Musikalier

Af
| DMT Årgang 31 (1956) nr. 02 - side 55-56

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Musikalier FRANCO DONATONI: Sinfonía per Orchestra darchi. Boosey & Hawkes.

Komponisten behersker teknisk den ingenlunde lette kunst, det er at skrive for et strygeorgester.

Dertil koraraer, at det 5-satsede stykke gang på gang bringer meget smukt tematisk stof (12-tone), der organisk kæder de mange raffinementer sammen.

Derved kommer sinfoniaen ikke til at virke langtrukken, idet teknik og inspiration arbejder tilpas sammen, så der bliver en komposition ud af det. Der bliver ikke stillet uoverkommelige krav til de udøvende. Eck.

HANNS JELINEK: Zwölf ionwerk Op.15 1. Folge (I-V), 2. Folge (VI-IX). — Universal Edition 1949—54.

Første Del af Jelineks Zwölftonwerk har allerede flygtigt været nævnt i Anledning af Anmeldelsen af første Del af hans »Anleitung zur Zwölftonkomposition« (NM 1954, Nr. 2), hvortil den udgør det kunstneriske Modstykke; da 2. Del af Lærebogen, hvortil Opusets Nr. 6—9 hører, øjensynlig lader vente paa sig, skal der her gives et Overblik over hele Zwölftonwerk.

Af de ni Hefter, hvoraf de fem første er Klavermusik, omfatter Nr. l fire to-stemmige Inventioner, Nr. 2 seks Karakterstykker, Nr. 3 tre Dansestykker, Nr. 4 fire Toccataer, Nr. 5 Suite i E i ni Satser, Nr. 6 fire Kanons for to Fløjter, Nr. 7 Sonatine a tre for Obo, Engelsk-Horn og Fagot, Nr. 8 Divertimento for Es-Klarinet, B-Klarinet, Bassethorn og Basklarinet og Nr. 9 Trio for Violin, Bratsch og Violoncel. Ganske vist kalder Jelenik sin dodekafone Satslære for Appendix til Op. 15, og saa maa man vel tro det, — selvom der forbliver en lille Mistanke i Sindet om, at det muligvis forholder sig omvendt. I hvert Fald viser den didaktiske Linje i Numrenes Rækkefølge, at der ikke er Tale om fri Komposition, men om en bevidst Demonstration af, hvad man kompositionsteknisk kan udrette, naar man frivilligt giver sig ind under den dodekafone Satstekniks Love. Hele det brogede Værk bygger i al sin Mangfoldighed paa en og samme Række udgaaende fra den enkleste Behandling i første Hefte til den mest komplicerede i niende Hefte. Nu er disse Forhold naturligvis uvæsentlige for en kunstnerisk Bedømmelse af det musikalske, og var da heller ikke blevet nævnt, hvis det didaktiske havde indskrænket sig hertil. Men Jelinek gaar videre: I sin næsten polemiske Iver for at demonstrere den dodekafone Rækketekniks kolossale stilistiske og udtryksmæssige Muligheder, er han ikke veget tilbage for at fremmane dodekafone Spejlbilleder af den tonale Musiks Former saasom Vals, Landler, Gavotte, Sarabande, March etc., ja har endog i sidste Sats af Suiten gjort Debussy sin Opvartningved at efterligne det impressionistiske Klangbillede og har endog anført Afsenders Adresse ved at indflette lidt Antydning af Wienervals. Den, der kender til de Komplikationer, Sagen indebærer, bøjer sig i Støvet for den satstekniske Færdighed, der sætter ham i Stand til indenfor Lovens Rammer at udføre disse kompositionsekvilibristiske Akrobatnumre, og med Tanke paa, hvor skarpt Modsætningsforholdet er mellem den tonale og den dodekafone Lejr netop i Wien, forstaar man saare vel, at Jelinek ikke har villet undslaa sig for afgørende at tage Brodden af Modstandernes Paastande om Dodekafonisternes manglende Horizont og tekniske Formaaen. Men den stærke Overbetoning af dels den artistiske, dels den polemiske Side af Sagen har naturligvis ikke kunnet undgaa at tære paa den kunstneriske Spontanitet, og selvom der er fine og høreværdige Ting i de mange Dansesatser, — saaledes er Gavotten et aldeles fortræffeligt Klaverstykke, — føltes disse meget specielle Typer dog saa intimt forbundne med deres stilistiske Grundlag, som indbefatter den funktionstonale Høremaade, at selv det mest behændige Forsøg paa at genkonstruere dem paa dodekafon Basis udfra en subtilt udtænkt Tolvtonerække ikke kan falde ud som andet end et Spejlbillede, en syntetisk Vare.

At saadanne Forsøg som Laboratoriearbejder paa det varmeste er at anbefale den, der vil dygtiggøre sig i dodekafon Satsteknik, er en anden Sag, der ikke vedrører den Maalestok, man maa anlægge, naar de sendes paa Markedet til Brug i Hjem og Koncertsal.

Imidlertid er der andre Stykker, hvor Formningen er mere almen, d. v. s. følger almengyldige Love, der er uafhængige af Bindinger til den øjeblikkelige stilistiske Situation. Der tænkes her paa Variationsform, to- og tredelt Repriseform, Rondoform o. lign., som findes repræsenteret ved Siden af frie improvisatoriske Former. Her lærer man Komponisten Hanns Jelinek at kende. Og det er et behageligt Møde. Tydeligst kommer han til Orde i de tre sidste Kammerværker, som er overordentlig klart formuleret og veldisponeret Musik. Det tematiske Materiale i den enkelte Sats er i alle Tilfælde udsprunget af een Hovedidé, der dog ofte giver Anledning til fine Kontraster, der formuleret som Sideideer formidler en i formel Henseende logisk og spændstig Helhed. Det musikalske Sprog er i udtalt Grad tilpasset Instrumenternes Natur, og skønt Indholdet gennemgaaende ikke lodder de helt store Dybder eller præsenterer nogen revolutionerende Nyhed, er det dog i smuk Overensstemmelse med Midlerne, og en dybere Indtrængen i disse Værker viser, at deres indre Værdi paa intet Punkt staar tilbage for Præsentationens umiddelbare Charme. Ogsaa enkelte af Klaverstykkerne taaler Sammenligning med disse, f. Eks. den første Invention, det femte Karakterstykke, den burleske Toccata og Suitens Præludium.

Zwölftonwerk er næsten enestaaende i sin Art. Paa en vis Maade kan det lignes med Hindemiths »Ludus tonalis«, men ellers skal man vist helt tilbage til Bachs Klaverværker for at finde Kompositioner af tilsvarende Anlæg, — hvilket dog ikke skal give Anledning til Sammenligning. Man kan nære visse Tvivl angaaende den musikalske Værdi af visse Dele af Værket, som nok maa lade sig nøje med at tilskrives en ren pædagogisk Betydning. Men Resten er Musik, god Musik, som man føler Berigelse ved at stifte Bekendtskab med. jm.

ALAN RAWSTHORNE: String Quartet No. 2. Part. Oxford University Press, London. 1954.

Englænderen Rawsthorne, født 1904, er lidet kendt i Danmark, men har dog — ifølge Haandbøger — en ikke ubetydelig Produktion bag sig. Værket viser et sikkert Greb om Strygekvartettens Teknik og klanglige Muligheder uden Anvendelse af extreme Effekter; her er både rytmisk Livfuldhed og harmonisk og melodisk Originalitet, specielt i 1. Sats; men som Helhed forekommer Værket kvalitativt ujævnt og synes at savne den bærende Ide, der skulde gøre det hele til et levende og selvfølgeligt musikalsk Forløb. Partituret ser ud til at indeholde en Del Trykfejl. m LEOPOLD SPINNER: Sonata f or Piano.

Op. 3. — Universal Edition Ltd.

London. 1953.

Den renlivede Webern'ske instrumentalstil, som dennes symfoni op. 21 er et slående eksempel på, fører nok i sig selv ingen steder hen; men forbindes dens abstrakt-svævende intervalbehandling med en mere levende rytmik og dynamik — hvad Webern iøvrigt selv af og til gjorde —, kan punktfornemmelsen fastholdes, mens det overordentlig følsomme naturligvis viger pladsen for et mere robust udtryk. Mest kendt for sådanne forsøg er sikkert den unge franske komponist Pierre Boulez, der søger at incorporere Messiaen's metafysiske klang- og rytmeteorier i den dodekafone punktmusik — med underlige resultater til følge, om hvis kvalitet det dog vist næppe er muligt at udtale sig med nogen kompetence endnu.

Et mere moderat forsøg på en videreførelse af punktmusikken har Leopold Spinner foretaget i sin klaversonate. Rækken består for en væsentlig del af store septimer og små tertser, og disse intervallers omvendinger og forlægninger præger i udstrakt grad satsen; den fare for monotoni, som arbejdet med en så speciel række indebærer, har komponisten knap nok undgået, men hver af de tre satser opviser dog både fine og veltænkte enkeltheder. Man får lyst til at høre mere til Leopold Spinner.

jm.

KARLHEINZ STOCKHAUSEN: Nr. 2.

Klavierstücke I-IV. — Universal.

Stockhausen skal efter sigende høre til de nye store tolvtonehåb. Hans nyligt publicerede fire klaverstykker (nr. 2) er en urskov af noder, og tolvtonelogikken er utvivlsomt god nok, men det klanglige og rytmiske forløb er det mig ikke lykkedes at følge selv efter de mest energiske matematiske anstrengelser.

Om den rent klavertekniske side af sagen er det umuligt at udtale sig. Mon der findes nogen pianist, vel at mærke med to arme og dertil hørende hænder, der formår at ramme blot halvdelen af de foreskrevne tegn? Selv efter indstuderingen af Boulez's 2. sonate må undertegnede blankt give op. B. J.

PS. Komponisten gør i en fodnote opmærksom på, at tempoet i hvert af de fire stykker skal være så hurtigt, som man formår at udføre de mindste nodeværdier. Et flydende begreb!

Årgang 31/1956, nr. 02