Illuma nos

Af
| DMT Årgang 33 (1958) nr. 03 - side 67-68

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Illumina nos

Af BERNHARD LEWKOVITCH

Hos den neapolitanske forlægger Giovanni Pietro udkom i 1603 tyve gejstlige korkompositioner under fællesnævneren Sacræ Cantiones, skrevet af en af det 16. århundredes interessanteste skikkelser, den herre neapolitaner og adelsmand, Eccelentissimo ed Reverendissimo Don Carlo Gesualdo, Principa da Venosa. Samlingen udgør sammen med to senere udkomne værker på henholdsvis nitten og syvogtyve kompositioner Gesualdos samlede kirkemusikalske produktion, og findes opbevaret på Oratorio dei Filippini i Neapel. Gesualdos madrigal- og motetkunst har gennem tiderne i nogen grad stået i skygge af navne, man i vore dage kalder det 16. århundredes klassikere, Orlando di Lasso og ganske særlig Palestrina.

Navnlig hos den sidste finder vi en stil, som ved sin melodiske og harmoniske lovmæssighed og affinitetsbetonede akkordstruktur blev forbilledlig for mangfoldige tiders vokalkomposition. Det er ikke tilfældet med Gesualdos musik. Den kan for så vidt kaldes eksperimenterende, eftersom den i sammenligning med førnævnte komponisters værker går helt andre veje i henseende til kromatik, intervallik og affinitet. Ganske bortset fra, at der altid har eksisteret stilforskere og teoretikere, som i den eksperimenterende musik har villet se noget negativt, saa har Gesualdos musik i videre kredse vel ikke opnået den klassiske vokalmusiks popularitet og anseelse. Men fyrsten af Venosa er ingenlunde den ringeste blandt det 16. Århundredes komponister, og i visse af den nyere tids kredse synes hans kunst mere og mere at nyde anseelse for det, den er: en genial manifestation af en umådelig dristig og stærk musikalsk personlighed, hvis lige ikke fandtes i samtiden. Til disse kredse hører Igor Strawinsky, hvis ærbødighed og beundring for Gesualdo nu er kommet til udtryk i en syvstemmig motet, Illumina nos, ufuldendt efterladt af Gesualdo, fuldført af Strawinsky og genudgivet af Boosey & Hawkes. Det foreliggende værk er resultatet af et aarelangt og intenst studium af Gesualdos madrigaler og motetter, som Strawinsky ikke alene kender fra de tilgængelige samlinger, men også fra opførelsespraksis med mange arbejdsprøver som studiegrundlag. Som altid er Strawinsky også her gået til værks med saglig grundighed og har udforsket stilen og teknikken på en måde, der ikke efterlod ham tvivl om, at »Gesualdo må have arbejdet ved et tasteinstrument«. Så stærkt var han fascineret af den neapolitanske mesters person, kunst og arbejdsmetoder, at han fra et sommerophold i 1956 i Grækenland lagde vejen om Neapel til Gesualdos slot (ca. 85 mil øst for Neapel) for at overbevise sig om sine teoriers rigtighed. I slottets kælder fik han ganske rigtigt forevist netop de instrumenter, han mente Gesualdo havde anvendt, og gjorde dem nu til genstand for en grundig undersøgelse. Herefter begyndte arbejdet på Illumina nos, den sidste motet i Sacræ Cantiones, og — som den eneste — syvstemmig. Gesualdo efterlod satsen femstemmig, og det er de foreskrevne stemmer Sextus og Bassus, Strawinsky har tilføjet. Sacræ Cantiones' satstyper lader sig inddele i tre, og Illumina nos repræsenterer den udpræget polyfone sats med ubrudte strømmende linjer, og uden nogen form for kontrast. Der er det mærkelige ved denne komposition, at den trods Strawinskys mærkbare indflydelse ikke på noget sted trykkes eller forstyrres af en for stilen fremmed ånd. Sextus- og Bassusstemmerne tiltrækker sig ikke på nogen måde opmærksomheden, og selv hvor de komplicerer linjeforløbet og forstærker harmonikken væsentligt, røber de ikke på noget tidspunkt deres specielle andel i spændingen fremfor de øvrige stemmers.

Man fristes til at se Strawinskys løsning som en maade, hvorpaa Gesualdo selv kunne have fuldført sit værk, om han havde levet i dag. Det er dette fuldkomne artistiske og stilsikre præcisionsarbejde, der kendetegner Strawinsky i de emner, han tager op til behandling, og Illumina er et interessant eksempel herpå. Det er selvsagt ikke noget typisk Gesualdo-værk, og kendere af den gamle mesters kunst ville aldrig godtage det som et sådant. Hvad har da været Strawinskys hensigt med arbejdet? Ganske simpelt at fortsætte der hvor Gesualdo slap, i hans ånd, men med det udtrykkets avancement som Strawinskys egen tid repræsenterer i forhold til Gesualdos. Enhver anden måde at løse opgaven på ville være mod Strawinskys natur og er derfor utænkelig. Illumina nos er et udtryk for en stor mands ærbødighed og beundring for en anden stor, hvis efterladte tanker her er videreført i pagt og plan med Don Carlos egen kunstneriske dristighed og styrke. Der er intet tilfældigt ved den måde, hvorpå Strawinsky har valgt at løse sin opgave, og musikken er ikke blot et objekt for hans trang til alsidig kompositorisk virksomhed. Han har gjort fælles sag med Gesualdo, fordi han er enig med ham og føler sig åndsbeslægtet med hans verden. Strawinskys eneste mål har været at tjene det stærke og fuldkomne, ganske som Gesualdo selv. Det mål har han nået.

Årgang 33/1958, nr. 03