Grammofon

Af
| DMT Årgang 34 (1959) nr. 04 - side 123-132

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

• GRAMMOFON Månedens repertoire BAROK Bach: Matthäuspassion/Ramin (WCLP 588/90) - : - /Richter (APM14125/28) - : Kantate nr. 56 og 82/Sou2ay (ALP 1670) - : Ork.suiter 1-4/Reiner (LM 9806/7) — : Koralfsp. og præ.fug.Es/Dupre (LD 2—113) Handel: Orgelkc. 13,F, l4,A/Hölderlin (CX 10080) - : Harpekc./Zabaleta (LPE 17115) SYMFONIER, KONCERTER, ORKESTERMUSIK Bacb: Dobbkc. d + Beethoven: 2 romancer/Heifetz (LM9821) Beethoven: 5. symf./Maazel (LPEM 19172) Brahms: 1. symf./Münch (LM 2097) Grieg: Klv.kc./Waldeland (LW 5330) Haydn: 12., 63. og 83. symf./Jones (MCLP 85059) Liszt: Totentanz/Brandel (PL 11030) Mendelssohn: Viol.kc. + Bruch: VI.kc./Menuhin (ALP 1669) Mozart: Obokc. + Weber: Fg.kc./Czech. Phil.

(LPEM 19129) - : Klv.kc. 21 -f-22/Annie Fischer ((33CX 1630) - : Klv.kc. 17 + 24/Edw. Fischer (COLH 44) - : Klv.kc. 9 + Beethoven: Cellovar. »Bei Männern«/Myra Hess, Casals/Serkin (A 01351 L) - : Klv.kc. 15/Sellier (LD 2-351) Rachmaninof: Klv.kc. 3/komp. (LM 9826) Rimsky-Kor: Ork.værker/Markevitj (LPEM 19170) Saint-Sa'èns: Vl.værker/Grumiaux (A 00420 L) Stravinski j : Sacre/Monteux (LM 2085) - : Cappriccio, kc. f. 2 klv./Zelka, Brendel (PL 10660) T j aj koj ski j : Klv.kc. l/ van Cliburn (LM 2252) - : Manfred/Silvestri (ALP 1668) - : 4. symf./Hollreiser (CX 16080) OPERA Flotow: af »Martha«/Stich-Randall, Rössel m. fl.

(S 06186 R) Mozart: div. arier/Stich-R. (7ER 5125) - : af »Tryllefl0jten«/Lipp, Dermota m. fll.

(33CX1572) Verdi: Arier/Callas (33CX 1628) - : af »Aïda« (7EGW 8555) Wagner: »Rhinguldet« komplet/London, Flagstad, Neidlinger, Svanholm, dir. Solti (LXT 5495/7) VOKALVÆRKER OG SANGE Brahms: Sange -f Strauss do./Seefried (LPEM 19165) Gneg: Haugtussa/Nordmo-Løvberg (7EBN 1-2) Mozart: Litanie K 234/Fr. Münch (LD 3-116) Pergolesi: Stabat mater/Molinari-Pradelli (A 00446 L) KAMMERMUSIK Beethoven: Grosse fuge op. 133 + 4tet F op. 135/ Hollywood (P 8455) - : Klv4tet op. 16 -- Mozart: Klv5tet K452/ Serkin, Phil. (A 01289 L) - : Trio op. 70,2 -f Mendelssohn: Trio d/Santoliquido (LPM 18509) Brahms: VI.sonate A + horntrio/A. Busch m. fl.

t COLH 41) Haydn: 4tet nr. 72, 74/Amadeus (LPM 18495) Mozart: Str5tetter K 174, K 406/Budapester (A 01339 L) - : Str4tetter K 499, K 575/Budapester(A 01233 L) - : Str4tetter K 464, K 565/Barchet (CX 10930) Mozart: Vl.sonater K 296, K 301, K 304/Milstein (P 8452) Tjajkofskjj: Trio -f Schubert: Sonate B/N. Karp m. fl. (PL 11140) KLAVER OG ORGEL Beethoven: Eroicavar + Weber: Sonate C/RoloJØF (LPM 18456) Chopin: 4 scherzi, berceuse, 3 eccos./Frugoni (PL 10510) Franck: Orgel værk./Maréchal (LD 3-100) Grieg: 4hd.no. danse/Bækkelund, Levin (7EPN 1) — : 19. no. folkeviser op. 66/Bækkelund (7EBN 4-5) Liszt Ung. raps. 2/Francoix (ESBF 156) Mozart: 4 klv.sonater/Seemann (LPM 18508) BARTÓK: Violinkoncert. - Isaac STERN med New Yorks philharmoniske orkester, dir.: Leonard BERNSTEIN. - RAVEL: Tzigane. Isaac STERN med Philadelphia orkesteret, dir.: Eugene ORMANDY. - Fontana 699 020 CL.

Bartóks violinkoncert forener - ligesom flere af hans andre instrumentalkoncerter — på en lykkelig måde tankerigdom og noblesse med virtuositet og effekt i disse ords bedste betydning. Det nye plademærke Fontana (en aflægger af Philips og amerikansk Columbia) bringer violinkoncerten i en fremragende indspilning med Isaac Stern som solist og Leonard Bernstein som dirigent. Begge yder teknisk pletfrit arbejde og viser dybtgående kunstnerisk forståelse af værket, som jo stiller uhyrlige krav i begge retninger. Indspilningen er teknisk fortrinlig; kun kunne man — som ved så mange moderne solokoncertoptagelser — ønske, at orkesteret ikke blev helt så fjernt og tåget, så snart solisten spiller; ikke mindst i et værk som dette var det nok værd at få alting med. — I tilgift får man Ravels Tzigane, der i Sterns udførelse sidder lige i pletten. G. S.

BERLIOZ: Symphonie fantastique, a) Det franske radioorkester, dir.: Sir Thomas BEECHAM. HMV ALP 1633. - b) Pariserkonservatoriets orkester, dir.: Ataúlfo ARGENTA. - Decca LXT 5423.

Både Decca og HMV har for nylig bragt en ny indspilning af Berlioz' fantastiske symfoni på markedet. De er begge fortrinlige, og det må blive en smagssag, hvilken man vil foretrække. Begge indspilninger er foretaget med franske orkestre af første klasse. Decca's dirigeres af den spanske dirigent Ataúlfo Argenta, der døde i fjor 45 år gammel efter en kort, men fin karriere. Hans udførelse af symfonien er præget af stor omhu og fin sans for detaljen, smuk klang og stor præcision; hans tempi er rolige, men ikke slæbende og virker fuldt overbevisende.

Denne symfoni er nok en af de vanskeligste at få hold på indenfor det klassisk-romantiske repertoire; men sin kortåndede, ofte lidt kejtede melodik og sine mange rytmiske komplikationer opløser den sig let i en række småepisoder, som det er svært at få sammenhæng i. Dette lykkedes imidlertid for Argenta - omend ikke så godt som for Beecham, der tydeligt nok lægger mere vægt på at få helhed i musikkens forløb end på at fremhæve interessante enkeltheder. Symfonien er ikke blot et udslag af en stor og vild fantasi, men den kræver også fantasi af den, som skal udføre den; på dette punkt er Beecham Argenta overlegen. Symfonien varer i hans udførelse fem minutter kortere end i Argentas men virker kun mere sluttet, aldrig forjaget. Der er større linjer i denne udførelse - til gengæld er detaljerne ikke så udmejslede som hos Argenta; det samme forhold afspejler sig i selv optagelsen af orkestrene. Som sagt, begge optagelser er fremragende; man bør høre begge, før man vælger. G. S.

* CHOPIN: 17 polske sange op. 14. — Eugenia ZARESKA (sang), Giorgio FAVORETTO (klaver). - Columbia (LP 33 CX1607).

Det hører til sjældenhederne, at Chopins sange figurerer på programmerne. Så meget desmere er der grund til at glæde sig over den komplette indspilning af Chopins op. 74 omfattende 17 sange til polske digte. Chopins stil og hans specielle klaveristiske fantasi kommer næppe så klart frem i sangene, men på den anden side er de fuldstændigt uberørte af den germanske liedtradition. Hovedparten af de 17 sange bevæger sig i melodiske vendinger, der tydeligt er inspireret af polsk folkemusik. De fleste er i en enkel strofisk form. I harmonisk henseende møder vi træk i sangene, der peger hen på Mazurkas, og ofte præsenteres man for akkordforbindelser, der bryder med det »civilicerede« funktionssystem og gerne anvender materiale, der bærer et fremmedartet tonalt præg. Akkorderne forekommer ofte som produkt af stemmeføringen mere end som blot og bar klang, således som det er tilfældet i mesterens klavermusik. Det fremmedartede møder os klarest i nr. 11, Dwojaki Kowiec fra 1845, der skildrer to unge eiskendes sørgelige skæbne. Også Mazurkarytmen har inspireret Chopin i nogle af satserne, således i den lille fortryllende nr. 12, Moja Píezczotka (1837), min Elskling, til tekst af den berømte digter Mickiewioz. I nr. 17, Sierota (1836), skildres det forældreløse barns hårde tilværelse i et land, hvor oprør og russisk terror har lagt byer i aske. Sangen er den største i samlingen og kan i stil og form nærme sig Chopins ballader. Der er en storslået episk flugt over dette værk, der burde høre til en stor sangers faste repertoire.

Udførelsen kan man vanskeligt ønske sig bedre. Den unge polske mez2osopran Eugenia Zareska har en vidunderlig bøjelig rytme i sit meget frie foredrag og samtidigt en sjælden egalitet i stemmeføringen, som man ofte må savne f. eks. hos tyske liedersangere.

I de stærkt patetiske steder og i de tragiske strofer når Zareska frem til et foredrag, der er fortættet i dramatik og samtidigt så menneskeligt, at man næsten synes at kunne forstå den polske tekst og ikke behøver at skele til den franske oversættelse (jeg har anvendt originaludgaven fra den nye Paderewski-edition, 1958). Også akkompagnetøren Giorgio Favoretti spiller fornemt, med en elegant klang og smidig rytmik. Vi lærer virkelig en væsentlig side at kende hos Chopin, og kvaliteten i Columbia's indspilning skulle borge for, at de 17 polske sange fra at være halvglemt musiklitteratur nu bliver levende kunst i kraft af deres høje kvalitet i kunstnerisk henseende. B. J.

EDVARD GRIEG: Klavierwerke I-II. - Robert RIEFLING. - Metronome records (Mclp 8502627).

Griegs klavermusik hører til det mest særprægede og samtidigt til det betydeligste, den nordiske nationalromantik har frembragt. I slutningen af forrige århundrede var Grieg en fejret klaverkunstner og en ligeså fejret komponist. Overalt i Europa gik hans sejrrige kunstnerbane. Desværre har man ganske uberettiget glemt en væsentlig del af den norske mesters omfattende klaverproduktion, og det må derfor i høj grad påskønnes, at Metronome records i 1957 har udsendt to store LP-plader med et fyldigt udvalg af Griegs klavermusik, spillet af ingen ringere end Robert Riefling.

Første plade byder på et udvalg af de lyriske stykker. Komplet er op. 54 med den groteske »Troldtog«, den vidunderlige »Notturno« og frem for alt den ejendommelige »Glockengeläute«, der peger frem mod klangvirkninger i nyere musik. Anden plades første side fortsætter med udvalgte lyriske stykker, mens anden pladeside bl. a. byder på den kendte Humoreske op. 6 nr. 4 og den store g-moll ballade op. 24. Robert Rieflings fortolkning af sin landsmands værker er forbilledlig, så fin i klanglig henseende, at den næsten måler sig med det Grieg-udvalg, som Columbia foretog med Gieseking som interpret. Hvad Riefling yderligere byder på er et djærvt, rytmisk spil, der i satser som »Troldtog« eller »Kobold« fremtryller den typisk norske troldstemning.

Også i »Halling« kribler det med rytmisk vitalitet. Stærkest står Rieflings klaverkunst vel nok i g-moll balladen. Det er fornemt klaverspil, der næsten gennemlyser hver node i den store klaversats. Også hvad optagelsesteknikken angår er der skabt et godt resultat. Indspilningen er foretaget i Kleine Musikhalle, Hamburg, og klangen bliver aldrig tør og »studieagtig«, som man ofte er vant til det med danske klaver optagelser.

Desuden er der sørget for et smagfuldt udstyr: en omslagstegning af Jens Nordsøe.

De fortræffelige oplysninger er forfattet af Tage Nielsen, der på tysk giver en lille beskrivelse af hvert stykke og dets betydning i Griegs produktion. B. J.

CARL ORFF: Die Bernauerin. Kor og ork. fra Bayerischer Rundfunk, dir.: Fer d. LEITNER. (LPM 18408).

Carl Orffs forkærlighed for middelalderen som musikalsk inspirationskilde har tit ført ham til anvendelse af middelalderpoesi (Carmina Burana!), men også legender fra denne tidsalder tiltrækker ham, som i dette sceneværk der bygger på en historie fra 1400tallet. Orff vil ikke skildre sjæleliv eller indviklede psykologiske processer i sin musik, han vil male fresker, store direkte fortællende flader; derfor er den objektive middelalder — rettere: som han opfatter den - den epoke, hvori han føler sig sjæleligt hjemme i.

Den frygtelige historie om den bajerske barberdatter som for en kort tid er hertug Albrechts kone før hun af den gamle hertug Ernst bliver anklaget og dømt for at være »hexerische Hexe« og druknet, giver anledning til makabre rettergangsscener med hviske-, mumle- og skrigekor, allesammen i dynamisk rytmisering, OrfTs store force. Man undgår ikke at mindes den 10 år ældre »Jeanne d'Arc«, men »die Bernauerin« er fladere og langt grovere og uden »Jeanne«'s gribende atmosfære; man rystes ved første overhøring ved talens og musikkens voldsomme, kontante slagkraft, de følgende gange trættes man netop herved uden at opdage nye enkeltheder. Dog er værket jo også for scenen, bygger altså på éngangsoplevelsen og her må det kunne stå sig.

P. N.

MOZART: Ave verum corpus. - DES PRES: Ave vera, vïrgïnhas. — BERLIOZ: Adieu des Bergers' af »L'Enfance du Christ«. - CASPARINI arr.

J. Messner: Adoramus te, Christe. — Strasbourgerdomens kor under ledelse af Alphonse HOCH.

Columbia SEL 1602.

At producere en lille 45-plade med nogle populære kirkelige korværker er i sig selv en antagelig idé, men skal pladen hæve sig over ligegyldighedens banale plan, må den tillige rumme en musikalsk idé, der betinger optagelsen af netop de og de numre. På den foreliggende plade synes at mangle blot den lyserødeste tråd.

Når dertil kommer, at Strasbourgerdomens kor af pladen at dømme er et kæmpestort, mangelfuldt instrueret arnatørensemble, og at indspilningen teknisk set mangler klanglige kvaliteter, er der kun ærgrelse tilbage efter aflytningen.

Koret er sikkert langt bedre i virkeligheden, hørt i Strasbourger domen; man har gjort det en bjørnetjeneste ved at smække det på plade til bedømmelse gennem nøgterne højttalere. H. B. R.

RIMSKIJ-KORSAKOFF: Scbeherazade, op. 35. Bamberger-Symfoniker ne. Dirigent: Jonel Perlea. — (Orbis-Vox, CX 16070, Fona-klubben). 30 cm LP.

Dette Rimski j -Korsakofîs berømteste orkestrale glansnummer deler et musikpublikum mellem dem, der tror på det - en tro, der har foranlediget ikke mindre end 12 rivaliserende indspilninger i de europæiske hovedkataloger og endnu flere i de amerikanske og de andre, der måske henter sig en lige så stor fornøjelse ved at bevare en vis tvivl gennem alle stykkets brogede tildragelser.

Om vi nu lader folk tro eller tvivle som de vil, har vi i al fald tilbage et værk, som helt karakteristisk for den glødende russiske romantik, der hentede inspiration ligeligt hos Lis2t og i czarrigets mangeartede folklore.

Meget af Rimskij-Korsakoifs kunst er falmet, og forgyldningen har fået sprækker i tidens løb, men hans mesterskab med orkestret gik i arv til den næste generation Stravinskij og Prokofief.

Det ville være meget sagt, at Bambergernes indspilning med Perlea giver fuld bonus hverken til de troende eller til de instrumentationsstuderende. Førstnævnte vil savne de yderste grader af artisten hos orkestrets solister, sidstnævnte kunne ønske sig mere differentiering i klangen. Den gennemgående violinsolist - som burde være nævnet på pladen - spiller godt, skønt lidt sec til en sødmefyldt lejlighed. Det er alt i alt en rimelig god indspilning af et værk, som dog skyder de skønneste skud med en pøsfuld fantasi. jR. N.

mest spændt på orkestret. Vi er jo ikke forvænt med teknisk tilforladelige indspilninger fra Sovjetunionen. På det punkt er denne komposition dog lidet givende, for solisten fører an næsten uafladelig. Sammenligningen viser hovedsagelig, hvor stor forskel der kan være på gæste- og egentligt sammenspil.

Solistens samarbejde med Leningraderne er så meget mere gedigent, at man næsten vil kunne tilgive den diskantforvrængning, der især skæmmer solistens forte i højt leje.

Denne skavank og den lidt for »tørre« rumklang skal formentlig tilskrives den østlige part i foretagendet »Recordings from the USSR«; det pladetekniske er ellers helt i orden. M. A.

SCHUBERT: Klaver kvintet, A-dur, op. 114 (Forellekvintetten). — Rolf Reinhardt, klaver, Heinz Endres, violin, Fritz Ruf, viola, Adolf Schmidt, cello, Georg Hortnagel, kontrabas. - (Orbis-Vox CX 10510, Fona-klubben). 30 cm LP.

En nydelig opførelse af Schuberts varme, melodiske Forelle. Münchner-strygerne, der iøvrigt spiller kvartet under primanus' navn, og Reinhardt, som er en ofte lanceret solist med sydtyske ensembler, spiller musikalsk, ligetil, som om det var en privat lille begivenhed, de celebrerede. Tempovalg er rolige, man synger ud, spørger og svarer, og anslår en con amore atmosfære, der udtrykker noget væsentligt i værket.

Indspilningen, der netop er tilført de internationale kataloger i en stereofonisk udgave, er af udmærket teknisk kvalitet, og man har været heldig med balancen, som kan volde kvaler med denne usædvanlige besætning. R. N.

DMITRIJ SJOSTAKOVITJ: Violinkoncert, op. 99.

- David Oistrakh og Leningrads filharmoniske orkester, dirigent: Evgeni Mravinskij. - (Parlophone-Odeon PMB 1014).

Violinkoncerten hører til S j ost ako vit j s virkelig store frembringelser. Uden symfoniernes islæt af vulgær patos udfoldes her komponistens kontrapunktiske geni. De polyfone strukturer er undertiden så tætte som i noget tolvtoneværk, og den principielt durmol-bundne tonalitet er ofte mere end truet — men til gengæld holder den »klassiske« rytmik og metrik kræfterne i balance. Med hvilken nerve realiseres denne musik ikke af Oistrakh! Da han tillige har indspillet koncerten med New Yorker-filharmonikerne og Mitropoulos (Philips A 01238 L), er man SCHUMANN: Symfoni nr. 4, d-moll, op. 120.

Siidwestfunk-Orchester. Dirigent: Eduard van Remoonel.- MENDELSSOHN-BARTHOLDY: Symfoni nr. 4, A-dur, opus 90. (Den italienske).

Pro Música orkestret, Wien. Dirigent: Edouard van RemoorieL - (Orbis-Vox CX 11480, Fonaklubben).

En god konstellation af to store fjerde symfonier, komponeret af to mænd, der delte generation, nationalitet, som begge var genier, der brændte op i deres kunst, og som var forskellige som nat og dag. Natsiden er Schumann, en forreven sjæl og et lidenskabeligt gemyt, der sprængte sig nye veje, dagsiden er Mendelssohn, et af tonekunstens klareste lys, en mand i balance, klassiker i et uafklaret tidehverv. Tonearterne følger karakteristikken — d-moll for Schumann, Adur for Mendelssohn.

Edouard van Remoortel giver yderligere interesse til indspilningen. Han er et nyt navn i grammofonens verden. Indtil nu står han kun noteret for nogle mindre wienerklassiske ting med et tysk ensemble samt to Beethoven-symfonier, der er optaget i London. De foreliggende sider giver indtryk af en vital dirigent med god evne til at karakterisere.

Den italienske symfoni med det wienske Pro Música er måske nok den mindre vellykkede. Spillesættet er vel robust for dette klare partitur især i de to første satser. Menuet-satsen, som blot hedder con moto, lyser op i trio-delen med de kække hornindsatser, og saltarelloens italienske kogleri i træblæserne er ypperligt spillet.

Schumann-siden, der udføres af det branddygtige radio-orkester fra Baden Baden, er energisk og bevæget. Remoortel er dirigent nok til at få de undertiden noget villede gennem føringspar tier afviklet, og han opnår den smukkeste kontrast ved at gøre romancen noget mere end ziemlich langsam samtidig med at scherzoen spilles brysk, dramatisk.

Teknikerne har ikke været helt på højde med situationen. Begge sider har fået en næsten skærende trofasthed i top-registret.

Det er der råd for. R. N.

TJAJKOFSKIJ: Sonate G-dur, op. 37. - SCHUMANN: Humoreske op. 20. — Sviatoslav Richter, klaver. - Parlophon-Odeon PMA 1044 (30 cm LP).

Det er meget lidt, vi herhjemme har hørt til den russiske gigantpianist S. Richter. Så meget desmere er der grund til at fryde sig over de to klaverværker, han har indspillet på Parlophone-Odeon. Tjajkofskijs temmelig ukendte G-dur-sonate hører vel ikke til mesterens betydeligste værker, men 1. sats og navnlig 2. sats, en enkel rondo i e-moll med en elegisk grundstemning rummer god musik.

Som helhed er sonaten præget af T.'s orkesterstil med brede akkorder og upianistiske oktavpassager. Richters meget dynamiske og kontrastrige fortolkning understreger netop det symfoniske drag.

Sammen med T.'s sonate har Richter indspillet Schumanns store Humoreske op. 20.

Dette meget rapsodiske værk, hvor vemod og ekstatisk glæde, smerte og humor kastes mellem hinanden, hører til den store romantikers meget sjældent hørte klaverværker.

Netop i Schumanns værk mærker man, hvilken fabelagtig klaverkunstner Richter er.

Hans fantasifulde klang, hans spændstige rubato og fremfor alt den suveræne beherskelse af alle anslagsarter, gør det til en oplevelse at høre værket. Man tænker intet øjeblik på, at det er en russer, der sidder ved flygelet. Så helt og fuldt giver han sig hen i den ægte germanske romantik. Navnlig skal her fremhæves den fra Schumanns side noget langstrakte slutningsdel, der meget nemt kan falde kedeligt ud. Det er, som om komponisten ikke kan frigøre sig fra sine drømmerier, men netop dette afsnit i Humoresken får i Richters fortolkning en inderlighed over sig, at man helt glemmer satsens vide udstrækning.

Det er helt igennem en mesterlig indspilning, og vi må kun håbe at høre flere store romantiske klaverværker i Richters fortolkning. B. J.

Årgang 34/1959, nr. 04