Tanker i en examenstid

Tanker i en Examenstid

Af JOHANNES NØRGÅRD

Imens disse Linier skrives, er man rundt i det ganske Land i Færd med at afholde Examiner, såvel på Universiteter, Konservatorier, Gymnasier som på alle mulige andre Læreanstalter — eller sagt på en anden Måde, som det tager sig ud når man selv ikke har det helt ind på Livet: Pædagogerne dyrker og tjener det Begreb, der mere og mere i vort lille Land antager Karakteren af en Afgud, nemlig Examen, — Pædagogikkens Slagskygge.

Nu behøver en Examen i og for sig ikke at være af det onde, — tværtimod —, man må finde det naturligt, at det såvidt muligt sikres, at de Mennesker, der sendes ud til en Gerning i Samfundet, virkelig er kvalificerede til denne; og at en sådan Undersøgelse vil resultere i en akut Spændingssituation for den, det går ud over, er der heller ikke noget galt ved, så meget mere som Livet stiller alle Mennesker overfor sådanne Situationer, der skal klares, — men hermed er vistnok også det væsentlige sagt om Examen og dens Berettigelse.

Det er, som sagt, naturligt, at en Undersøgelse af Kvalifikationer finder Sted, hvadenten det gælder en vordende Læge, en Jurist eller en Musiker; — Spørgsmålet er bare, hvordan den skal finde Sted, og det er her, jeg synes, der efterhånden i hvert Fald indenfor Musikuddannelsen trives så mange Meningsløsheder, at man begynder at ængstes. Jeg er klar over, at jeg dels »råber i Ørkenen« og dels risikerer at blive taget til Indtægt, hvor jeg ikke ønsker det, men det får være, — jeg vover det alligevel.

Imidlertid synes det mig, som om der i de senere År i stedse stigende Grad foregår en sørgelig Forvrængning af Begreberne om Examen samtidig med, at »Pædagogik« bliver Tidens Alfa og Omega.

Man undervises i alt muligt mellem Himmel og Jord i en sådan Grad, at man fristes til at spørge, hvor Musikken bliver af. Der undervises i Hørelære uden Forbindelse med den levende Musik, hvor Intervallerne forekommer, — der undervises i Musikteori, hvor unge Mennesker sidder og skriver 2'-3'st. Satser efter indviklede Regler, der er uddraget af en Musik, som de i de fleste Tilfælde intet kender til (men det gør ingenting!), — og i Musikhistorie kan man høre de samme Mennesker tale klogt om en gregoriansk Melodi, som de sandsynligvis aldrig har haft og aldrig får noget levende Forhold til, fordi de kun læser om den i en Bog og hører den på en Grammofonplade. — Man får Undervisning i Korsang og synger »Muh« og »Mæh!«, medens Palæstrinas Messer og Bachs Passioner slumrer trygt på en eller anden Hylde og kun tages frem, når de skal granskes for parallelle Kvinter. — Men til Gengæld har man »lært« noget, — man er blevet pædagogisk undervist og kan tage Examen i det ene og det andet, — alt imens Muserne tier og græder.

Man taler så ofte om, hvordan man synger og spiller i vort sydlige Naboland — »ja, de kan jo altså dernede« — eller hvordan man dårligt kan møde en Englænder, der ikke har sunget med i mindst 3—4 Händel-Oratorier, og så taler man om den rige Tradition der findes på de Steder, samtidig med at man glemmer, at denne udelukkende findes på Baggrund af et levende Forhold til Kunstværkerne. Exempelvis, en Ven af mig som tilbragte et Ar af sin Skoletid i England, søgte Optagelse i et Kor og fik som Opgave at synge en Understemme fra Bladet, mens nogle andre sang de omliggende Stemmer. Det kunde han ikke og fik så Besked om at øve sig i at synge fra Bladet og komme igen om tre Uger. Så gik han hjem og øvede sig, og efter de tre Uger lykkedes det ham at komme ind i Koret, hvor man i det næste halve År sang »Dido and Aeneas«, »Messiah« samt et Par Værker af Britten. — Eller, mon der virkelig er nogen, der tror, at Thomasskolens Elever på Bachs Tid arbejdede med et teoretisk Hørelære- og Korsangsystem m. m. Disse Tiders Solmisationsøvelser stod i et intimt Forhold til de Værker, der både var Øvelsernes Udgangspunkt og Mål; — hvordan skulde man iøvrigt ellers have fået Tid til at arbejde de Værker ind som skulde opføres, og som blev opført.

Vi kræver allesammen Ærbødighed for Kunsten, vi kræver, at der arbejdes med den i Dybde og Alvor, men det er misforstået Ærbødighed, hvis man på Baggrund af de levende Kunstværker opbygger et pædagogisk System, der stiller sig hindrende i Vejen for et levende Forhold til disse.

»Søg først Gudsriget, så skal alle disse Ting gives Eder i Tilgift«. — Disse evige Ord kan også anvendes på et Musikstudium. Hvis et Menneske dygtiggør sig på sit Instrument (og det er et meget krævende Arbejde både rent teknisk og klanglig musikalsk) og samtidig føres ind i Musikkens Mesterværker ved at arbejde direkte med dem, så skulde der være en fair Chance for, at Vorherre lægger nogen Velsignelse i det.

Hvis en Klaverspiller er kommet så langt, at han musikalsk magter en af Beethovens Sonater eller hvis en Musikstuderende (der iøvrigt ikke behøver at være Sanger) har været med til at indarbejde Marcellus-Messen eller Mathæuspassionen, så ved vedkommende noget om Klang og Intervallers Afbalancering, han ved noget om Korsangens Problemer og Idé — for at tale platonisk — fordi han har været Problemerne direkte inde på Livet og på Baggrund heraf vil en historiskteoretisk Orientering selvfølgelig på sund Vis udvide hans musikalske og menneskelige Horizont. Vi må forsøge at indgive Ungdommen Kærlighed til Kunsten, »Ærefrygt for Livet« som Albert Schweitzer taler om. Er det mon ikke sundere, at et ungt Menneske kaster sig på Hovedet ud i et Wagner-Partitur og brækker Hals og Fingre under den besværlige Stavning, fordi han synes, at det »er så dejligt«, end at han på ret pædagogisk Vis lærer at læse en »skæv« Nøgle, derefter to — osv.

Jeg har atter og atter erfaret, at hvis Trangen og Kærligheden er stor nok, så vil Stavningen efterhånden blive til Læsning og en eventuel »Undervisning i Partiturspil« bliver en Latterlighed; (selvfølgelig må man gerne hjælpe det unge Menneske med — i fælles Kærlighed til Værket — at stave på det; det er jo kun naturligt.) Man hører ofte sagt af Pædagoger: »Vi skal uddanne Musikere, som måske en Dag skal stå på en Tribune, og vi må gøre os klart, at enhver offentlig Optræden er en Examen.« Hvis dette er rigtigt, er der noget aldeles skrupravende forkert ved hele vort Koncertliv. — Nej, jeg nægter det! Jeg nægter simpelthen at tro på, at det kan være så forløjet. Ovenfor anførte Udtalelse må skyldes manglende Omtanke. Vi opdrager dog vel ikke Manégeklovner ved Hjælp af Beethoven og Brahms. Man giver dog vel ikke Koncerter for at vise, hvor mange Noder man kan spille; — er det mon moralsk tilladeligt at bruge Bach til det Formål. Det må og skal være et Krav til den vordende Koncertgiver, at han eller hun giver sine Medmennesker sin Kunst fordi der er noget at give, — ellers er det en hellig Pligt at blive hjemme og lade Noderne ligge. — Ja, men man føler Nervøsitet og der er Tale om et åndeligt Pres. — Nuvel, det er der altid i Livets store Stunder, hvor man møder Ansvaret. Jeg gad se (eller rettere, jeg vilde nødig se!) den Dirigent, der ikke føler et stort, tungt Pres — der meget vel kan give sig nervøse Udslag — før han skal spille Beethovens 9'ende, eller den Kirurg, der ikke må samle al sin Koncentration, når han skal fjerne en Hjernesvulst, eller den Brud, der ikke føler Hjertet bæve, når hun skal sige ja til at »leve sammen med---indtil Døden skiller«. Pe store Stunder i Livet — og det er stort at prøve at give andre af den Kunst, man elsker — skal være tunge og det må gælde om at møde dem, ikke med Rutine alene, men først og sidst med indre Kraft. Det gælder for alle og ikke mindst for en Kunstner; der er aldrig nogen, der har lovet ham, at hans Kald skulde blive let. Og vi, der har med Musikeropdragelse at gøre, må aldrig glemme det Krav, der her er stillet til os.

Højdepunktet i Dyrkelsen af den pædagogiske Molok nås dog sikkert med det Fænomen, der hedder musikpædagogisk Examen; — og hvis det ikke var fordi det er så tragisk vilde det være til at dø af Grin over. Hvilken psykologisk Uhyrlighed er det ikke man her er stillet overfor.

Mon ikke alle kan enes om, at Pædagogikkens Idé er den, at en Elev i Tillid til sin Lærers Myndighed og Klogskab trygt lader sig lede, og så laver man minsandten en Examen, hvor en Elev sidder med sin Lærer, som underkastes Kritik og muligvis kan dumpe. Jeg har til Dato ikke set den Elev, der kunde føle nogen Tillid til den Lærer, hvis Myndighed på Forhånd drages i Tvivl; — »kan en blind vel lede en blind«. — Altså, man examinerer i et Fag, hvor selve Examinationen umuliggør en Manifestation af Fagets Idé og Natur. Det er en hel kinesisk Æske: først Eleven, så hans Lærer, så formentlig igen hans Lærer eller Lærere og udenom ligger så endelig Censorernes Skal; det siger sig selv, at i dette Æske System, hvor hele tre Personer er til Examen, har den midterste ikke megen Chance for at indgyde Tillid til nogen til nogen af Siderne. Ikke alene er hans Myndighed overfor hans egen Elev taget fra ham, men hans egen Lærer er ikke engang den, der har Myndighed til at indgyde sin Examinant Tillid. Myndigheden ihændehaves af — ikke en Personlighed — men diverse Personer: »Censorerne«.

Jeg har set dette i sin vildeste Karikatur, idet jeg gennem en Årrække har været tilknyttet et Gymnasium som Sanglærer, og i denne Egenskab selv har haft Kandidater oppe til Pædagogikum, ligesom jeg selv har taget denne Prøve. Man kan måske få en lille Pige på 10 År til at makke ret, men en 4'de Mellem er noget andet. Den unge Mand, der skal lede og styre en sådan Flok, mens en Sanginspektør og en eventuel Rektor er hans Dommere, — en sådan ung Mand er simpelthen et Paradox. De kommende Timer efter »Examinationen« — med Myndigheden fjernet på officiel Vis — antager meget let Karakteren af en Slags Helvedes Forgård, hvis man da ikke vælger den Udvej at være illoyal mod sine Foresatte og sammen med Eleverne gøre det hele til Grin. — Og hvilket Formål tjener hele Forestillingen, som i bedste Fald bliver en tom Opvisning uden Rod i Virkeligheden — svarende til, hvis en Læge lod sig examinere i Kirurgi ved at save et Ben af en Voksmannequin. — Der må være andre Veje!

Vi må prøve at komme derhen, at vi overlader lidt mere til Vorherre — vi kan trygt gøre det — forstået derhen, at vi stoler på Kunstværkernes Magt og Værdi så meget, at vi arbejder ud fra Kærligheden til dem og så iøvrigt bedømmer en Pædagogs Arbejde på Grundlag af hans Resultater ude i Musikkens levende Verden og ikke efter en eller anden konstrueret Examensmetode.

Johannes Anker-Larsen siger et Sted i en af sine Bøger om Menneskenes Børn: »Stole på hinanden hverken kan de eller vil de, — stole på Gud kan de, men det formår de ikke; stole på Paver kan de ikke, men det formår de«! Examenshysteri og pædagogiske metoder er to sådanne Småpaver, som vi ingenlunde kan stole på, hvorimod vi rolig kan slå vor Lid til det sande Åndens Lys, der hver eneste Dag stråler os i Møde fra de store Kunstværker. Elsk dem, — lær andre at elske dem, arbejd med dem og få dem i Frygt og Bæven, — om nødvendigt under Tårer og Anfægtelser, men først og sidst: elsk dem. — Så vil der altid være Veje frem for Kunsten, og »alle disse Ting« vil blive os givet i Tilgift.