Franz Schuberts Klavermusik og Kammermusik

Af
| DMT Årgang 3 (1927-1928) nr. 10 - side 237-244

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

FRANZ' SCHUBERTS KLAVERMUSIK OG KAMMERMUSIK

AF WILL. BEHREND

ALLEREDE i levende Live - og endnu langt mere efter sin Død - er Franz Schubert først og fremmest blevet betragtet som Sangens - »Liedens« - Mester; og i denne hans Egenskab er en evig Berømmelse knyttet til hans Navn. Med fuld Ret nævnes han i Musikens Historie blandt Tonekunstens Største for sin herlige geniale Indsats paa dette Felt, som før ham kun mindre Aander havde dyrket, og som han hævede op i Rang med de »store« Former - i Kirkemusik, Symfoni, Opera.

Naturligvis var det ikke tilfældig, at Schubert blev saa overmægtig stor just paa dette Felt, som han uvilkaarlig - modsat alle hidtidige Komponister - med Iver dyrkede allerede fra første Færd af, alt i Drengeaarene aabenbarende denne sin geniale Ævne. Først og fremmest henvistes han dertil af den melodiske Rigdom, som han var i Besiddelse af, og som næppe er naaet, endsige overgaaet af nogen anden Komponist; dernæst af sin vidtspændende, levende romantiske Fantasi. Men naar han just blev Mesteren paa dette Omraade, var det tillige, fordi selve Sangens Art og Væsen tvang hans ungdommelig overstrømmende Genialitet indenfor de Grænser, som det bestemte Digt, der laa til Grund for Sangen, baade ved Indhold og Omfang satte for Udfoldelsen af hans Toneidéer og Musikerfantasi. Mere eller mindre ubevidst - den reflekterede Skaben var næppe Franz Schuberts Sag - søgte han da med sit unge sydende Sind Gang paa Gang til denne Musikart, og paa dette Omraade var Ungdommeligheden ingen Hæmning - i hvert Fald føles den kun helt undtagelsesvis saaledes.

Og i Virkeligheden var Schubert jo den yngste blandt alle berømte Komponister. Man behøver kun at minde om, at dersom Mozart, hvis Ungdom og korte Livsbane altid med Rette fremhæves, var død i Schuberts Alder, vilde Verden ikke have besiddet den berømte Symfoni-Trilogi, ikke »Trylle-fløjten«, ikke »Requiem«et - for at nævne de største og mest iøjnespringende Værker. Eller om, at i den Alder, hvori Beethoven fremtraadte med sin første Symfoni, havde Schubert allerede komponeret hele otte! - Saa ung en Komponist var Schubert. »Kun sin Ungdom har han efterladt os!« Og selvom Geniet ikke kender nogen Alder, kunde det helt overnaturlige ikke ske, at det paa Musikens andre Omraader, hvor hin tvingende Begrænsning ikke eksisterede, ikke skulde mærkes, hvor ung en Kunstner der frembragte Værkerne.

Forholdet var jo det, at Franz Schubert med den næsten ufattelige Frembringelsestrang og -Formaaen, som begyndte allerede i Skoleaarene og egentlig aldrig dæmpedes trods alt, hvad trange Livskaar, Skuffelser, legemlig Svækkelse satte op derimod - ved Siden af Sangene komponerede en hel Mængde Musik i de saakaldte større Former - for Kirken, for Operascenen, for Koncertsalen (idet Samtiden ganske vist kun i meget ringe Grad akcepterede hans Tilbud!) og for den hjemlige Musikdyrkelse. Og her bærer hans Frembringelser lige til de sidste Leveaar, navnlig til hint 1823, der satte det egentlige (og formentlig eneste paaviselige) Skæl i Schuberts Liv og Produktion i større eller mindre Grad Ungdommens og Ungdommelighedens Præg. Et i og for sig ganske naturligt Faktum. Den Modenhed, Livserfaring, Selvfordybelse, som omfattende Værker af »symfonisk« Karakter kræver, er næsten ikke tænkelig hos en Dreng og Yngling mellem 14 og 25 Aar, hvor højt begavet han end er.

Manglende Indsigt eller Hensyntagen hertil kan maaske forklare, og forsaavidt undskylde, den ikke helt gunstige Dom om Schuberts Instrumentalmusik - i Modsætning til den sakrosante »Lied« -, der undertiden frernsættes, thi det er jo hin det ene drejer sig om, idet den sceniske og kirkelige Musik med faa Undtagelser ikke uden Grund er traadt ud af den almindelige Bevidsthed.

Her skal vi - efter redaktionel Ordning - kun beskæftige os med den Del af Instrumentalmusiken, som man med et Ord kunde kalde den »intime" modsat Symfoniens og Ouverturens »Koncert"former. Og - uden at lægge Skjul paa ungdommelig Skrøbelighed deri - skal det forsøges at pege paa disse Klaver- og Kammermusikværkers Skønhed og Værdi og paa Geniets stigende Udfoldelse ogsaa i disse Værker.

Schuberts »intime« Musik, omfatter, naar man tager hans øvrige Produktion og hans korte Levetid i Betragtning, et overvældende stort Antal Værker; selv bortset fra de »ufuldførte« deraf (og de er ikke faa) 19 egentlige Kammermusikstykker, 6 opus for Violin og Klaver, 13 Klaversonater og for samme Instrument (2-hd.) den store »Wandererphantasie«, de to Hæfter »Impromptus«, »Momens musicals« og talrige mindre Stykker, derunder en lang Række Danse (Deutsche Tänze, Valse, Ecossaiser, Ländler, Menuetter og Galopper) og for Klaver firhændig to store Sonater, to Ouverturer, fire »Phantasier«, omfattende Karakterstykker som »Lebensstürme« og »Divertissement á la hongroise«, talrige Variationer, Rondoer, Marcher og Polonæser.

Med det Forbehold, som nødvendigvis maa tages her, hvor det gælder en Komponist, hvis Produktion ikke som f. Eks. Beethovens, førtes efter faste, bevidste og bestemte Linjer, kan man nu betegne Værkerne fra før 1823, der satte Skæl i Schuberts Liv og Gærning, som de i Hovedsagen, ungdommelige, medens de senere - fra Schuberts fem sidste Leveaar - staar som den modne Mesters Frembringelser, baade hvad Indhold og Udformning angaar.

Efter 1823 falder ogsaa de fleste Klaver- og Kammermusikværker, som Verden endnu kender, elsker og beundrer ligesaa meget, ja mere, end da de fremkom for over hundrede Aar siden. Vi behøver blot at nævne Oktetten, Strygekvintetten, Kvartetterne i a-, d-moll og G-dur, Trioerne i B- og Es-Dur, Klaversonaterne i a-moll (op. 42), D-dur (op. 53) og A-dur (op. 120), Fantasi-Sonaten i G-dur og de tre »sidste« Sonater, i C-moll, A og B-dur, foruden »Momens musicals« og »Impromptus", og af den firhændige Musik: Det ungarske Divertissement, den »store« Duo i C-dur, As-dur-Variationerne, A-dur Rondoen, »Lebensstürme«, og f-moll Fantasien. - I Modsætning hertil er af de talrige Ungdomsværker - før 1823 - forholdsvis faa naaet til Efterverdenen: i første Række »Forel-Kvintetten", et Par af Strygekvartetterne, de smaa Violinsonatiner, »Wanderer-Phantasien" (fra 1822), Klaversonaterne (fra 1817) i H-dur (op. 147), Es- (oprindelig Des-) Dur (op. 122) og a-moll (op. 164) samt forskellig firhændig Musik navnlig Marcher ("heroiques« fra 1816) og nogle Variationer (som de Beethoven tilegnede i e-moll fra 1818). -

Almindelige Betragtninger over Schuberts Kompositionsvis hører ikke hjemme her - i disse Tider kan de tilmed læses og høres overalt! Ganske kort udtrykt kan man sige: Schubert var saa nær knyttet til Klassikerne i Tid, Opdragelse, Samfølelse, at han i sin Musik ikke kunde blive en udflydende eller eksperimenterende Romantiker, medens paa den anden Side hin mægtige aandelige Tidsbølge og noget dybt oprindeligt i hans Natur og Følelsesliv fjærnede ham fra den strænge Klassicisme. Dette præger i det Hele og Store hans Instrumentalmusik ligesaavel som Sangene.

I den ungdommelige Kammermusik, der opstod omtrent samtidig med de første Sange fulgte han nøje og i ærbødighed Forgængerne: den elskede Mozart, den højt beundrede Beethoven, tildels ogsaa Haydn.

Men var end denne Musik henkastet i ung Lykkefølelse, med Lyst og som i Leg - undertiden med en Hast, som den 17-aarige Komponist med en vis Stolthed noterer paa en Kvartetsats (B-dur): »Komponeret paa 4½ Time!« - saa haves Vidnesbyrd om, at Franz Schubert tillige betragtede disse Værker som Studier, som Øvelser for Aand og Haand. Ja, endnu saa sent som 1824 kan han (der da havde skrevet h-moll Symfonien!) med den Beskedenhed, der er blevet legendarisk for ham, men som maaske snarere burde kaldes kunstnerisk Ydmyghed, om sin Oktet skrive, at Arbejdet derpaa skal »bane ham Vejen til den store Symfoni« - hvorved han øjensynlig tænker paa Beethovens Storværker.

I sin Klavermusik vilde Schubert næppe heller bevidst emancipere sig fra de store klassiske Wiener-Forbilleder. Men hans ejendommelige Genius og den ny Tid (Romantikens), der ogsaa lever i ham; medfører uvilkaarlig et ændret Indhold, en ny Udtryksmaade indenfor de væsentlig bevarede overleverede Former. Og hermed hænger sammen den ny og selvstændige Maade, hvorpaa han »satte« for Klaveret. - Selv var Schubert, som bekendt, ikke Virtuos paa dette (eller noget andet) Instrument; sjælden spillede han Solo, gik af Vejen for Vanskelighederne i sin egen »Wanderer-Phantasie« og lod sig kun henrive til ved Klaveret at improvisere hine melodirige, gratiøse og temperamentsfulde Danse, som Schumann poetisk kaldte: Smaa Genier, der ikke svæver højere over Jorden end i Højde med en Blomst. - Men Schuberts Spil maa have været baade charmerende og fascinerende; særlig var det hans Styrke at spille, saa at Instrumentet klang som »syngende Stemmer«, og den Ros, han høstede herfor, frydede ham mere end noget. Og som Komponist tilstræber og naa'r han at gøre Klaveret til et syngende Instrument - heri og i den brede klingende akkordiske Fylde laa hans Klavermusiks Nyhed og Fremtids Betydning. Som Klaverkomponist ikke alene forbereder han Mendelssohn og Schumann, men virker helt ned til Brahms, ja paa sin Vis til Chopin og Liszt. For disse sidstes Vedkommende særlig ved den Plads, han giver det folkelig nationale (wienske, ungarske, slaviske) ogsaa i sin Klavermusik.

Det er umuligt her at komme ind paa en nærmere Omtale af Klaversonaterne, der en passant bemærket spilles altfor lidt herhjemme - kun kan som særlig typiske for Schubert og hans Klaverstil peges paa den lille a-moll Sonate op. 42, der er en af de mest koncentrerede af dem alle, uden at dens Indholdsvægt derfor er mindre, og hvis Menuet-Trio paa mærkelig Vis klinger hjemlig dansk (man tænker paa Et Folkesagn«; Schuberts Indflydelse paa Gade og den ældre danske romantiske Musik var jo Qverhovedet betydelig); og ligeoverfor denne Sonate paa den mere brede, akkordrige fyldigklingende D-dur Sonaten op. 53, der tillige vidner om, at Schuberts Klavermusik kan ofre til den i Wien herskende Virtuosstil - hvad ogsaa Partier af adskillige andre Klaverværker viser. - Beethoven-paavirkede synes i højere eller ringere Grad Sonater som de i c-moll og B-dur (begge 1828) at være, hvormeget de end ellers bærer deres Mesters Præg.

I Klavermusiken staar Schubert fremdeles om ikke som Opfinder af - thi moderne Forskere har paapeget Forgængere, mulig Forbilleder i ældre fransk, tysk og czekisk Musik - saa dog som Opdyrker af en Form, der fik den største Betydning efter hans Dage: de korte Karakterstykker, der uden egentlig musikalsk »Udvikling«, med rammende Mesterskab og fortryllende Klarhed fremkalder en Stemning, maler et Billede eller blot synger en betydningsfuld Melodi. Disse Stykker findes først og fremmest i »Momens musicals« og i de to Hæfter »Impromptus« - der alt henhører til hans Kulminationsperiode. - Hvad disse i ideel Betydning musikalske short storys har været for mere end en Generation af Komponister og hjemlige Musikdyrkere, er almen bekendt.

En lignende Betydning kan der tillægges Schuberts firhændige Klaver Musik. Ogsaa her var sandsynligvis ydre Omstændigheder medvirkende: Schuberts Musiceren med Vennerne, først og fremmest med den ypperlige Amatør, juristen v. Gahy, eller med fremmelige Elever som de Esterhazyske Komtesser. Men han havde her fundet en Genre, der, forud kun lidet dyrket, i høj Grad tiltalte ham, og som han skænkede adskillige af sine bedste Indskydelser. Undertiden kan disse firhændige Kompositioner forekomme som Udkast til orkestrale Værker; det gælder en af de ypperste deriblandt, den saakaldte »store«Duo i C-dur, der da ogsaa lærige efter Schuberts Død er blevet instrumenteret baade af Joachim og (betegnende nok paa Gades Opfordring) af Edv. Helsted. - Schuberts firhændige Musik, der som al hans Klavermusik kræver sarte Fingre, fint Anslag, megen Klangsans, hører, som velkendt, til den hjemlige Musiks bedste Skatte: de mange klingende, farverig gnistrende Marcher og Polonæser, den »Beethovenske« Allegro i a-moll, som Forlæggeren, for en Gangs Skyld ikke ueffent, kaldte »Lebensstürme«, den fine og indsmigrende A-dur-Rondo og den af Krusemynt og Lavendel duftende i D-dur (med Forlæggertitel Notre amitié est invariable), det ungarske Divertissernents pragtfulde Brus af Lidenskab, æggende, hvirvlende Billeder af en fremmedartet Nations lystig-fortvivlede Folkemusik, og fremfor alt den store skønne Fantasi i f-moll, hvis betagende Vemod og Længselsstemning man har fortolket ud fra Tilegnelsen til Caroline Esterhazy.

Ogsaa i en Del af sin Kammermusik har Schubert givet det skattede Klaver en Plads. Det er, som om dets - ofte ret vanskelige - Parti deri udtrykker hans særlige »Spielfreudigkeit« og »Klangseeligkeit«. Et spillende glansfuldt Lys kastes fra Klaveret over Musiken; men undertiden frister dette Instrument ogsaa her til at give efter for Tidens Krav paa og Glæde ved det brillant-virtuose og derved atter til den altfor lette og vidtløftige Musiceren, der kan svække og unødig »forlænge«. Disse Værker er Forel-Kvintetten - et af de »ungdommelige« før 1823, der har bevaret sin fulde Livskraft; den antages komponeret (1819) kort efter, at Schubert i lykkelig Stemning vendte hjem fra en dejlig Rejse i de østerigske Bjærge, og denne Stemning præger Kvintetten, der, som bekendt, har faaet sit populære Navn efter Variationerne deri over Sangen »Die Forelle« - dernæst de to Trioer i B-dur (1826) og Es-dur (1827), der allerede af Schumann karakteriseres som henholdsvis kvindelig-lyrisk og mandig-dramatisk.

Strygekvartetten følger Schubert saa at sige gennem hele Livet ligesom Sangene og Klaversonaterne, idet disse sidste dog grupperer sig mere periodisk omkring Aarene 1817, 1825 og 1828. De første Kvartetter skrev Schubert, samtidig med de første Sange: 1811, altsaa kun 15 Aar gl.; de sidste, to Aar før sin Død. - 1812-15 bringer aarlig nye Kvartetter, komponerede hovedsagelig for Musiken i Hjemmet eller paa Konviktskolen. Det er Øvelsesstykker - af Indhold lyse, muntre og ganske ungdommelige, som naar den 16-aarige Komponist i en C-dur Kvartet musicerer gladelig og barnlignydelig over et letbenet (wiensk?) Thema som dette: (nodeeks.)

Efterhaanden mærkes dog hans Trang til romantisk at kolorere ved uventede Toneartskifter eller ved orkestrale Effekter (som denne fra g-moll Kvartetten, 1815): (nodeeks.)

Et kendeligt Fremskridt betegner Kvartetterne i Es- og E-dur fra 1817, men mærkelig nok lader Schubert derefter Kvartetten ligge lige til 1824, bortset fra den fortrinlige Enkelt-Sats i c-moll, der desværre aldrig fik en Fortsættelse. -1824 kommer den vemodig lyrisk bevægede, a-moll-Kvartet med Mindelser fra ungarsk Folkemusik (i dette Aar opholdt Schubert sig atter paa det Esterhazyske Gods). Og 1826 bringer det højeste Udslag af Schuberts Kvartet-Kunst: de berømte i d-moll og G-dur, der hører til Kammermusikens dyreste Skatte. Som Helhed dystre, ja momentvis dødsensalvorlige Værker fra Tiden nær Sangcyklusen »Winterreise«. I den første en næppe ubevidst Mindelse om Beethovens Skæbnemotiv, der banker paa Døren, og i den langsomme Sats tager selve Døden Ordet (Der Tods Replik fra den berømte Sang »Der Tod und das Mädchen"); - i den anden en mindre haard, men mere vildt oprevet Stemning, hvor Trods og Fortvivlelse mødes, og med den mest extreme Udnyttelse af Schuberts bekendte Dur og Moll, sat tæt op mod hinanden, og af de skarpeste Dissonans-Virkninger. I begge ved Siden deraf saadanne hjærterørende, mildt resignerede Afsnit, der er ligesaa karakteristiske for Schubert, og som her kan naa en næsten overjordisk Skønhed. Dog - nærmere Omtale af Værker, der som disse er enhver Musikvens kære Ejendom, turde være overflødig.

Saa højt end disse Kvartetter vidner om den unge Komponists kunstneriske og sjælelige Udvikling, skulde han dog naa endnu videre, da han satte Kronen paa sit Kammermusikværk i Strygekvintetten, der skreves i Dødsaaret samtidig med C-dur-Symfonien, Es-dur-Messen og Cyklusen »Schwanengesang«. Faa Linjer kan ikke særtegne dette Pragtværk, hvor allerede selve Besætnings to Celli markerer Schuberts »Klangfryd«. Det er et Værk af kunstnerisk Adel, af sjælelig Renhed, af strømmende Livsfylde, af ideal Folkelighed, af sværmerisk Henrykkelse ved at musicere - der nu staar som det skønneste og vægtigste Monument i Schuberts »intime« Musik, samtidig med, at det lader ane, hvad han endnu kunde have skabt, om et længere Spand af Aar var faldet i dets Mesters Lod. Kun paa Kvintettens Scherzo maa der særlig gøres opmærksom, fordi den synes en af de mærkeligste i sin Genre: i den grelleste Modsætning til Hoveddelen, der pranger med straalende, næsten ubændig Livskraft, staar Trioen (i langsomt Tempo), der uanet og uhyggevækkende kaster Tilintetgørelsens - Dødens - Mystik og Gru ind i Glædens og Nydelsens Tummel og paa næsten forfærdende Vis lader ane, hvad dybest inde bevæger den forræderisk livsglade Kunstners Sind.

En særlig Stilling i Kammermusiken indtager Oktetten. Opfordring fra en grevelig Velynder foranledigede dens Komposition, der, ufattelig som saa meget i Schuberts Gærning, fuldførtes paa knap en Maaned (1824). Men indre Trang til at kappes med Beethovens Septet, da et af dennes populæreste Værker, drev sikkert tillige Schubert til Kompositionen. Gang paa Gang drømte han jo om at gribe Lykken, det ydre Held, det solide Honorar. Men ogsaa denne Gang skuffedes han. Oktetten spilledes kun to Gange i hans levende Live og var vistnok ganske glemt, da Hellmesberger - i 1861! - genopdagede den og fremførte den i sine Koncerter. Men ogsaa siden har Beethovens Septet noget stillet Oktetten i Skygge. Ganske uden Grund - trods den lignende Besætning har hvert Værk sit Præg og sin Mesters Stempel. - I Oktetten strømmer os i Møde som fra uudtømmelige Kilder en Fylde af yndige, sjælfulde, Wienermusiken idealiserende Melodier, en rig fantasifuld Harmonik fængsler os og en mesterlig klangfyldig Udnyttelse af det lille Kammerorkester og dets enkelte Elementer bedaarer. Kort sagt, hele Schubert er tilstede i dette Lejlighedsarbejde, men det kunde ikke være undfanget i denne hans Livsperiode, uden at der i den yppige, sarte eller straalende Skønhed var blandet Vemod, ja Malurtdraaber af kun halvt dulgt Fortvivlelse eller Livsbitterhed. Gribende fortæller navnlig den patetiske Indledning til Finalen derom. -

Af de ypperste »intime« Værker, vi her har omtalt, fremkom en hel Række først efter, tildels længe efter deres Mesters Død. Naar man hører, at d-moll-Kvartet saaledes først udkom 1831, B-dur-Trioen- 1836, den store 4-hd. »Duo« og de tre sidste Klaversonater 1838, G-dur Kvartetten 1852, Stryge-Kvintetten og Oktetten 1854! - vil man faa det stærkeste Indtryk af, hvorledes Samtiden skattede den store Kunstner!

Paa Baggrund heraf og af den Udvikling hos Franz Schubert ogsaa paa den intime Musiks Omraade, der her er antydet: et stedse rigere og dybere sjæleligt Indhold udtrykt paa stedse fuldkomnere Vis, synes Schuberts Død i 31 Aars Alderen end mere tragisk - og i Hundredaaret derefter svimler Tanken, naar den søger at forestille sig, hvad han kunde have skabt, om blot et Aarti eller to endnu var blevet ham forundt!