Musikalier

Af
| DMT Årgang 34 (1959) nr. 04 - side 121-123

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

MUSIKALIER PIERRE BOULEZ: Improvisation sur Mallarmé. Universal-Edition, Wien.

Disse improvisationer over den franske digter Mallarmé, betitlet Jomfruen, den livlige, den skønne af i dag, er sikkert særdeles raffinerede. Boulez har, som altid, udfra nøje konstruktive overvejelser, fremtryllet en række klanglige og rytmiske modulationer, der på trods af det meget komplicerede nodebillede fremtræder med en ægte gallisk klarhed.

Man må blot spørge: Hvorfor disse enorme tekniske krumspring, når det klanglige resultat for tilhørerne nærmest vil forme sig som en avanceret Debussy? Besætningen er: Sopran, harpe (helst en amerikansk), vibrafon, klokker og fire grupper med slagapparater.

Sangerinden tvinges til at foretage hasarderede intervalspring, hvor selv Berg og Webern næsten føles som »Lieder im Volkston«. Det er vanskeligt for mig at se, hvorfor dette uhyre opbud af konstruktivt arbejde kombineret med en interpretation, der synes ugørlig for normale mennesker, ikke lige så godt lader sig indordne under den impressionistiske stils eskapader. Tilhøreren får ingen glæde af de subtile rytmer, der bygger på seriel teknik, og den improvisatoriske henkastede sangmelodi føles på trods af sin kompositionstekniske logik alligevel som »knaldeffekt« uden egentlig mening. I øvrigt står værket på grænsen mellem den menneskelige interpretation og den mekaniske. Et sådant nodebillede kan vel kun udføres af lydmaskiner og magnetiske bånd. B. J.

BO NILSSON: Quantitäten für Klavier. - Universal-Edition, Wien.

Dette Stockhausen-inspirerede værk af den unge svenske avantgardist bo nilsson (med små bogstaver) overgår selv forbilledets klaversatser (i hvert fald de Stockhausen-satser, undertegnede har studeret). Først er der et indviklet forord, som må kunnes på fingrene, før man placerer disse på tangenterne. I stedet for de gængse dynamiske betegnelser har komponisten stillet en række talgrupper. Derved glider det dynamiske ind på linje med de rytmiske strukturer, der tillige udgør kernen i den nye serielle musik. Klaverstykket skal ved en koncertfremførelse forstærkes gennem flere højtalere, hvis klanglige område og lydstyrke er så omfangsrige som muligt. Samtidig må pianisten foruden fingrene også bruge håndfladen, knytnæven og albuen (også hele underarmen) på steder, hvor komponisten har anset det særligt påkrævet.

For at undgå misforståelse skal jeg bemærke, at disse »særlige« steder er markeret gennem en speciel tegnsætning (hvilket måske vil udelukke, at benene eller næsen tages i anvendelse). Hvordan stykket i øvrigt virker, er man ganske ude af stand til at sige, da nodebilledet navnlig grundet de mikroskopiske noder (fotokopi) næsten er umuligt at tyde. En indstudering må givetvis foretages med lup. B. J.

SINGING TOGETHER. 100 engl. og am. sange til undervisningsbrug. Samlede af Knud W. Sorensen. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 1958.

»Der er ikke i denne samling tilstræbt nogen som helst musikalsk kvalitetsbedømmelse af de enkelte sange, ej heller nogen ordning af stoffet. Kriterierne for udvælgelsen af sangene har været følgende: en køn, let tilgængelig melodi og sange, der er folkeeje i England og U.S.A.« I dette citat fra forordet er alt redeligt sagt om sangvalget. Ordningen er alfabetisk, hvilket nok er praktisk, men bidragende til at øge det kalejdoskopiske præg. Man får f. eks. ""Happy Birthday"" omgivet af henholds vis''Greensleves"" og 'Tve got a robe""

Der skal siges meget godt om fikshed i opsætning, kommentering etc., og der skal ydes bogen retfærdighed ved at dens anvendelighed i skolerne synes uden for tvivl, men det må siges, at den er præget af usikkerhed i redaktionen af de mange typer melodier fra mange kilder. Notationsprincippet svinger fra sang til sang. Der burde have været overensstemmelse med sædvanlig dansk sangbogspraksis, ikke mindst fordi samlingen henvender sig til danske skoler, hvor eleverne nu er godt vant.

Den side af bogen, der henvender sig til engelskundervisningen, skal ikke omtales her.

Det virker beroligende, når det i forordet hævdes, at historiske og oplysende forklaringer til sangene er skrevet på engelsk! H. B. R.

* PAUL WITTGENSTEIN: Scbool for the leff hånd I—III. - Universal Edition.

Den verdensberømte enarmede pianist Paul Wittgenstein, hvem Ravel skrev sin venstrehånds-koncert til, har samlet og udgivet en lang række glimrende venstre-hånds øvelser, der tager sigte på den specielle klaverteknik, der forlanges ved klaverlitteraturens forholdsvis få, men hvoraf enkelte betydelige venstrehånds kompositioner, heriblandt altså netop Ravels værk. Første hæfte indeholder kun øvelser, begyndende med passage-teknik, derefter dobbeltgreb og trille-øvelser for at slutte med træning i polyfont spil. Mange af øvelserne er særdeles nyttige for vordende pianister, ligeså vel som færdige pianister kan have megen glæde af at studere f. eks.

dobbeltgrebs-etuderne. Det er jo en velkendt sag, at venstre hånd ofte bliver forsømt i den gængse etude-litteratur, ligesom denne hånd hos mange kræver en særlig ekstra træning. Andet hæfte indeholder øvelser hentet fra den gængse litteratur. De fleste er usandsynligt krævende, f. eks. Chopins c-moll etude op. 10 nr. 12, der er udformet som en studie i dobbeltgreb. Tredje hæfte rummer en række transskriptioner både af almindelige klaverværker og tillige af orkestermusik, f. eks. af Notturnoen fra Mendelssohns Skærsommernatsmusik. Det er klangligt meget raffineret gjort. Som udgiveren gør opmærksom på, er hensigten med de tre hæfter foruden den rent tekniske udvikling af venstre hånd tillige at bringe en række transskriberede satser og derigennem udvide repertoiret. Det er en interessant udgave, der henvender sig til alle pianister og klaverpædagoger, og samtidigt er den et monument over sin autors enestående mesterskab, der blev fremtvunget af hans frygtelige skæbne under første verdenskrig.

B. J.

Klavermusik af brødrene Haydn På Otto Heinrich Noetzels forlag, Wilhelmshaven, er udsendt to hæfter med klaverdanse af brødrene Haydn. Først /. Haydn: Wiener Hofball-menuette (tolv ialt). Desværre fremgår det ikke, hvornår disse satser er komponeret eller om det er klaverbearbejdelser. Tilsyneladende er det »urtekstudgave« blot forsynet med nødvendig fingersætning, og i øvrigt er dansene særdeles velegnet til undervisning. Jeg er ikke så stiv i Haydns produktion, at jeg kan afgøre, om satserne stammer fra lejlighedsnumre komponeret for kammer-ensemble med eller uden klaver, men som de fremstår her, klinger de fortræffeligt for instrumentet. Det samme må siges om det andet hæfte, af Michael Haydns Seks menuetter. Stilen er mere »galant« end hos broderen. De parallelle tertsgange er således næsten stereotype og giver hans satser et lidt sødladent, salonagtigt skær. I øvrigt må det jo siges at være yndige underholdningstoner, man dengang lod lyde for folket. B. /.

Årgang 34/1959, nr. 04