Danske festspil 1956

Danske festspil 1956

DET skal næppe være meget galt, når festspil-kalenderen (s. 47) tæller op mod et halvt hundrede europæiske festivals i sommerhalvåret. Så meget mere må man håbe, at den enlige danske svale (Vikingespillene i Frederikssund falder mere uden for dette blads ramme end en genoptagelse af Hamletforestillingerne i Helsingør ville) må gøre sommer, specielt fordi Det unge Tonekunstnerselskab vover pelsen ved som led i »The Danish Music and Ballet Festival 1956« at arrangere en serenadekoncert, ikke ud i det blå, men i Grønnegården i Kunstindustrimuseet, hvis sal man må fortrække i, om vejrliget går arrangementet imod. Nærmere kundgørelse herom turde være let at finde inde i bladet, men lejligheden skal iøvrigt benyttes til at henlede selskabets medlemmer på, at der også blandt diskrete foreningsmeddelelser kan findes stof til overvejelse. Komponister, musikpædagoger og tonekunstnere ikke undtaget.

»Den danske musik- og ballet f estival« skiller sig iøvrigt ud fra selskabsbilledet med en ganske markant profil. Med bundrekord i branchen, hvad budgettet angår, præsenterer den toppen af dansk musiklivs kunstneriske formåen ved at samle højdepunkterne fra den forløbne sæson, suppleret med nyheder, hvoriblandt førsteopførelsen i vor tid af Buxtehudes store kantateværk over bibelordene om Jesu lemmer konkurrerer med David Oistrakhs Tivoligæstespil og Det kgl. Kapels koncert i samme nye sal under ledelse af Heinrich Hollreiser. Festens bærende idé, hvormed den væsentligt adskiller sig fra mængden, er at give fuldgyldigt udtryk for et levende dansk musikliv i alle dets former, hvor musikkulturen ikke blot spiller op til dans med den internationale turismes tournerende kunstnere. Men derfor må vi også alle gå med.