet,

Naturl-,,rik, o-, Rytniernes Skarpskaaret-

hed oll Kraft kan, som forøvrigt ogsaa

Prograniniet paapeger i sin Indledning,

tit tyde paa aandeligt Slægtskab ined

vor egen Carl Nielsen. Natanael Bergs:

,~Hóga ~7isan,, var mere i almindelig melo-

draniatisk Stil. Som Komponist er Nata-

nael Berg den lyrisk betonende fornemme

Akadeniiker. »Hóga Visan,« blev fortrin-

ligt sunget af Fru Nanny Larsen-Todsen,

hvis Steinnies Verdensforinat dog fik

liden Lejlighed til at udfolde sig i denne

Kompositions noget langtrukne, lyriske

Ensformighed. Interessantere og mere

r_,

malende virkede Ture Rangstróms Sange med Orkesterledsagelse. Som Natanael Berg og de fleste svenske Komponister er

han Lyriker; men han er dristigere end denne, inaler med stærkere Farver, og er i det liele taget mere i-noderne i sin lidtryksmaade. Æn Bål med Blommor,~ er i sin inderste Bund Programmusik af en

for øvrigt ofte pragtfuld Virkning. Instrumentationen i Orkesterledsa--,elseii er til det yderste raffineret, paa samine Tid som Akkompagnernentet, der som i et Spejl ,gengiver Didtets skiftende Stemniner

1111 1,1

skildrer programniusikalsk alt hvad der sker. At Kompositionen som Helhed paa denne Maade fik noget uorganisk, noget

11 11

»Side om Side,« ved sig, er indlysende, men netop i denne i-nosaikartet flimrende Over

fla e laa noget af Kompositionens sælsomine Skønhed, der besejrede ens kløg

I

ti«e Indvendinger, saa man helt o,, ureflekteret gav sig Komponisten i V.Id. Til Slutning fik man Al Ivéns: ,.Midsommervaka,~, der er ægte Alfvénsk og viser alle Komponistens bedste Egenskaber - hans folkloristisk nialende Evne, hans saftige

k,,

svenske Humor o,, hans dvbe Natur Plelse.

Da Komponisten Rud. Langguard for

ca. et Aar siden o,, efter de bedste anieri-

kanske Forbilleder slol, til Lyd for Dan-

nelsen af en Musikforeniiil- kontra Mo-

dernismen i Musiken, var der mange som

-,,ar begejstrede, o, enkelte som to, s ig et

`:»11 ~, I=`

billi,,t »Grin,, saavel over den foreslaaede I TForenings kampglade ,ndertitel: »De

ke eliges musikforening~,, som over Komponistens hidsige Udfald mod den moderne Musiks man,e Vindmøller i det hele talet.

11 11

Foreningen traadte imidlertid ved denne Saisons Be,,yndelse ud i Livet, o, 7. Februar gav den allerede sin anden Orkesterkoncert under Stifteren Rud. Langgaards Ledelse og ined Assistance af »,Dansk Filharmonisk Orkester,,. Prolrammet til denne Koncert bød paa en første Sats af en Symfoni af J1,Iax Brueh, An Ion Bruckners 7. Symfoni ol, Rich. Wagners; ,Grosser Festmarsch~, (synifonisk bearbejdet af Rud. Langgaard) - alt sammen ifølge Foreningens Formaal ,klassisk prægede Værker fra Sen-Romantikens Tid,,. Det kan ikke næltes, at Koncerten som Hellied blev noget lang og trættende. Rud. Lange en dygtig, omend 'ikke altid lige

gaard r"" 11

beaandet Diri«ent, der kender sit Program-, men det var netop dette - Prograniniet - der med sin Ensartethed i Stil og sin tvske Bredde efterhaanden faldt no-et tunat for Br N.stet. Anton Bruckners Synifoni, der i sin Tid, med Nikisch son-i Fadder, gjorde sin Koniponist beronit i Tyskland - ol, dermed i det øvrige Europa' er et Opus af vældige Dimensioner, og havde været mere end tilstrækkeligt til at tilfredsstille en nok saa »sen-roniantisk,, Appetit. Sy-nifonien grupperede si,, oni »Helligtrekonger«, ,Paaske,, o,, ),Pinse,,. (En Sals er vislnok udeladt.) Den er personligt præget, selv om nian sporer Beethovensk og Wagniersk Paavirkning, o-, aander af ægte og dyb religios Følelse. Smukkest er Adagioen. (~,Paa.ske,~) nied sin brede nielodiske Linje og sine ofte overraskende I-Clangeffekter. Af Procraiiiniets øvri,,e Værker var JV-ax Bruchs ~,Allegro maesloso~( det mest klassisk prægede. Rich. l Vagners; ,Festmar.,,~ch,, ,,,ar ikke inorsom. Den manglede helt den Bredde og Festivitas, som man kender fra Wa,ners øvri«æ saa bekendte Marschformer, og blev derfor langt fra det op

' ' 1,1

[!vende, Monient, den festlige Afslutninl, som det trods alt noget ensformige 0 g lunge Prograni forlangte.

Cæcilia-Foreningens anden Koncert, 30. Januar, var viet Gluek, og var den omtrentlige Genta«else af et Uddra,, af Operaen ,Armide,, (4. Akt er bl. a. udeladt), som Foreningen benyttede, -ved en tidligere Freinforelse af samine Opera i 1914. ~,Armide,, fl-er kronolo,,,isk melleni de to Ephigenia er,, og betegnes alment ,;om Glucks mest franske Opera. Den paabegyndtes i 1776 og blev opført første Gang 1777 i Paris. Det var dog ikke med denne Opera, at Gluek, som bekendt, overvandt sin farli-,ste Modstander Pieeini o,:, endelig i-ned sin Musik formaaede at genneintræn,,e »~Parisernes med Æselhud overtrukne 0i~en«,. ),Armide~, vakte liden Begejstring, blev tvertimod ilde medtagen af 'Datidens Kritik o. foraarsagede en hidsig Pressekanipagne. Sejren vandt han forst ined sin næste Opera »,Ephi~genia i Tauris,,. Netop Armide liar imidlertid ligget Glucks Hjærte nær; deroni vidner Udtalelser af Komponisten om, at han i sit psykologisk-karakteriserende Tonesprog lier endelig mente at have naaet, derlien,

lusiken alene. kunde hore

at nian genneni 2 ol skelne nielleni naar Armide eller andre

af de i Operaen forekommende Personer -talte. Paa Baggrund heraf er det ret forstaaeligt, at Cæcilia-Foreningen liar frenifort dette Værk. Og selv om Operaen ved en nærniere. kritisk UIndersogelse forefalder noaet. afbleet o,, Gluck i andre niere udødelige Værker liar givel fuldt saa frapperende og stærke Udtryk for lignende Følelser og Situationer, runinier den. dog alligevel saa megen 'I~Ienneskeliglied o« Karakteristik, saa mange pragtfulde og bedaarende, Steder, at den vel er værd at høre. Under Rung-Kellers dygtige og stilsikre Ledelse af Kor og Orkester blev da ogsaa Cæeilia-Forenin,,,ens Koncert en ret interessant Aften for

I

Tilhørerne. Noget . helt andet -,,ar, hvom?~idt

de nianae Lvttere Landet rundt, der

hverken kunde folge Handlingen i Tekst-

programmer eller skelne de forskellige

optrædende Personer fra hinanden, fik

noget større I.Idbytte af Udsendelsen.

Hvad Udførelsen af de forskelliue Solist-

Partier angaar, samlede Interessen si,,

~1 I

mest om Kvindeskikkelsen »Armide,,, som

Birgit Engell gengav med adskillig psyko-

111 1

lo,,isk Sans o,:, san-li, Charme. Smukt

11111-1 1

tolkede hun saaledes i 2. Ak-t, hvorledes

Hadet, i-ned Medlidenheden soni For-

inidler, forvandledes til Kærli,,hed, hvor

~,Armide«, søler at overrumple og dræbe

(len unge, Korsridder Renaud, medens lian

I

sover, nien ynkes over den unge I-Jelts Skønhed o,,, Ungdom og opgiver sit Forehavende, medens Kærliglieden vaa,,ner. - Kun Skade for Birgit Engell, at liendes Stemmes Forinat og 1,~_arakter ikke strakte til for den Opgave hun ha-vde stillet si,,, inen enkelte Steder, hvor hun rigtig ska heage i, soni bl. a. i sidste Akts Slulningsscene., forceredes tid o-,,,er Skonhedens Grænser. Fru Elg Hjulmar som Hadets Furie var karakteristisk o,, malende; men den mørke, ret store Steninie. blev tit for haard o,, manglede ligesom klangligt Perspektiv. Af de øvrige Optrædende sang Anders Brems, Gander Knudsen og Anna

I

Hagen, deres Partier ined megen Dygtihed, og Frk. Bodil Larsens ,Sidonie,, erindrer vi som el skært, lyst Minde.

Hvad Solistkoncerterne angaar, li.-ir vi, siden vi sidst skrev vore Anmeldelser, hørt en saadan IN-lasse. al det vilde være umuligt, i den I~ronikform, vi efterhaanden er kommet ind paa, at levere nogen detaljeret Gennemgaaelse af deni

I

alle. - Sangerinden SIarie Louise 31oller har en smuk, blod Stemine, der har sin Styrke i den klare. lyse Højde. Koloratur Le~-niken er endnu temmelig usikker, ligesom Stemmens til Tider overdrevne Vibrato virker som uren Intonation. Foredra,smæssigt ~,smører« hun for tykt paa. Bachs Ariervar saaledes altfor følelses1)etonede o« stod ,relt til Oboisten Svend Felumbs stilrene Opfattelse. I SIrawinskys japanske Lyrisnier var hun bedre, og i en Række Roniancer af Riisager tog hun sit Publikuin. Oni. disse sidste er der at bemærke, at de tilhører Riisa~.,,ers tidli,,ste Periode, hvor man endnu i Rytme og Melodi kan spore nordisk o,, anden Paavirkning De sinukkesle af dem er vistnok ),Rosen(, o,, ,Regn,«, hvoraf den første virkell,,, g iv noget af Rosens tunge, mørke Sødme,

qn,, er et oplagt da capo Num-

medens, ,Re,Iiner. L,'ru. Hertlia Bjørvig har i flere Aar ikke ladet høre fra sig og har i .'NIellemtiden ubetimet gjort gode Fremskridt. Dett,~ ,,.~elder særli-~ Stemmens tidlicere noge t usikre Intonation, der ved Koneerten forleden mæsten var helt upaaklagelig. Hertha Bjørvigs Stemme ejer adskillig Charme, særlig i Pianissimoet; inen lietop paa dette Punkt ligger for Sangerinden en Fare, idet hun har en lielt manéragti,-, Han,, til at synge alt ,,nied Sordin«, hvad der i Længden virker no-,et ensformi,,t. Smukkest san,, hun i enkelte af de mindre italienske Sange, o, i en Arie af Operaen »Enrieo Leone,,, af Agostino Stefjani var det interessant at iagttage, ined hvilken Intelligens og Klangsans Hertha Bjørvig forinaaede at føje Steninien efter Lindorfj Larsens obligate Violinspil. I de niere fordringsfulde Koloratur-Arier hævdede Sangerinden si« mindre wdt. Her kneb det tit ined Tekniken, saa Koloraturerne virkede Jilanc,løse, usikre o, let afjaskede.

Erivin Ber~q]is Sangaften var en stor Skuffelse. Man forundredes med Rette over, at en Sanger af en saa genneminusikalsk Fainilie ikke har haft Selvkritik nok til at indse det haabløse, i at fremtræde for det forvænte københavnske Musikpublikuin ined en Stemme saa lidet i Form o,, saa grim, af Klan,-, som Ertvin R. Berghs. Maaske' er Er Nvin 'R. Bergh inusikalsk. Maaske kan der endnu af denne Stemmes ubekvelnine ~LN1aterie formes noget boreværdigt. Vi tor hverken dømme, eller profetere. Som Stemmen imidlertid afslørede sig paa Koncerten virkede den i Romancerne flad og raa - nærmest i Retning af ukultiveret Natursang. Bedre -virkede det ikke, at Foredraget var for stærkt pointeret ofte ud i Følelsernes Hysteri, ined et Programvalg, der ensidigt næsten nionomaiit kredsede om sindsoprivende, triste o,, s-N,,,eli,~e Stenininaer. 0«,saa,paa dette Punkt bor Sangeren være opi-nærksoni og forbedre sin Smag, oin han da videre ønsker at betræde Kunstens saa tornefulde o,, besværlile Vej.

En Koncert, som stod noget for sig selv, var Berglfot og Fr. Schnedler-Pelersens Koncert paa historiske Instrumenter

QLzinton, Claviehord, Spinet,, Hammerklaver, taffelformet Klaver, Nyekelharpa o,,

1-lardangerlele. ,Toner Jm gamle Dage,, havde det synipatiske Kunsinerpar kaldt deres Koncert, o,, i et Program, der for liverl enkelt Instruments Vedkommende onisorgsfuldt. var valgt fra den Tidsalder, hvor netop dette Instrument havde sin

Glansperiode, oprullede Hr. og Fru Schnedler-Petersen for Tilhørerne en Række historisk-musikalske Stemningsbilleder, der paa en helt anden Maade lod en ane og

forstaa disse Tidsal eres stilfærdige, men yndefulde Musikl-,,lleede, end de pastichelignende Efterabelser af ældre Klaverformer paa det moderne Flygel, man tit hører i vore Koncertsale. Interessant ved denne historiske Koncert var det desuden a~t iagttage, hvorledes disse forskellige

ID el

Klaverformer - Klavichordet, Spinetten,

Hammerklaveret og det taffelformede

Klaver, klangligt illustrerede Klaverets

Barndoms-, Drenge- og Ynglinge-Alder,

indtil det naar sin fulde Manddom i det

inoderne Flygel, som vi alle kender. Af

Koncertens øvrige gamle Instrumenter

11

Quintonen sig at være en noget 'tran ,b rystet, f E mstreliget Violintype, hvorpaa der paa Grund af Strengenes nær Beliggenhed er vanskeligt, at spille rent. Det

I el 11

svenske Instrument - Nyckelharpan blev Koncertens mest oplivende og humoristiske Moment. Med et skalkagtigt Smil præsenterede Schnedler-Petersen den. Til at begynde med troede man, han sternte, eller »lavede Grin« med Publikum. Det lod, som strøg han paa Sejlgarnssnore, eller endnu bedre, som. stod han og ,savede«. - Men da Sehnedler-Pelersen blev ved, begyndte man at lytte. - Og virkelig! - gennem. Savduren fornam man lan,,t

11 11

indefra en sva,, snøvlende Melodi

1-1

»A kføre Valn, å kjore Ved,~ - den svenske Bondes gryende Længsel niod Skønhed og 1~lusikglæde. Til Slutning hørte man det norske National-Instrument - Hardangerfelen - hvortil »Fandew, selv efter Sagnet har givet Modellen, og hvorpaa »Fanitullen« Fandens egen ,,Slaat,, - i gamle Dage blev spillet ved Bondebryllupperne, der da gerne, endte

11

med Slagsmaal - ja tit med Mandedrab.

Med »et Hoved højere end alt Folket,,

rager en I-~,laverspiller soni Brailoivsky

opover alle de udenlandske »Virtuoser,«

vihar hørt i denne Saison. Han tilhører

enhelt anden og langt ,edlere Type end

disse ~Verdensinestre i Klaverspil,,, som

Tid til anden hjeinsøger Skandinavien

for at erobre me 'Markeder for deres

»Musik-Kram,~. Han er en Oase i en Virtuositetens o. Selvforgudelsens Orken, hvor en Smelerlin. eller Goldenberg i vældi,e Kraftudfoldelser souer at ,i«antisere

~1IIn 11

deres Personligheder, medens de ødelægger

Publikuins Smag -ved at lufte indestængt

o, sygeligt Følelsesliv i Roinantik o-

l!, -, 1,117

Salonmusik. Brailoivsky liar, siden vi sidst hørte ham, nok en Gang ~~gjort Anierika,« o,, er efter sigende bleven flere Gan,-,e IN-lillionær. NI! konstaterer iiiiidlertid ined'Glæde, at han ,uden at ta,~~e Skade paa sin Sjæl,,, nied Glans har bestaaet. den

Ildprøve en saa an Ver ens erømnielse i Virkeligheden er. Og selv oin man ved Gensynet begynder at skelne hans Kunstnerpersonligheds Begrænsning (han plojer mindre dybt i Klassikerne, men er en Romantiker af ædleste Art), gor dette ham langt fra mindre i en Tidsalder, hvor Konkurrencen paa alle Gebeter knæsætter Specialisering som Tidens Løsen.

Vore egne Pianister har for den største Del været Gæster hos Hornung -t- 3.loller. Carl Vorrn, Karla Bfarnov og den norske Pianistinde Thora Bralt, er alle dygtige o,, fremadstræbende Pianister.; nien deres

Klaverspil er endnu gennemgaaende klangligt som stilistisk for meget præget af Kaiiipen med det niusikalske Stof. Mere stilsikker er derimod en Pianistinde soni Asta Andersen, der blandt andet i 11ozarls lille gennemsigtige B-Dur Sonate ydede noget helt fortræffeligt. Beate 1Novi hører til de Pianistinder, livis klassiske Spil inan gerne hører. I Bachs Sonate for ~""ioloncel og Klaver, som hun foredrog sammen med Paulus Bache, var Samspillet fortrinligt, ligesom der var megen Stil ol Ynde særlig over Ydersatserne. Senere i Programmet optraadte, Pianistinden som Komponist i-ned en Række san,,bare Sance, smukt gengivet af Jenny Holslein-Koelod. Piaiiisten Hans Klitgaards Koncert blev noget af et Gennembrud. Dette er saa meget glædeligere, som Pianisten ved sin forrige Koncert langt fra havde Hold paa sine musikalske Præstationer. Nu er der

baade Farve og Holdning over hans Klaverspil. I Mozart og Bach ydede lian udmærkede Ting, og i Paul Dukas vidt,spundne Sonate viste han, at han ogsaa magtede en mere moderne Sats. Rich. Østerfelt er paa Vej til at blive en overle,,,en Tekniker. Foredragsmæssigt foref 11

alder han i Ojeblikket noget »overeksponeret«. Men al denne Voldsomhed til den ene og lyriske Udgliden til den anden Side, omslutter dog et Talent, der langt

I

fra er helt almindeligt. Foruden de sædvanlige Bach'er, Beelhoven'er og Schubert'er hørte man en Afdeling moderne Musik,

11

hvoraf særlig Francesco Afalipiero's: »Omaggi,« viste denne Genres Overlegenhed

11

i Karakteristiken. Rich. Osterfelt spillede disse til dels dyreskildrende Piécer fortrinligt. Han var saaledes en uforlignelig ,,Pappagallo« (Papegøje), en drabelig ,Ele

111

janle,, o, endte i sin ~»Hyldning~« »a un

1 11

Idiota,, soni en komplet ,Idiot,«. Til Slut-

ning har -vi kun atnævne Pianistinden

Gerda Stolt Rasmussen, der med Assi-

stance af Cellisten Erik Rytter gav en

Koncert hos Hornung -k- 31øller, hvor hun

atter iaar fik Lejlighed til at vise sine

pianistiske Hviier og sit unge friske Talent.

Hjalmar Bull.

. OPERABETRAGTNINGER

Det er fristende nu, da der saa smaat be,,viider at komme en Kende Foraarsfornemmelse i Luften, da Morketiden er ved at bukke under, og den væltigere Del af .Saisonen vel egentlig burde være overstaaet, ransagende at vende sig oni for at se lidt paa det Stykke Vej, der er tilbagelagt. Hvad har nu vi IItisikniennesker, som vi i vort Overmod kalder os, oplevet d de lange Vinteraftener paa Kongens Nytorv? Ikke helt vellydende Bulder og Kamp Ul af, men Positiviteterne, Ind Overma satserne, Værdierne? Ja, dem har det jo unægtelig været endog meget smaat be,,endt med. At der ikke skulde være Arbejdsvilje og Arbejdsevne paa vor Operascene og i Kapellet, hører man ofte. ,pien det er Nonsens. Noget andet er

J

Spørgsmaalet om Arbejdets Systematise-

ring, her var der Mulighed for en Diskus-

sion, men det. er et fortærsket og i Oje-

blikket ufrugtbart Emne. Et enkelt Kardi-

nalsporgsmaal. rejses Gang paa Gang i

Pressen, nemlig Indførelsen af det obliga-

toriske Krav til alle Sangerne om at sidde

inde med et vist Antal Partier, sorn til

enhver Tid skal kunne afleveres paa

Scenen uden Prøve; det er der selvfølgelig

111

meget rigtigt i, ihvorvel man dog ikke maa glemme, -at der er Kræfter ved vor Opera, der kan deres Parti ved første Prøve. Paa den 'anden Side kan man næsten heller ikke forlange at Sangere skal være mere Engle end vi andre (selv om der gives »skønne,, Tilfælde, hvor inan fristes til at tro, de er det). Naar der kun saa sjældent gives * en Sanger Lejlighed til at komme frem i saa faa Partier som Tilfældet er nu, vilde det jo næsten være at indrømme Operister en Særstilling med Hensyn til »social Moral«,, at vente et saadant Krav indfriet. - Men til Sagen. Paa det mere løbende Repertoire har staaet Værker som »Ungdom. og Galskab«, »Regimentets Datter«, ),Tannhåuser«,, »Tryllefløjten,,, »~Drot og Marsk«, »Liden Kirsten(,, ,,Den kongelige Gæst«, ,Leonore Christine«,, ~,Paa Sicilien., og, 43a.jadser,« foruden den

uundgaaelige Puccini, ja der kunde nok

træm,es til lidt Fornyelse her. Et Par

I

Gæstespil brændte sig ind i ens Bevidstlied, Fru Larséii-Todsens dejlige Valky-rie og den af musikalsk Kultur og Nerve stærkt prægede og navnlig i dranialisk Henseende saa fortrinlige Præstation, Henry Christoffersen viste os som Ja ~, 0 i Othello. Vilde det ikke være en Ide at knytte denne Sanger til vor Opera? Af Genoptagelser lik vi den saa længe paaberaabte Fornyelse af Gounods ,Faust«, inen hvad skete? Den forgudede Opera, ,som Folk. strømmede til, da Domkirkepillerne blafrede blidt o-, lunt oni Fodderne

~1

paa de Optrædende og de lasede Have-

træer flossede slattent ned over Hel,,e.

Nissens ou Herolds Pragtpræstationer,

faldt nu i sit nye Skrud. Der blev endda

sunget ikke saa ilde i den, nien Fejlen var,

at den umiddelbart naive Aand, soni be~

linger Værkets Virkning, var brudt, der

var spekuleret paa noget nyt, der skulde

-.,laves,« no,et baade scenisk o,,, musikalsk,

og det taaler denne gamle Roinaiitiker-

kunst ikke. Noget lignende, oni end grel-

lere saa Skuespillet fornylig med »Elverhøj,,.

X1oral: Roinantisk Kunst maa genskabes

ud fra dyb Indlevelse i o,,, speciel For-

staaelse af Roinantikens V,,,esen. At iiian.

genoptog Massés nette nien ubetydelige

Syngespil ,Jeanettes Bry-llup,(, er blot et

kedeligt Bevis paa, hvorledes vort Tealer

maa gribe til en for T-NIusikpublikuniet

r~

inindre opbyggelig Udvej for at udnytte en Sangerindes specielle Evne, en Evne der jo kun kan faa et inininialt Aflob, saaledes soni Landet ligger i Ojeblikket,

11

da der f. Eks. ikke er Plads til et ældre italiensk Repertoire, hvor det jo vriniler ined Koloraturpartier (f. Eks. Ciiiiarosas ,,Det heninielige Ægteskab,,, Bellinis V-ærker o. I.). Å. propos Syngespil, vilde det

.I

ellers ikke være «,lædeli,,t oni nian en Gang, soni Fornyelse paa dette Punkt, - for Syngespillet kan jo være en ganske be

daarende lin og graciøs Kunstarl, - f. Eks. søgte til den ganile franske Lite

1,1 1

ratur, til en Grétrys haade -,:Indefuldt følsomme, og elegant komiske Kunst. Det vilde vel heller ikke v,,,ere lielt af Vejen at frenifore ,Bortførelsen fra Seraillet,,, for ikke at tale om vort eget ganile danske Syngespil, soin jo freindeles sanker Stov paa en Bibliothekshylde. Hvor kænge har vi i det hele taget Lov til og ]Raad til i fuldkoninien ubekvinret Li,e«,vldi'«hed at lade liele den lange Række i-nusikdraniatiske Værker, der i det 18. og 19. Aarh.

skabtes for den ganile danske Scene, ligge døde hen. Er det ret o,, rinieligt

-z,171

mod Værker soni Joh. Hartmanns herlige

Musik til Ewalds ,Fiskerne~, og ~Balders

Død,,, Schulzs _Syngespil, Kunzens store

Opera»Holger Danske,(, Kuhlaus -to Mester-

værker »Roverborgen,, o,,, »Lulu,,, for blot

at nævne. nogle af de vigtigste Værker.

Jeg vil gan*ske vist indrømme at Opgaver

af denne Art ikke tacer direkte Sigte paa

»Kassem~, men jeg kunde paa den anden

Side t-ænke niig, at en saadan kunstnerisk-

kulturel Indsats fra Teatrets Side vilde

skaffe større Lydhørhed og ]Respekt ude-

fra. Selvfølgelig forudsætter det, at det

kultiverede Publikum vænner sig af med

at lade sil-, afskrække af en nollet naiv

ganiniel Tekst. De fleste Mennesker lader

sig o ikke afskr,,,ekke fra at børe en Ope-

I i

rette, selv om Teksten er nok saa haablos idiotisk. ',N,leii nu tilbage til Operasæsonens

I

Forlob. Begivenheden, ja det skulde altsaa

have været Tschaikowskys ,Spader Dame,,,

som desværre ikke blev no,,en særli« be-

tydningsfuld Indsats. Først og fremmest

runinier Opforelsen af dette V-ærk den

Fare, at Sammenli,,nim,en nied det knæ-

satte Hovedværk, Æugen Onegiii,,, rent

uvilkaarlig vil melde si,, og denne Sam-

111 -,

inenli,,nin, falder ikke lielt «,uiisti«t ud for den ,ode »8pader Dame,,. ~Onegim har

I I

for det første den Fordel, at den er tilpas

afdænipet i 1Russertonen til, at vi virkelig

kan tilegne os den. Dernæst, fængsler

Værkel soni Hellied ved en vis Finhed

baade i den orkestralt klanglige Kolorjt

1 11

o,,, i det rent teniatiske, især i de Ivrisk

farvede Partier som f. Eks. i Brevscenen.

Hele den varme dybtloddende Intimitet,

der pr.,,eger det psykologiske i Behandlingen

af Skikkelserne, lier i ~,Onegin,« viger i

»Spader Dame« for ennied bred

Pensel(~ i Folkekoniedieslil i en liojspændt.

inen slet tilrettelagt Handling. De lyriske

Monienter er lier gennei-rigaaende iiiindre

lodige, der kan vel v.,,~ere en om Symfo-

nierne iiiindende Vælde o,, Nerve i Orkester-

sproget, nien det er som oni Tschaikowsky

alffi,evel ikke ri,tic, forinaar at skalje en

111 11

virkningsfuld draniatisk Opbygning. E-et Sted skaber lian do,, det ,eniale, det er i Toniskis Ballade med hele den,,,- Uhyggevirkning. Hovedskikkelsen Herniann besættes af Tanken om de tre l.orts Heninielighed paa samme Maade som Raskolilikov besættes af 2N1ordtanken hos Dostojevski. Der er uden Tvivl noget specielt russisk i denne viljelose 1,orfolgelse af en Idé, der bliver Skæbne, og ofte fører sit Offer ud i Vanvidet. _Man niærker tydeligt, at. det har været Tschaikowsk~-s ~,laal at naa til en fuldkominen rendyrket Russertone udenom al vestlig Roniantikerindflydelse, nien han er ligesom ikke raceren primitiv, ikke mongolsk russisk nok til at naa. det. For inig staar det, soni om lian ekstatisk søger mod den saninie Tone, som Mussorgsky allerede 16 Aar tidligere saa genialt havde naaet i ,Boris Godunow«. Skal Ideen i ,Spader Danie,, forsvares paa rette Vis maa baade den sceniske og niusikalske Udførelse aande en nerves ændt

Uhygge, soin monientant slaar ud i en isnende Angst, selv under den russiske Rokoko maa nian kunne forneninie denne tunge uheldsvangre Atniosfære, at udløse alt dette er selvsa«t en næsten tiloselil, Opgave for et dansk Temperament. Dette var altsaa ikke no,,et særlht ,~-ele,net Værk for vore Breddegrader, nien paa den anden Side, hvad skal nian i Grunden vælge til Freniførelse lier i vor kære smilende of do, saa overkritiske B

11y, livis

virkelige Musikpublikurn jo ærligt talt

desværre er ret minimalt. Det er natur-

lic;v Is ikke let at staa overfor et Publikuni,

der lader Teatret staa tomt til en ovenikøbet

ganske udmærket Fremforelse af Verdis

fuldkomment geniale ~~Otliello«, der dræber

saa lødige o,,, betydningsfulde Værker soni

),Boris Godunow,, eller Debussys ~~Peleas

o Melisande«, ined en ennemført Liae-

gyldi,ghed. Naa, - Pressen har ogsaa sin store Skyld her, nian inaa ikke i Forartikler overbevise Folk om, at det nu er saa længe siden, det eller det Værk er skrevet, at det nu kan være ligegyldigt, om det kommer op eller ej, og det er gjort. Et lodigt Værk er ikke uinteressant fordi det er

»uaktuelt,,, o,, et er imæn kade til at sigte Værdierne lidt først, naar inan kun kan faa saa lidt frein soin Tilfældet er herhjemme, vi har ikke Raad til uoverlagte Eksperimenter. Om nu Snietanas

11

»,Den solgte Brud,« -,,ar koniniet op iaar (hvad der havde været rimeligt) livein ved, om ikke der var blevet reklanieret for den paa samme ~laade, - nej det er ikke det, det danske Musikpublikuin trænger til.

Maa jeg saa til Slut frenisætte iiiiii højlige Forundring over, at vi i vor Tid, med dens paa andre Oinraader saa stærkt betonede Sans for ældre Kunst, stadig

skal savne Forsøget paa at genoplive Håndels saa vidunderligt geniale Operaer,

~1

ydermere da vi i Dr. Tor Den I-Cro ti nar

en Mand, der mer end nogen an en sidder f 11 inde i-ned Betingelser or at skabe det 18. Aarhundredes Scenebillede, skabe det

draiiiatiske Stilpræg, som gwr disse 'N,ærker til alt andet end ~,Koncertoperaen~, soni inan saa iiiisforstaaet har kaldt deni. Ligeledes er det jo ejendommeligt, at vi til Stadighed skal inøde Glucks senere Værker i en fad ol fersk Koncertsalsudforelse, disse Værker, der nied liver en Fiber kræver Scenen for at faa Liv, den ,saiiile Operareforinator niaa da vende

1~

si, i sin Grav over denne Misforstaaelse.

Som sagt, der er Stof nok at tage af, nien

I--

indrømmes skal den ganile evigunge Sand-

hed »,et er et Sokort at forstaa '. et andet

Skil) at fore,,, for en Opera har vi jo ikke,

o,, deri li-,er selvfol,,eli,, en stor Del af

1111 1-

Aarsal,en, til IINIiseren.

Kai Aage Br UU11.

NYE NODER IIAA DANSKI,, FORLAG Aurie, Geor~yes. Gaspard et Zoé, ou l'Apré,s-iiiidi dans un pare. Seénes enfantines pour piano d'aprés Henri Pierre Roché. Willielni Hansen. 2 Kr. 80 Ore.

F,gge Ragni)ald. Fader Vor for 1 St. nied Or,

,,el eller Pfte. Skandinavisk 'NIusikforlag. 1 Kr. 50 Ore.

Gislason, Reynir. Berceuse for Pfte. Wilhelm Hansen. 1 Kr. 80 Ore.

Gyldmark, Oskar. Syv Folkeviser til Tekster ved Thor Lange, for 1 St ined Pfte. Borups Musikforlag i Koniiiiission. .2 Kr. 50 Ore.

Jørgensen, Gundorpli. 222 Præludier ol, Postludier for Orgel eller Harmonium. 4de Samliiill, 01). 9. Willielin Hansen. 3 Kr.

Kor-Bibliotek for blandet Kor. Willielin Hansen. Nr. 183. Gi-,, inig, Gud, en Salnietunge. Melodi fra Middelalderen, udsat al' Tli. Laub. Partitur. 30 Ore. - Nr. 184. Den Ivse Dag for,aii,en er. Dansk Folkemelo~i fra N,,liddelalderen, udsat af Tli. Laub. Partitur. 30 Ore.

3Iin e«en Si)illebo ved Oluf Bin,,, for

Pfte. Willieliii Hansen. 1 Kr. 80 Ore.

I~fozart, W. A. Dorfniusikanten. Sextett (Ein inusikalischer Spass). Koncert Transskription af Francis Poulene. NNVilhelin Hansen. 3 Kr.

31raczek, Jos. Karl. Wiegenlied for 1 St. ined Pfte. Wilhelm Hansen. 1 Kr. 80 Ore.

3Iusik til rytmiske Ovelser. Samlet og

I

ud,~,ivet ved Hanse Andersen, Ingeborg

I.,I I

Kristensen og Else Tlionisen i Samarbejde ined Holger Rdtzebeck. Borups forlag. 3 Kr.

Norsk Komponistalbum. 20 Pianokompositioner for 2 Hænder. Skandinavisk Musikforla,-,. 8 Kr.

Rausted, _X. 0. Sonate i C-dur. Op. 45, for Violin og Orgel. Borups 'Musikforlag. 3 K

H1S -MASTI'l RS VOIGE

Den tyske Sanger Friedrich Schorr syii,,er Wagners ,Fliedernionolog,( af »Mester

I --

sangerne i N&nber-,, i-ned en blod o,, ualinindelig vellydende Bariton. Stemniens Klan, o"" Foredra,,ets Udtrvk fornier si« me-et smukt i Samklan-, med Orkestret, under Leo Blechs IMesterledelse.

Chaliapins har indsunget Dødsscenen af »~Don Quixote,« (Massenet). Det er en ejendommelig Optagelse, idet den ikke soni de fleste andre Sangplader lægge an paa »Bel. Canto'et~,, paa Foredraaets Be

11

kostning; inen gaar den stik modsatte Vej af Hensyn til den dramatiske Udløsning. I denne Retning er - Chaliapin Geniet, lian ejer i sin Stemme alle Nuancer og Farver, o,,, mægter fuldt ud selv paa Grammophoii T)lade at -,,enskabe e~ Drama

som brænder sig ind i Bevidstheden.

En pragtfuld Baryton Apollo Granforle

11

har indsunget Toreadorens San,, af »Carnien,« oa Ebba 1Villon :,en,,iver Arierne af »Tryllefløjtem, (Mozart) med sinuk Stemmeklang og udmærkede Koleraturer. -- Paa

Klaver spiller Frederie Lumond nied straa]ende Teknik 0 g' smuk Fraserim-, »,L'atouette« (Glinka) o,, Haydn's berønite

I

Trio i G-Dur faar en frisk: men ikke helt

lydefri Gengivelse af D'Herrer Corlol,

Thibaud o« Casals. -- I den lette Genre

t,

frvder man sig o-,,er The Revellers raffinerede Udforelse af ,Hallelujah«,, o, et nyt Elnsernble California Humming Birds k,,»æder en livlende «,riiia«-,ti,, ~The Whisper Song~«. - Paul Whileman virtuose Ver

~T- 2~

dens-Jazzband udslvnger de sidste, Slagere saasom ,Dancing Tambourins,«, »Highways are Happy Ways~,, samt den inelodiøse indsmigrende »,I AIways Knew,,. - En Koniposition af seriøs Art, Rhapsod~ in

Blue af Paul 1.~'hileman, for 100 Mands Jazz-Orkester, hvori Paul Whiteman selv spiller Klaverstenimen, er et instrumentalt. overdaadi«t klingende St Ykke, desværre er selve Konipositionen uden større Værdi, det er nied Reminiscenser fra Wagner og Jazz 2Melodlerne; men som sagt selve Instrumentationen er fortræf Telic, iort.

Hel«,e Bonnen.