Punkt 14's misgerninger

Af
| DMT Årgang 33 (1958) nr. 03 - side 63-67

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Punkt 14's misgerninger Virvaret i den højere musikuddannelse på Det kgl. Teater og Det kgl. danske Musikkonservatorium Af FREDE SCHANDORF PETERSEN består, hvis læreren dumper«. Det var et af motiverne i en indviklet sag, som skabte voldsomt røre i konservatorie-, sanglærer- og andre musikkredse lige før sommerferien. Problemet blev kraftigt belyst i dagspressen, men dets præmisser var så komplicerede, at sagen ikke dér kunne føres videre. Det skyldtes bl. a., at de institutioner, der blev angrebet, ikke reagerede. Derfor kunne man ikke fra den side få nogen klarhed over, hvad der var motiver og lovlig baggrund for begivenhedernes udvikling.

Sagen drejer sig om, at en gennem en menneskealder højt anerkendt pædagog og i de sidste seks år fast timelærer på konservatoriet blev diskvalificeret af bedømmelsesudvalget på basis af sine elevers præstationer ved opera-akademiets årsprøve. Dette udvalg — bestående af lærere på opera-akademiet og konservatoriet, Det kgl. Teaters og konservatoriets chefer og samme institutioners forstandere for operarakademiet — erklærede, at eleverne havde vist et dramatisk sangligt standpunkt, som ikke synes at være væsentligt videre udviklet siden prøven for et år tilbage.

Derfor sætter bedømmelsesudvalget som ufravigelig betingelse for, at eleverne kan fortsætte deres studier (3. år) på opera-akademiet, at eleverne er villige til at skifte sanglærer.

Nu er konservatoriet og opera-akademiet jo for få år siden blevet en dobbeltinstitution. Sangstuderende på konservatoriet kan, hvis de efter to års konservatoriestudier findes egnede til det, efter bestået prøve gennemføre 3% års studier på opera-akademiet (tidl. Det kgl. Teaters operaskole) sideløbende med deres almindelige konservatorie-studier. De elever, hvorom sagen denne gang drejer sig, havde inden ovennævnte skæbnesvangre årsprøve på opera-akademiet gennemført deres almindelige konservatorie-studier frem til diplom-eksamen (4. år). Den bestod de to med udmærkelse for kunstneriske og tekniske præstationer bl. a. i opera-opgaver (ug-r- i gennemsnit for alle fag). Som anerkendelse herfor (»når det regner på præsten ...«) tildelte konservatoriets undervisningsråd dem begge solistklassen, der slutter med offentlig debut-koncert. To af eleverne blev i sin tid til konservatoriets optagelsesprøve indstillet som privatelever af den lærer, der siden førte dem til solistklassen men altså blev diskvalificeret som fortsat lærer for eleverne på operaakademiet. En tredje elev, der også havde fin diplomeksamen, fik tildelt ekstra-år på operaakademiet på betingelse af at skifte lærer, og en fjerde elev med god diplomeksamen måtte skifte lærer midt i et studieår (!), uden at samme konservatoriesanglærer fik underretning i tide endsige lejlighed til at redegøre for sit syn på eleven.

Hvordan kan sådan noget gå til? Da det er en sag, der kan få uoverskuelige konsekvenser for en del af den højere musikuddannelse og for højt kvalificerede pædagoger, har jeg prøvet at undersøge, hvad der kan være baggrund for den, og om der i dobbeltinstitutionens regulativer er basis for så drastiske skridt.

Den eneste bestemmelse, hvorefter man kan diskvalificere en lærer på elevens præstationer, findes i Ra OK*), IV, pkt. 14. Det er i dispensations-bestemmelserne for externe lærere (d. v. s.

højt kvalificerede lærere, der ikke er fast knyttet til institutionerne men kun får lov at gennemføre sang-uddannelsen af privat-elever, de efter prøve får optaget på opera-akademiet/konservatoriet).

Det hedder i dette pkt. 14 bl. a.: ». . . Såfremt bedømmelses-udvalget finder, at en elevs stemmemæssige uddannelse forløber utilfredsstillende, skal det herom afgive indstilling til ledelsen, der da bestemmer, om eleven må forlade undervisningen ved konservatoriet (el. opera-akademiet), eller om eleven, hvis manglen skønnes at have sin væsentlige årsag i svigtende forståelses forhold mellem, elev og sanglærer, bør skifte lærer i sang. Valget af ny lærer skal ske i forståelse med ledelsen og med dennes godkendelse.

Alle afgørelser med hensyn til optagelse og lærerspørgsmål indenfor dispensationsbestemmelserne træffes af opera-akademiets ledelse efter indstilling fra det bedømmelses-udvalg, som er anført under pkt. Í0.« Man kan foreløbig se bort fra, at denne bestemmelse ikke kan gøres gældende overfor en konservator ze-lærer ifølge dens egen ordlyd: »lærerspørgsmål indenfor dispensations-bestemmelserne«. Hvor kommer det »ufravigelige« krav da i konflikt med de forskellige regulativer etc.? Da der i regulativerne overhovedet ikke forekommer bestemmelser om lærer-skift, må man nødvendigvis betragte et »ufravigeligt« krav om lærer-skift som hørende til ændringer i de normale studie- og eksamensordninger. Herom hedder det i KA § 4, stk. 3: »Undervisningsrådet behandler alle sager om ændringer i de normale . . . studie- og eksamensordninger, efter at de har været forelagt lærerforsamlingen til udtalelse.« Ifølge dette ophæves bedømmelses-udvalgets almagt, når det gælder en konservatorielærer. En *) Ra OK = Regulativ angående opera-akademiets ledelse m.v., januar 1958. Af øvrige regulativ-forkortelser anvendes i det følgende: KU&E = Konservatoriets undervisnings- og eksamensordning, oktober 1957. KA = Konservatoriets i 1956 kgl. konfirmerede anordning — og OAA = Anordning for opera-akademiet.

»ufravigelig betingelse« af den art og en lærerdiskvalificering måtte først passere lærerforsamlingen og godkendes af undervisningsrådet. Det »svigtende forståelsesforhold mellem elev og sanglærer«, som er bedømmelses-udvalgets eneste men uanvendelige paragraf-holdepunkt for en »ufravigelig betingelse«, har i disse sidste tilfælde været aldeles ukendt for såvel lærer som elever.

Der er ikke fra nogen andre elever eller fra nogen anden kompetent side fremkommet begrundede klager eller tilkendegivelse af, at denne konservatorie-sanglærer skulle være ukvalificeret til at gennemføre sine undervisningspligter overfor sine elever under hele deres studietid.

Man må formode, at bedømmelses-udvalget som basis for sin »ufravigelige betingelse« har det skøn, at lærerens undervisning i disse tilfælde ikke vil kunne føre til den bedst mulige udvikling af de studerendes musikalitet og kunstneriske personlighed i sanglig henseende.

Er det tilfældet, da underkender man KA's § 6, stk. 3, der siger: »Den. enkelte lærer bestemmer selu undervisningsmidler og metoder.« Den paragraf uddybes yderligere i KU&E § 2, i hvis sidste del om »oplæring i musikudøvelse« der står, at den ». . . tilrettelægges efter den enkelte studerendes tekniske anlæg og evne til kunstnerisk forståelse. Der kan derfor ikke på forhånd for denne del af undervisningen fastsættes bestemte regler, men det overlades den enkelte lærer selv at bestemme de undervisningsmidler og den metode, der efter hans opfattelse vil kunne føre til den bedst mulige udvikling af den studerendes musikalitet og kunstneriske personlighed . . .« ' Når dette overlades til den enkelte konservatorielærers skøn, er det simpelthen, fordi konservatorielæreren e r kvalificeret. Derfor borger hele den procedure, der foregår, førend en timelærer ansættes. (Hovedparten, ca. 70 pct., af konservatorielærerne er timelærere). Det ses af KA § 4, stk. 4: ». . . Besættelsen af de øvrige lærerposter (udover professoraterne) afgøres af undervisningsrådet. Forinden nogen lærer indstilles eller ansættes, skal sagen forelægges til udtalelse i den faggruppe, hvorunder den hører, og i lærerforsamlingen.« Deraf behøver ikke at følge, at samtlige konservatorielærere er musikpædagogiske guder, eller at alle er lige fremragende lærere. Men når ikke andre omstændigheder gør sig gældende, så er alle a priori kvalificerede til at gennemføre deres undervisning af eleverne under hele studietiden.

Læreres ry for særlig pædagogisk og kunstnerisk dygtighed bekræftes bl. a. af, hvor mange nye konservatorie-elever, der på deres ansøgningsskema anmoder om at få de pågældende til lærere.

Professorernes ugentlige timetal (14—16 timer; ekstraordinære professorer ca. 8 timer) skal dog først sikres efter hvert års optagelsesprøver. Som tjenestemænd kan de ordinære professorer — når der ikke ligefrem foreligger noget kriminelt — simpelthen ikke diskvalificeres, og dermed skades økonomisk. Timelærerne -— hvor søgte de end er — kan derfor ikke altid regne med at få alle de elever, som søger dem. Er tilgangen af konservatorie-elever tilfældigvis dalende (det hænder), rammes selv den meget søgte timelærer deraf økonomisk. Det er hans arbejdsvilkår.

Nu er der ydermere statueret et mærkværdigt eksempel på, at en konservatorielærer på basis af sine elevers præstationer kan stemples som diskvalificeret af den institution, der har ansat ham — uden procedure af nogen betryggende art, — uden at der foreligger begrundede klager over hans undervisning og kvalifikationer fra hverken eleverne eller andre, kompetente personer, og — uden nogen dokumentation for, at læreren i særlige tilfælde skulle have vist sig uegnet til at gennemføre sine pligter overfor eleverne under hele studietiden.

Konsekvensen heraf — bortset fra den menneskelige — kan meget let blive økonomisk ruin for en konservatorie(sang) lærer. Et dårligt ry ville nemlig let brede sig også blandt andre konservatorie-elever og derfra til kommende sangstuderende og til en sådan lærers private (livsvigtige} elev-klientel.

Derfor forstår man let, hvorfor en sådan »ufravigelig betingelse« aldrig tidligere på lignende grundlag har været stillet konservatorielærere.

Som en bestemmelse i stærk kontrast til konservatoriets »normale . . . studie- og eksamensordninger« (KA § 4, stk. 3) skulle sagen på stedet have »været behandlet i vedkommende faggruppe og (have) været forelagt lærerforsamlingen til udtalelse« for slutteligt at blive konfirmeret eller afvist i undervisningsrådet. Så meget synes der ifølge konservatoriets diverse bestemmelser at skulle prøves, førend en lærer kunne diskvalificeres.

Ville rnan henvise til, at opera-akademiet dog ikke er konservatoriet, måtte nogle paragraffer bringe orden i det spørgsmål. Ifølge KA § 9, stk. 5, »Aon de af konservatoriets sangstuderende, der ved 2. årsprøven skønnes egnede til det . . . samtid:'g med deres normale sanguddannelse det 3. år påbegynde en sangdramatisk uddannelse på det af Det kgl. Teater og Det kgl.

danske Musikkonservatorium oprettede opera-akademi.« Og OAA siger et sted, at opera-akademiets elever »fortsætter med den sanglige uddannelse på konservatoriet indtil opera-afgang efter 5% års studium.« Jeg har prøvet at se efter, om ikke en række andre faktorer kunne bringe nogen klaring i denne mærkelige sag. Men det har ihvertfald ikke hjulpet mig. Det hedder i Ra OA, I, pkt. 2., at »Forstanderne skal drøfte spørgsmål af fælles interesse og gensidig have adgang til at følge undervisningen på de to institutioner.« Man må da gå ud fra, at forstanderne har fulgt undervisningen og har drøftet de pågældende elever, idet lærer-skiftet som »ufravigelig betingelse« begrundes med, at elevernes dramatisk sanglige standpunkt ikke synes at være væsentligt videre udviklet siden prøven for et år tilbage.

Imidlertid er det ikke i første række det dramatisk sanglige standpunkt, bedømmelses-udvalget skal beskæftige sig med ved den pågældende prøve. Ifølge Ra OA, III, pkt. 5, drejede det sig om »Scenisk-operadramatisk standpunkts-prøve«.

Den, man så alvorligt gør ansvarlig for en formodet langsom dramatisk sanglig udvikling hos eleverne, er åbenbart bare en fisk, man tilfældigvis får i nettet under bedømmelsen af en »scenisk opera-dramatisk standpunkts-prøve«. De operadramatiske lærere er ifølge anordningen ikke konservatoriets sanglærer. Det hedder nemlig i KA § 9, stk. 5: »Eleverne får samtidig med deres normale sanguddannelse ... en sang dramatisk uddannelse på ... opera-akademiet.« Det turde være disse læreres opgave at befordre en koordination af elevernes musikalitet og sangtekniske kunnen med deres scenisk operadramatiske evner. At diskvalificere sanglæreren efter denne scenisk operadramatiske standpunkt-prøve synes mig helt Wessel'sk at være »for Smed at rette Bager«. Man må nemlig huske, at disse sidste lærer-skifte-tilfælde angår sangstuderende, som til deres diplom-eksamen på konservatoriet nogle måneder tidligere har fået udmærkelse som ». . . karakter både for kunstnerisk og teknisk præstation« (KU&E § 7) bl. a. i dramatisk sanglige opgaver som opera-arier. Derfor er de af undervisningsrådet skønnet egnede til at fortsætte undervisningen i den særlige solistklasse, hvis varighed er et år (jfr. KU&E § 4).

Fire medlemmer af samme undervisningsråd, hvoraf nogen ydermere var blandt censorerne ved diplomeksamen, har senere som medlemmer af opera-akademiets bedømmelses-udvalg åbenbart ikke været i stand til at overbevise de resterende otte udvalgs-medlemmer fra Det kgl. Teater om, at det måtte være rivende galt »for operadramatisk lærer at rette konservatorie-sanglærer«, den, der har ført de samme elever til konservatoriets højeste stade i »kunstnerisk og teknisk« henseende.

Man måtte formode, at konservatoriets medlemmer af bedømmelses-udvalget har været opmærksom på de forhold og forordninger, de er ansat for at kende til og handle i overensstemmelse med. Derfor tyder meget på, at Det kgl.

Teaters medlemmer af bedømmelses-udvalget som flertal altså har været i stand til at gennemtrumfe »ufravigelige betingelser« på trods af alle anordningers bogstav og ånd. Teatret — sådan ser det ud — har altså via opera-akademiet tilrevet sig magt til at diskvalificere konservatoriets lærerkræfter. Da diskvalificeringen ikke også har medført afsked af den pågældende lærer, betyder det, at konservatoriet altså kan beskæftige sanglærere, som i givne situationer ikke skulle være kvalificerede til at virke indenfor den tillidsparagraf (tidl. citerede KU&E § 2), der overlader til »den enkelte lærer selv at bestemme de undervisningsmidler og den metode, der efter hans opfattelse vil kunne føre til den bedst mulige udvikling af den studerendes musikalitet og kunstneriske personlighed ...« Nye konservatorie-elever kan derfor få tildelt en sådan lærer ved sine studiers begyndelse. Viser det sig efter et par år, at disse elever er opera-akademi-kandidater, som altså kan risikere at komme i en tvangs-situation med krav om lærerskifte som betingelse for at fortsætte deres studier, da synes det, som om man kan optage sangstuderende på konservatoriet under falske forudsætninger.

Så længe ingen fyldestgørende retfærdiggørelse af teatrets magt over konservatoriet er offentliggjort fra kompetent side, er det en gåde, hvad der her er sket i modstrid med mange bestemmelser i alle anordninger og regulativer og uden ansvarlige konservatorie-folks indgriben i tide.

Ifølge andre paragraffer skulle der have været mulighed for — inden fremsættelsen af den skæbnesvangre »ufravigelige betingelse« — at have fået klarhed over forholdet eller som det hedder i det uanvendelige punkt 14 over det »svigtende forståelsesforhold mellem elev og sanglærer« på anden måde. I Ra OA, I, pkt. 4, står der nemlig: »Ledelsen indkalder i løbet af januar og maj til akademilærer-møder, hvori dellager lærere î sceniske og dramatiske discipliner, de sanglærere og repetitører, der har sang-elever under uddannelse på opera-akademiet, de to forstandere samt formanden for konservatoriets sangfaggruppe.

På disse møder drøftes opera-akademiets studerende, arbejdsplaner samt tilrettelæggelsen af prøver og eksaminer.« Så vidt mine informationer godtgør har ledelsen imidlertid — ikke indkaldt til dette påbudte møde i maj og derfor — ikke, som det kræves, »drøftet opera-akademiets studerende« og de forhold angående elevernes udvikling siden sidste års prøve, som ihvertfald måtte være kendt for de to forstandere inden den »scenisk operadramatiske standpunkts-prøve« (jfr. Ra OA, I, pkt. 2). Lærerne blev indkaldt til møde 2. juni, efter sidste eksamen, da den »ufravigelige betingelse« var afgivet til opera-akademiledelsen. Og ikke engang på opfordring fremlagde bedømmelses-udvalget her sit responsum angående de elever, hvis standpunkt de havde pligt til at drøfte med lærerne.

Dette responsums indhold med den »ufravigelige betingelse« blev først senere bekendtgjort, da det med posten sendtes til lærer og elever, underskrevet af konservatoriedirektøren. En lige stor og ubehagelig overraskelse for lærer og elever.

Selve bedømmelses-udvalgets sammensætning ser under alle omstændigheder ikke hensigtsmæssig ud, idet udvalget kun består af folk, ansat i institutionerne Det kgl. Teater (ca. 8) og Det kgl.

danske Musikkonservatorium (ca. 4). Uanset om lærer-skifte kan påbydes i fremtiden eller ej, ville censorordninger i lighed med konservatoriets øvrige eksaminer være anderledes betryggende. Dér »foretages bedømmelsen i hovedfaget af 3 censorer . . .

Undervisningsministeriet beskikker efter indstilling fra undervisningsrådet to af censorerne for et tidsrum af 3 år, medens undervisningsrådet vælger den 3. censor blandt konservatoriets lærere« (KU&E § G).

Altså % af censorerne er hentet udefra. Det var eksempel til efterfølgelse for opera-akademiet i betragtning af at dets ledelse har kunnet tiltvinge sig så stor magt og udøve den så uheldigt.

Det er formentlig for at sikre sig tilstrækkeligt kvalificerede externe lærere, at opera-akademiets famøse punkt Ib er affattet. Men hvis det ikke ligefrem er meningen at skræmme alle externe lærere bort som leverandører af opera-talenter, burde der findes en anden måde, hvorved man — inden eleverne påbegynder studierne ved operaakademiet — kunne stadfæste de externe læreres kvalifikationer. Thi i endnu højere grad end for konservatorie-sanglærere kan diskvalificering af externe lærere medføre økonomisk og menneskelig katastrofe, eller for opera-akademiet tab af virkelig fremragende pædagoger.

Denne redegørelse er gjort grundig, fordi det drejer sig om vitale spørgsmål angående landets to højeste læreanstalter for praktisk musikudøvelse.

Men den giver desværre ingen forklaring på, hvad årsagen er til det skete. To direktører, to forstandere og to medlemmer af konservatoriets undervisningsråd, som alle skulle kende anordningerne, har åbenbart overset dem. Har de overhovedet haft fornemmelse af, at den »ufravigelige betingelse« kunne få alvorlige, også menneskelige følger, så synes det ikke at have ført til undersøgelser af lovligheden for den foretagne diskvalificering.

Fremtrædende folk har i stedet hævdet, at man dog først og fremmest bør tænke på, hvad der tjener de unge og deres fremtid.

Bortset fra, at det heller ikke i disse sidste tilfælde kan tjene de unge, er det da ikke vel meget at sætte på spil »for de unges skyld«: to institutioners prestige og hele lovlige drift, og en splittelse med externe lærere, konservatoriets lærerforsamling og en stor del af undervisningsrådet på den ene side og institutions-ledelsen på den anden. Og så er årsagen iøvrigt kun et formodet forhold, noget som »synes at være ...« Det er faldet enkelte for brystet, at jeg i en dagbladsartikel*) har skrevet: »Opera-akademiet har spillet fallit .. . ordningen mellem konservatoriet og Det kgl. Teaters operaskole hviler på lerfødder ... (og om) det morads, som latterliggør dobbelt-institutionen opera-akademiet...« o. 1. Jeg kan endnu ikke se, at disse hårde ord skulle være overdrevne. For mig har de gyldighed, så længe punkt 14 på denne måde kan hidføre misgerninger.

Hvis ikke ledelserne kan motivere diskvalificeringen på lovlig basis, ser jeg ikke rettere, end at læreren i dette tilfælde (de externe lærere har uheldigvis ingen lovbeskyttelse bag sig) må rehabiliteres fuldt ud. Bedømmelses-udvalget må erklære sin kendelse for ubeføjet og læreren må tildt^es sine rettigheder til at gennemføre sine undervisningspligter overfor de pågældende elever til de har afsluttet deres studier også på operaakademiet.

En eventuel henvisning til, at læreren falder for aldersgrænsen i begyndelsen af 1959 og alene af den grund ikke skulle kunne videreføre undervisningen på opera-akademiet til 1960, kan næppe få gyldighed. For der er for længst skabt præcedens for, at konservatorielærere, når de ønsker det, efter at være faldet for aldersgrænsen, får tilladelse til at gennemføre påbegyndt undervisning af hovedfagselever, til elevernes studier er fuldført.

•r Bringes der ikke fuld klarhed i disse spørgsmål, vil den almene tillid til Danmarks højeste musikalske læreanstalter blive alvorligt svækket.

*) Politiken, 16. juni 1958.

Årgang 33/1958, nr. 03