Grammofon

Grammofon

JOHANNES BRAHMS: Trío i H-dur, op. 8. Heifetz-Feuermann-Rubinstein trio. — HMV (BLP 1056 — 25 cm).

Under kategorien af historiske, uerstattelige indspilninger må præstationer af den daværende trio med tidens største instrumentalister, Jascha Heifetz, Emanuel Feuermann og Artur Rubinstein naturligt falde. Disse tre kunstneres himmelstormende kammermusiceren blev afbrudt ved Feuermanns død i 1942.

His Masters Voice har nu udsendt Brahms opus 8 trio på Lp i en nydelig overspilning fra det gamle 78-set. Det giver sig selv, at den klanglige kvalitet ikke kan måle sig med moderne indspilninger, men suset fra 78-nålen er holdt på et så lavt niveau, at man gladelig tager pladen til sig for dens indhold af uovertræffeligt spil.

Trioen har den mærkelige historie, at den oprindelige ungdomskomposition blev omarbejdet i Brahms' sidste leveår uden at opusnumret blev ændret. — Brahms ytrede selv, at han »havde ikke givet den paryk på, kun kæmmet og ordnet dens hår en smule«. I virkeligheden havde han omskrevet værket radikalt, og Donald Francis Tovey, der har analyseret ændringerne i et essay, fortæller en manende historie om en stor cellist, der uden prøve satte sig på koncertpodiet for at spille trioen med to nye partnere. Han kunne sin stemme så nær udenad som gode kammermusikere kan et velprøvet værk, og alt gik vel gennem førstesatsens hovedtema — der er ens i de to udgaver.

Så skete katastrofen — de to partnere spillede nemlig den ureviderede udgave.

Her hører man den seneste form af dette bevægede stykke kammermusik, som de tre mestre spiller med en frydefuld indlevelse og toneskønhed.

Iøvrigt har HMV lanceret en ny pressemetode, der skal tjene til at beskytte de sarte Lp-riller.

Selve rillebåndet ligger en anelse forsænket i forhold til den yderste, tomme kant og den inderste skive med etiketten. Sikkert en udmærket foranstaltning. R. N.

LUDWIG VAN BEETHOVEN: Symfoni nr. IL i C-dur, op. 21. Wiener Symphoniker, dir. JOHN PRITCHARD. — Philips (S 06037 R — favouritesseries).

Her er en af strømpilene i den symfoniske litteratur. Den unge Beethoven, tredive år var han, da første symfoni uropførtes ved hans første privatkoncert, undslår sig ikke for at starte sin karriere som symfoniker med straks at forvirre med hensyn til tonearten i sit værk. Han lader med det samme en septimakkord på tonika glide ned i subdominant. løvrigt holder han sig lærermesteren Haydn's formskema efterretteligt, men foreskriver dog en menuetto allegro molto e vivace, altså den første scherzo i musikhistorien.

Det er i et og alt en herlig symfoni, der kan stå alene og ikke blot som en forknyt lillebroder til senere og på andre måder nyskabende symfonier fra den store Beethoven. Selv om meget ligger i spiring, er det et fuldbårent stykke musik med tre henrivende satser og en finale, der unægtelig falder lidt af på den. Det var andet, end den Haydn'ske lethed, Beethoven havde i baghånden.

Den unge englænder John Pritchard's udførelse med Wiener Symfonikerne er intet under af præcision, og man kunne drømme om en større nuancerigdom i andensatsen, der anslås lidt langsommere end metronomværket foreskriver. Men der er lethed og flugt over spillet på denne Philips' billigplade.
R. N.

BÉLA BARTÓK: Dansesuite, Divertimento for strygeorkester. — RIAS Symphonie-Orchester, Berlin, dir. FERENC FRICSAY.
Deutsche Grammophon Gesellschaft LPM 18153.

På opfordring af den ungarske regering komponerede Béla Bartók, i anledning af 50 års jubilæet for Buda og Pests forening, i 1923 sin »Dansesuite«, det værk som først skabte ham internationalt ry. Det består af seks satser, som indbyrdes er forbundet med hinanden ved et ritornel. Temaerne i de fem satser stiller forskellige kontrasterende danseagtige temperamenter op mod hinanden, mens finalen i en vild og oppiskende stigning samler disse og ritornellet til en art »konklusion«.

Både i dette og pladens andet værk, »Divertimento for strygeorkester« (1939), viser Bartók smukke eksempler på, hvad man kunne kalde kunstnerisk genskaben af folkesangen, idet alle temaer er af folkelig oprindelse, men dog ikke direkte er overtaget. Divertimentoet er skrevet på opfordring af den berømte dirigent og mæcen Paul Sacher.

Denne havde, i den stærkt spændingsfyldte tid umiddelbart før anden verdenskrig, inviteret Bartók til et rekreationsophold på sit landsted i Saanen.

Værket har tre satser, af hvilke de hurtige ydersatser bearbejder rytmer og melodier fra forskellige folkedanse henholdsvis mindende om rumænske og ungarske runddanse. Imellem de kraft- og livfulde dansagtige partier findes indskudt elegiske og lyriske episoder. Andanten består af en bølgeformet kromatisk melodi, som for hver gentagelse sætter ind en tone, højere, adskilt af skarpe trilleepisoder.

En finere og bedre gengivelse af disse, herhjemme desværre sjældne hørte, værker, kan vel næppe tænkes, idet landsmanden Ferenc Fricsay og RIASsymfonikerne udfører dem med stor klarhed og vitalitet. Ligeledes er pladen i teknisk henseende ualmindelig fin.
plaet.

JOHANNES BRAHMS: Koncert for klaver og orkester, nr. l, d-mol, op. 15.
RUDOLF SERKIN, klaver, The Cleveland Orchestra, dir. GEORGE SZELL.
Philips (A 01124 L).

Mens en Mozart kunne få en koncert af evighedsværdi fra hånden i løbet af uger, var det at komponere blevet en tungere proces, da Johannes Brahms syslede med sit første værk i koncertens form. Klaverkoncerten i d-mol, hans første større orkesterværk, spøgede i hans fantasi allerede fra hans tyvende år i 1853, men først seks år senere blev den spillet. Undervejs forelå den først som sonate for to klaverer, siden som udkast til en symfoni, for så omsider at få den endelige form som koncert for klaver og orkester. Brahms, der fra sine tidligste år var usædvanlig kritisk overfor sine arbejder, havde store kvaler med at udrydde noget, som han i et brev til Clara Schumann beskriver som det »amatøragtige«, og kvalerne blev ikke mindre, da koncerten var færdig, for publikum modtog den køligt, endog fjendtligt. Vi har siden vænnet os til den symfoniske koncertform, som Brahms udviklede, og vi står i dag ganske uforstående overfor den træge modtagelse, der blev dette kostelige, tragiske storværk til del.

Uden at have hørt de mange indspilninger, der allerede findes på Lp af Brahms d-mol, vil jeg erklære mig mere end tilfreds med den vidunderlige indspilning, der her foreligger fra Philips. Serkins klaverspil er mandigt og tilbundsgående, og det amerikanske orkester spiller fortrinligt under Szells ledelse.
Det er i alle måder en fremragende indspilning.
B. N.

A. W. MOZART: Koncerter for violin og orkester, G-dur, K. V. 216, og D-dur, K. V. 218.
ARTHUR GRUMIAUX, violin, Wiener Symphoniker, dir. RUDOLF MORALT. — Philips (A 00199 L).

Mozart ønskede sine violinkoncerter udført med »gusto, ild og udtryk«. Han havde skrevet den berømte række på fem koncerter under sin ansættelse i Salzburg i 1775, hvor det var hans pligt foruden at levere kompositioner også fra tid til anden at møde som violinsolist med egne værker. 17 år var han dengang, og med disse koncerter træder Mozart ind i det store, permanente koncertrepertoire.

Vel drev han det siden længere i dybden med de bedste af klaverkoncerterne og den sene klarinetkoncert, men mon nogen — Mendelssohn måske undtagen — har lokket mere ynde og fortryllelse ud af instrumentet, end Mozart gjorde med disse violinkoncerter? Den unge belgiske Arthur Grumiaux, der gjorde sig bemærket ved at lancere den for nylig genfundne Paganini-koncert, svarer fuldt ud til fordringerne om »gusto, ild og udtryk«. Han spiller blankere med et mere virtuost finish end en wiener som Schneiderhan, men sætter intet til i vitalitet og graciøsitet.

Orkestret dirigeres af wiene. ren Rudolf Moralt, der kommer hertil under Mozart-jubilæet til foråret. Det klinger fortrinligt, og i G-durens langsomme sats har man valgt at udskifte de to oboer, der sammen med hornene er eneste blæsere, med to fløjter. Det er gammel praksis, der formentlig kan tilskrives, at datidens oboister også færdedes hjemvandt på fløjten, når det skulle være.

Der er opnået en overordentlig smuk balance mellem solist og orkester, og Philips har da også scoret Grand Prix du Disque for 1955 på denne indspilning.
R.N.

MAURICE RAVEL: Bolero, La Valse, Rhapsodie Espagnole, Alborado del Gracioso, Pavane pour une Infante défunte. Orchestre Radio-Symphonique de Paris, dir. RENÉ LEIBOWITZ.
Vox (PL 8150).

Maurice Ravel er indgået i den nye tids musikhistorie som en højst original, aristokratisk ånd, der har afsat en stor personligheds kendemærke i alt, han har rørt ved, og som en af alle tiders fineste kendere af orkestrets ressourcer. Kritikere af hans musik har ligefrem brugt denne geniale orkesterfantasi mod ham og hævdet, at hans musik simpelthen var orkestervirtuoseri, hvilket dens levedygtighed dog må siges at have dementeret.

Det mærkelige i forbindelse med Ravel og orkestret er imidlertid, at kun eet værk af ham, de spanske skitser Rapsodie Espagnole fra 1907, er skrevet til et rent symfonisk formål. Samtlige af hans øvrige orkesterværker er ballet eller transkriberede klaverstykker.

Vox har nu udsendt en plade med fem af Ravels orkesterværker, fremragende klart spillet af Orchestre Radio-Symphonique de Paris under ledelse af René Leibowitz, der, inden han i de senere år har gjort sig gældende som dirigent, var kendt som en foregangsmand indenfor den franske tolvtone-skole. På pladens ene side får man en dramatisk, højspændt gengivelse af La Valse, Ravels store Wienerfantasi fra 1920, og Rapsodie Espagnole. Bagsiden giver Bolero, som man ikke bør høre og irriteres over uden at gøre sig klart, at den hører nøje sammen med en ballet, og at den er en spøg —17 minutters crescendo for orkester — og af ophavsmanden karakteriseret som »orkester uden musik«. Orkestret — særlig de franske blæsere — er til gengæld strålende. Videre følger den sjældent hørte »Alborado del Gracioso«, et eftertænksomt klovneri i spansk farvning, hentet fra klaversuiten Miroirs og instrumenteret i 1919, og endelig orkesterudgaven af den tidlige og berømte »Pavane pourune Infante défunte«, sørgepavanen for en spansk prinsesse, fra 1899.
B. N.

JEAN SIBELIUS: Leiyminkäinen. og Saaris jomfruer, op.22, n.r.1, Tuonelas svane, op. 22, nr.2. The Philadelphia Orchestra, dir. EUGENE ORMANDY. — Philips (S 06603 R — favourites-series).

Her har vi to meget vellykkede indspilninger af to vigtige værker fra den store Sibelius' romantiske ungdomsår. De to stykker tilhører suiten Fire legender, som var et af resultaterne af Sibelius' fordybelse i den finske Kalevalas sagnverden. Komponisten planlagde omkring 1893 at skrive en Kalevala-opera, »Bådens skabelse«, og Tuonelas svane forelå allerede som forspil, da projektet blev opgivet. I stedet komponerede Sibelius tre andre legender og indsatte Svanen som nummer tre og siden som nummer to i rækken. Mens denne og den fjerde legende, Lemminkäinen drager hjemad, er blandt de ofte opførte af Sibelius' tidlige værker, har de to resterende været ude af repertoiret i mange år, idet manuskripterne var forsvundet. Først i begyndelsen af trediverne blev de genfundet, og korrekturerne til trykningen var allerede gennemset af komponisten, da anden verdenskrig yderligere forsinkede deres fremkomst hos Breitkopf & Härtel.

Nu har den hengivne Sibeliusdirigent, Eugene Ormandy, altså gjort noget af skaden god igen gennem sin indspilning af »Lemminkäinen og Saaris jomfruer«. Det er en skildring af denne »nordiske Don Juan«s galante eventyr på en fjern ø, hvor han modtages gæstfrit af en skare skønne jomfruer. Det er et overdådigt partitur, stort i stilen, kogende af begivenheder, og man mærker den tilbøjelighed til fragmentarisk temadannelse, der er så karakteristisk for symfonikeren Sibelius.

Tuonelas svane er en ganske anden historie. Denne legende er et stemningsbillede fra den finske sagnverdens dødsflod, den sorte Tuoni-elv, på hvis strømhvirvler den hvide svane med den lange hals sejler majestætisk. For at vinde sagnkongens datter må Lemminkäinen dræbe denne svane. Sibelius har skildret dette nordiske hades i de mørkeste nuancer. De dybe blæsere og en stærkt opdelt strygergruppe er i anvendelse, mens svanens langtspundne motiv høres som en lokkesang i engelskhornet.
B. N.