Musikalier

Af
| DMT Årgang 30 (1955) nr. 04 - side 83-84

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Musikalier
Basunsoli med klaver

ANNO 1931 fandt de mange forskellige konkurrencer sted, hvorved Den danske Statsradiofoni fik sit første fuldt besatte og fastansatte symfoniorkester. Meget få havde den gang forudset, at der i løbet af små 25 år kunne skabes et sådant eliteorkester, hvis ry i de senere år er befæstet mellem verdens bedste.

Ved de to ledige basuniststillinger i 1931 meldte sig over 30 konkurrenter, hvilket sikkert er det største deltagerantal for dette instrument, man nogen sinde kommer til at opleve i Danmark. Det kan vist også betragtes som givet, at det var sidste gang, man så ventilbasunen repræsenteret ved en ledig symfoniorkesterstilling.

Disse tanker kan man gøre sig nu, da musikforlaget D. Rahter, Hamburg, og R. Schauer, London, blandt forskellige nyudgivelser har genoptrykt S. Alschauskys Koncert nr. l i B-dur for basun og klaver. Det var nemlig med denne koncert nuværende solobasunist ved Statsradiofoniens Symfoniorkester, herr Orla Lomborg, overraskende sejrede over sine mange konkurrenter. Koncerten, der er holdt i den gammeldags tyske virtuosstil, kræver god teknik og fin embouchure. Kompositionen er kun en af mange, som den efter billeder af dømme kunstnermankede tyske basunprofessor fra Berlin, Serafin Alschausky, komponerede og fik udgivet før første verdenskrig.

Oprindelig var Serafin Alschausky højt dekoreret solobasunist ved Berliner Statsoperaen. Men som fremstående basunvirtuos fandt han hurtigt ud af, at der kunne tjenes betydeligt mere, på en behageligere og lettere måde, ved at optræde som solist.

Operagerningen blev derfor lagt på hylden og i årene før første verdenskrig, hvor S. Alschausky har været i begyndelsen af tredverne, begyndte han derfor at optræde overalt i Tyskland på cafeer og kursteder, som regel med egne kompositioner. En del af disse blev efterhånden udgivet, lige fra store koncerter og fantasier til valsearier og mindre ariettaer.

Serafin Alschausky, et forøvrigt slående kunstnernavn, optrådte også med egne bearbejdelser af kendte komponisters værker. Mendelssohns violinkoncert gav han bl. a. en så fantastisk og fremragende, udførelse, at selv violinister faldt i beundring. Det skal der ellers en del til, for violinister er strenge kritikere, især når det gælder træblæsere og endnu mere, når det gælder messingblæsere.

Dramatik har S. Alschausky også været ude for. For at overholde en kontrakt, måtte han optræde uden at være helt restitueret efter en blindtarmsoperation. Såret sprang op midt under koncerten, — med blodet sivende ned af benene, gennemførte solisten standhaftigt sit krævende program. Den præstation kan vist kun fuldt ud vurderes af en messingblæser. —

Solistvirksomheden har imidlertid sikkert været ret indbringende, for S. Alschausky købte ret hurtigt et større landsted med tilhørende skove i nærheden af Bremen. Her trak denne basunisternes Paganini sig tilbage i perioder, hvor nye solist- og kompositionsprogrammer skulde indstuderes og udarbejdes.

Fra ovenstående forlag foreligger også i nyoptryk Max Büttner: Konzert for basun og klaver. Denne komposition, der udkom første gang hos kommissionsforlaget Himmelreich i München, Belgradstr. 3, men blev trykt længere nordpå af »Allegro-Strauberuch«, Berlin W. 57, Bülow Str. 56, er tilegnet den tidligere kendte 1ste basunist ved Statsoperaen i München, herr Ernst Gaetke, som selv senere, efter at have bosat sig i Würzburg, fik udgivet studieværker for basun. Dedikationen er imidlertid bortfaldet i denne udgave — hvorfor? — Om disse smukke nyoptryk af gamle tyske basunkompositioner får betydning udover Tysklands grænser er nok et stort spørgsmål, da den moderne swing, bop og cool musik har givet de yngre basunister verden over helt andre mål om teknik og beherskelse af trækbasunen.

Nutiden har til gengæld svært ved at danne sig et begreb om, hvorledes de gamle tyske »posaunen-virtuosen« har kunnet udføre de rent trækteknisk forekommende passager med den tids gennemgående tunge og dårlige træk. En båndoptagelse, af disse kompositioners udførelser fra dengang, ville være interessant at lytte til i dag.

Palmer Traulsen.

Studiepartiturer

På forespørgsler om studiepartiturer af kendte og mindre kendte værker fra historisk tid behøver man ikke mere at få svaret, at de gamle oplag er udsolgt, og at nye endnu ikke er trykt. I forlaget Eulenburgs hovedsæde, som nu ligger i London, kommer nye oplag i en jævn strøm. Det er hovedsagelig værker, som ikke behøver yderligere kommentarer på dette sted, men hvortil der i de enkelte udgaver gives fyldestgørende historiske og tekstkritiske oplysninger. De seneste publikationer er: BACH: Cantata No. 205 — »Der zufriedengestellte Äolus«. (No. 967).

HEINICHEN: Concerto grosse, G-dur (for koncerterende violin, to fløjter, to oboer, strygere og continue). — No. 372.

HAYDN: Symfonier No. 49 »La Passione« f-mol (No. 535) og No. 55 »Der Schulmeister«, Es-dur. (No. 518).

MOZART: Klaverkoncert, Es-dur KV 449. (No. 1204).

BEETHOVEN: Kvintet for klaver og blæsere op. 16, Es-dur. (No. 200).

SCHUBERT: Messe No. 5, As-dur, (No. 974) og Messe No. 6, Es-dur, (No. 970).

BRUCKNER: Symfoni No. 4, Es-dur, »Den romantiske«. (No. 462).

BIZET: »Jeux d'Enfants«, suite for orkester op. 22. (No. 898).

ROZSA: »Thema, Variationen und Finale« op. 13 (1933). (No. 899).

Heraf turde Heinichen og Rozsa være temmelig ukendte i Danmark. Johann David Heinichen (1683—1729), Bachs samtidige, var en for sin tid kendt teoretiker, som også kunne sit kompositoriske håndværk. Stilen i hans Concerto grosso minder dog mere om Telemanns end om Thomaskantorens, tonesproget er tidstypisk men ikke stærkt personligt, men det er liflig »Spielmusik« i klar concertoform. Miklo Rozsa er født i Ungarn 1907 og var en ung mand på 26 år, da han i Paris skrev dette stort anlagte værk, som hurtigt skabte ham et navn i musikcentrene verden over, hvor en række af de kendteste dirigenter tog kompositionen i deres varetægt. Partitursiderne røher en kunstner med talent for at skrive en velklingende og effektfuld orkestersats, der teknisk slutter sig til det Rich. Strauss'ske orkester og stofligt henter næring fra et af ungarsk folketone præget, ganske enkelt tema.

Støt og roligt vokser repertoiret i »Penguin Scores«s dekorative tværformat-serie, som nu er blevet forøget med numrene 24—27. Denne serie er for kommentarernes vedkommende lagt pædagogisk an, henvendende sig til amatøren, der fremfor at blive besværet med tekstkritik er mere interesseret i at blive indført i selve værket og få almene oplysninger om komponisten, tiden og stilen. Som de tidligere publikationer i serien omfatter de fire nye partiturer ogsaa værker fra koncertsalenes standardrepertoire :

HAYDN: Symfoni No. 100, G-dur »Militær«. (No. 27).

BEETHOVEN: Symfoni No. 2, D-dur op. 36. (No. 24).

BRAHMS: Violinkoncert, D-dur op. 77. (No. 25).

FRANCK: Symfoniske variationer for klaver og orkester. (No. 26). f s p.

OTMAR NUSSIO: Variazioni su un' arietta di Pergolesi (fagot og klaver). — Universal Edition A.G. Wien. 1953.

Et kærkomment og tildels værdifuldt tilskud til fagottisternes konkurrencerepertoire er nok den højeste ros, man tør tildele disse variationer, der er mageløst og behændigt og. virtuost skrevet for instrumentet, men som til gengæld i kompositorisk henseende er både naive, stilløse og uden interesse, jm.

KARLHEINZ STOCKHAUSEN: Mr. i »Kontra-Punkte«. — Universal Edition, Ltd. London. 1953.

Et ganske nyt navn er Stockhausen, som præsenterer sig med punktmusik. Hans 530 takter lange »Kontra-Punkte« for fløjte, klarinet, basklarinet, fagot, trompet, basun, klaver, harpe, violin og cello opviser et nodebillede, der i komplicerthed og mysticisme ikke står tilbage for Boulez' værker; og hver node er så minutiøst nuanceret, at det med bestemthed kan siges, at det, der står i partituret, aldrig kan blive udført, nøjagtig som det står, — men hvorfor så overlæsse sit partitur med den slags? Noget opbygningsprincip for det ret udstrakte værk er det vanskeligt at finde frem til; både det rytmiske og det dynamiske er yderst ujævnt, og alt, hvad der kunne minde om melodik, er med flid undgået. Tempoet varierer hyppigt og tilsyneladende planløst indenfor et område som 120-200; hele stykket står uændret i 3/s, men der er intet rytmisk pulsslag. Helhedsindtrykket er nærmest, at der ingen helhed er; den eneste faste linje, man tydeligt kan iagttage, er det, at instrumenterne trækkes ud succesive, indtil klaveret under de sidste konvulsiviske krampetrækninger står alene med hele smerten. jm.

Årgang 30/1955, nr. 04